10 minute read

EnjoyNordjylland Magasin 2024

Skagen

Den nordligste by i Danmark er bestemt noget helt særligt. Ingen andre steder kan du stå med fødderne solidt plantet i hvert sit farvand, og ingen andre steder er lyset så specielt som her.

Når du bevæger dig gennem byen langs de ikoniske gule huse, oplever du både badehotel-idyl, verdenskendt kunst og en by, der altid er i udvikling – og en natur, der lokker med alt fra klitter og hede til vand og strand.

Her kommer folk igen og igen – og her vender generationer tilbage år efter år. Tilbage til den atmosfære og stemning, der ikke kan beskrives, men skal opleves.

På de næste sider får du insiderviden fra en indfødt skagbo, guides til to dejlige dage i byen og inspiration til alt det, området har at byde på året rundt.

Fire årstider i Skagen

Skagen virker og værker året rundt. Derfor tegner skagbo og hoteldirektør Rikke Gandrup her et billede af, hvad der kendetegner Skagen på de forskellige årstider, og hvorfor byen er værd at besøge året rundt.

Forår

Når det er forår, emmer Skagen af forventningsglæde –man mærker tydeligt, at dagene bliver lysere og længere, og du vil opleve en afslappet stemning, hvor der er god tid til at nyde solskin og smuk natur.

I april og første del af maj kommer trækfugle hjem igen fra varmere himmelstrøg, og nogle dage kan du opleve op til 100 forskellige fuglearter. Skal du spotte de store træk, er udsigten bedst ude på klitterne eller på Flagbakken –her vil du helt sikkert støde på fuglekiggere, der dyrker deres hobby i det fri og gerne deler ud af deres viden.

Brug også dit forårsbesøg på en af byens mange restauranter eller cafeer med udendørsservering – hvad er bedre end et måltid under åben himmel? Tag fx forbi Iscafeen nede i Østerby, et lille hyggeligt sted, hvor man kan få lækkert smørrebrød. Er vejret til indendørsaktiviteter, er der både gallerier og kunsthåndværkere, du kan besøge rundtomkring i byen – de fleste har faktisk åbent året rundt.

Sommer

Hele sommeren igennem står solen højt på himlen og giver et helt specielt lys. Sommeren er også den tid på året, hvor 7.000 skagboer får selskab af glade gæster fra alle verdenshjørner – og man kan roligt sige, at det lille fiskerleje får et internationalt strejf, der er med til at skabe den her særlige pulserende feriestemning.

Hvis du vil opleve byen som en ægte skagbo, skal du enten leje en cykel eller gå rundt, for der er ikke langt til noget. Sæt dig ned på havnen, og kig på de mange skibe, der ligger på reden, eller læg vejen forbi Grenen. Byen byder også på mange små oaser, hvor du kan få et pusterum. Besøg fx restaurant og spillested, Sømærket der har lækre vine på kortet, lokale råvarer, brød bagt i eget bageri, skøn musik og en helt igennem rar atmosfære.

Efterår

Når efteråret er over os, går Skagen lidt ned i gear, og du vil opleve en mere afslappet stemning. I det tidlige efterår finder naturen den lilla pensel frem og maler med store strøg de flotte lyngklædte heder – du kan ikke undgå at se dem, når du kommer sydfra og kører ind mod byen.

Naturen folder sig også ud ude ved havet. I september kan du opleve ’blå september’ og nærmere bestemt ’den blå time’ –skumringstimen, hvor lyset er bemærkelsesværdigt smukt. Fænomenet opleves bedst på Grenensporet, der byder på fire forskellige ruter. Undervejs finder du informationstavler, der gør dig klogere på Grenens historie, natur og dyreliv.

Efteråret er også sæson for Skagen Marathon, der i år er lørdag den 5. oktober. Alle kan være med enten på den helt lange 42,2-distance, en walk n’ talk og ungerne kan blive sendt afsted på en 5 km.

Vinter

Om vinteren indfinder en helt særlig ro sig i byen, og du kan opleve et lidt mere råt og lokalt præget Skagen – det er det perfekte åndehul til en ellers travl hverdag. I december indfinder julehyggen sig i byen, hvor byens små cafeer inviterer indenfor til en bid sødt.

Hvis du vil opleve grøn natur, selvom det er vinter, finder du både øst og vest for byen Skagen Klitplantage – en uberørt nåletræsskov. Besøger du Flagbakken, kan du nyde 360-graders udsigt og både se ud over vandet, Skagen by og mod Gammel Skagen. Et andet herligt vue får du i området omkring Klitgaarden, den gamle kongevilla, der i dag er refugium. Den tilsandede kirke, som ellers er et favoritspot for turister, har du med stor sandsynlighed for dig selv på denne årstid – og det samme gælder det omkringliggende naturområde.

Året rundt

OPLEV

Bamsemuseet

Kystmuseet Skagen

Skagens Kunstmuseer

SPIS

Jakobs Café

Pakhuset

Restaurant Holger

SOV

Color Hotel Skagen

Foldens Hotel

Skagen Harbour Hotel

TO DAGE I SKAGEN

MORGEN

Læg blødt ud med godt surdejsbrød og varm kaffe på Skagen Bageri & Café på Sankt Laurentii Vej, så du lægger en god bund til en dejlig og lang dag. Vi synes, du skal fortsætte til noget af det, Skagen er mest kendt for – nemlig Skagens Kunstmuseer, hvor du på Skagen Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus kan komme helt tæt på virke og værker. Museumsshoppen er også oplagt at besøge – måske kan du tilmed være heldig at se konservatorerne arbejde i værkstedet.

MIDDAG

Dit frokost-spot finder du midt i Skagen Museums lille og grønne oase i Brøndums Havehus. Her får du både lette salater, lune fiskedunser, hjemmebag og friskbrygget kaffe – med udsigt til havens mange valmuer og pæoner, der skyder om kap sommeren igennem. Så er det ned til vandet og op langs den skønne Sønderstrand. Først støder du på Vippefyret, og lidt længere nordpå ser du Det Grå Fyr – et majestætisk monument midt i naturen. Her kan du slå dig ned og kigge efter fugle eller gå helt til tops og nyde udsigten. Nu kan du så smutte til Skagen Odde Naturcenter eller tage Sandormen til Grenen, hvor Skagerrak og Kattegat mødes.

AFTEN

Slut en herlig dag af med at tjekke ind på dit hotel – Color Hotel Skagen – med egen spa, pool og sauna. Når sulten er vækket, så besøg hotellets egen restaurant, Restaurant Holger. Her spiser du nordisk med et touch af Skagen, og du kan besøge det helt unikke walk-in vinskab og finde en vin, der passer perfekt til din menu. Med bagagen fuld af oplevelser, hav til begge sider og kunst i alle afarter kan du nu trygt falde til ro.

Andre spisesteder

Dit Smørrebrød Skagen Jakobs Café & Bar Skagen Bryghus

MORGEN

Efter en dejlig nats søvn kan du måske fristes til en morgendukkert, inden du sætter dig til bords ved den lækre morgenbuffet. Mæt og glad skal du en tur rundt i Gammel Skagen, der er det oprindelige fiskerleje, hvor de gule huse ligger drysset som perler ud over landskabet. Nu går turen til Skagen Havn og Maskinrummet, der i år åbner i helt nye bygninger med museum, forretninger og en tagterrasse med restaurant og virkelig god udsigt.

MIDDAG

Godt oplyst skal du blot gå kort til de ikoniske røde fiskepakhuse, som rummer Skagen Fiskerestaurant, der i over 50 år har serveret frisk fisk og livemusik. Med faste kunstnere og skiftende udstillinger lokker Galerie Wolfsen dig nu indenfor til et nysgerrigt kig, inden du fortsætter til gågaden og Sankt Laurentii Vej, hvor du blandt andet kan shoppe hos Bellevue Vintage. Tag en kort tur på ca. 2,5 km til Den Tilsandede Kirke, hvor du kun kan se tårnet – resten er begravet i sand. Bagefter kan du trille de ca. 14 km til Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit, der hvert år bevæger sig hele 15 meter.

AFTEN

Spis din aftensmad hos Blink på Fyrvej. Her spises lokalt – frisk fisk, grønt fra egen mark, æg fra Bøgebæk, bær fra Knud på Eskebæk og tang fra stranden. Afslappet atmosfære og fuld fart på smagene. Er du mere til det traditionelle køkken, så få din aftensmad serveret på Brøndums Hotel, hvor der stadig trancheres, flamberes og fileteres ved bordene. Her smager maden bare bedre, og du kan bl.a. få traditionelt dansk smørrebrød og nyde signaturretten Madam Brøndums suppe. Afslut dagen på terrassen på Tørst Cocktailbar, hvor dagens mange skønne oplevelser fordøjes over en kold fadøl eller en klassisk cocktail med en nordisk tvist. Dagens sidste oplevelse: Find vej til Solnedgangspladsen i Gammel Skagen, og se de sidste solstråler danse, inden du smutter til køjs på Ruths Hotel i et af de fine værelser med badehotelstemning.

Shopping

Bellevue Vintage: Fransk antik

By Skagen: Boligtekstiler

Skagen Glaspusteri

Vin, Sprit & Deli Centralen Pier 1: Damemode

Oplev Skagen

på to hjul

Sving dig i sadlen, og kom nemt omkring mellem Skagens mange klitplantager, imponerende billedkunst, historiske badehoteller og stemningsfulde byliv.

Lej din cykel her: Skagen Cykeludlejning

Bikes4rent

Skagen BikeRental

I hælene på en skagbo

Simone Sefland Storm Pedersen er født i Skagen og er nu – efter flere år væk fra byen – vendt hjem igen. For en skagbo ved, at Skagen kan noget særligt, og her fortæller hun blandt andet om byens mange nye tiltag, der udspringer af den historie, som Danmarks nordligste by er verdenskendt for.

Simone Sefland Storm Pedersen, 34 år, er født og opvokset i Skagen og arbejder som presseog kommunikationsansvarlig på Skagens Kunstmuseer.

Første etape

HISTORIEN ER LIGE HER

”Den bedste måde at starte dit ophold er med en tur op i det gamle vandtårn med en 360-graders udsigt, der præsenterer dig for byens perioder: det gamle Østerby med små huse og svungne gader, rødstensbyggerier og parcelhuskvarterer. Og så alt det, byen er omsluttet af: vild natur. Når du kommer ned igen, er der kort til Skagens Museum med verdens største samling af skagensmalernes værker – den kunstnerkoloni, der gjorde byen berømt i 1880’erne. Besøg også kunstnerhjemmene Anchers Hus og Drachmanns Hus, for når du har været de tre steder, kender du meget mere til Skagens kunst- og kulturhistorie.”

Anden etape

MODERNE KUNST MED SKAGEN SOM MOTIV

”Et af Skagens nye kulturelle tiltag er SKAL Contemporary på Sankt Laurentii Vej, hvor Anne og Sara har åbnet en lille kunsthal med udstillinger, talks og koncerter. Her er samtidskunst med til at skabe samtaler, og mange af udstillingerne tager udgangspunkt i Skagen. Og så er vi så heldige, at den danske kunstner Morten Schelde er rykket ind på Skråvej. Han bruger motiver fra Skagen i sit arbejde, og det er vildt at se min by fortolket gennem hans streg. Atelieret er åbent efter aftale.”

Tredje etape

DEN LYSENDE NATUR OG KULTUR

”Duften af sand, blæst og havvind. En gåtur langs Skagerrak eller Kattegat er obligatorisk, også selvom sandet slår ind i ansigtet. Og husk at lægge mærke til farverne: På en forårsdag kan himlen være grå og havet jadegrønt, på andre tidspunkter smelter himmel og hav sammen. Lyset er for evigt foranderligt her i Skagen.

En anden af mine favoritter er udsigten til ’kongevillaen’, Klitgaarden, der er tegnet af Ulrik Plesner. Kør ud mod enden af Kuttervej, stil dig med ryggen til indgangspartiet til Martec, og nyd synet af gården, der putter sig i klitterne ud til havet.

Endelig synes jeg, du skal gå en tur på havnen. På den ene side har du fabrikkerne, midtvejs har du de smukke fiskepakhuse og havnemesterboligen, og derfra fortsætter den industrielle havn. Det er Skagen for mig: det historiske og moderne i forening.”

SIMONE ANBEFALER

Det skal du opleve

BRØNDUMS HOTEL

Atmosfæren på stedet er noget ganske særligt. Her samledes kunstnerkolonien med Degn Brøndum i centrum, og hoteldirektør Emil Hauge arbejder på fineste vis for at bringe hotellet ind i nutiden.

SKAGEN BIO

Den lille, seje biograf, som drives af en forening fyldt af frivillige. De viser brede film, smalle film, børnefilm og alt muligt andet. En kulturperle i vores lille by.

SAXILD

En virkelig hyggelig café, der ligger i haven ved de gule længer ved Anchers Hus. Folkene bag har en utrolig opfindsomhed i et køkken og gør en dyd ud af at bruge lokale og økologiske råvarer.

This article is from: