Læren om Lauritzen by Emma Wang

Motivation for bevaring af DirektĂ¸rboligen / Intet kommer af intet

Critical Written Reflection efterĂĽrssemesteret 2016 Emma Wang Hansen 9. Semester 1B Studio Cultural Heritage Aarhus School of Architecture

INDHOLDSFORTEGNELSE

INTRODUKTION TIL OPGAVEN

INDLEDNING

RESTAURERING SOM VALGTE METODE

2 2.1

TEORI I – Fortidens indflydelse DELKONKLUSION I

4 7

3 3.1

VILHELM LAURITZEN, MODERNISMEN OG TRADITIONEN DELKONKLUSION II

8 10

4 4.1

DIREKTØRVILLAEN OG RADIOHUSET VÆRDISÆTNING

10 11

0 0.1 1

S. 5 5.1 5.2 5.3

PERSONLIG NOTE - Introduktion til TEORI II TEORI II – Restaureringsteorier fra teoretikere og udøvere DISKUSSION – Anvendt teori RESTAURERINGSHOLDNING

12 12 14 15

5.4

RESTAURERINGSMETODE KONKLUSION

EPILOG

NOTER

ANVENDT LITTERATUR

0. INTRODUKTION TIL OPGAVEN

0.1 INDLEDNING

Første del er en kort redegørelse for valget af restaurering som metode.

Det er efterhånden lang tid siden der boede en direktørfamilie i Direktørboligen, og Radiohuset huser ikke længere Danmarks Radio – eller Statsradiosymfonien som det jo hed dengang. Hvorfor hedder bygningerne så stadig det samme, og hvorfor skal de restaureres, hvis deres funktion er udtjent? Teksten her udforsker denne problemstilling samt behandler og afdækker, hvorledes man kan arbejde med bygningens fremtid.

Anden del vil tage sit udgangspunkt i en argumentation af, hvorfor tidligere tiders arkitektur bør bevares bl.a. med afsæt i Colin St. Wilson John’s tekst “the historic sense” og Vilhelm Wanschers tanker fra samtiden. Disse vil kort blive diskuteret i lyset af modernismen og Bauhaus’ modvilje mod traditionen. Tredje del vil behandle Vilhelm Lauritzen i sin samtid og hans position i dansk arkitektur. Han sammenstilles med og analyseres i forhold til hans indflydelseskilder. Fjerde del vil omhandle Direktørvillaens forhold til Radiohuset som element i anlæggets helhed samt et resumé af Direktørboligens umistelige kvaliteter på baggrund af værdisætningen (bilag uden for CWR) Sidste del vil forsøge at komme med bud på en restaureringsholdning, der tydeliggør hvorledes Direktørboligen kan føres ind i vores samtid og akkommodere det nye program. Denne sidste del akkompagneres med forskellige etablerede restaureringsteorier samt en klargøring af projektets valgte metode og holdning.

1. RESTAURERING SOM VALGTE METODE Hvorfor restaurere? Hvorfor ikke rive ned og nyfortolke eller bygge til? Dette projekt har valgt restaureringen som metode, idet der er lagt størst vægt på selve bygningen og ikke programmet. Det vurderes, at bygningen i sig selv besidder kvaliteter, der igennem en restaurering vil kunne bidrage til det nye program. Hovedgrebet i denne opgave består i at afdække og understrege bygningens bærende værdier, og det gøres bedst ved en restaurering, hvor der udarbejdes en udførlig værdisætning, hvorigennem bygningen granskes og undersøges i sin nuværende form og i sin originale form vha. af arkiverne. Der ønskes ydermere at gå helt ned i detaljen af materialernes formåen og bearbejdning og dette opnås i en restaureringsopgave, hvor hovedfokus ikke er på nybyggeri og allokering af kvadratmeter og funktioner, men på den eksisterende masse. 2. TEORI I – Fortidens indflydelse You must confine yourself to saying old things – and all the same it must be something new - Ludvig Wittgenstein1 I forlængelse af det foregående afsnit, bygger dette projekt i høj grad på overbevisningen af, at studier af fortiden er vigtige, og dermed kan der argumenteres for, at bevaring af fortiden er

vigtig. Ved at bygge på andres tidligere erfaringer og opdagelser kan man nå længere, end hvis man starter forfra hver gang. Isaac Newton udtrykker dette ret godt i sit berømte citat: If I have seen further, it is by standing on the shoulders of giants.2 Han refererer til det latinske udtryk: “nanos gigantum humeris insidentes”, som betyder at opdage sandheden ved at bygge på tidligere erfaringer og direkte oversat noget i retning af, at dværge sidder på kæmpers skuldre, som igen refererer til en historie i græsk mytologi, hvor den blinde kæmpe Orion bærer sin dværgetjener Cedalion på skuldrene, så han kan guide ham og være Orions øjne – Altså rent bogstaveligt kan han se længere, end hvis han stod på jorden. Ved at bygge på fortidens erfaringer sikrer man også et fortsat tilhørsforhold, en rodfæstethed og en stedbundethed, der respekterer og viderefører tidligere lærdom og traditioner. Kompleksiteten og lagene af værdier og kvalitet øges, og en dybere forståelse kan opnås. Paradoksalt, ville nogen måske nok mene, at der i en opgave om en modernistisk bygning er dedikeret et langt afsnit til fortidens indflydelse. Paradoksalt, da modernismen som bekendt udsprang af et ønske om at distancere sig fra fortidens traditioner og skabe noget helt nyt. Walter Gropius har således udtalt: ”Modern architecture is not built from some branch of an old tree, but is a new plant growing directly from roots”.3 Af samme grund

underviste man heller ikke i historien og tidligere tiders arkitektur på Bauhausskolen. Denne diskussion vurderes dog alligevel i dette projekt som essentiel af to grunde: 1.

På trods af hvad Gropius citat hævder, byggede mange af modernismens berømte værker i høj grad på lærdom fra de klassiske værker, direkte eller indirekte. Ønsket om at distancere sig lå i højere grad i at adskille sig fra sin umiddelbare historicistiske kontekst, der var blevet et overfladisk “bland-selv”-sammensurium, hvor stilarter blev mixet på kryds og tværs og ikke levede op til den nye tids materialer og teknologiske udvikling. Man ønskede derfor at fjerne alt det overflødige for at finde ind til selve kernen af god arkitektur. En af modernismens største arkitekter, Le Corbusier, byggede fx sine 5 krav til moderne huse i “Vers une Architecture” op efter sine opdagelser og iagttagelser under studieture til klassiske værker, heriblandt Parthenon. Mange af hans værker fejrer således også den præcise geometriske orden og proportionelle forhold, der ses i ældre værker og giver dem en magtfuld og vigtig udstråling. Altså må det udledes, at det absolut ikke er helt uvæsentligt ved en restaurering af et modernistisk værk at kende baggrunden og argumenterne for tidens logik. Denne opgave er i sig selv et studie af fortiden. Følgeligt må et studie af fortidens fortid være på din plads.

I teksten “The Historic sense” argumenterer Colin St. John Wilson for, at man kan lære meget af fortiden, og ved at benytte sig af analogier kan man opnå, at både fortiden og samtiden drager nytte af hinanden. Han udleder dette af et digt af T. S. Eliot, The Sacred Wood4, hvor han analyserer Elliots opfattelse af traditionens betydning for en kunstners forståelse af sin samtid og relaterer det til arkitektur. Han citerer5: “It involves in the first place, the historical sense, which ... involves a perception, not only of the pastness of the past, but of its presence; (…) compels an [architect] to work not merely with his own generation in his bones, but with a feeling that the whole of the [architecture] of Europe from [Ictinus] and within it the whole of the [architecture] of his own country has a simultaneous existence and composes a simultaneous order. This historical sense, which is a sense of the timeless as well as the temporal and of the temporal together, is what makes an [architect] traditional. And it is at the same time what makes an [architect) most acutely conscious of his place in time, of his own contemporaneity.” 6 Man kan altså forstå sin egen tid igennem grundige studier af fortiden, men også ved at forstå fortiden som noget, der ikke er fastlåst til en bestemt afgrænset tidsperiode, men hvad selve essensen af eksempelvis et tidligere værk er. Dets tidsløse kvaliteter. Han fortsætter med et citat, som uddyber fortiden og nutidens relation til hinanden igennem en gensidige påvirkning af tidligere værker og nytilblevne værker:

”No [architect], no artist of any art, has his complete meaning alone ... you must set him, for contrast and comparison, among the dead. (…) The necessity that he shall conform, that he shall cohere, is not one-sided (…) The existing monuments form an ideal order among themselves, which is modified by the introduction of the new (the really new) work of art among them. (…) for order to persist after the supervention of novelty, the whole existing order must be, if ever so slightly, altered; and so the relations, proportions, values of each work of art toward the whole are readjusted; and this is conformity between the old and the new. (…) Whoever has approved this idea of order . . . will not find it preposterous that the past is altered by the present as much as the present is directed by the past. And the [architect] who is aware of this will be aware of great difficulties and responsibilities.7 Det antydes her at relationen mellem nyt og gammelt kan påvirke hinanden gensidigt. Igennem fortolkning af tidligere tiders erfaringer og værker kan man således ændre på den indbyrdes orden, hvori man forstår tilhørsforholdet af et værk. Man kan sige, at formår man virkelig at forstå de tidsløse kvaliteter lært fra traditionen og bruge dem i et nyt værk, vil forståelsen af det ældre værk – og alle andre værker, der relaterer sig til dette – blive ændret i og med at man nu vil se dem i sammenhæng med et nyt værk. Eliot konkluderer, at erklærer man sig enig i ovenstående, accepterer man således også, at (forståelsen af) fortiden kan ændres af noget nutidigt i samme grad, som

det nutidige er blevet udledt og hjulpet på vej af noget fortidigt. Wilson antyder med sidste del af ovenstående citat, at den arkitekt, der tilslutter sig denne opfattelse, vil forstå, at i hans værker ligger muligheden – og dermed det kæmpe ansvar, det medfølger – for at ændre fortiden. Wilson og Eliot opfordrer til en form for holistisk forståelse af verdenen, hvor man ikke kigger på fortidige værker som låst fast til en bestemt tid. Igennem skabelsen af ny arkitektur, der bygger på studier af fx klassisk arkitektur, tilbyder man en anden forståelse af det gamle set i lyset af det netop skabte, samtidig med at det nye jo er skabt og har fået merværdi vha. forståelsen af det gamle. Man indtræder derved i en form for cirkulær traditionslære, der gensidigt og samtidigt informerer fortid og samtid og kan udgøre et springbræt for innovation.8 For at konkretisere disse lettere abstrakte udsagn, nævner han bl.a. et litterært eksempel og to eksempler fra arkitekturens verden. Det litterære eksempel bygger på, hvorledes man i en tekst - fx ved hjælp af en hovedpersons navn eller titlen på et digt – kan henlede den veloplyste læser på en metaforståelse – en intertekstuel reference, der åbner op for en finesse eller helt ny forståelse af teksten. Forudsat selvfølgelig, at læseren har kendskab til traditionen, altså det refererede værk.9

Det første arkitektoniske eksempel er fra renæssancen, Leon Battista Albertis kirke, St. Andrea. Wilson hævder, at ved at bruge motivet af den romerske triumfbue i facaden af den kristne kirke benytter Alberti sig af en stærk analogi: “It brings together the New Learning, Christian theology and the Roman celebration of victory at the same time it announces a rediscovery and reassesment of the Classical language of architecture. Both of the terms are changed by the relationship and gain in their range of significance.” 10 Det andet arkitektoniske eksempel er noget nyere og omhandler, hvorledes Alvar Aaltos Villa Mairea igennem et mix af moderne, stramme, ortogonale linjer og materialer og naturlige, organiske og lokalt funderede kurvede former og materialer tilsammen danner merværdi ved sammenstillingen.11 Det moderne sprog blandes med det lokale og der skabes en ny fremadskuende, stedbunden arkitektur, der på en gang hylder fremtiden og fortiden.

2.1 DELKONKLUSION I De tre føromtalte værker kunne ikke være blevet til, hvis ikke hhv. Eliot, Alberti og Aalto havde muligheden for at studere tidligere tiders værker. Bevaringen af disse er derfor af højeste vigtighed. Deres egne værker er ligeledes vigtige at bevare, fordi vi igennem studier af disse har muligheden for at forstå de originale værker og deres tid på en anden måde. Hvis vi ikke har adgang til at opleve tidligere værker, kan vi ikke studere dem, forstå dem og benytte os af dem som inspirationskilder og desuden lære af deres fejl. Herhjemme i Danmark, advokerede kunsthistorikeren Vilhelm Wanscher i sin bog, Den Æsthetiske Opfattelse af Kunst, for noget lignende. I bogen argumenterer han for, at der findes universelle skønhedslove, som vi kan lære at kende ved at se på den klassiske arkitektoniske tradition. Wanscher foreslår, at de klassiske værker skal ses som “opdragere“, der ikke skal kopieres, men ved at være bevidste om disse værkers kvaliteter kan man kultivere sin fantasi og skabe nye værker med disse i baghovedet12. Han og Wilson er altså ret enige i betydningen af tidligere tiders storhedsværker i skabelsen af kvalitets-samtidsarkitektur. I følgende afsnit undersøges det, hvorledes Vilhelm Lauritzen kan indpasses i en sådan forståelse.

3. VILHELM LAURITZEN, MODERNISMEN OG TRADITIONEN

Han fortsætter:

Lauritzen tilhørte den regionale funktionalisme, som udsprang – men adskiller sig – fra den internationale funktionalisme og modernisme med bl.a. Le Corbusier og Bauhaus. I Danmark var den internationale stil ikke så skarpt defineret som i udlandet, og i her blev det til den funktionelle tradition, som var inspireret af den internationale stil, men havde rødder i den danske håndværkstradition.13 De danske byggelove tillod ydermere ikke ligeså stor frihed til at eksperimentere med materialer som i udlandet, og måske derfor blev funktionalistiske bygninger herhjemme længe udført i kendte og traditionelle materialer som murværk frem for jernbetonen, som krævede nye og tidskrævende tests og beregninger. En anden teori går på, at i Norden havde man en meget stærk og lang tradition for nyklassicismen, som sammen med den stærke håndværksmæssige tradition udgjorde en bagage, som hindrede arkitekterne i en uforbeholden tilslutning til den internationale modernisme og dennes erklærede forkastelse af traditionen. Dette er blevet omtalt som ”Doric Sensibility”, som Jørgen Sestoft forklarer således:

“I denne refleksion over arkitekturens forbundethed med naturen som udgangspunkt og kulturen som levende tradition lå ikke blot den strenge saglighed som mulighed, men også et spillerum for den raffinerede primitivisme og den kapriciøse monumentalitet. (…) denne doricisme var forudsætningen for, at den nordiske modernisme tog en anden vej, både mere udogmatisk og rigere orkestreret, end på Kontinentet.” 15

“Den doriske følsomhed betegnede en søgen efter oprindelighed og væsentlighed i bygningskunsten, som gik forud for stilspørgsmål og forudsatte fortrolighed med både klassisk og lokal tradition.”14

De anerkendte repræsentanter for denne retning er Asplund, Lewerentz og Aalto. Sestoft mener dog, at man med rette kan føje Lauritzen til samme kategori: “Trods al teknisk og funktionel determinering er hverken Radiohuset eller den gamle terminalbygning i Kastrup præget af modernismens metalliske hårdhed og repetitive uniformitet. I afvigelsen fra modernismens abstrakt-kliniske princip til fordel for et empirisk-sanseligt bæres arven fra doricismen videre. Det ses i udnyttelsen af jernbetonens atletiske smidighed, træbeklædningernes frodige variation og delikate behandling, i inventarets bugtende kurver og i autonomt formede detaljer, der giver delene en særlig nuancering og individualitet indenfor helhedens rammer.” 16 Den foretrukne stil i Vilhelm Lauritzens studietid var nyklassicismen og han gik ligesom de fleste studerende, til forelæs-

ninger af Hack Kampman og Wanscher om hhv. antikkens Grækenland og barokkens proportioner for at få et helhedssyn. Om Kampmanns forelæsninger skriver Kay Fisker: “Her var en fornyelse, fordi han ville forstå, hvori de æstetiske virkninger bestod, som betingede de stoflige virkninger, hvilke proportioner, som frembragte den harmoni og balance han fængsledes af” 17 Han var altså en del af en generation af danske arkitektstuderende, der besad en viden om klassiske traditioner og var i høj grad interesseret i de virkemidler og tidsløse kvaliteter, de store gamle værker besad. Det var i tiden et ønske om at forstå de tidsløse kvaliteter og værdier, der lå bagved formen og stilen. Lauritzen var både meget inspireret og optaget af modernismens internationale værker, men hans arkitektur havde altså også baggrund i en nyklassicistisk tradition og en forståelse for de klassiske værker. Som underviser på arkitektskolen fra 1926-41 i tegning af skyggede legemer istemte Lauritzen sig Carl Petersens nyklassicistiske lære om at i al bunden kunst gælder bestemte regler. Det var vigtigt for den bevidst arbejdende kunstner at kende disse regler. Tegneundervisningen var for Lauritzen på en måde en genvej til herredømme over midlerne og deres virkning.18

I mange af Lauritzen tidlige værker og konkurrenceforslag, ser man en tydelig indflydelse fra klassicismen, både i idé og form. Vitruv beskriver arkitekturens fem overordnede principper som: Opstilling, arrangement, harmoni, modulforhold samt smukt design, der skal fungere efter hensigten. Arkitekten skal desuden tage hensyn til formål såvel som økonomi i udarbejdelsen af sit forslag.19 Allerede i dengang, mente man altså at bygningens form og funktion skulle spille sammen. Alle kvaliteter er at spore i Lauritzens værker, hvor han også selv har udtalt at man ikke må slippe funktionen af syne, så bliver arkitekturen meningsløs som arkitektur.20 For ham var god arkitektur en treenighed mellem menneskets behov, teknikkens formåen og materialets egenskaber og æstetikken var funktionens og materialets naturlige ledsager i al formgivning.21 Edvard Heiberg skrev i Arkitekten i 1948: ”Når vi ser os om, har vi vel næppe haft andre funktionalister efter international målestok end Vilhelm Lauritzen, Hans Hansen og Mogens Lassen (…) Ingen af dem stræbte efter stil (…) Det mest værdifulde, som funktionalismen bragte, var nok moralkravet til harmoni mellem opgaven, den ydre form og funktionen, men det er krav som er ligeså gamle som arkitekturen selv.” 22 Her henviser Heiberg nok til de klassiske værker og blandt andet Vitruvs skrifter for arkitekturens principper.

Selvom Lauritzen var influeret af klassicismen vedkendte han sig også sin tid: ”Hver generation bygger sit hus, fordi teknikken, omkostningerne og vor færden ændrer sig. Vi må vedkende os vor tid og studere dens krav og teknik” 23 I dette citat ser man en del ligheder med Walter Gropius’ udtalelser under hans tid som rektor for Bauhaus, hvor hver generation skulle viske tavlen ren og skabe deres egne værdier og arkitektur ud fra deres samtid, hvorved arkitekturen følgelig ville gennemgå en radikal ændring og fornyelse med regulære intervaller.24 Han erklærede sig altså enig i behovet for en ny arkitektur til en ny tid, men i modsætning til Bauhaus-traditionen, synes han ikke at have noget imod at bygge videre og tage inspiration fra klassiske principper, traditionel byggeskik og arkitekturhistorien i øvrigt.

ståelsen af de bagvedliggende principper, som han formåede at omsætte og bruge i hans egen arkitektur. Radiohuset, er et værk der både omfavner den nye teknologi (fx de tynde jernbeton konstruktioner) og formsprog, lokal byggeskik og materialer (Danske tegl, bornholmske klinker, grønlandsk marmor) og læringer fra de klassiske principper (helhedsværk, hver en detalje var vigtig og havde en betydning, samt proportionel harmoni). Selvom der både er klassiske principper og lokal byggeskik at spore i værket, blev i dets samtid anset for uhyre moderne og fremadskuende, og man anser det stadig i dag for et af de vigtigste værker i den tidligere modernisme i Danmark.25 Set i lyset af Wilson, Wanscher og Eliots tekster, var Lauritzen måske så succesfuld med sin arkitektur netop fordi han forstod sin samtid så godt, alt imens han havde et indgående kendskab – og respekt – for traditionen, de klassiske værker og den nationale og regionale byggeskik og materialekendskab.

3.1 DELKONKLUSION II

4. DIREKTØRVILLAEN OG RADIOHUSET

I dette afsnit er det blevet diskuteret hvorledes Lauritzens arkitektur bygger på erfaringer og inspiration fra hans samtid, lokal byggeskik såvel som ældre værker. Det er vigtigt i denne sammenhæng at understrege at hans inspiration fra klassicismen ikke lå i at kopiere stilen (formen), men i interessen og for-

Direktøvillaen er én af flere tjenesteboliger opført som en integreret del af hele Radiohuskomplekset. Bygningen forholder sig til Radiohuset ved bl.a. at definere rummet i gården, nedbryde skala mellem de høje bygningskroppe, gårdarealet og de omkringliggende boligkarréer og har desuden beslægtet materi-

ale- og formsprog med Radiohuset. Direktørboligen indeholder ligesom Radiohuset et miks af de moderne og fremadskuende idealer og principper og læringer fra ældre traditioner. Dette mix understreger en særlig Lauritzen-æstetik, hvor der skabes indre spænding. De afsluttede kubiske former får modspil fra de svungne former og dynamiske retninger, men alligevel står bygningen som en samlet helhed og bliver bragt i balance vha. den gennemførte og elegante detaljering og veludførte proportionering i detaljer såvel som facader og plan. 4.1 VÆRDISÆTNING I dette projekt vurderes det, at de vigtigste bærende værdier alle er elementer, der understøtter samhørigheden med Radiohuset. Huset indeholder måske flere interessante retninger og historier, men der er valgt at prioritere de kvaliteter, der understreger samhørigheden og slægtskabet med Radiohuset. Disse er: •

Den overordnede kubiske form med det knappe tag med de additive former som vinterhaven, balkonen og terrassen, der skyder sig ud og skærer sig ind i grundformen.

•

Terrassens buede form samt den og indgangstrappens dynamiske trapez-form.

• •

De smalle hvide linjer i vindueskarme og rammer, vinterhave samt gelænder-værk. Udvendig og indvendig materialeholdning og detaljer herunder de gule tegl, den lette beklædning, klinker, tilbageværende kobberdetaljer, originale døre med karm og greb samt vinduesdetaljer.

Igennem arkivundersøgelser er det blevet opdaget, at bygningen i sin originale form har indeholdt et større tilhørsforhold til Radiohuset. Se bl.a. forsiden på denne opgave, der prydes af en sådan arkivtegning. Selvom der nu kun er svage spor efter disse på sitet vurderes disse til at være en stor del af de kvalitative værdier i bygningen, der vil styrke slægtskabet med Radiohuset. Disse er: • • •

Det rumlige forløb, særligt i stueetagen og 1. sal. Haveanlægget med den tilhørende svungne mur. Den originale materialeholdning.

5. PERSONLIG NOTE – Introduktion til TEORI II

5.1 TEORI II – Restaureringsteorier fra teoretikere og udøvere

“Den, der intet ved, elsker intet. Den, der intet kan, forstår intet. Den, der intet forstår, er uden værdi. Men den, der forstår, elsker også, oplever, ser. Jo større forståelse for en sag, jo større kærlighed …” 26

I en restaureringsopgave er det imperativt, at der forud for bygningsarbejdet ligger et stærk standpunkt og en fagligt begrundet holdning til bygningen. Denne opgaves restaureringsholdning har forsøgt at forholde sig til to af de gamle etablerede restaureringsteoretikere, som ofte diskuteres i dette øjemed, nemlig Viollet-Le-Duc, Ruskin og Exnerparret er desuden medtaget som et mere nutidig input:

Digtet af Paracelsus fra 1500-tallet beskriver ret fint forholdet mellem det at vide noget om noget og det at værdsætte det. Det må indrømmes, at igennem projektets udvikling og jo mere der er blevet studeret, er kærligheden for bygningens oprindelige form vokset mere og mere. Det har været svært at prioritere og bestemme sig for, hvilke dele af bygningen, der kan fjernes, ændres eller burde rekonstrueres. Det har derfor været en hjælp at kunne støtte sig til nogle af de etablerede restaureringsteoretikere samt samtidens praktikere og diskutere dem i relation til projektet. Næste afsnit vil omhandle en kort introduktion til den anvendte teori.

Eugéne Viollet-Le-Duc (1814 –1879) “Ordet og fænomenet er moderne. At restaurere et bygningsværk, det er ikke at vedligeholde det, reparare det eller genskabe; det er at reetablere det i fuldfærdig skikkelse, som måske aldrig har eksisteret på noget bestemt tidspunkt.” 27 Han lægger et stort ansvar på restaureringsarkitekten, der igennem viden og den rette indsigt og forståelse, må afdække bygningens principper og grundlæggende idé, og bruge denne viden til kreativt at løse nye problemer og som en slags guidelines i alle de valg der skal træffes i en restaurering. De gamle bygninger anså han som studieobjekter, hvorigennem man kunne afdække arkitekturens principper. Disse principper kunne man så anvende ved ændringer af funktionelle

årsager, som han anså for helt legitime. Arkitekten kan løse ændringerne ud fra sin indsigt i den gamle bygmesters tankegang og gennem en afdækning af arkitekturens rationelle principper. Metode og udførelse afhænger altså af sammenhængen og kan logisk udredes af de overordnede principper. Viollet-Le-Duc nævnes i dag ofte som en meget voldsom restaureringsarkitekt, hvor han skulle have berøvet meget af originalsubstansen og autenciteten igennem reparationer og rekonstruktioner. Kirkeby argumenterer dog for at Viollet-Le-Ducs tanker i højeste grad har influeret vores tids restaureringstankegang.28 Der nævnes bl.a. opfattelsen af den historiske bygningsmasse som kildemateriale, kan have dannet grund for kravet om dokumentation i Veneziachartret.29 Et andet levn fra hans tanker kan også ses i vores evindelige søgen efter en bagvedliggende idé, når et projekt udformes fra start, men også når man restaurerer. I. M. Kirkeby nævner, at man i Docomono-regi30 ofte diskuterer bygningers restaurering med størst prioritering på idégrundlaget, altså hvorledes projektet oprindeligt var tænkt. Det vil således være i orden at udskifte fx klodsede vinduesrammer med tyndere profiler, hvis udtrykket oprindeligt var tænkt sådan, men ikke havde teknologien eller materialerne til at udføre det på opførelsestidspunktet. Det handler altså ikke så meget om autenciteten og originalsubstansen men om idéen.31

John Ruskin (1819-1900) “Hverken offentligheden eller de som har ansvaret for offentlige monumenter forstår den egentlige betydning af restaurering. Det betyder den mest absolutte ødelæggelse, der kan overgå en bygning: en ødelæggelse intet kan redes fra: en ødelæggelse, der følger en falsk beskrivelse af den ødelagte genstand. Lad os ikke bedrage os selv, hvad denne betydningsfulde sag angår; det er umuligt, lige så umuligt som at få de døde til at stå op af graven, at restaurere noget, der engang var stort og smukt i arkitekturen.”32 For Ruskin er erindringen et nøgleord. Det er det autentiske og det individuelle fremfor det generelle. Værdien i en ruin ligger således i tidens spor og alderen af stenene. Han er dermed principielt imod nogen for restaureringen. Som barn af romantikken, anså han forfaldet som naturens værk og i takt med at en bygning blev nedbrydt, blev den kun smukkere i sin sammensmeltning med naturen.33 Ruskin og romantikkens kærlighed for forfald og patina som spor af fortiden ses i dag fx i Slots og Kulturstyrelsens vejledning til vurdering af Fredningsværdier bl.a. behandler spørgsmålet om en bygnings patina, originalsubstans og autencitet som fredningsværdier.34

Exnerparret (Johannes 1926-2015 & Inger 1926 - )

5.2 DISKUSSION – Anvendt teori

Exner beskriver 4 nøgler, som man kan bruge til at opnå større forståelse, fordybelse og respekt for en historisk bygning: Originalitet, autencitet, identitet og narrativitet.35

For Ruskin er bevaringsværdien knyttet til originalsubstansen og enhver ændring af denne masse vil forårsage en forringelse. Han er derfor i sin rene form uforlignelig med tanken om at give en ældre bygning en ny funktion og nye brugere med nye krav. I det følgende behandles Ruskins tanker kun i den udstrækning, hvor bygningens historie respekteres og sættes i sammenhæng med fortiden og sporene fra denne.

”Det er f.eks. uopretteligt at fjerne original substans, og det kan være katastrofalt for bygningens ægthed. Ligesom det skaber usikkerhed om bygningen som historisk væsen at ødelægge autenciteten. Og det er dræbende for oplevelsen at umuliggøre narrativiteten.” 36 Der vil altid blive tabt en del af originaliteten under en restaurering. Man må derfor se restaurering som en række indgreb på en bygning, der kan spænde fra mild bygningspleje til forebyggelse og vedligeholdelse, til beskyttelse og reparation, til tilbageføring, reproduktion og til sidst hvad han mente var den mest yderliggående: rekonstruktion.37 Exner går ind for reversibilitet, hvor den fysiske form af et indgreb muliggør at det kan fjernes senere uden at medføre skader på originalbygningen, og gør det desuden let at skelne imellem gammelt og nyt.38

Viollet-Le-Duc knytter bevaringsværdierne til den bagvedliggende idé og form og tillader derfor ændringer i originalsubstansen. Princippet og idéen knytter sig ikke til en bestemt sten og kan derfor overføres til nyt materiale så rekonstruktionen bliver meningsfuld.39 Viollet-Le-Duc forholder sig ikke til spørgsmålet om nye funktioner og tilbygninger, men det gør Exner derimod, der med sit reversibilitetsprincip muliggør dette – men hvor Viollet-Le-Duc sikkert ville fortsætte i samme stil som den oprindelige søger Exner at adskille det tilførte fra originalen. Le-Duc, Ruskin og Exners teorier behandler alle gamle bygningsværker, der i større eller mindre grad er i forfald. Bygninger, der har overlevet adskillige generationer og er i forfald som følge af tidens tand; naturens erodering i kraft af vejret og menneskelig indgriben i form af krig og tilbygninger. Kan man uden

videre overføre disse teorier og tanker til vores århundrede? En modernistisk bygning som Direktørvillaen er jo hverken en ruin, en kirke eller et slot. Vi lever i en tid, hvor man er begyndt at anse bygningsværker, der ikke er særligt gamle og ikke ligger i ruiner, for bevaringsværdige. Den yngste, fredede bygning i Danmark er ikke mere end 22 år gammel!40 Om dette bemærker I. M. Kirkeby bl.a. fascinationen af de modernistiske bygninger ikke ligger i deres alder og originalsubstansens patina, men derimod i manifestationen af en betydelig del af vores idéhistorie, og ”så overgår betydningen af formen vigtigheden af at bevare materialets autencitet.” 41 Hvorfor denne pludselige interesse i det ældre? Har vi erkendt, som Wanscher og Wilson tidligere har hævdet, at vi kan lære meget af fortidige værker? Fredning er blevet et værktøj, der bruges præventivt for at sikre, at vi ikke mister eller skæmmer mesterværker. Dette er måske en følge af, at risikoen for at bygninger forgår ikke længere er en naturlig erodering over rigtig mange år. Nu er sandsynligheden for funktionstømning og forfald som følge af byggesjusk og outdated-hed langt større.

5.3 RESTAURERINGSHOLDNING Det overordnede greb i denne restaurering er at finde ind til det originale og særlige i direktørhuset. Der tilstræbes at afdække dets sjæl og herefter udpakke den og understrege dens særlige kvaliteter igennem restaurering. Det ønskes, efter endt arbejde, at bygningen kan leve videre i denne og den kommende tid med sin sjæl intakt. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en tilbageføring, hvor man fører bygningen tilbage til 1940 og genetablerer den som Direktørbolig – men derimod at sjælen lever videre med sin nye funktion og tilpasset de nye krav, som kræves af vores tid og af programmet. Ordet sjæl skal i denne sammenhæng forståes som bygningens overordnede principper, grundidéen, og deres fysiske manifestation, samt validationen og autencitet igennem de tilbageværende bevarede dele, der vidner om alder og lokale materialer og byggeskik. Viollet-Le-Duc, bagvedliggende idé, samt helhedsudtryk. Ruskins respekt for erindring, autencitet og historiens spor, samt Exners praktiske løsningsforslag og fem nøgler, hvori identiteten vægtes højest. Det vurderes at der i originalsubstansen ligger en historisk værdi, og at reparation er mere ønskværdigt en udskiftning, da bygningen gerne må beholde noget af sin autencitet og troværdighed som bygning fra 1940 og ikke fremstå som en rekonstruktion fra 2016.

5.4 RESTAURERINGSMETODE Elementer der skæmmer eller slører bygningens sjæl og bærende værdier skal fjernes eller ændres, så de understøtter bygningens kvaliteter. Det vurderes, at den patina og det hærværk, bygningen har undergået, falder i samme kategori som de ændringer og tilføjelser, den har gennemgået ved ændret funktion til kontorer. Her henvises til graffiti på ydervæggene, nedsænkede lofter og gipsvægge indvendigt. Disse er ikke bevaringsværdige da de hverken tilføjer bygningen visuel æstetisk, større samhørighed med Radiohuset eller rumlig kvalitet. Reparationer og rekonstruktioner, der søger at genetablere bygningens tidligere udtryk, udføres, såfremt de understøtter bygningens bærende kvaliteter. Udtrykket og metoden for disse skal være i tråd med bygningens oprindelige byggeteknik og håndværksmæssige kvalitet, medmindre de med tiden har vist sig at være utilstrækkelige fx farlige, ikke bæredygtige eller svage. Det vil betyde, at man i nogle tilfælde vil være nødt til at få specialfremstillet elementer af et svunden håndværk eller materiale. Hvis materialet ikke kan fremskaffes (pga. umulige økonomiske forudsætninger, eller materialet ikke kan skaffes i vores tid) må det erstattes af et mindst lige så – eller bedre – habilt produkt. Der hvor bygningen skal akkommodere en ændret funktion eller leve op til nyere krav kan nyt materiale tilføjes såfremt det ikke mindsker kvaliteten og slører bygningens identitet. Såfremt det eksisterende mangler vitale dele, der både understøtter byg-

ningens identitet og giver mening i forhold til den nye funktion kan disse rekonstrueres. Der skelnes i metode mellem reparationer og rekonstruktioner: 1.

Reparationerne skal ske i overensstemmelse med originalsubstansen som kan lappes og opretholdes. Man kan sammenligne med, at bygningen fremstår med åbne sår, som behandles og lappes. Disse vil først fremstå mere eller mindre tydelige, hvor de understreger bygningens alder, da det reparerede vil fremstå uden den patina den eksisterende masse har erhvervet sig igennem tiden. Langsom vil de fremstå som ar og et ekstra lag, der med tiden vil blive mindre synlig.42 Direktørvillaen er endnu ikke så gammel, men med reparationen vil man starte en behandling, der igennem årene vil lægge grund til nye lag, når bygningen vedligeholdelses. Der startes således en tradition, hvor Exners begreb om narrativitet med tiden kan spille en større rolle. Murværk, vinduesrammer og karme, gelændere, klinketerrasse kan repareres på denne måde.

Rekonstruktioner kan tydeligt adskille sig fra det oprindelige udtryk, såfremt det nye udtryk understøtter, tydeliggør eller bedre akkommoderer det nye program, men stadig understøtter samme identitet og helhedsindtryk. Elementer der forsøges rekonstrueret er det rumlige forløb i stuen og på 1. sal, kaminen, en samt haveanlægget. I rekonstruktionerne vil designet understøtte de oprindelige kvaliteter disse elementer gav til byg-

ningen. Der søges ikke at lave replikaer af det, der ikke mere findes, men at genskabe med de overordnede kvaliteter i en friere ramme, som på den ene eller anden måde afspejler samtiden. Altså er grebet i overensstemmelse med Venedig Charteret og Exner, hvori der lægges vægt på, at det tilførte skal kunne adskilles fra originalsubstansen. Der tilstræbes dog imidlertid ikke en stor afvigelse fra det originale udtryk, idet helhedsudtrykket og grundidéen – efter Viollet-Le-Duc – ønskes bevaret. Rekonstruktionerne skal ses i en sammenhæng, hvor der tilstræbes en ærlighed, hvori man tydeliggør, at nogle dele af huset er yngre og ikke lavet af samme arkitekt.

6. KONKLUSION Hele diskussionen om den gensidige påvirkning og indflydelse mellem fortid, samtid og det fremadskuende er relevant for en argumentation for bevaring af bygningsværker. Direktørboligen har relevans som umistelig del af Radiohusets kompleks og kan sammen med de andre bygninger fungerer som en nøgle til at forstå Vilhelm Lauritzen og en del af modernismen i Danmark. Ydermere vil dette åbne op for at forstå hvorledes modernismen indpasses i historien og senere har influeret og til stadighed influerer nutidige værker. Det er undertegnedes håb at der igennem teksten, på overbevisende måde, er blevet argumenteret for bevaringen af Direktørvillaen. En bevaring vil gavne både Radiohuset som bygningsanlæg, hvori Direktørvillaen er en del af den samlede helhed og denne sammenhæng vil gavne senere studier og for forståelsen af Lauritzen som arkitekt for fremtidige generationer. Ydermere kan bygningen i sin restaurerede tilstand forhåbentligt bidrage til en frugtbar dialog mellem Musikkonservatoriet og det nye program med kulturskolen. Ved at beholde og understrege slægtskabet mellem Radiohuset og Direktørboligen kan begge institutioner og deres brugere få gavn af de historiske og inspirerende rammer, de tilsammen tilbyder og opfordre til en tæt dialog og udveksling imellem dem.

7. EPILOG Denne CWR har været et værktøj til at undersøge argumenter for bygningsbevaring og metoder til dennes udførelse. Igennem undersøgelsen er det blevet undertegnede klart, hvor stort og omfattende et emne det er. Hver eneste lille delundersøgelse har åbnet op for flere forskellige forståelser og et utal af referencer til andre værker og tekster. Selve processen under tilblivelsen af denne tekst har virkelig tydeliggjort nødvendigheden af at forstå sin samtid igennem traditioner og tidligere tiders erfaringer. På dette grundlag må det også tilstås at nogle referencer kun er blevet berørt overfladisk, og det er undertegnedes klare intention at fortsætte denne undersøgelse og forhåbentlig komme mere i dybden med nogle af de originale kilder.

/Emma Wang Hansen, januar 2017

8. NOTER 1

WILSON, Colin St. John, 2000, ”The Historical Sense. T.S. Eliot´s concept of tradition and its relevance to architecture”, in Architectural Reflections. Studies in the Philosophy and Practice of Architecture. Manchester University Press, s. 66-73. (Herefter refereres til som Historic Sense) s. 66. Original reference til Ludwig Wittgenstein, Culture and Value, Oxford: Blackwell, 1980, s. 40)

logi til arkitektverdenen): 6

Historic Sense s. 67

Historic Sense s. 67-68

Historic Sense s. 67

Newton, Isaac. “Letter from Sir Isaac Newton to Robert Hooke”. Historical Society of Pennsylvania. https://en.wikipedia.org/wiki/Standing_on_the_shoulders_of_ giants#cite_note-2 (tilset 3. januar 2017)

Wilson hævder at Eliot, influeret af Dante, ændrer betydningen af Dante igennem hans eget og nyere værk. Se Historic Sense s. 68

The Historic Sense s. 70-71

Historic Sense s. 68

The Historic Sense s. 71

ELIOT, T.S., 1920, ”Tradition of the Individual Talent”, in: The Sacred Wood. Essays on Poetry and Criticism. London: Methuen & Co. Ltd., s. 42-53.

WANSCHER, Wilhelm, 1906, Den Æsthetiske Opfattelse af Kunst. København & Kristiania: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, s. 1-21.

Eliots digt omhandler kunstneren – i særdeleshed digteren – men Wilson overfører grundessensen til arkitekten og skabelsen af arkitektur og tydeliggør dette ved at udskifte ordene i [x] fra poet, litterature, Homer og writer for at skabe en tydelig ana-

BRÜEL, Jeanne., 2014, ”Funkishuset – En bevaringsguide”, Bygningskultur Danmark https://issuu.com/johanhage/docs/web_funkishuset (Tilset 3. januar 2017) s. 5, 20-27

SESTOFT, Jørgen, 1994, ”Nye begyndelser” i ”Vilhelm Lauritzen – En moderne Arkitekt”. Bergiafonden Aristo. (Herefter refereres som Nye begyndelser) s. 200

CRAMER, Johannes; BREITLING, Stefan, 2007, ”Architecture in Existing Fabric: Planning, Design, Building”, Birkhäuser Verlag AG, s. 21-22

Nye begyndelser s. 200

JØRGENSEN, Lisbeth Balslev, 1994, ”Vilhelm Lauritzen 18041984” i ”Vilhelm Lauritzen – En moderne Arkitekt”. Bergiafonden Aristo. (Herefter refereres til som VL 1804-1984) s. 9

Nye begyndelser s. 121, samt Villads Villadsen: Vilhelm Lauritzen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 30. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index. php?sideId=293423 (tilset d. 3. januar 2017)

VL 1804-1984 s. 28

Ole Hartling: Paracelsus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=138481 (tilset d. 3. januar 2017)

JØRGENSEN, Karen Dreyer; FICH, Henrik, HANSEN, Jørgen Martin Hansen; ISAGER, Jacob; PEDERSEN, Fritz Saabye, 2016, ”Vitruv – Om arkitektur”, Syddansk Universitetsforlag. S. 41

LYHNE, Vagn; NIELSEN, Kristian Berg, 2000, ”Restaurering, Eugéne Viollet-Le-Duc”, Arkitektskolens Forlag, Aarhus. s. 15

KIRKEBY, Inge Mette, 1998, ”Mødet mellem nyt og gammelt – Bygningsbevaring i vor tid”, Christian Ejler’s Forlag (Herefter refereres som Mødet mellem nyt og gammelt) s. 46-49

Mødet mellem nyt og gammelt s. 47, hvor Kirkeby refererer til Veniziachartret artikel 16

International working party for documentation and conservation of buildings, sites and neighbourhoods of the modern mo-

VL 1804-1984 s. 28

VL 1804-1984 s. 39

vement 31

Mødet mellem nyt og gammelt s. 48-49

LYHNE, Vagn; IVERSEN, Karsten Sand, 2005, ”John Ruskin: Arkitekturens syv lamper”, oversat til dansk, Forlaget Klim, s. 223

Mødet mellem nyt og gammelt s. 49-54)

SLKS: Vejledning til vurdering af Fredningsværdier s. 16, udleveret af Mogens Morgen i forbindelse med semesterprojektet.

BRAAE, Ellen; HANSEN, Maria Fabricius, 2007 fra artiklen “Den historiske bygnings væren på liv og død” af Johannes Exner fra bogen ”Fortiden for tiden. Genbrugskultur og kulturgenbrug i dag”, Arkitektskolens Forlag. (Herefter refereres til som Den historiske bygnings væren på liv og død)

Den historiske bygnings væren på liv og død s. 60

Den historiske bygnings væren på liv og død s. 66

Den historiske bygnings væren på liv og død s. 65

Mødet mellem nyt og gammelt s. 73

Pihl-Hovedsædet af Jan Søndergaard, KHR Arkitekter, opført 1994 og fredet i 2015. Kilde: FBB, Opslag: Nybrovej 116, Kongens Lyngby s. 209 https://www.kulturarv.dk/fbb/fredningsliste.pdf? (Tilset 3. januar 2017)

Mødet mellem nyt og gammelt s. 48-49

FOTOS AF RIDDERSALEN: Reparationer igennem tiden har bidraget til med en fladevirkning, der på afstand fremstår homogen, men ved nærmere undersøgelse tæt på, vil man opdage bygningens ar og forstå dens alder. Forside-illustration: Danmarks Kunstbibliotek, Opslag: Radiohuset. http://www.kunstbib.dk/samlinger/arkitekturtegninger/vaerker/000021933/4

9. ANVENDT LITTERATUR WILSON, Colin St. John, 2000, ”The Historical Sense. T.S. Eliot´s concept of tradition and its relevance to architecture”, i Architectural Reflections. Studies in the Philosophy and Practice of Architecture. Manchester University Press, s. 66-73. ELIOT, T.S., 1920, ”Tradition of the Individual Talent”, i: The Sacred Wood. Essays on Poetry and Criticism. London: Methuen & Co. Ltd., s. 42-53. WANSCHER, Wilhelm, 1906, Den Æsthetiske Opfattelse af Kunst. København & Kristiania: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, s. 1-21. BRÜEL, Jeanne, 2014, ”Funkishuset – En bevaringsguide”, Bygningskultur Danmark https://issuu.com/johanhage/docs/web_funkishuset (Tilset 3. januar 2017) JØRGENSEN, Lisbeth Balslev, 1994, ”Vilhelm Lauritzen 18041984” i ”Vilhelm Lauritzen – En moderne Arkitekt”. Bergiafonden Aristo.

JØRGENSEN, Karen Dreyer; FICH, Henrik, HANSEN, Jørgen Martin Hansen; ISAGER, Jacob; PEDERSEN, Fritz Saabye, 2016, ”Vitruv – Om arkitektur”, Syddansk Universitetsforlag CRAMER, Johannes; BREITLING, Stefan, 2007, ”Architecture in Existing Fabric: Planning, Design, Building”, Birkhäuser Verlag AG LYHNE, Vagn; NIELSEN, Kristian Berg, 2000, ”Restaurering, Eugéne Viollet-Le-Duc”, oversat til dansk, Arkitektskolens Forlag, Aarhus. KIRKEBY, Inge Mette, 1998, ”Mødet mellem nyt og gammelt – Bygningsbevaring i vor tid”, Christian Ejler’s Forlag LYHNE, Vagn; IVERSEN, Karsten Sand, 2005, ”John Ruskin: Arkitekturens syv lamper”, oversat til dansk, Forlaget Klim BRAAE, Ellen; HANSEN, Maria Fabricius, 2007 fra artiklen “Den historiske bygnings væren på liv og død” af Johannes Exner fra bogen ”Fortiden for tiden. Genbrugskultur og kulturgenbrug i dag”, Arkitektskolens Forlag

SESTOFT, Jørgen, 1994, ”Nye begyndelser” i ”Vilhelm Lauritzen – En moderne Arkitekt”. Bergiafonden Aristo.