6 minute read

EnjoyNordjylland Magasin 2024

Det nordjyske spisekammer

En knasende gulerod, der netop er hevet op af jorden, et flammende rødt jordbær så sødt som en sommerdag og en surdejspizza med lokalt kød. Maden i Nordjylland får tænderne til at løbe i vand.

Her er det jorden, markerne og havet, der spiller hovedrollen, når områdets restauratører serverer velsmag på strøgne duge, og lokale gårdejere sætter deres hjemmeproducerede lækkerier til salg i egen gårdbutik.

På de næste sider får du inspiration til en rundtur til de fantastiske gårdbutikker, og du kan læse mere om Essens Gaarden, der dyrker alle grøntsager i egen jord og forkæler dig med lokal velsmag, så englene synger.

FRA NORD TIL SYD

Små, lokale gårdbutikker ligger som perler på en snor på de nordjyske landeveje. Følg ruten her, og forkæl dig selv med økologiske grøntsager, krydderurter, friske bær, kød fra fritgående kvæg og friskfangede jomfruhummere – alt sammen lokalt.

Skagen

1. ROLIGHEDEN

I en lille træhytte på Skovbrynet 38 sælger Rikke og Josef økologiske grøntsager, krydderurter og blomster, der alt sammen er dyrket ved håndkraft. Der er høflig selvbetjening og åbent alle ugens dage – undtagen i vintersæsonen.

2. SKAGENOX

Mellem Nielstrup og Jerup på Skagensvej 360 sælger Henriette og Martin økologisk kød fra eget græsfodret kvæg. Du kan også få pølser fra Slagter Munch, håndpillede rejer fra Engelsviken i Skagen og andre lokale råvarer – alle valgt med omhu.

Frederikshavn

3. ESKEBÆK GRØNT

På Margit og Knuds økologiske landbrug med gårdbutik på Hjørringvej 295 er udvalget imponerende: kål, rodfrugter, tomater, agurker, aroniabær, hvide ribs og rabarber. Og så er der is, kød, marmelade og mel fra andre lokale småproducenter.

4. KNAPPEN HUMMERSALG

På Frederikshavnsvej 128 kan du købe friskfangede jomfruhummere fra fiskerens egen garage. Skaldyrene er fanget med kutteren Stjerne, der er MSC­certificeret – din garanti for en bæredygtig fangst.

Sæby

5. JENSEN JORDBÆR

Selvplukkede jordbær smager bare bedre, og på Hestvangvej 6 kan du plukke løs på Claus og Charlottes jordbærmark. Kig også indenfor i gårdbutikken med jordbærmarmelade fra egne bær, honning fra lokale biavlere, friskopgravede kartofler, hindbær, ærter og rabarber.

6. SKOVLYKÅL

Hos den lille familievirksomhed på Kringelhedevej 37 dyrkes der grønkål efter gamle principper. Det vitaminrige, sprøde og smagfulde grønkål er eminent både til danske retter og som ekstra boost i din grønne smoothie.

Brønderslev

7. DEN GLADE BONDEMAND

Du kan kun blive i godt humør hos Den Glade Bondemand på Stavadvej 351. Her er der frosne udskæringer af okse­ og svinekød i gårdbutikken, og i vejboden er der æg, honning, marmelade og kartofler samt friske og syltede grøntsager.

8. SØNDERHAVEN GÅRDMEJERI

Køb din ost fra Danmarks sidste rigtige gårdmejeri, der producerer ost af mælk fra egne malkekøer. Sønderhaven Gårdmejeri ligger på Stadevej 314, og her får du alt i ost: comendante, røget hvidskimmelost, munkeost og mange flere.

Nibe

9. SPIRELYST

Trine, Kenneth og Lærke på Hvalpsundvej 7 har lagt landbruget om til 100 % økologi. Her kan du hilse på gårdens græssende dyr – høns, kyllinger, ænder, får og lam – og svinge forbi gårdbutikken med blandt andet kød fra egen avl, æg, grøntsager, øl og honning.

Syd for Aalborg

10. VILDMOSELAM

I Storvorde på Kystvej 125 ikke langt fra Aalborg slår Vildmoselam sig op på deres smagfulde lammekød fra egen besætning og ikke mindst det lækre, lune garn og garnprodukter spundet af lammeulden fra egen avl.

Fra jord til bord 4 udvalgte spisesteder

Tonny Kristensen står bag det idylliske spisested Essens Gaarden. Her giver han sine bud på nogle af Nordjyllands mest autentiske madoplevelser

På Essens Gaarden spiser du dansk mad i sæson, bogstaveligt talt. De forskellige afgrøder bliver ikke leveret fra andre lokale gårde – de bliver sået, dyrket og høstet af Tonny Kristensen og resten af holdet.

”Hjertet af Essens Gaarden er vores køkkenhave, hvor vi dyrker mange forskellige slags grøntsager – fra de helt tidlige pibeløg og vårsalat over sommerens squash og bønner til efterårets rodfrugter, kål, katost og bladfennikel, der kan tåle vinterens kulde. Vi ønsker nemlig, at grøntsager, frugter og bær er hjemmedyrket – så kan vi høste samme dag, som råvaren skal i en ret – det giver bare 10 procent bedre smag. Ud over det kan vi udnytte mikrosæsonerne: Når vi fx har høstet vores kål i løbet af efteråret, lader vi stokkene stå. I løbet af foråret skyder små, fine kålskud på samme stok, de er lidt sødere, og smagen er skøn. Vi lader fx også vores radiser vokse, til de går i blomst – blomsterne danner frø, som er den rene delikatesse. Det er et vindue, som måske varer en uge. Den slags ser du aldrig, hvis alle dine grøntsager bliver leveret udefra.”

Pizza, mormormad og gourmet

Essens Gaarden kører ikke med åbningstider fra tirsdag til søndag som mange andre steder. Her kan du til gengæld booke bord fra onsdag til fredag, og hver dag har sit helt eget koncept:

Pizza på gården – Hver onsdag står den på surdejspizza bagt på fyrrebrænde i den tonstunge stenovn. Urter og grøntsager er fra egen køkkenhave, og kødet er fra Rosenbeck Frilandskød.

Torsdag på gården – Her bliver der dækket op med mormor-stel, og menuen står på en sæsonbetinget klassisk dansk ret i nyfortolket udgave. Fisk og kød er fra nærområdet. Om vinteren er der dækket op i en af gårdens hyggelige stuer, og i sommerhalvåret serveres maden i den solrige blomstrende gårdhave.

Fredag på gården – På fredage er der lagt op til rene gourmetoplevelser, hvor vinmenuen er skræddersyet til de forskellige serveringer, og hvad der ellers sker, finder du kun ud af ved at booke bord.

Smørgåsen i Frederikshavn

MADEN

På Smørgåsen serverer de lækkert, klassisk smørrebrød med et moderne tvist. Du kan både se og smage, at der kræses for detaljen – alle opsatser er flot anrettet og serveret med største omhu og med stor respekt for både håndværk og de anvendte råvarer.

STEMNINGEN

Her bliver du altid budt varmt velkommen på nordjysk manér, og selvom personalet er topprofessionelt, er stemningen fuldkommen uformel.

Blink i Skagen

MADEN

Matilde og Maciek dyrker de danske sæsoner. Deres menu afhænger derfor af dagens fangst, det, de lige har været ude at samle i naturen, og friskopgravede grøntsager fra de lokale gårde. Serveringerne er simple, rustikke og helt igennem gode. Her får du mad så autentisk, det kan være.

STEMNINGEN

Man mærker tydeligt visionen her, og det gør Blink til et personligt sted, som både er moderne og hyggeligt.

Emil i Aalborg

MADEN

Indehaveren Emil er ung, energisk og virkelig dygtig, og det afspejler sig i hans mad. Hovedingrediensen på restauranten er fisk. Selvom vi befinder os på nordkysten med Kattegat som nabo, er der ikke mange spisesteder, der går all in på pescetarkøkkenet – kæmpe cadeau for det. Alle fisk er friskfangede og købt lokalt fra Strandby lidt nord for Frederikshavn –i sig selv et stort kvalitetsstempel.

STEMNINGEN

Emil er altid selv på restauranten, og det er skønt at nyde et måltid, hvor indehaveren altid er der – så mærker man virkelig en passion for faget, og det gør spiseoplevelsen meget mere personlig.

This article is from: