Ishockeymagasinet Faceoff 17

FACEOFF 17 ISHOCKey MAGASINET Nr. 17 - 2015 - GRATIS AVIS

ISSN: 1904-5093

TEMANUMMER: Old School Hockey

2

FACEOFF - 17

FORORD Kære læser, Dansk ishockey er et stykke sportskultur. Lige siden 60’erne har ishockeysporten - trods en lille størrelse rent medlemsmæssigt - hørt til de dominerende og mest underholdende sportsgrene herhjemme.

Eller - den mest underholdende - vil vi ishockeyelskere naturligvis altid påstå.

Lige nu skriver vi 2015. Vores smartphones, ipads og utålmodighed gør nyheder og historier mere flygtige end nogensinde tidligere. Vi har tendens til at glemme det, der skete i går. Altid går vi på jagt efter noget endnu hurtigere, smartere og stærkere.

FACEOFF-redaktionen vil gerne stoppe op og dvæle lidt ved fortiden. Ved de pionerer, som skabte sporten herhjemme, ved de udlændinge, som gjorde den underholdende og ved de profiler, som den nye generation af spillere og fans måske ikke kender.

En ny generation af spillere og fans, som dette blads redaktør meget gerne vil opdrage til at huske de tidligere generationer. Fanebærerne fra tidligere årtier må aldrig glemmes.

Det her nummer har ikke været noget forsøg på at skrive den definitive danske ishockeyhistorie eller lave et ”All Star-udvalg” af personer eller historier.

Vi har lavet en række punktnedslag i historier, vi finder interessante, og glæder os til at præsentere folk som Christian Abelin, Dan Jensen, Erik Lodberg, John Hansen, Dana Barbin, George Galbraith og Valery Bragin for jer. Blandt mange andre.

Sædvanen tro er vi forbi alle klubber, der hver får deres flig af nostalgi med i dette nummer.

Vi blander os ikke i det nye årtusinde, men holder os udelukkende til 60’erne og de tre årtier derefter.

Mange tak til Jesper Hviid, John Hansen, Tonni Hansen og Peter Fredberg med hjælp til billedmateriale, og til samme Fredberg, til Jesper Schultz, Peter Jensen og Ejvind Olesen, som alle har bidraget med spændende skriv.

Som altid et kæmpe tak til vores samarbejdspartnere for støtten. Uden jer ville det ikke være muligt at levere et 48-siders magasin til ishockey-Danmark.

Indhold: FACEOFF

Der er så mange historier at fortælle............................... 4 Jesper Schultz: Fantomudlændinge i kø........................ 5 Ejvind Olesen: TV, glæder og problemer........................ 6 Peter Jensen: En stank af hash og ammoniak............... 8

ISHOCKEY I 60’erne.................................11

Landsholdet: Balladen i Wien........................................ 12 Rungsted: 50 millionærer og ingen skøjtehal............... 13 Silkeborg var en stormagt.............................................. 14 Aalborg: ”Hej, dit blå apparat!”...................................... 15

ISHOCKEY I 70’erne.................................16

David: 70’ernes omstridte stjerne.................................. 18 71/72: En helt vild sæson............................................... 19 Frederikshavn: Hun endte som en legende.................. 20 Brøndby: Den lilla fare forsvandt hurtigt igen.............. 22 Samlebilleder: 70’ernes helte......................................... 24 Da Tårnby var på toppen................................................ 26 Fredberg: De første danskere, ...................................... 28

ISHOCKEY I 80’erne.................................30

King George skabte målmandsrevolution.................... 31 Ed Galiani: HIK’s største stjerne.................................... 32 Herlevs bedste nogensinde............................................ 34 Odenses første iskrigere................................................ 36 Da Aarhus var tættest på ............................................... 38 Tryllekunstneren fra Voskresensk................................. 40 Rødovre har altid satset på talentarbejdet.................... 41

ISHOCKEY I 90’erne.................................42 God fornøjelse og læselyst Fotoredaktør og layout-redaktør, Jan Korsgaard Redaktør Michael Søvsø

FACEOFF Redaktion: Michael Søvsø (Redaktør) Jan Korsgaard (Foto-redaktør) Eksterne skribenter i dette nummer: Peter Fredberg, Peter Jensen, Jesper Schultz, Ejvind Olesen.

Udgivere: Jan Korsgaard/Michael Søvsø Byholmvej 28, 3200 Helsinge E-mail: Jan@kanut.dk michaelsoevsoe@gmail.com

Tambi og Igna: Ydmyge og unikke................................ 43 Lodberg og Dan J: De store jyske dramaer.................. 44

Annoncesalg kontakt: Jan Korsgaard, Byholmvej 28, 3200 Helsinge E-mail: Jan@kanut.dk Forsidefoto: Privat

Metal Challenge 2015

Årets første landskampe for seniorløverne spilles i uge 6, og vi lægger hårdt ud mod tre stærke A-nationer: Vores norske arvefjender kræver ingen nærmere præsentation, og både Frankrig og Hviderusland gik i kvartfinalen i VM 2014.

Dato Torsdag 5. februar Torsdag 5. februar

Tid 19.00 19.30

Hold Norge-Hviderusland Danmark-Frankrig

Spillested Rødovre Gentofte

Fredag 6. februar Fredag 6. februar

19.00 19.30

Frankrig-Norge Danmark-Hviderusland

Rødovre Herlev

Lørdag 7. februar Lørdag 7. februar

19.00 19.00

Frankrig-Hviderusland Danmark-Norge

Gentofte Rødovre

Billetter kan købes på de enkelte værtsklubbers website (Herlev og Rødovre) samt ved indgangen på kampdagen (alle tre klubber). Det annonceres bl.a. på facebook.com/ishockeylandsholdet, når websalget starter.

4

Klumme

FACEOFF - 17

KLUMME Michael Søvsø er redaktør for FACEOFF og fortæller her om arbejdet med det her retromagasin – og ser tilbage på sine gamle dage som ishockeytilskuer

Der er så mange historier at fortælle…

TEKST: MICHAEL SØVSØ For nogle måneder siden fik jeg en ishockeyskat foræret af Jesper Hviid. Den tidligere landsholdsspiller, KSF-superstjerne og tv-kommentator ryddede op i sine gamle gemmer og havde fundet en række af sin fars gamle mapper.

For dem, der ikke i forvejen skulle vide det, er Jespers far Jørgen Hviid, det eneste danske medlem af den internationale ishockeys Hall of Fame.

Jørgen Hviid var førstemand i dansk ishockeys første generation, og han samlede sirligt udklip op gennem 70’erne. Mest baseret på KSF, men udklippene giver et ganske godt indblik i ishockeyen dengang.

Jeg kan bruge adskillige timer på at sidde og bladre i de gamle mapper. Læse om kampene, skandalerne og de første udlændinge i dansk ishockey.

Om dengang ishockeyen på blev spillet på cykelbanernes indre i Esbjerg - og i Forum inde i centrum af København. Om stokkeslag, hårdt spil og slagsmål. Ishockey var en omstridt sport dengang. Men det var god underholdning. Ligesom i dag.

Aviserne dækkede ishockeyen heftigt. I 70’erne var der gerne store referater fra en eller to kampe hver mandag. Med et par store billeder. Mediedækningen var heftig.

Det er en fortid, der bør huskes og æres – også af den nye generation af fans.

Så håbet er, at vi med denne udgave af FACEOFF åbner manges øjne for dansk ishockey før årtusindeskiftet. Der var mange store skikkelser og andre store klubber herskede i en anden æra.

Nogle af dem præsenterer vi i det her nummer.

For mit vedkommende begyndte ishockeyinteressen i Vojens i en alder af fem-seks år. Jeg nåede lige nøjagtig ikke at overvære DM-finalerne i 1982, men i årene derefter huserede jeg gerne nede bag mål ved hønsenettet sammen med kammeraterne.

Det gik nedad for sønderjysk ishockey i de år, og som fan af den nye generation vil du næppe tro, at det var stort for mig, når der var 500 eller 600 tilskuere i det gamle Blikskur.

Så var det virkelig en stor kamp. I 1. division og kvalifikationsspillene gerne mod Rungsted eller HIK, som var notoriske konkurrenter.

På FACEOFF glæder vi os over, at dansk ishockey har rykket sig så langt siden dengang. At vi har NHL’ere og et landshold, der spiller med blandt verdens 12 bedste nationer.

I sæsonen 1988/89 hang vi knægte oppe i hønsenettet en enkelt gang i sæsonen. Det var en forfærdelig sæson.

Men vi glæder os også over en fantastisk og farverig fortid, som på mange måder havde mere kulør og en større uskyld end dagens dybt professionelle sport.

Vojens tabte 27 af 28 kampe og rykkede ned med et brag. Men formåede dog at slå Herning på hjemmebane. Sæsonens ubetingede højdepunkt.

Sådan var tiderne anderledes dengang, og der er SÅ mange gode, underholdende og skønne historier fra de forgangne årtier.

Vi kan kun fortælle et lille udsnit af dem, og hockeyfans af den ældre generation vil måske påpege, at vi mangler historien om dengang 7000 fans i Forum overværede, at Danmark spillede 2-2 mod Italien i den afgørende kamp ved C-VM i København.

Eller om eventyret i 1987 i Brøndbyhallen, hvor Heinz Ehlers dominerede og blev kaldt ”isens Maradona.” Eller Danmarks VM-turneringer på mystiske steder som Gran Canaria og Beijing.

Der er så mange gode historier at fortælle. Men vi har blot 48 sider… Så tag med på en fascinerende rejse til ”gamle dage” – og husk at tænke tilbage på de tidligere helte, når du sidder i din ishockeyhal i dag. Uden fortid, ingen nutid.

5

Klumme

FACEOFF - 17

KLUMME Jesper Schultz er mangeårig ishockeyjournalist og Danmarks største NHL-kender.

Han driver for øjeblikket den velkendte Facebook-side Skudzonen og arbejder ligeledes med kommunikation og hjemmeside hos Rungsted Ishockey

Da fantomudlændingene stod i kø TEKST: JESPER SCHULTZ Som alle andre steder i ishockeyverdenen, har også dansk ishockey været gennem store forandringer i de sidste 25 år. Noget for det gode, og andet for det knap så gode - alt afhængig af øjet der ser.

Et af de punkter, der har ændret sig meget er den skare af udlændinge, der kommer til Danmark.

Det er der flere grunde til: Blandt andet er det tilladt at have flere udlændinge både i Danmark og andre steder og som det - i mine øjne - vigtigste punkt, så har internettet fuldstændig ændret den gennemskuelighed, der er i spillermarkedet.

Derfor tror jeg ikke længere det kan lade sig gøre, men tilbage i sen-80erne og 90erne var det ganske enkelt utroligt, hvad der havnede af fænomenale udlændinge i Danmark.

Blandt alle, der har fulgt dansk ishockey i 25 år eller mere, vil navne som Todd Bjorkstrand, Leonid Truhno, Petri Skriko, Anatolij Chistyakov, Oleg Starkov, Mikhail Vasilyev, Igor Vyazmikin, Evgenii Shtepa, Valeri Bragin, og længere tilbage også navne som Dana Barbin, Frank Barth, Radoslav Svoboda, få en stor, gylden klokke til at ringe. Og der kunne såmænd nævnes mange flere, så bær over med mig, hvis jeg ikke lige har nævnt ham, du husker allerbedst.

Nu kan man så sige: ”Jamen, er det ikke bare sådan en typisk konservativ, romantisk måde at se på det.

De var vel bare gode på den tid, ligesom Andrew Clark, Henrik Eriksson osv. er det i denne tid?”

Og nej, det er netop dér, jeg vil hen, for det var virkelig nogle spektakulære navne, der kom til Danmark dengang.

Specielt den russiske bølge efter murens fald og Sovjetunionens gradvise opløsning, var helt spektakulær.

Flere spillere var af et internationalt niveau, som man ikke kan få til Danmark nu om dage. De

trængte bare til at komme ud og prøve noget andet end Rusland, så fra 1990/91-sæsonen til 1991/92-sæsonen flyttede så godt som hele det øverste lag af den russiske liga ud af landet – og nogle af dem havnede i Danmark.

Anatolij Chistyakov var fx topscorer i Traktor Chelyabinsk i 1989/90, og de eneste to spillere, der overgik den senere Esbjerg- og Rødovre-spiller det år på den russiske topscorerliste var så kolossale navne som Sergei Makarov og Vladimir Krutov.

Nummer fire og fem på denne topscorerliste var såmænd Vyacheslav Bykov og Andrei Khomutov.

Havde Chistyakov spillet i CSKA som de andre fire nævnte, så var han utvivlsomt også en del af Sovjets landshold på dette tidspunkt. Chistyakov var også sit holds topscorer året inden han skiftede til Danmark. Det samme var Oleg Starkov, som var manden, der hev Chistyakov til Esbjerg.

Leonid Truhno var også topscorer i Khimik Voskresensk året inden, han kom til Danmark, og to år før var han vicetopscorer på holdet, som i øvrigt havde Valerij Bragin som kaptajn. Bragin, som totaldominerede den danske liga i 1989/90 og derefter bragte Truhno til Danmark. Truhno kunne i princippet også have været på det russiske landshold på dette tidspunkt under de rette omstændigheder.

Evgenii Shtepa scorede tredjeflest mål af alle i den russiske liga i 1989/90 foran et hav af russiske legender.

Dertil kommer, at en spiller som Igor Vyazmikin blev kåret som bedste spiller ved J18 EM i 1983 og tre gange blev kåret til All Star-holdet ved J20 VM/ J18 EM. (Dengang var Canada og USA ikke med ved J18, så derfor kaldte man det EM).

En spiller som Mikhail Vasiliev spillede tre VM-turneringer og et OL for Sovjetunionen, da de stadig var på toppen i midten af 80erne.

Han kom dog først til Danmark efter en stribe år i Italien, så han er måske ikke så meget anderledes end de spillere, der kommer til Danmark nu om dage.

Midt i den russiske strøm skal man så på ingen måde glemme, at en spiller som Todd Bjorkstrand altså også var et meget stærkt navn. Han spillede ganske vist ikke i NHL, som en del spillere efter ham har gjort, men Bjorkstrand var et stort navn i minor leaguen IHL, som dengang lå side om side med AHL som farmerliga under NHL. Havde NHL dengang ikke været en markant mere fysisk liga med meget favorable kår for spillere, der mest bare kunne hooke, trippe og genere modstanderne, end den er i dag, så er mit gæt, at Bjorkstrand var gået ind og havde været et ret godt navn i NHL i mange år. I den forbindelse skal man også tænke på, at NHL gik fra 21 til 26 hold på få år efter Bjorkstrands skifte til Danmark. Var den udvidelse kommet, da Bjorkstrand var 21 år, så var han såmænd nok kommet ind i NHL alene på de 125 ekstra spillere, der pludselig fik plads i NHL. Endelig er Petri Skriko en historie helt for sig selv.

Landede i Danmark allerede få måneder efter at være stoppet i NHL efter en flot karriere med hele 405 point i 541 NHL-kampe. Han var tilmed topscorer i Vancouver Canucks to år. Der bliver nok langt mellem at spillere, der har været topscorer i en NHL-klub, havner i Danmark. Ja, så skal det da lige være, hvis Mikkel Bødker, Nikolaj Ehlers eller en af de andre kan præstere at blive topscorer og siden kommer hjem og slutter karrieren.

Når der kommer russere til Danmark i dag, så er det fordi de ikke kan få en ordentlig KHL-kontrakt og spillere direkte fra NHL og fra toppen af AHL skal der altså også nogle specielle omstændigheder til for at få til Danmark, og så bliver det som regel kun som en midlertidigt eventyrvisit.

For en af de andre ting, der har ændret sig meget de sidste 25 år er jo den karrusel, som spillerne er i, når de gæster Danmark. Tænk sig, at så store spillere som Truhno og Bjorkstrand spillede langt over en halv seniorkarriere i Danmark. Nu om dage er det svært at få topspillerne til bare at blive her i to år.

Jo, tiderne skifter i sandhed hele tiden…

6

Klumme

FACEOFF - 17

KLUMME Ejvind Olesen er stadig aktiv journalist og var formand for DIU i årene 1986-2001. Han følger stadig ishockeysporten tæt og fortæller her om tv-vilkårene for ishockeyen sidst i 80’erne

TV gav os både glæder - og utrolige problemer TEKST: EJVIND OLESEN Hvilket slaraffenland det er lige nu med ishockey på TV efter, at TV 2 Sport er kommet til verden.

Bortset fra en god periode i et samarbejde med TV 2, da deres nye sportsredaktion startede, fornemmer jeg, at det har været en lang sej kamp. Det var det i hvert fald i mine 15 år som formand.

Vi havde fra starten (i 1986) en løs aftale med DR, hvor vi fik en beskeden betaling for en landskamp, som dog var en sjældenhed. DM-kampe på skærmen var af kortere varighed end pausefiskene. Året efter skulle vi vise, hvad vi duede til. Stolte var vi over, at have sikret et ”ærmereklame” på landsholdsdragterne med Carlsberg som sponsor. Da vi samtidig fik værtsskabet for VM i C-gruppen, og Carlsberg accepterede, at de ved denne lejlighed kun måtte få en bandereklame, var vi parate til en forkromet aftale med DR om timevis af hockey i dansk TV for første gang.

Troede vi!

Vi skulle blive ret så meget klogere. Danmarks Radio accepterede ikke reklamer på idrætsbeklædning i TV (tænk engang i forhold til i dag).

Sportsredaktionen var med os og anbefalede en dispensation.

IIHF krævede, at der skulle være samme ærmereklame (deres) på samtlige hold. Hvis ikke, ville vi blive frataget værtsskabet. Sagen endte i Radiorådet, hvor Per Stig Møller var formand. Han var næppe nogen fortaler, og i hvert fald var der flertal for et afslag.

TV 2 var endnu ikke kommet til verden, men det var TV Syd. Sammen med Nordisk Film fik vi en af-

tale om produktion og bånd (dengang var der intet internet eller andre elektroniske muligheder for en overførelse), som blev sendt med privatfly en time efter kampenes afslutning i Brøndbyhallen.

Jeg fik min gode kollega, Frits Ahlstrøm, som allerede da jeg dækkede ishockey i Berlingske, gjorde det samme i Politiken, til at speake. Og alle var om ikke glade, så klar til at acceptere nødløsningen.

Pressen fulgte os som aldrig før, også på grund af balladen med TV- reklamer. Carlsberg fortsatte som sponsor lidt endnu og var værter ved flere arrangementer under VM, og publikum myldrede til med rekord 6.500 tilskuere til afgørende kamp mod Rumænien, hvor især Heinz Ehlers og Jens Nielsen fik kultstatus. Vi vandt 8-2, rykkede op i B-gruppen og følte os flyvende.

Der skulle komme masser af problemer med sponsorer og TV siden, men snart kom TV 2, og sammen med redaktionschef Ole Henriksen fik vi en stribe gode aftaler. Det var heller ingen skade til, at Line Baun Danielsen var blevet ansat på sportsredaktionen.

Men der var fortsat problemer. I hvert fald, da vi i 1994 igen skulle være værter, denne gang i B-gruppen.

De faste annoncører på banderne i Brøndbyhallen kunne ikke forstå, at de skulle vige for IIHF-reklamer (bortset fra en enkelt til det arrangerende landshold).

Og Toms kunne slet ikke fra en attraktiv TV-placering i hallen.

Jeg røg ind som sandwichmand mellem Brøndby borgmester Kjeld Rasmussen og Toms direktør Hans Rysgaard. De talte mildt sagt meget hårdt til hinanden. Sidstnævnte nægtede at flytte en fast reklame i Brøndbyhallen forud for VM.

Han hævdede med rette, at der var bestilt og betalt for en reklame på årsaftale, og det var ikke et spørgsmål om penge, men om at være til stede, når der nu endelig kom internationale TV-transmissioner. IIHF var ubøjelig. Den skulle væk.

Det kom den efter en god snak med Rysgaard, som endte med at blive privat ven og kort efter tegnede sponsorreklame med DIU. I den periode havde vi ikke det bedste image, selv om vi fra ledelsen gjorde, hvad vi kunne og hævdede at slagsmål på isen og hadefulde udtalelser i pressen, kun var øjeblikkets ophidselse.

Spørgsmålet om bandereklamer ved et VM var også et spørgsmål om isen skulle smeltes helt ned for at lægge nye IIHF reklamer ned (en bekostelig affære, som vi skulle betale). Og om retten til at være på TV-siden med bandereklamer (modsat kameraerne). Jeg husker det, som om vi brugte masser af timer på den slags. Samtidig med at vores økonomi var tyndslidt.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i de problemer DIU har haft de senere år. TV 3 havde rettighederne til VM, men interesserede sig overhovedet ikke for DM, fornemmer jeg. Og bragte nødtvunget, med dårlige seertal, kampe fra slutspillet.

Nu tegner det anderledes, og næsten vigtigst af alt, er at der igen er kommet glimt fra aftens kampe i TV 2 sporten og i Morgen TV. Noget sådant virker notorisk dragende på tilskuertal og tilgang til klubberne. Lad det blive ved!

Vores problemer fra de mange år må gerne forblive historie.

- Manuel behandler - FDZ Zoneterapeut RAB godkendt - Dækker din sundhedsforsikring ?

- Sportsskader - Spændingshovedpine - Nakkespændinger - Musearm - Ondt i ryggen - Skuldersmerter - Behandling af alle skader / skavanker i bevægeapparatet.

- Ishockeylandsholdets faste fysiske behandler siden 2003 - Online booking

Carsten Esmark en del af

Studiestræde 14A, 2 sal, 1455 København K Tlf: 2833 6153 Online-booking på www.kropsinstituttet.dk

NYHED....

Kommer snart i buktikken

t

3

s år

r

ga

å

ip

t an

åle

m

3 eller 6- vægs drible pladde

Ring eller se mere på

Søborghovedgade 55 - 2860 Søborg Tlf. 39696090

8

Klumme

FACEOFF - 17

KLUMME Peter Jensen har været bladchef på Rødovre Lokal Nyt de sidste 12 år, men har dækket Rødovre Ishockey siden 1994. Han er involveret i den lokale ishockey, og har blandt andet siddet i Rødovre Mighty Bulls bestyrelse samt moderklubben RSIKs bestyrelse.

Bent Hansen kæmper om pucken, mens Niels Thorup ser til i baggrunden. Bag tilskuerne ses et lys, som er den gamle kiosk, hvor fra der blev langet ufattelig mængder flaskeøl ud.

En stank af hash og ammoniak Når de ældre ishockeyfans taler om ’de gode tider’ i Kostalden, lyder det nostalgisk rosenrødt. Fakta er, at det var spillet også på isen, mens forholdene var kummerlige på lægterne.

Rødovre Ishockey var indbegrebet af tophold i de sidste 15 år i Kostalden, hvilket formentlig er årsagen til de rosenrøde nostalgi-historier, som man hører om, når der bliver talt ’de gode gamle dage’.

For virkeligheden var en anden.

- Vi vidste jo ikke bedre dengang. Vi havde aldrig prøvet andet, og levede fint med forholdene i Kostalden. Det var først, da vi kom op i Arenaen, man egentlig blev klar over, hvilke kummerlige forhold vi havde haft, siger Palle Sørensen, der selv har spillet ungdomshockey for RSIK, og senere blev formand for Rødovre Support.

Han har oplevet Kostalden på godt og ondt.

- Der var jo en fantastisk stemning, men der skulle heller ikke være mere end 800 tilskuere, så virkede det intenst i den lille hal. ’Sumpen’ var jo utrolig dengang, men de skulle heller ikke råbe så meget op.

- De første år stod jeg i svinget nær ’Sumpen’, men da jeg lidt for ofte var tung i hovedet, når jeg kom

hjem efter en kamp, valgte jeg at stille mig i den anden ende, mindes Palle og giver en forklaring på årsagen til svimmelheden og hovedpinen.

- Der lugtede fælt af ammoniak fra fryseanlægget, og så blev der jo røget en del. Det var ikke kun cigaretter, for der blev røget hash i lange baner. Det var ikke fordi, at fansene var specielt hårde, det var mænd fra arbejderklassen, som bare gav den fuld gas både med hensyn til øl, røg og skønsang.

Tæt tåge og julefrokost Mens børn og unge stod bag målene, med fingrene surret godt fast til hønsenettene, stod de voksne på langsiderne, hvor kun banden adskilte kamphanerne på isen og de medlevende tilskuere. Der var ingen plexiglas til at skærme for hverken pucken eller de nederdrægtige kommentarer til modstanderne.

Når der blev sat hårde tacklinger ved banden, så hev tilskuerne ofte fat i modstanderne eller deres stav og holdt dem fast. En enkelt gang gjorde en

Jubel i en propfyldt Kostald. ’Hønsenettet’ dækkede kun i banens ender, ellers var der frit udsyn, hvis man ellers kunne se op over banden.

FACEOFF - 17

9

Klumme af disen og jublen steg til uanede højder, hvis en Rødovrespiller kom først ud af tågen bragende ned mod os og med pucken på bladet, mens modstandernes backs halsede efter.

En på hatten En gang i mellem kom der også medrejsende fans, og der var oftere kontroverser mellem fansene.

Bent Hansen, far til NHL-spilleren Jannik Hansen, lægger klar til en afslutning med baghånden i en kamp mod Esbjerg. I baggrundens ses de legendariske ’dommer-skilte’, der hang fra Kostaldens tag og viste, hvad diverse dommertegn betød. Det var en god service til nybegynderne på lægterne.

- Det var især fans fra Aalborg og Vojens,

modstander så meget modstand, at han blev hevet helt ud over banden. Det var i den grad meget mere det vilde vesten, end det ishockey man oplever i dag.

- Dengang solgte man øl på flasker, i øvrigt uden det gav nogen former for problemer. Man fik 50 øre pr. flaske i kiosken, og jeg skal da lige love for, at man kunne samle mange flasker i løbet af en kamp.”

Flaskerne lå over alt, også under tribuerne, for der var ikke dækket med træ på den lodrette del af trappetrinene. Det betød, at børnene lige kunne stikke armen ind i mellem fødderne og ’stjæle’ flaskerne, som ikke altid var tomme. Det gjorde ikke det store, for de flest hardcore fans var ikke særlig adrætte i 3. periode.

Iskoldt Omklædningsrumme ved kiosken, tæt på de særdeles ildelugtende toiletter, var egentlig pænt store.

Men når spillerne skulle gå fra omklædningsrummene ud til isen, var det gennem tilskuerne. Der skulle man altid stå, og det var ikke for at se ’stjerDette er den modsatte ende af de ’hårde fans’, men selv der var der godt fyldt op. Det var lige ved ismaskinen, så sektionen var opdelt, så modstanderne stod også i denne ende, men til venstre for tilskuerne som ses på billedet. På billedet ses Karsten Arvidsen med en afslutning, og målmandsstilen ses ikke lignende i Metalligaen.

- Det er rigtigt. Det var meget anderledes, og det gav også plads til sjove ting. Jeg husker, at der var en fast skare, der hvert år tog plader med som bord samt bestik og god mad med. Så holdt de julefrokost før og et godt stykke ind i kampen, forklarer Palle Sørensen.

- De stod på langsiden på deres faste plads, og ve den som tog en fast plads. Jeg havde også min faste plads, og her taler vi altså om ståpladser, for der var jo ikke andet.

- Os bag målene blev ofte chikaneret af en tæt tåge i hallen, for vi kunne ikke se, hvad der skete i den anden ende. Det skyldtes ikke den tykke tobaksrøg, for den naturlige udluftning var vel fin nok.

Tågen kom, når der kom varm luft ind i hallen og blev blandet med den isnede luft fra isen. Det var helt vildt, man kunne vitterlig ikke se, hvad der skete i den anden ende. Men jeg har alligevel aldrig oplevet, at en kamp er blevet aflyst.

som ikke helt kendte grænserne. Så fik de en på hatten, og så var der gjort kontant afregning, hvilTågen var virkelig tæt i Kostalden, og det så vildt ket vi heldigvis ikke ser mere. Vojens har da også ud, når der pludselig kom en spiller drønende ud mistet et par trommer i Kostalden, mindes Palle, som mest husker, at man hyggede sig Karsten Arvidsen, i dag træner for Unibet Stars i Gentofte, og Michael med modstanderWidenborg har netop scoret mod Vojens. I baggrunden ses vinduerne nes fans. over indgangspartiet, hvor der var op til tre tælleapparater. Man betalte naturligvis kontant, for andet betalingsmiddel fandtes ikke.

- Selvfølgelig gjorde man det, men Vojens havde jo også en nationalhelt blandt fansene, da speedwaystjernen Ole Olsen fulgte Vojens gennem en lang periode.

Som så mange andre børn tjente Palle en god skilling i løbet af en 1. divisionskamp i Kostalden.

nerne’, men for at se deres reaktion, når de blev svinet til.

Det gik især ud over ”Jesper Hviid er en skid”, Gummi Gorm fra Frederikshavn, Svage Pagh fra Herning og Judas Faber fra Herlev, der var ligeså kendt for sine orange skøjter. At der lige præcis blev råbt efter de spillere skyldtes grangiveligt, at de var modstandernes bedste.

Det var hårde drenge på isen, på tilskuerpladserne og i det hele taget et råt miljø. Men det trak i alle os knægte, som bare ville ned og se ishockey i den iskolde Kostald.

- Den var virkelig iskold, supplerer Palle.

- Selvom det sneede udenfor, så følte man en behagelig varm og ikke mindst frisk luft, når man forlod Kostalden.

Den legendariske Kostald blev revet ned i 1995.

Man kunne første bygge på grunden, hvor der i dag er plejehjem, tre år efter. Et 25 meter tykt lag is skulle først tø op, og jorden skulle derefter renses for ammoniak.

10

FACEOFF - 17

jolly blev lanceret i 1959. Igennem årene har jolly gennemgået mange visuelle forvandlinger.

Smagen har dog altid været den samme - og det er nok grunden til, at jolly er den samme stjerne som altid.

Vi er stolte af at præsentere vores sidste nye design.

En hyldest til fortiden og en stjerneplacering i fremtiden.

FACEOFF - 17

60’erne 11

Ishockey i 60’erne foregik ofte på udendørs baner. Her på Østerbro, hvor KSF havde hjemmebane. På disse flotte billeder, som venligst er udlånt af Amager-koryfæet John Hansen, ser man Københavns Idrætspark i baggrunden.

12

60’erne

FACEOFF - 17

LANDSHOLDET

Ballade på Wiener Interkontinental Det danske ishockeylandshold er i dag kendt og berømmet for spillernes store sammenhold. Sådan har det ikke altid været. I 1967 overskyggede en intern skandale spillet på isen

TEKST: MICHAEL SØVSØ

en undskyldning, sagde landstræneren, der mente, at hans fremtid var blevet spoleret af historien.

Den danske indsats ved VM-turneringen i Wien i Østrig i 1967 blev på alle måder blev overskygget af en skandale, hvor landstræneren Åke Wilhelmsson, var impliceret.

Inde på isen var den danske indsats en blandet historie, og en smule under det forventede. Det var ganske glimrende at vinde over Bulgarien og Frankrig, men lige så skuffende var nederlaget på 7-8 til Holland, som danskerne ellers plejede at have nogenlunde styr på.

Den svenske coach havde efterhånden været i spidsen for det danske landshold i en håndfuld år, men nu var forholdet mellem Wilhelmsson og flere At Japan vandt 11-2 over de rødhvide var et mere af spillerne tilsyneladende ved at være slidt op.

Det gik op og ned for det danske landshold ved VM 1967 i Østrig, hvor Ifølge B.T.’s udsendte medarbejder, Erik Ohlsen, der havde fulgt landsholdet, skete episoden, fordi landstræneren et par dage havde haft besøg af sin hustru på hotellet.

begivenhederne uden for isen skabte overskrifterne. KSF-spilleren Ib Maltesen røg i tumult med landstræner Åke Wilhelmsson, der slet ikke var tilfreds med sine spilleres opførsel under slutrunden.

Kaptajnen fra Rungsted, Mick Gautier, der boede på værelse med landstræneren, flyttede af samme årsag værelse, og den lille justering skulle aldrig have været ude i offentligheden.

KSF-spilleren Ib Maltesen var ikke tilfreds med den handling, så han lækkede historien til pressen, og det blev Wilhelmsson så rasende over, at han overfaldt Ib Maltesen på hotellet. Hvorvidt og hvor voldsomt, han slog og sparkede KSF-spilleren på gangene, var der delte meninger om, men episoden bidrog ikke på nogen måde til harmoni på det danske hold.

Opførslen kan ikke tolereres - Jeg burde fortryde, men jeg gør det ikke, og jeg skifter næppe mening. Jeg kan ikke tolerere hans opførsel, og jeg bliver ikke stillet tilfreds med blot

canadierne Gary Hughes og Freddie Bond ind for at lære fra sig, men det kun i kortvarige perioder.

I sæsonen 1962/63 kom Åke Wilhelmsson ind, og det var ham, der førte Danmark til den historiske sejr i Stockholm over Holland i 1963.

Primadonnaer Men VM var i de år ikke særlig idyllisk for det danske landshold. Året forinden havde de rød-hvide været en tur i Jugoslavien for at spille C-VM i Jesenice (i dag i Slovenien), og her blev turneringen i første omgang præget på en dårlig måde af andre nationer.

Både Bulgarien og Frankrig meldte afbud i sidste øjeblik, og tilbage stod Danmark, Italien og Sydafrika og skulle spille en trekantsturnering, der blev krydret med kampe mod Jugoslaviens B-landshold!

Danskerne var tæt på at rejse hjem i protest, og spillerne udvandrede fra træning, fordi de ikke vidste, hvor og hvornår, de skulle spille.

Som ventet vandt danskerne to gange over Sydafrika, men det blev altså også til to klare nederlag mod Italien, og i den ene kamp var tumulten spillerne imellem så voldsom, at Danmarks Svend Kristensen blev bortvist. Det var ikke hverdag dengang.

De danske spillere blev af holdlederen, Otto Randholm, som på det tidspunkt også var topmand i DIU, betegnet som primadonnaer og heller ikke senere i 60’erne, i 1969, gik det helt glat med den danske VMdeltagelse.

forventet udfald, men uanset hvad der skete inde på isen, var den danske indsats blevet overskygget af skandalen på gangene på Hotel Wiener Interkontinental. Åke Wilhelmsson vendte ikke tilbage som dansk landstræner.

Den svenske træner havde ellers været markant i dansk ishockey som den første rigtige landstræner.

Inden da havde Danmarks Ishockey Union hyret

Endnu engang skulle danskerne til Jugoslavien.

Rent sportsligt kørte det ikke, og efter turneringen blev danskerne anklaget for at have været hønefulde efter den sidste kamp i turneringen. Danskerne nægtede at have ”været sanseløst berusede”, men måtte dog betale skadeserstatning til hotellet i Skopje. Så helt appelsinfri har den danske trup næppe været.

FACEOFF - 17

RUNGSTED

13

60’erne

50 millionærer og ingen skøjtehal I dansk ishockeys første tid var Rungsted altid i hælene på KSF. Men i 60’erne havde Rungsted vanskelige vilkår og savnede egen isflade. Alligevel holdt klubben sig i toppen af dansk ishockey TEKST: MICHAEL SØVSØ

kedes det i den grad for holdet fra Nordsjælland at opretholde formen og skarpheden.

ishockey. Politiken skrev følgende, da klubben flyttede ind:

Det var egentlig forbløffende, at Rungsted op gennem 60’erne holdt fast. For i traditionsklubben, der i 50’erne havde været den eneste, der reelt formåede at udfordre de stærkt dominerende KSF’ere, kæmpede hårdt for at følge med de fremstormende naboklubber på Sjælland.

50 millionærer Så stærke var Rungsted, at man kunne slå de regerende danske mestre fra KSF med 8-2 i en af sæsonens afgørende kampe. Nordsjællænderne var anført at spillere som Otto Holten Møller, målmanden Ulrik Prom og den stærke angriber Niels Petersen, og med blot en enkelt ugentlig træningstime var det imponerende, at holdet kunne matche de klubber, der havde egen bane.

- Hele kommunen kan være stolt af værket. Ikke mindst den utrættelige, glødende forkæmper for en kunstbane, vejassistent A.E. Nielsen, formand for ishockeyklubben og et aldrig svigtende, altid hyggeligt glædeligt ansigt ved barrieren, hver gang Rungsted spiller.

Både KSF, Gladsaxe og Rødovre fik egen isflade i begyndelsen af 60’erne, og havde derfor langt bedre træningsmuligheder end Rungsted-spillerne, der var henvist til at leje is – primært i Gladsaxe – eller spille hjemme i Bolbroengen, hvor man havde et overrislet område til rådighed.

Set i bagklogskabens lys kunne man på den baggrund sagtens have forestillet sig, at Rungsted på det tidspunkt – altså op gennem 60’erne – ville lide samme kranke skæbne som kollegerne fra Silkeborg og Horsens på den jyske side.

De to klubber forsvandt lige så langsomt ud af divisionssystemet (Silkeborg er som bekendt på vej tilbage), men sådan var det altså ikke i Rungsted.

Her var traditionen for sporten så forankret, at det lykkedes at holde ishockeyen i live på højt plan gennem et årti uden isbane.

Og trækker man streger frem til i dag, så har den nuværende Rungsted Ishockey Klub vel kæmpet lige så hårdt for den nødvendige træningshal, som de tidligere kolleger og klubkammerater kæmpede for den oprindelige Hørsholm Skøjtehal. Det tog sin tid.

Det var på den baggrund, at KSF både i 1961 og 1962 vandt DM-guldet med maksimumpoint.

Rungsted vandt to sølvmedaljer, men fremstormende konkurrenter kom nedefra.

Rungsted, Esbjerg, KSF, USG og Gladsaxe spillede med i Danmarksturneringen 1962/63, der begyndte i januar 1963. Der var altså ikke tale om nogen lang sæson, men med fem hold begyndte turneringen trods alt at ligne noget.

De fem hold spillede alle mod alle på de tre kunstfrosne baner på Østerbro, i Gladsaxe og i Esbjerg, og selv om Rungsted ikke havde egen isbane, lyk-

- Hørsholm Kommune er en af de rigeste i landet med op mod 50 millionærer. Alligevel gør kommunen, skønt det er den mest skøjteglade i Danmark, ikke et hak for alle sine ishockeyspillere, der har de dårligste træningsforhold af alle klubberne.

- Udvendig kan et kritisk øje måske nok synes, den ligner en cigarkasse, men indvendig er den både lækker og i allerhøjeste grad brugsdygtig. Og så er den lavet på rekordtid: Fem år i kraft af en så beundringsværdig idealisme fra alle sider, at jeg tvivler på, at eksperimentet kan gentages i den øjeblikkelige materialistiske ånd, lød det i hyldestartiklen.

- Alligevel præsterede at blive dansk mester. Rungsted-spillerne har kun fået en træningstime om ugen, og formanden A.E. Nielsen, der i årevis har gjort et kæmpearbejde for klubben, kunne med stolthed modtage mesterskabsplaketten til klubben af formanden for ishockeyunionen, Knud Tønsberg, skrev Ekstra Bladet i sin sæsonkonklusion.

Vi skulle som bekendt helt frem til årtusindeskiftet, før Rungsted vandt det næste DM-guld – trods flere store satsninger op gennem årene. Men 60’erne var alligevel et Rungsted-årti, for klubben blandede sig konstant i toppen af 1. division og var ude i drabelige opgør med de primære konkurrenter fra Esbjerg, Gladsaxe og KSF. Lækker og brugsdygtig Først 30 år efter at Rungsted Ishockey Klub blev stiftet, kunne klubben glæde sig over at komme på egen is. Til gengæld slap klubben for den udendørs mellemvej, men rykkede direkte ind i Hørsholm Skøjtehal, der ved åbningen i 1971 var ”State of the Art” i dansk

Først spillede Rungsted på Vallerød Gadekær, men rykkede siden til Bolbroengen. Gennemgående i Rungsteds første tid var dog, at opgørene mod KSF var på plakaten. De to klubber var arvefjender hele vejen op gennem 50’erne og 60’erne.

14

60’erne

FACEOFF - 17

Silkeborg var en stormagt

Silkeborg SF var den største jyske klub op gennem 50’erne, men fik aldrig løn som fortjent i form af en skøjtehal

Silkeborg SF holdt 60 års-jubilæumsarrangement i 1956. Der er mange mennesker på ”Lunden”, og billedet afspejler den store ishockeyinteresse, der var i byen.

TEKST: MICHAEL SØVSØ I 2007 indviede Silkeborg SF klubbens ny æra med byens nye skøjtehal. For første gang nogensinde fik ishockeyspillerne fra Silkeborg tag over isen i deres egen by, men tænk, hvis det var sket tre årtier forinden.

Så vil undertegnede godt tage et væddemål om, at Silkeborg ville stå endnu mere markant på listen over medaljetagere i dansk ishockeys bedste række.

Forsøget på at få en skøjtehal til byen blev gjort flere gange op gennem 60’erne og 70’erne. Byens ishockeypionér nummer, Helge ”Helle” Lund Christiansen, kæmpede sammen med den øvrige ledelse i SSF for i første omgang at få en kunstfrossen isbane – som det hed dengang – til byen.

Det var omkring 1960, hvor banerne – udendørs i første omgang - begyndte at plukskyde i den øvrige del af landet, og efterlod de ellers kompetente Silkeborg-spillere et skridt eller flere bagud i forhold til træningsmuligheder og skøjteevner.

I 1956 kunne Silkeborg samle hele 2000 tilskuere til ishockey og kunstskøjteløb i ”Lunden”, da klubben holdt 60 års jubilæum med en storslået opvisningsdag. Så traditionen og interessen for sporten i den østjyske by var i den grad til stede. Blot manglede ordentlige baneforhold.

Jysk mester Silkeborg SF var hyppige jyske mestre op gennem 50’erne, men på grund af dårlige vejrforhold lykkedes det ikke for førsteholdet at komme til at måle sig med holdene på den anden side af Storebælt i den anden halvdel af årtiet.

Både i 1956, 57 og 59 blev Silkeborg således jysk mester uden at kunne måle sig med Rungsted og KSF, storholdene fra den anden side.

Realiteterne var barske, da silkeborgenserne endelig stødte sammen med en repræsentant fra øst. I provinsens finale i sæsonen 1959/60 vandt Rungsted 17-1 over de jyske konkurrenter.

Allerede i 1955 havde Silkeborg fået lignende lussinger af KSF og Rungsted, der med mange indbyrdes kampe og træningskampe mod svenske hold lige var en tand eller tre foran jyderne.

Silkeborg SF kan dog notere sig for to bronzemedaljer (1954/55 og 1959/60) og er på den måde stadig foran en stor del af de danske klubber i medaljestatistikkerne. Det gjorde ondt på Silkeborgfolkene at se banerne skyde op i den øvrige del af landet, og ikke mindst Esbjerg leverede stor og klar fremgang, da det lykkedes at etablere en isflade på Gl. Vardevej.

Vestjyderne var også det fjerde hold, da DM i 1960/61 for første gang blev afgjort i en turnering med fire hold, der mødte hinanden to gange. Det gik grueligt galt for Silkeborg, der fik masser af lussinger mod holdene med bedre vilkår. I seks kampe scorede Silkeborg kun seks gange, men lukkede 112 mål ind.

Det fik spillerne fra Rungsted til offentligt at overveje i Ekstra Bladet, hvorvidt man skulle forsøge at skåne de stakkels spillere fra Silkeborg ved måske ikke at vinde alt for stort i de indbyrdes kampe.

Uundgåelig nedrykning Nedrykningen var uundgåelig for Silkeborg-mandskabet, der i en kvalifikationskamp skulle op mod et andet københavner-hold, Furesøen, der uden problemer bankede østjyderne med 6-1.

Siden dengang har Silkeborg aldrig været oppe i 1. division igen. Og som 60’erne skred, kom der flere kunstisbaner rundt omkring i landet.

I nogle sæsoner op gennem 60’erne lykkedes det dog stadig for Silkeborg at holde trit i 2. division, for klubbens bedste spillere fik naturligvis mulighed for også at træne på de kunstfrosne baner i Jylland.

Det krævede dog lange køreture og mange ressourcer.

I 1964/65-sæsonen var Silkeborg ikke mere end en enkelt pind fra at snyde Vojens fra oprykningskampe, mens Silkeborg fremme i 1966/67-sæsonen vandt 2. divsion Vest Nord (ja, sådan hed det), men tabte kvalifikationskampene klart til Herning.

Og derefter forsvandt Silkeborg fra landkortet over landets to bedste rækker. Forhåbentlig vender byen og klubben snart tilbage igen. Med den tradition, klubben har, hører den til i en af landets øverste divisioner.

Flere historiske fakta: - Den legendariske Silkeborg-leder fra tiden i 60’erne, Helge ”Helle” Lund Christiansen nåede at blive 100 år, inden han døde i 2010. Det var ham, der klippede snoren for den nye skøjtehal i Silkeborg i 2007.

- ”Det nye Silkeborgs” bedste hold spiller for øjeblikket i U20-rækken, og har i denne sæson tjent sine første point. Måske venter en fremtid i 1. division for nogle af Silkeborg-gutterne.

- En af Silkeborgs store rivaler i de ”gamle dage” i kampene om det jyske mesterskab i 50’erne var i øvrigt ishockeyklubben i Horsens.

En af de andre østjyske byer, hvor interessen var enorm, men hvor man ikke kom med, da de andre klubber fik deres kunstfrosne isbaner.

FACEOFF - 17

AALBORG

15

60’erne

”Hej, dit blå apparat” Som den eneste jyske by havde Aalborg i mange år to ishockeyklubber. Arbejdsmændene fra IK Aalborg nåede aldrig op på siden af AaB Ishockey rent sportsligt

TEKST: MICHAEL SØVSØ - Når man møder en af de gamle gutter, kan han godt finde på at sige ”Hej, dit blå apparat”. Og så griner vi af det. I gamle dage kunne sådan en bemærkning godt være lidt mere alvorlig.

Bent Ingolf Johansen er en af de ildsjæle, der var med til for alvor at få ishockeyen til at gro i Danmark.

Da sporten for alvor gjorde sit indtog i landet, ville en lokal fodboldklub, arbejderklubben Aalborg FC, gerne have ishockey på programmet.

- Min bror Jørn Ingolf var engageret i Aalborg FC. Han tog fat i mig og hørte, om jeg ikke kunne tænke mig at være med til at starte en ishockeyafdeling op. Det kunne jeg godt, og lige pludselig var jeg formand – og forblev det i mange år derefter, griner Bent Ingolf Johansen fra det nordjyske.

Da Aalborg Skøjtehal åbnede med et brag i 1967 i Samsøgade i byens østlige del, var det med dobbeltkamp. En anden klub, Aalborg IC, var opstået

ud fra Aalborg Skøjteløberforening, og dermed var der altså hele to ishockeyklubber i den nordjyske hovedstad.

1-16 mod Frederikshavn Begge klubber var naturligvis repræsenteret til åbningen, hvor 1000 tilskuere overværede Aalborg IC spille 2-2 mod Silkeborg, mens Aalborg FC tabte hele 1-16 til naboerne fra Frederikshavn, der havde et par års forspring udi den ædle sport.

- De første år skulle man vel egentlig bare melde sig ind i klubben hos os. Så fik man lov til at spille med på førsteholdet. Derefter tog man gerne til Sverige for at hente udstyr – uden man egentlig var særlig god til at spille ishockey, griner Bent Ingolf Jo- Dobbeltarrangement ved åbningen af Aalborg Skøjtehal. Både Aalborg FC og Aalborg IC skulle i aktion. hansen.

BESØG AALBORG PIRATES

TEAMAUCTION WWW.TEAMAUCTION.DK/AAP

Men med to klubber var en rivalisering født i Aalborg. Det, der senere skulle blive de røde mod de blå.

Allerede i 1967/68-sæsonen var Aalborg IC nemlig blevet indlemmet i AaB, byens store sportsklub. Nu var det i første omgang AaB mod Aalborg FC. - Der var konkurrence, så det battede. AaB var den rige klub, hvor spillerne kun selv skulle betale deres udstyr,

stokke og kontingent. Alt andet fik de af klubben.

For vores vedkommende måtte vi selv betale transport og madpakker, vi kørte egen bil. Vi måtte ud for at samle aviser og smide dem i containeren før sæsonen for at vi kunne tjene de nødvendige penge, husker Bent Ingolf Johansen.

En frisk sport - Der var rigtig mange ishockeyspillere i Aalborg dengang. Det var jo en frisk sport dengang, og i byens østlige kvarter, hvor skøjtehallen lå i Samsøgade, var der masser af børn, siger han.

De mange ishockeyspillere i Aalborg betød, at konkurrencen hurtigt blev skærpet. Spillerne blev bedre i en fart, og i sæsonen 1967/68 endte AaB og

fortsættes næste side ....

16

60’erne

FACEOFF - 17

Aalborg FC som nummer et og to i 2. division Vest Nord. Begge foran Frederikshavn.

På det tidspunkt var Bent Ingolf Johansen såmænd blevet ”rød”.

Aalborg FC blev til IK Aalborg i begyndelsen af 70’erne – og etablerede et klubhus tæt ved skøjtehallen.

- Vi blev færre og færre og på et tidspunkt så jeg skriften på væggen for klubben. Så jeg stoppede som formand sidst i 70’erne, og blev kort efter spurgt, om jeg ville ind i AaB’s bestyrelse af den daværende formand derovre, Sven Bugge.

- Det var et gammelt, omrejsende tivoli, der havde sine ting opmagasineret der. Det begyndte at gå nedad bakke for tivoliet og bygningen stod hen, så vi fik overtaget den. AaB’erne havde ikke noget klubhus. Det fik de først noget senere, siger Bent Ingolf Johansen.

- Det var to konkurrerende klubber. Mest i ledelsesregi og nede hos de helt unge spillere. For AaB forsøgte gerne at snuppe vores de bedste drenge, tilføjer han.

Ehlers fra IKA Der er en god del store Aalborg-navne, der har deres udspring i IKA-regi, når man kigger i de gamle ishockeyårbøger. Eksempelvis Heinz Ehlers, Søren Carlsen, Søren Huus og Keld Frederiksen. Alle begyndte de i blåt.

IK Aalborg var med oppe i 1. division en enkelt gang i begyndelsen af 70’erne. Og røg ned med et brag igen. IKA’s sidste storhedstid på landsplan var i den såkaldte tilmeldingsturnering i 1984/85, hvor alle hold spillede i en stor liga, og hvor flere AaB’ere valgte at skifte til ”den anden side” før sæsonen.

- Ja, det var jo samme mødelokaler og samme skøjtehal, så det gjorde ikke så meget, siger Bent Ingolf Johansen.

Og det siger vel meget om forholdet mellem de to klubber i Aalborg. Forskellen på folks mentalitet var alligevel ikke så stor, og i nyere tider er der masser af pjat mellem de gamle rivaler inde på Facebook-siden ”Skøjtehallen i Samsøgade – vi var der”.

Den skøjtehal, som både de blå og de røde fra Aalborg stadig holder af den dag i dag – og som trækker linjerne tilbage til de gode, gamle dage.

Flere historiske fakta: - AaB Ishockey sikrede postnummer 9000 Aalborg det første og hidtil eneste DM-guld i 1981.

Amerikanerne Brad Holt og Kris Kollevoll var de udenlandske islæt på det aalborgensiske mesterhold.

- I 1984/85-sæsonen spillede man i dansk ishockey den såkaldte ”tilmeldingsturnering”, hvor 14 hold dystede om syv pladser i den bedste række. Her vandt IK Aalborg for første og eneste gang nogensinde en turneringskamp over AaB. IKA vandt 6-4 i det første indbyrdes opgør den sæson, men tabte derefter 0-17 i returkampen.

- Sidste gang de to klubbers førstehold mødtes på divisionsplan var i sæsonen 1985/86, hvor begge hold huserede i landets næstbedste række: AaB vandt fire gange: 8-1 (1257 tilskuere), 5-4 (1142 tilskuere), 6-2 (1162 tilskuere) og 11-4 (967 tilskuere). AaB rykkede op i den pågældende sæson, mens IK Aalborg sluttede som nummer fire.

- Den står desværre og forfalder, og der er ingen, der rigtigt ved, hvad den skal bruges til.

- AaB nedstammer fra Aalborg Skøjteløberforening, som senere blev til Aalborg IC og derefter AaB i flere forskellige regi. IK Aalborg nedstammer fra Aalborg FC og lukkede definitivt i 1997.

- Der har været flere forskellige ting oppe at vende – blandt andet boliger og tennishal. Lige nu ved jeg ikke, hvordan situationen er, men uanset hvad, så er det trist at se på, siger Bent Ingolf Johansen.

- I 1997 blev de to klubber fusioneret i Aalborg IK, som siden igen blev til AaB Ishockey. Det hedder ungdomsafdelingen i Aalborg stadig, mens ligaholdet som bekendt er organiseret under Aalborg Pirates.

Fotografering - i hele Danmark

Kanut Foto er andet end ishockey: Jeg løser fotografiske opgaver indenfor, reklame og produktfotografering samt portrætter, graviditet, dåb, konfirmationer, student, bryllupper, polterabend, modelmappe og boudoir.

Ring for en uforpligtende snak eller besøg hjemmesiden.

tlf. 5184 6505 www.kanut.dk

70’erne FACEOFF - 17

17

I 1977 var Danmark for første gang tæt på at rykke op i VM’s B-gruppe, men 2-2 mod Italien var ikke nok. Skuffede danske spillere modtager sølvmedaljerne (øverst).

En af de andre stormagter i 70’erne var Gladsaxe, der i midten jubler over et klubbens danske mesterskaber. Nederst: KSF har vundet mesterskabet hjemme i Forum, der nedenfor jubler ud mod tilskuerne.

18

70’erne

David: 70’ernes omstridte stjerne

FACEOFF - 17 Med en sprittusch havde han selv skrevet ”Watch my Stick” på sin hjelm, og var kun involveret i en lille episode sidst i kampen, som fik flere fortørnede HIK’ere til at nægte at sige tak for kampen, der endte som en lille triumf for Richard David.

Richard David var i næsten to årtier en dominerende skikkelse i dansk ishockey, men hans første sæson i KSF og den danske 1. division blev præget af både stor respekt og masser af tumult

En sidste kontrovers Kort efter anklagede konkurrenterne fra Gladsaxe KSF for at betale penge under bordet til canadierne, og KSF var efterhånden blevet en konstant udskældt klub. Derfor frydede resten af ishockeyDanmark sig, da Rungsted foran 1000 tilskuere, der lød som 10.000 ifølge flere kampreferater, slog KSF 5-4 og dermed igen skabte en smule spænding om mesterskabet.

TEKST: MICHAEL SØVSØ

Andy Roy og Richard David var gået en smule ned i kadence, og David var endda begyndte at træne bundholdet i 1. division, Tårnby, ved siden af sit engagement i KSF.

Da KSF før sæsonen 1971/72 præsenterede klubbens mandskab, var det nærmest frygtindgydende.

Ikke blot havde man hentet Leif Thomsen, stjernespilleren i Rødovre, man havde også Danmarks på det tidspunkt største talent, Jesper Hviid, i truppen.

Samtidig havde københavnerne været heldige at få fat i de to meget stærke canadiere, Andy Roy og Richard David. Sidstnævnte var intet mindre end en stjernespiller, der skulle ende med at spille en hovedrolle i dansk ishockey i to årtier.

Med 51 point i blot 18 kampe førte Richard David KSF til et suverænt DM-guld i 1971, men hans første sæson i klubben og dansk ishockey blev også præget af masser af tumult, debat og skriverier om KSF-canadiernes opførsel på isen.

I forvejen var den københavnske storklub ikke frygtelig populær, eftersom en stor del af ledelsen i dansk ishockey på det tidspunkt stadig udsprang fra traditionsklubben. KSF havde før 1971/72 vundet syv mesterskaber.

Storslået opvisning I premierekampen mod Tårnby, den første turneringskamp nogensinde i Forum, blev canadierne hyldet for en ”storslået opvisning i, hvordan der skal spilles ishockey”, og i det hele taget blev Roy og David hyldet gennem hele efteråret og den første halvdel af turneringen.

Anders Petersen måtte køres på hospitalet, Richard David mente, at han blot havde beskyttet sig selv, men Rungsted-lejren var rasende. En brutal kamp mellem et hårdt spillende Vojens-hold og KSF i Forum fik sønderjyderne til også at anklage KSFcanadierne for at være alt for voldsomme.

- Richard David gav mig stokken i ansigtet. Han spiller fremragende, men det er synd, han ødelægger sit spil med den slags metoder, sagde VIK-backen Niels Christian Andersen til Jyllands-Posten efter kampen midt i januar.

- Jeg kan nævne mindst ti tilfælde, hvor KSF’erne begik direkte vold mod mine spillere med stok og næver, tilføjede Vojens-træneren, den legendariske formand Jens Peder Hansen, til B.T. KSF’s formand, ligeledes legendariske Jørgen Hviid slog kontra: - Denne kamp var ingen god propaganda for dansk ishockey. Men det skyldes ikke alene KSF og dommerne. Fire gange smadrede ubeherskede Vojensspillere i ophidselse deres stokke op i kanten af tidtagerboksen, så man fik mindre chok.

Der var faktisk faldet en hel del ro over gemytterne, da Richard David en sidste gang i sæsonen kom ud i en kontroversiel situation. Det var i kampen mod Esbjerg, hvor KSF definitivt sikrede sig mesterskabet.

David blev ifølge avisreferaterne ramt af en stok i underlivet og hamrede derefter Esbjergs Søren Lauridsen i isen. Ude fra boksen protesterede David og hamrede flere gange staven i plexiglasset. Det kostede en matchstraf, og canadieren måtte overvære resten af kampen fra omklædningsskuret udenfor Forum.

Lige bortset fra, at han havde et horn i siden på den ene dommer, Kim Winckler, undskyldte Richard David både overfor omgivelserne og modstanderne efter kampen.

- Jeg kom op for at vinde et mesterskab sammen med KSF, og det er lykkedes. Og derfor glemmer jeg hurtigt denne episode. Så jeg bliver i dansk ishockey, hvis KSF ønsker at beholde mig, lød det ærligt og roligt fra canadieren efter sæsonens sidste kamp.

Watch my stick 23. januar 1971 kom KSF til Herning, og var på kanten af sæsonens første nederlag. Hernings spillende træner Greg Wentz mandsopdækkede Richard David, der kvitterede med at hakke sin ”skygge” ned. Selv erklærede Richard David, at uheldet var hændeligt.

De var ganske enkelt for gode til den danske liga, og sammen dansede de sig igennem samtlige modstanderes førstekæder på et KSF-hold, der bare vandt og vandt. Modstanderne anerkendte den dygtige canadiske duo.

Flere af 1800 tilskuere gik amok i Herning, og KSFspillerne kom i slagsmål med folk på lægterne, der forsøgte at komme ind i gæsternes boks - bevæbnet med ølflasker.

Det største tegn på anerkendelse var, at diskussionen om, hvorvidt det overhovedet skulle tillades at have udlændinge på holdet, hurtigt i sæsonen blussede op. Næsten kun på grund af Andy Roy og Richard David.

Balladen om Richard David kulminerede sidst i januar 1971, hvor HIK-spilleren Claus Bøje, der på sin hjelm havde skrevet ”Lad os være venner”, erklærede, at HIK ikke turde spille med deres unge spillere til kampen mod KSF.

Skadede modspillere Det var først i januar, at KSF-canadierne begyndte at trække negative overskrifter for deres spillestil. En Tårnby-spiller fik slået tre tænder ud af Richard David, da KSF vandt 19-2, og i en 8-1-kamp mellem KSF og Rungsted blev Anders Petersen - der spillede med briller - ramt af enten en albue eller stav fra David.

- I vores første indbyrdes kamp truede han mig direkte et par gange. ”Watch my Stick”, snerrede han (Richard David) til mig.

Selv blev Claus Bøje væk fra kampen, og Richard David havde kun smil tilovers for Claus Bøjes bemærkninger.

Richard David var i verbal tumult med Claus Bøje fra HIK, der fortalte, at David mange gange havde sagt ”Watch my Stick” i klubbernes første indbyrdes opgør.

Det skrev Richard David på sin hjelm til returopgøret, som forløb ganske fredeligt.

FACEOFF - 17

19

70’erne

71/72: En vild sæson Troede du, at ”krig mellem klubberne” var forbeholdt slutspillet i nutidens ishockey. Så må du tro om igen.

Allerede for godt 45 år siden var der konstant og kontant ordkrig i pressen. FACEOFF bladrede i Hall of Famelegenden Jørgen Hviids gamle mapper og fandt følgende kontroversielle citater og begivenheder frem

TEKST: MICHAEL SØVSØ ”Det blev et hadets og hysteriets ishockeypremiere i Herning. Endnu inden Esbjergs landsholdsspiller, Søren Lauridsen, der i fjor meldte sig ud af Herning i protest mod klubbens formand, Poul Helbo, havde vist sig på isen, blev han hylet ud af de 2400 tilskuere. I de sidste minutter, hvor Søren Lauridsen sad i straffeboksen, forsøgte en Herning-tilskuer at overfalde ham!” ”- Jeg har aldrig været ude for noget lignende. Men jeg var ikke chokeret. De senere uger har været et mareridt at komme igennem i Herning. Hvor end i byen, jeg har vist mig. har jeg fået stikpiller, sagde Søren Lauridsen efter kampen.”

(Ekstra Bladet om premieren i 1971/72 mellem Herning og Esbjerg) ”Gladsaxes Kim Olesen, som tidligere har gjort sig uheldigt bemærket, fik sidst i tredje periode fem minutter i straffeboksen for at slå løs på KSF’s Ib Maltesen.” ”Det så uhyggeligt ud. Man gruer for, hvad der kunne være sket, hvis ikke Ib Maltesen havde haft hjelm og svær udrustning til at beskytte sig med.”

(Peter Fredberg i B.T. efter storkampen mellem KSF og Gladsaxe i Forum, som KSF vandt med 2-1 foran 2000 tilskuere) ”Rødovre-folket har aldrig tilgivet, at vi ”stjal” deres forgudede Leif Thomsen. Selv til uskyldige drengekampe bliver KSF-ledere forfulgt med fyråb. Og det fanatiske publikum hylede af os, da vi var herude for at se Rødovre spille mod Rungsted.”

(Et par ikke-navngivne KSF-spillere til Peter Fredberg efter opgøret i ”Kostalden”, som KSF vandt med 3-1. 1200 tilskuere) ”Hvor KSF’erne legede sig opad banen og med smarte centringer bagud på tværs søgte og i høj grad opnåede at skabe huller i Esbjergs forsvar, maste vestjyderne bare løs og fremad på deres vanlige energiske facon...” ”Esbjergspillet afslørede, at vestjyderne faktisk ikke var kommet særlig meget længere, siden de blev den moderne ishockeysports pionerer i Danmark.”

(Berlingske Tidendes udsendte medarbejder! Svend Aage Jensen havde ikke meget tilovers for Esbjergs taktiske kundskaber i 6-9-nederlaget hjemme mod KSF) - Udlændinge skal ikke ud af dansk ishockey - de skal blot være på den rigtige side af barrieren. Og det vil sige: Fungere som instruktører eller udskiftningsledere!

(Esbjerg IK-formand Jørgen Søndergaard efter samme kamp.

Han var fortørnet over, hvor dygtige Richard David og Andy Roy var for KSF...)

Sygdom skabte en akut dommermangel til søndagens kampe i dansk ishockey. Fire måtte sende afbud på grund af influenza, og det betød, at dommernes formand, Kaj Elley, fik et noget usædvanligt overarbejde. Med et kvarters mellemrum var han i Andy Roy (til venstre) og Richard David var outstanding i den danske 1. diviaktion i to kampe, og det betød, sion og dominerede totalt i 1971/72-sæsonen. KSF gik fra en femteplads året at han tilbragte næsten fem ti- forinden til et suverænt dansk mesterskab med 33 point i 18 kampe. mer på isen søndag eftermiddag.

Endnu engang kan forholdene i Rødovre-hallen irFørst var han dommer sammen med Jørgen Bjerre- ritere. Publikum står så tæt på banen, at det er fargaard i kampen i Forum mellem KSF og Rungsted. ligt. Måltavlen passes tilfældigt, mikrofonen svigOg kun 15 minutter senere dømte han i Rødovre, ter, og stregerne er nærmest udslettede. Hvornår hvor han var makker med Kim Winckler. Lige efter får Rødovre Hallen den makeup, som den nærmest skriger efter? kampen i Rødovre sagde Kaj Elley: - Jeg går vist direkte hjem i seng. Og jeg sover godt i nat...

(Ekstra Bladet, 3. januar 1971 - dengang var der altså kun to dommere.)

- Det var en usportslig og skandaløs opførsel af deres publikum. Måske var flere af vores spillere for ”højt oppe”. Men hvad gør man ikke, når en af holdkammeraterne får en flaske i hovedet, mens han er i straffeboksen.

(KSF’s Jesper Hviid i B.T. om Herning-KSF-kampen 24. januar 1972)

(Signaturen –thoms i Ekstra Bladet i februar 1972 om forholdene i Rødovre, før begrebet ”Kostalden” blev opfundet).

I går måtte AaB’s udskiftningsleder Henning Thygesen simpelthen genne sin canadier Rob Aqualine til omklædning i 3. periode. Han turde ikke tage ansvaret for den overophedede canadier, som efter et par bataljer simpelthen mistede kontrollen over sig selv. Han var farlig for sine omgivelser.

(B.T, 21. februar 1972. Den ophedede debat om canadierne fortsatte helt til sæsonafslutningen.

Også AaB’s Rob Aqualine var i vælten.)

20

70’erne

FACEOFF - 17

FREDERIKSHAVN Hun endte som en legende.

Pia Sterner (tidligere Grengman) fik en halv sæson i Frederikshavn, afsluttede med en ordentlig svada til dansk ishockey og fremstår nu som en af Sveriges helt store ishockeypionerer TEKST: MICHAEL SØVSØ

Hun nåede at stå i lære i Moskva hos den legendariske træner Anatolij Tarasov, og hendes mål som ung pige var at ende i NHL. I 1975 blev hun, ifølge Hockeysverige.se, tilbudt en rolle som assisterende træner i Philadelphia Flyers, men sagde nej, fordi hun netop havde fundet sin drømmemand, den hjemvendte NHL-spiller Ulf Sterner, hjemme i Göteborg. Hun var senere træner for Tysklands kvindelandshold, samtidig med, at hun var professionel i Füssen, og da Pia Sterner afsluttede sin træneruddannelse i Sverige var det med højeste karakter.

Stor erfaring Det er altså ikke en hvilken som helst kvinde, der har været eneste af sin slags i den danske 1. division, men rubrikkerne var lige til at skrive for boulevardpressens bladsnedkere, da hun i 1973 blev ansat som træner i Frederikshavn Ishockey Klub.

Det var i december det år, at klubben tog den kontroversielle – og også ret friske – beslutning, om at ansætte hende som træner. Hun kom som afløser for en anden svensker, Christer Jorland, der var raget uklar med alt og alle i klubben.

Det var hårde tider i Vendsyssel, for det var samtidig den første sæson i 1. division nogensinde for

Med hilsen (fyldt med ringeagt og lede) fra københavnske ishockeyspillere Der var pres på ledelsen i Frederikshavn, og efter et halvt års samarbejde afbrød Pia Gregman/Sterner og den nordjyske klub samarbejdet. Det blev offentliggjort i sommeren 1974.

Om det var klubben eller Pia Grengman/Sterner selv, der havde opsagt samarbejdet, var der tilsyneladende delte meninger om. Hovedpersonen selv havde feriejob på en campingplads ved Viborg, da pressen kunne berette, at hun ikke skulle træne Frederikshavn i den kommende sæson.

I Sverige er hun en af de helt store. Ishockeysitet Hockeysverige.dk sammenlignede hende i en artikel med den kvindelige fodboldtræner, Pia Sundhage, der fremstår som en af nabolandets mest anerkendte ledere indenfor sport.

Pia Sterner er efterhånden godt oppe i halvtredserne, og er en af Sveriges helt store ishockeypionerer. Hun var den første kvinde, der for alvor stak ansigtet frem i ishockeysporten i Sverige, og hun har uddannet sig i både Canada og USA.

at spille mod et hold bestående af tøsedrenge, der har latterliggjort sig selv ved at tage en pige som træner.”

- Det er rent bluff, at jeg skulle være blevet fyret.

Jeg skal i stedet på trænerkursus i Sovjet og derefter hjem for at være politibetjent, sagde hun til Ekstra Bladet.

klubben. Store nederlag, lange busture og hånende bemærkninger fra især de københavnske modstandere gjorde ikke sæsonen særlig morsom.

Pia Grengman (som hun hed dengang) kom selv med 11 års ishockeyerfaring, selv om hun blot var 19 år, og hun var formentlig mere hockeykyndig end mange spillere og trænere i det danske ishockeylandskab.

Hun begik nok en fodfejl, da hun under stor mediebevågenhed og på et efterfølgende kæmpe billede i B.T. viste, at hun badede i samme omklædningsrum som FIK-spillerne. ”Jeg vil være som en af drengene”, sagde hun i artiklen, der vakte stor ståhej i ishockey-Danmark. Rent sportsligt kunne hun slet ikke vende bøtten, og Frederikshavn blev verfet direkte tilbage i 2. division.

Usselt brev Det var formentlig sket uanset, hvem der havde været træner, men ansættelsen af ”svenske Pia” blev hånet og latterliggjort flere steder. Blandt andet af en række Københavnske ishockeyspillere, der skrev et brev til FIK. ”Til lykke med jeres ny pigetræner. Det er kun godt med lidt selverkendelse, og I er åbenbart klar over, at jeres spil endnu ikke er værd at ofre en mandlig træner på. Men hvorfor dog ikke tage skridtet fuldt ud og så nøjes med at spille mod piger? Vi her fra København mener i hvert fald, at det er under vor værdighed som rigtige mandfolk

- Ishockeysporten i Danmark kommer aldrig op over svensk 3. divisionsniveau. Grunden er, at danskerne ikke har samme viljestyrke som svenskerne.

Det går slet ikke at få en dansk ishockeyspiller til at træne lige så hårdt som en svensk. Der fandtes spillere i Frederikshavn, som gik hjem midt under den hårdeste træning, fordi de skulle til middag.

De kunne ikke få deres koner til at ændre på familiens spisevaner for ishockeyen, konstaterede Pia Grengman/Sterner endvidere overfor avisen.

På alle måder en noget bitter afslutning på et samarbejde, som måske kunne have ændret danskernes – og dansk ishockeys opfattelse – af kvindeligt lederskab. I hvert fald fortæller bogen om Frederikshavns ishockey ”50 års jubilæum på isen”, at FIK-ledelsen var meget tilfreds med Pia Grengman/ Sterners træning og ledelse.

Flere historiske fakta: - Pia Grengman/Sterner blev nummer tre ved VM i powerlifting (en vægtløftnings-disciplin) i Honolulu i 1981. Sitet Women’s Hockey Legends fortæller, at hun også har det sorte bælte i karate og hun var stærk i både fodbold, bandy og håndbold.

- Tumulten ramte hårdt i Frederikshavn i sæsonen 1974/75. Stig Rune Yngvesson tog over som træner, og FIK måtte nøjes med en fjerdeplads i 2. division, der ikke engang rakte til kvalifikationsspil.

- 5. november 1978 vandt FIK sin første turneringskamp i 1. division. Det var en sød revanche, for et af de store nederlag i 1973/74-sæsonen var på 1-30 og var mod netop københavnerne.

Skudtræning hjemme hos dig selv!

De bedste skytter skudtræner rigtig meget. Nu får du også muligheden for at off-ice træne med rigtige pucke, og træne som ”profferne”, hjemme hos dig selv.

Træn når du vil, hvor du vil ... I haven, kælderen, garagen, indkørslen eller på terassen ...

Sigtemål.

Hjemme i kælderen

Puck rebounder.

Hjemme i indkørslen

Solid stål- og net konstruktion til træning med rigtige pucke.

I klubben ude eller inde

STORT fangenet.

Stor skudplade.

Perfekt træningsudstyr til dig der vil være bedre til at skyde

Spar op til 900 kr. på vores ishockey produkter

Scan og besøg vores hjemmeside

Se flere pakketilbud, og få inspiration på vores hjemmeside

www.personalsportstrainer.dk

Nem op- og nedtagning. Nem opbevaring

22

70’erne

FACEOFF - 17

Den lilla fare fra Brøndby forsvandt hurtigt igen Brøndby IC satsede stenhårdt på succes i midten af 70’erne, men tabte momentum og røg ud igen med et brag. Der var ingen smalle steder, da en ung Klavs Larsen kom fra Tårnby

TEKST: MICHAEL SØVSØ - Jeg skal virkelig langt ned på harddisken, når vi skal tale om min tid i Brøndby. Det er mange år siden, siger Klavs Oldendow-Larsen i telefonen en sen eftermiddag.

Han var et af de unge Tårnby-talenter, der blev hevet til Vestegnen midt i 70’erne for at være en del af Brøndby IC’s store ishockeysatsning – ført an af rengøringsmagnaten Bent Aabrink. Året forinden var BIC cruiset gennem 2. division og lignede en ny, stor force i dansk ishockey.

Hårdt satsende Brøndby IC havde til sæsonen i 2. division hentet canadiske Jacques Beaudoin til klubben. Et opslag i de mange databaser på nettet fortæller om én enkelt spiller af samme navn i de canadiske ligaer.

I 1966/67 spillede en canadier af samme navn for Montreal Junior Canadiens, hvor han blev den fjerdebedst scorende spiller. Topscoreren på samme hold, Jude Drouin, spillede senere adskillige sæsoner i NHL. Nu havde ambitiøse Brøndby IC hentet Beaudoin til Danmark, hvor han stod for en af de mest opsigtsvækkende præstationer nogensinde af en udenlandsk spiller i Danmark. I 14 2. divisionskampe scorede han 77 mål og stod for 24 assister, i alt 101 point, eller et gennemsnit på 7,2 point pr. kamp.

I kvalifikationsspillet var det canadieren alene, der hentede pladsen i 1. division til Brøndby. I en 6-6kamp mod AaB scorede han alle seks mål og stod for 31 mål og to assister i 10 kampe i kvalserien.

I alt stod han altså for 134 point i 24 kampe, og blev dermed noteret for et pointsnit på hele 5,6 point pr. kamp. Vildt.

Smadrede stave - Han var selvfølgelig stjernen på vores hold. I forhold til os andre var han så god, at det i dag ville svare til, at man hentede en etableret NHL’er til en klub, for teknisk og skøjtemæssigt var vi kilometer fra, hvor vi er i dag. Han var virkelig dygtig og boede i en gulstensvilla et stenkast fra BrøndbyHallen. Hvor pengene kom fra, aner jeg ikke, siger Klavs Larsen.

- Jacques var en høj og stærk fyr på omkring 190 centimeter, og han var lang og atletisk. Jeg husker, at han altid sad og tapede sine stave op både før træ-

ning og kamp.

- Og han smadrede dem for et godt ord, hvis han blev hidsig. Det var frygtindgydende, når man kom fra en lille klub, hvor man brugte to stave på en hel sæson. Samtidig skånede han ingen – hverken til træning eller kamp, tilføjer han.

Selv kom Klavs Larsen som 16-årig til Brøndby før sæsonen 1974/75 som et af de tilsæt, der skulle give bredde på holdet. Brøndby IC satsede på en blanding af etablerede og unge spillere. Den nye klub forsøgte på den måde at etablere både nutid og fremtid.

Udover Beaudoin spillede Brøndby IC med en canadisk målmand. Dwight ”the Cat” Watson, der efter endt ishockeykarriere åbnede ”Chico’s Cantina” i det indre København og blev i Danmark i mange år.

- Jeg var tiltænkt en rolle på juniorholdet, men kom alligevel med i førsteholdstruppen. Vi måbede, da vi kom til Brøndby og så faciliteterne. Vi var groft sagt vant til at træne i regnvejr ude på den åbne skøjtebane på Amager, og nu kom vi altså ud til Brøndby, hvor udstyrsrummet var lige så stort som omklædningsrummet ude hos os. Og du befandt dig på en hjemmebane med plads til 4500 tilskuere.

Som AG København Brøndby var udfordrende og kække. Klavs Oldendow-Larsen husker klubben som en tidlig udgave af ”AG København”, håndboldholdet, der kom til tops i dansk håndbold på rekordtid, og derefter smeltede totalt sammen økonomisk.

- Vi kom i lilla farver, som ingen anden klub havde spillet i tidligere. Der var ingen smalle steder derude, og der var gode forbindelser mellem vores hovedsponsor, Aabrink Rengøring og kommunen.

Vi spillede showkamp mod et svensk udvalgt hold

for et hav af tilskuere. Det kørte bare, husker Klavs Larsen.

Men ikke særlig længe. Pludselig var der bøvl med lønnen til canadierne, som nægtede at spille.

De andre hold i 1. division var opmærksom på Jacques Beaudoin, der nåede 20 point i sine 10 kampe. Motivationen faldt, Brøndby blev suverænt sidst med kun et point i 18 kampe. Eventyret var forbi, næsten inden det var begyndt.

- Vi endte med at skulle køre med et danskerhold, hvor vi juniorer også skulle bære en stor del af læsset. Det kunne ikke bære. Klubben lukkede og blev afløst af IFB75, husker Klavs Larsen.

Det blev aldrig mere til noget stort med ishockeyen i Brøndby. Men tænk nu, hvis det var gået lidt bedre dengang i 70’erne. Måske ville der stadig være is i Brøndbyhallen – eller et andet sted ved det store anlæg – og vi kunne have haft nogle gedigne lokalderbys mellem Brøndby og Rødovre. Sådan blev det ikke.

Flere historiske fakta: - Brøndby IC’s efterfølger, IFB 75, fik aldrig sportslig succes. Et nederlag på 0-41 i Vojens i en 1. divisionskamp var lavpunktet.

- Da Brøndby spillede med i grundspillet i 1. division, var klubben trods sit blot ene point kun to point efter HIK på niendepladsen.

HIK’erne snuppede tre point, og der var langt op til de næste hold, Vojens og AaB. - Den nye klub, IFB 75, valgte at skifte klubfarve til grønne trøjer.

24

70’erne

FACEOFF - 17

70’ernes ishockeystjerner

I 1973 og 1974 var de danske ishockeyspillere på samlebilleder i puk-saltpastillerne. I alt blev der udgivet 254 billeder over to sæsoner, fordelt på 11 klubber i alt. FACEOFF har fået lov at låne filerne med Tonni Hansens samlebilleder fra de pågældende sæsoner og bringer her et udsnit af datidens ishockeystjerner. Brøndby-spillerne er afbildet i forbindelsen med artiklen om ”den lilla fare” andetsteds i FACEOFF.

Esbjerg

Frederikshavn

Gladsaxe

Herning

HIK

KSF

Rungsted

Rødovre

Vojens

Herning

26

70’erne

FACEOFF - 17

Da Tårnby var på toppen

Tårnby under pres i en kamp mod KSF i 1. division. Tårnby var en fin og velfungerende klub, men formåede ikke at få en ny generation i spil til førsteholdet sidst i 70’erne.

I en enkelt sæson har Amager-ishockeyen optrådt i den bedste række. Det blev til en hurtig exit. En gammel kæmpe fortæller her om ”guldalderen” i amagerkansk ishockey TEKST: MICHAEL SØVSØ Det var i vinteren 1971. Tårnbys ishockeyhold havde netop sikret sig oprykning til 1. division og gutterne var på vej hjem over Storebælt.

De muntrede sig med fællessang og jubelråb og larmede så meget, at en vis grosserer Brock, der også var med på færgen, besluttede sig for at ringe og klage til selveste Gunnar Nu Hansen, DR’s legendariske sportskommentator.

Om klagen nogensinde nåede frem eller blev taget til efterretning, melder historien ikke noget om, men Tårnby-spillernes fest fortsatte hele vejen hjem.

I en kvalifikationsserie med Frederikshavn, Skovbakken og Herlev havde Tårnby scoret maksimumpoint og tabte blot en af 20 kampe i hele sæsonen.

Hjemme blev triumfen fejret på rådhuset med portvin og en belønningscheck på 500 kroner.

En af Tårnbys triumfatorer fra dengang hedder John Hansen. Omkring 43 år efter Tårnbys – og Amagerishockeyens – eneste oprykning nogensinde til landets bedste række – er han mødt op til en snak om gamle dage i cafeteriaet i Kastrup Skøjtehal.

50 år med hockey John Hansen er stadig aktiv oldboys-spiller. Skøjter lidt med de gamle venner en gang om ugen, og har også stadig ishockeyhjerte og overskud til at arbejde med de unge spillere i Amager Jets.

I marts 2014 var han med til at fejre 50 års-jubilæet for ishockeyen på Amager, der begyndte som Amager Skøjte- og Ishockey Klub i 1964.

- Vi var otte-ti gutter, der løb friløb sammen ude i Gladsaxe og blev enige om, at vi skulle spille ishockey, siger John Hansen, der begyndte at spille halvandet år efter klubbens stiftelse.

Det var tre arbejdskammerater fra det lokale valseværk, Gunnar Jensen, Carl Stenholdt og Mogens

Petterson, der tog det endelige initiativ til at stifte klubben. 28. februar 1964 var Amager Skøjte- og Ishockey Klub en realitet. Herefter gik det slag i slag.

I første omgang lejede klubben sig ind i Rødovre og Gladsaxe, som tog henholdsvis 60 og 80 kroner for en time på kunstfrossen is, som man kaldte det dengang, og allerede i oktober 1964 spillede ASIK sin første turneringskamp, som blev tabt 0-23 mod Gladsaxes reservehold. Et halvt år senere bevilgede Tårnby Kommune penge til en isbane på Sirgræsvej i Tårnby.

Tak til Børge Olsen - For at spille på den nye bane skulle vi være medlem af Tårnby Idrætssammenslutning, og vi havde ikke spillere nok, der var bosiddende i kommunen.

- Børge Olsen, en mægtig formand i den lokale fodboldklub, fik nys om vores projekt og indlemmede os i Tårnby Boldklub i august 1966. På den måde fik vi den rette tilknytning til kommunen. Is-

FACEOFF - 17 hockeysporten på Amager skylder Børge Olsen en stor tak, siger John Hansen.

Den første generation af spillere i Amager og Tårnby tog det store slæb for den nye ishockeyklub. De måtte tåle en række store nederlag, men efterhånden som evnerne stille og roligt blev bedre, begyndte Tårnby-gutterne også at spille med i toppen af 2. division Øst. Hvidovre var de store lokalrivaler.

- Der var ikke mange penge til overs, da den nye bane blev bygget, så omklædningsrummet var bare et betonrum. Ingen bænke, ingen knager og med en enkelt lygte i det ene hjørne. Man kunne tage sit tøj, smide det i en bunke, skifte om, og så ellers køre hjem for at tage et bad. Men uanset forholdene, var kammeratskabet helt fantastisk, husker John Hansen.

Han kigger på billedet af oprykningsholdet fra 1971 og konstaterer, at 11 af de spillere, som var med til at starte klubben, også var med til at spille Tårnby op i 1. division. Klubentreprenøren Mogens Pettersson var blevet afløst som formand af en anden ildsjæl i datidens sjællandske ishockey, Niels Nørnberg.

- Niels var altid optimist. Lige meget, hvor dårligt, vi klarede os, havde hans referater fra kampene altid et positivt aspekt, siger John Hansen.

27

70’erne - De kloge narrer de mindre kloge. Vores modstandere havde større rutine, og vi var måske lidt naive.

I mange kampe fulgte vi rigtig godt med, men manglede lige det sidste, da kampene skulle afgøres, husker John Hansen.

Det blev også til nogle gevaldige lussinger. AaB vandt 23-3 i Aalborg og hjemme blev det 2-19 mod KSF. Men Tårnbygutterne førte også 1-0 langt ind i kam- Forgængeren til Tårnby var Amager Skøjte- og Ishockey Klub, der stiller op før en kamp mod KSF på Østerbro. pen i Esbjerg, hvor 1000 tilskuere på den gamle cykelbane overvæ- enlige besøg i 1. division. Derefter gik det nedad rede, at Esbjerg-legenden Niels Schack brækkede bakke, og siden dengang har anlægget i Kastrup næsen på Tårnby-målmand Henrik Grønnemose, aldrig spillet en rolle i dansk eliteishockey. der i øvrigt blev landsholdsmålmand, med et bragende slagskud. Grønnemose måtte udgå og Es- - Vi havde faktisk en række dygtige unge spillere, som var en syv-otte år yngre end vores gruppe. bjerg vandt kampen 9-1 foran 1000 tilskuere.

Men vores sammenhold var så tæt, at vi forsømte Den 37-årige svensker Gösta Johansson var træner at indlemme de unge folk i truppen. De faldt og vi i første halvdel af sæsonen, men blev afskediget blev ældre. og halvvejs inde i sæsonen erstattet af selveste RiMidt i 70’erne forsvandt nogle af de bedste Tårnbychard David inde fra KSF. talenter til storsatsningen i Brøndby, hvor rengøringsgiganten Bent Aabrink havde gang i et større, kortvarigt eventyr. Og Tårnbys storhedstid var endegyldigt forbi.

Heldigvis holder koryfæer som John Hansen stadig ved. Og inde i cafeteriaet hænger også en række portrætter af gamle legender fra 70’erne. De bør ikke glemmes.

ASIK-spillerne gør sig klar til at kæmpe mod den sandsynlige overmagt fra hovedstaden.

Den kloge…

Vi bladrer i ”Istappen”, ishockeyklubbens klubblad fra den første del af 70’erne. Kigger på referaterne fra Tårnbys kampe i den eneste sæson klubben nåede i 1. division. Den er god nok. Der er positive elementer at spore, selv om Tårnby står som taber i stort set hver eneste kamp.

I avisreferaterne klager Tårnby-ledelsen over ufine tricks fra modstanderne og manglende dommertække. Tårnby vandt kun en enkelt af 18 kampe i sæsonen, 4-2 over Rødovre, og rykkede ned igen med et brag.

Han var virkelig en god coach og en fremragende motivator, og han fremhævede også vores kammeratskab som en af grundene til at være i klubben, siger John Hansen.

Kuriøst nok blev Richard David både dansk mester med KSF og rykkede altså ned med Tårnby i en og samme sæson. Det er næppe sket før eller siden i dansk ishockey…

Fornyelsen manglede Tårnby-kliken fortsatte nogle sæsoner i 2. division efter nedrykningen. Og var egentlig ganske godt med i kampen om oprykning i sæsonerne efter det

John Hansen. Ishockeyveteranen fra Amager har spillet i 50 år og er stadig aktiv på isen.

Flere historiske fakta: - John Hansen betegner Per Skarin som den mest talentfulde spiller, der nogensinde er kommet ud fra Tårnby/Amager/Kastrup. Skarin var en af de spillere, der blev hentet til Brøndby IC. - Tårnby havde i gennemsnit 261 tilskuere til hjemmekampene i 1. division i sæsonen 1971/72.

- Tårnbys nærmeste konkurrent i bunden af 1. division i 1971/72 var HIK, der fik ni point mod Tårnbys to. IK Aalborg rykkede op fra 2. division og afløste Tårnby.

28

70’erne

FACEOFF - 17

KLUMME

BT’s Peter Fredberg er Danmarks mest rutinerede ishockeyjournalist. Her fortæller han historien om to af 70’erne største danske ishockeynavne, Bent Roland Hansen og Jesper Hviid.

De første danskere, der søgte lykken i Sverige Gladsaxe-målmanden Bent Roland Hansen og KSFs Jesper Hviid var hotte navne i 70erne, hvor aviserne skrev mere om dansk ishockey, end de gør i dag

TEKST: PETER FREDBERG Gislaved, en flække i Småland et par hundrede kilometer fra Helsingborg, var i efteråret 1972 mål for en Sverigestur.

Jeg tog derop for at se Danmarks første to udlandsproffer, målmanden Bent Roland Hansen og wingen Jesper Hviid, debutere i 2. division mod Malmö IF. Bent Roland Hansen var datidens største danske ishockeynavn og en spiller, svenske eliteklubber viste stor interesse. Flere eksperter spåede, at den 25-årige målmand fra Gladsaxe om to år ville være blandt Sveriges bedste, og en klub som Färjestad blev i svenske aviser nævnt som en af dem, der havde seriøst kig på ham. ”Får jeg om et halvt år et tilbud, bliver jeg herovre,” sagde Bent Roland Hansen til BT. Gislaveds træner, Rolf Andersson: ”Vi får næppe lov at beholde ham. Han har udviklet sig kolossalt og kan blive en af Sveriges største målmænd.”

Mens Gladsaxe-målmanden på det tidspunkt sigtede efter en karriere hinsidan, lå det i kortene, at Jesper Hviid ville vende tilbage til KSF efter sæsonen. ”Jeg begynder efter sommerferien på universitetet.

Jeg tog med Bent herover for at se, hvor god jeg kunne blive. Mulighederne for at kunne udvikle sig derhjemme er for små,” sagde Jesper Hviid i artiklen.

Bent Roland Hansen returnerede dog til Gladsaxe efter sæsonen i Gislaved. Familien og arbejdet vandt over den svenske drøm. Men talentet havde han.

Magisk century og eksotisk VM Bent Roland Hansen blev den første danske 100 landskampjubilar. Han rundede det magiske century i den sidste landskamp i VM-turneringen i Las Palmas på Gran Canaria i 1978.

Et eksotisk VM. Vi pressefolk kom til kampene iført shorts og t-shirts og sad bag det store panoramavindue bag det ene mål i Palacio del Hielo og drak lumumba i pausen.

Det var andre tider dengang for både spillere og journalister. En dag smeltede isen i hallen, og VM blev naturligvis døbt Softice-VM. Da landsholdet landede i Kastrup, fandt tolderne flere flasker gemt i Bent Roland Hansens målmandsudstyr, men det er en helt anden historie.

Bent Roland Hansen var en legende. Han døde i 2011 i en alder af 63 år. Jeg var med til hans bisættelse fra Søborg Kirke, og det var dejligt at se så mange af hans gamle ishockeyvenner, der var mødt op, selv om han i mange år ikke havde kontakt til sporten.

Det kom bag på mange, at jeg i 2006 havde ham som målmand på ”Alle tiders danske hold” i konkurrence med yngre koryfæer som George Galbraith, Jan ”Sild” Jensen og Peter Hirsch. Men Roland, som vi kaldte ham, var i slutningen af 60erne og op gennem 70erne langt forud for sin tid.

Han var mere end nogen anden manden bag Gladsaxes fem danske mesterskaber i perioden 196775, og da jeg interviewede ham i 2006, sagde han: ”Det er sjovt pludselig at blive mindet om de gode, gamle dage. Jeg har ikke haft noget med ishockeyen at gøre siden 1979.”

Bent Roland Hansen og Jesper Hviid er klar for Gislaved.

De to første danske ”proffer” i svensk ishockey.

Hans store force var hans skøjteløb og evne til at læse spillet. Med målmandsudstyr løb han lige så godt som mange af datidens markspillere. ”At jeg blev målmand skyldtes, at vi ikke havde nogen penge derhjemme. Skulle jeg dyrke sport, skulle det være gratis. Jeg havde ikke råd til at købe skøjter. Men ville jeg stå på mål, fik jeg udstyret.”

En verden til forskel Bent Roland Hansens talent var så stort, at han efter blot tre års træning fik VM-debut på landsholdet som 17-årig. ”Der er en verden til forskel på niveauet i dag og dengang, vi spillede. Vi var amatører og lå og rodede rundt i C-gruppen. Ingen drømte om, at lille Danmark nogensinde skulle komme til at spille med verdens største ishockeynationer,” sagde han. ”Jeg er imponeret over de unge, supertalentfulde spillere som Jannik Hansen og Frans Nielsen og husker, da jeg spillede med deres fædre (Bent Hansen, Rødovre, og Frits Nielsen, Herning/AaB, red.).”

Bent Roland Hansen var flere gange i konflikt med DIUs ledelse og blev ved to lejligheder idømt karantæne. Han kritiserede de dårlige økonomiske betingelser og manglende VM-forberedelser (landsholdssamlinger var en by i Rusland), så også på det punkt var han forud for sin tid. Jeg skrev spalte op og spalte ned om hans krig med unionen.

Tro det eller ej, men dengang skrev aviserne mere om dansk ishockey end i dag.

29

70’erne

FACEOFF - 17 Da landsholdet skulle til VM i Holland i 1973, havde han karantæne, men han ville derned og hilse på sin tidligere træner i Gladsaxe og på landsholdet, Lasse Lilja, så jeg havde ham med i bilen til Holland.

Topscorer som 16-årig Jesper Hviid var 16 år, da han vandt sit første danske mesterskab med KSF 1970. Det mest bemærkelsesværdige var, at han trods sin unge alder blev topscorer i 1. division med 22 mål i 14 kampe.

Fire år senere blev den store og fysisk stærke hardhitter draftet af Winnipeg Jets i WHA, som dengang var en konkurrent til NHL. Jesper Hviid var udtaget til VM i 1971 i Holland, men kunne ikke få fri af rektor på gymnasiet, så debuten måtte vente til 1972 i Miercurea Ciuc i Rumænien.

VM-karrieren sluttede efter Danmarks første turnering i B-gruppen i Galati i Rumænien i 1979. Det blev i alt til 80 landskampe og syv VM-turneringer, og i 80erne fulgte fire år som sportschef og fysioterapeut for landsholdet.

Om sine første år i toppen af dansk ishockey siger han:

Gladsaxe-målmanden Bent Roland Hansen var sin tids største danske ishockeynavn.

”Da jeg startede i KSF, trænede vi tirsdag og torsdag og spillede kamp i weekenden. Jeg spillede også på KSFs juniorhold og juniorlandsholdet og spillede således en del flere kampe end de fleste.

Der var stor forskel på det spillemæssige niveau hos de bedste og de dårligste spillere på et hold i 1. division. Vi var nogle stykker i KSF, der kunne have gjort sig på et højere niveau.”

Jeg fandt under research til denne artikel et eksemplar af BT fra mandag 22. marts 1971. Jeg havde skrevet fire sider om sæsonens sidste kamp, Gladsaxe versus KSF. Gladsaxe var sikre på guldet uanset resultatet.

I anden periode forlod KSF isen i Gladsaxe Skøjtehal i protest mod Gladsaxes ”svinske og farlige spil”, og skandalen var en kendsgerning.

Manden bag udmarchen, KSFs formand og kaptajn Guddi Høybye, blev senere idømt to års karantæne og resten af holdet tre spilledage. KSF kunne være blevet degraderet for ikke at have fuldført turneringen, men fik lov at blive i 1. division.

Kun Hviid sagde tak Jesper Hviid var efter kampen den eneste KSF’er, der blev kaldt en sportsmand. Han takkede efter den afbrudte kamp mestrene fra Gladsaxe, mens holdkammeraterne var gået i omklædningsrummet.

Jesper Hviid startede karrieren i KSF og sluttede den i Rungsted. Her er dommeren Kaj Elley i snak med Rungsted-trioen Per Holten Møller, Jesper Hviid og Søren Gjerding.

”Under balladen var jeg nede for at blive syet for en flænge under det ene øje og vidste ikke, hvad der var sket. Da jeg kom op, var mine hold-

kammerater skredet, og når jeg nu alligevel stod på isen, ville jeg ønske Gladsaxe-spillerne til lykke med mesterskabet,” mindes han den groteske situation.

Om aftenen havde jeg inviteret til en større rundbordssamtale på BT med Guddi Høybye, Bent Roland Hansen, DIUs formand Otto Randholm, dommerklubbens formand Kaj Elley og Rødovreformanden Albert Thorup.

Otto Randholm, Kaj Elley og Albert Thorup fordømte i skarpe vendinger KSF-kaptajnens handling.

Derimod forstod Bent Roland Hansen godt Guddi Høybye. Han kunne have fundet på det samme og tilføjede: ”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Flere skandaler, flere tilskuere, flere penge i kassen.”

Og Guddis ord i overskriften på BT-sportens forside: ”Jeg har intet at fortryde.”

Her er spillerne på Peter Fredbergs hold På baggrund af de hundredvis af kampe i klub- og landsholdsregi, jeg har haft det privilegium at overvære som journalist på BT siden 1970, satte jeg 2. juledag 2006 det efter min mening bedste danske hold i 70erne, 80erne, 90erne, perioden 2000-2006 samt ”Alle tiders danske hold”.

80erne

Det var to uger før Danmarks første NHL-spiller, Frans Nielsens debut for New York Islanders. Derfor leder man forgæves efter spillere fra NHL-generationen på ”Alle tiders danske hold”.

90erne

Samtidig kårede jeg Heinz Ehlers, der debuterede i Elitserien som første dansker i 1984, som den bedste danske spiller gennem tiderne.

Her er mine hold: 70erne Jens Nielsen, tv., Heinz Ehlers og Kim Staal slår tonen af inden B-VM i Danmark i 1999.

Målmand: Bent Roland Hansen Backs: Per Holten Møller og Jan Andreasen Forwards: Frits Nielsen, Egon Kahl og Jesper Hviid

Målmand: George Galbraith Backs: Jesper Duus og Michael Faber Forwards: Jens Nielsen, Heinz Ehlers og Per Viggo Jacobsen

Målmand: Jan ”Sild” Jensen Backs: Jesper Duus og Jesper Damgaard Forwards: Jens Nielsen, Heinz Ehlers og Søren True 2000-2006 Målmand: Peter Hirsch Backs: Daniel Nielsen og Jesper Damgaard Forwards: Kim Staal, Frans Nielsen og Morten Green Alle tiders danske hold Målmand: Bent Roland Hansen Backs: Jesper Duus og Jesper Damgaard Forwards: Jens Nielsen, Heinz Ehlers og Kim Staal

30

80’erne

FACEOFF - 17

Se her: Danske stjerner i ung udgave og godt, gammeldags hockeygarn. 80’erne var en spændende periode i dansk ishockey. Der blev spillet mange tætte kampe, sommetider i en hård atmosfære. Og mange gode udlændinge. Samtidig begyndte danske spillere efterhånden at være så dygtige, at de rykkede til store, svenske klubber.

FACEOFF - 17

31

80’erne

VOJENS King George skabte målmandsrevolution

at modtage pucken, så vi kunne sætte et angreb i gang, siger George Galbraith.

Sådan havde man aldrig set en målmand spille før. Tag med til Vojens og slutningen af 70’erne, hvor en karismatisk canadisk keeper var en stor del af et sønderjysk storhold TEKST: MICHAEL SØVSØ King George. Kort og godt.

George Galbraith er en legende i sønderjysk ishockey. Fra dengang, hvor spillerne fra guldholdet i Vojens fik fire engelske bøffer med i posen, når de handlede hos den lokale slagter. Bare som en ekstra belønning for at underholde byens borgere og gøre dem stolte nede i den lille stationsby.

Æresmedlem Den dag i dag er han stadig et stort navn i Vojens.

Netop fyldt 60 år og udnævnt til æresmedlem i Vojens Ishockey Klub, da klubben fejrede 50 års-jubilæum i fjor med en stor nostalgidag.

George Galbraith giver champagnen fuld gas efter et af VIK’s mesterskaber omkring 1980.

Der var videohilsen på storskærmen fra sønnen Patrick og ikke et øje var tørt den eftermiddag i Vojens.

Med Galbraith i målet cruisede Vojens IK til det første danske mesterskab i 1979. I den kamp, der sikrede sønderjyderne mesterskabet, lod canadieren sig skifte ud, da Vojens førte 13-0! i Herning. Reserven Keld Frausing skulle også have del i triumfen.

- Vi var nærmest guder i Vojens. Jeg måtte ikke få lov at betale mine varer nede hos købmanden, og fik gerne stukket ekstra varer ned i posen. Det var nærmest til at blive flov over indimellem. Gik du rundt ude på gaden, spurgte tilfældige folk, om du ville med ind til en kop kaffe. Man blev virkelig beundret hos befolkningen – selv ude i Haderslev (Vojens’ større naboby).

I Canada var George Galbraith et målmandstalent, der fik tilbudt et scholarship på Clarkson University, hvor han tilbragte sin collegetid. Derefter kom han ind under New York Rangers’ paraply, hvor han kæmpede med syv andre målmænd om at komme ind i truppen. Hårde odds.

Udsigten til hockey i farmerligaerne drev George Galbraith til at tage chancen i Europa. At det blev Vojens skyldtes, at han blev kontaktet af den daværende træner hos sønderjyderne, Bob Marcous, der gerne ville prøve en canadier i buret.

Pure canadisk Galbraith havde haft nordamerikanske forgængere

George Galbraith var en central aktør både i 1980 og 1982, da VIK gentog triumferne.

Han droppede senere målmandsudstyret og gik ud for at spille back, men vendte tilbage i målet og sluttede først karrieren endegyldigt i marts 2001, hvor han på grund af skader blev skiftet ind i en kamp i Herning. På det tidspunkt var han 46 år.

i den danske liga. Dwight ”The Cat” Watson huserede i Brøndby og Gladsaxe i 70’erne og gjorde også et fint indtryk. Men da George Galbraith kom til Vojens skete der noget helt specielt.

Ikke blot var Galbraith noget helt specielt og eksotisk med sit mørke, krøllede hår, han var også en fremragende målmand. Spillestilen var pure canadisk.

- Hjemme i Canada var jeg opdraget med, at en målmand gik ud af målet og deltog i spillet – både bag mål og også med længere pasninger. Det var de slet ikke vant til i Danmark, og mine medspillere fik pludselig en sjette medspiller.

- Vi trænede rigtig meget i at få brugt min måde at spille hockey på. For eksempel noget med, at Søren Kragballe (landsholdsspiller og en af de store spillere i VIK’ s guldepoke) kom ned i en bue for

I mellemtiden havde han flere gange optrådt for det danske landshold og fået statsborgerskab, men fik på grund af en række ærgerlige teknikaliteter ikke lov at optræde ved C-VM i Ungarn i 1983. Han sagde nej til tilbud fra Schweiz, Tyskland, Sverige – og var på et tidspunkt tæt på at skifte til Herlev, fordi han kendte deres nordamerikanere, Dana Barbin og Frank Barth.

Men han blev i Vojens, og har altid været fast inventar i og omkring skøjtehallen og SE Arena i den lille by med den store ishockeypuls.

Flere historiske fakta: - Vojens IK-holdet omkring 1980 var spækket med stjerner: Egon Kahl, Steen Schou og Torben Uldall for blot at nævne enkelte – med Kahl som det vel nok største navn nogensinde i Vojens-hockeyen. Han er stadig et ikon. Og æresmedlem nøjagtig som George Galbraith.

- Vojens og Rødovre spillede den første ægte playoff-finale i 1981/82. Det var bedst af tre i finalen, og pudsigt nok var lige netop de to klubber modstandere af knockout-formatet.

Den tredje finale endte 5-1 til Vojens hjemme i ”Blikskuret”.

- Den legendariske hjemmebane blev færdiggjort i 1973, som afløser for den udendørs bane i Vojens. Drenge B-holdene fra Vojens og Esbjerg spillede den første ishockeykamp i hallen.

32

80’erne

HIK Ed Galiani var starten på HIK’s storhedstid

FACEOFF - 17

nåede NHL. Men han var en fantastisk ishockeyspiller. Livlig, hurtig og med et fremragende skud og skøjteløb, siger Christian Abelin.

Via Barth og Barbin Det var Søren Gjerding, der trak Ed Galiani til HIK. Gjerding var kommet til HIK fra Gladsaxe, og var på det tidspunkt en markant personlighed i dansk ishockey. Efter at Ole Andersen havde lagt en seriøs linje sidst i 70’erne, blev Gjerding manden, der førte HIK fra 2. division og op i landets bedste række.

En dag først i 80’erne kom Søren Gjerding brasende ind i Herlevs omklædningsrum og spurgte Frank Barth og Dana Barbin, om de ikke kunne skaffe en spiller eller to af samme kaliber som dem.

HIK-holdet fra 1983/84. I den midterste række – som nummer fire og fem fra venstre – ses Ed Galiani og Jeff Beaney.

I 1980’erne var HIK konstant blandt landets fem-seks bedste ishockeyhold og havde i to sæsoner en af de bedste udlændinge nogensinde herhjemme

TEKST: MICHAEL SØVSØ Engang var hjemmebanefarverne i Gentofte Skøjtehal orange. Den nye generation af ishockeyfans husker måske ikke, da HIK huserede i landets bedste ishockeyrække, men i løbet af 80’erne spillede Hellerup-gutterne sig op i 1. division og havde en evne til at tiltrække nordamerikanere langt over gennemsnittet.

Som undertegnede husker HIK, var det altid et farligt – og ikke mindst uforudsigeligt – mandskab for alle modstandere. Uanset, om det var hjemme eller ude.

Christian Abelin var en af klubbens toneangivende danske spillere, og han var HIK’er gennem hele sin karriere. I dag er han Team Manager for Unibet Stars Gentofte, og har daglig kontakt med Metal Liga-holdets ledelse. Ishockeyen er stadig i hjertet.

En sublim spiller FACEOFF besøger Christian Abelin en vinteraften i et hyggeligt køkken på en villavej i Gentofte. Han sværmer stadig, når han taler om de gamle dage,

På det tidspunkt var Barth og Barbin ved at avancere til nogle af de mest markante spillere i dansk ishockey, og de anbefalede at hente Jeff Beaney, som Herlev-duoen kendte fra amerikansk universitetshockey.

Beaney skulle have været af sted, men trak sig i sidste øjeblik, og i stedet kom Eddie Galiani. Beaney kom alligevel – men først året efter, hvor den nordamerikanske duo blev en frygtet enhed i 1. division.

og specielt én spiller får smilet frem på læberne: Eddie ”Ed” Galiani.

Ikke blot fordi Christian Abelin stadig har god kontakt med vennen Galiani, der nu er ishockeytræner og bosat i New York.

Men også fordi Ed Galiani var en helt sublim ishockeyspiller af en klasse, som var sjældent set i dansk ishockey.

Amerikaneren var så skarp, at han i sine to sæsoner i Danmark kom på All Star-holdet, ligesom han i slutningen af sin spillerkarriere blev indlemmet i USA’s landsholdstrup.

Efter sit ophold i HIK fortsatte Ed Galiani til Sverige, Norge og til sidst Lausanne i Schweiz. I to sæsoner i den danske 1. division nåede han 140 point i blot 54 kampe.

- Ed var ikke særlig stor, og det var Christian Abelin har fundet den gamle orange trøje og skøjterne frem. I formentlig kun derfor, han aldrig dag er han Team Manager for Unibet Stars Gentoftes hold i Metal Ligaen.

33

80’erne

FACEOFF - 17 Flere historiske fakta: - Søren Gjerding var til sjov og ballade. Men han forlangte også, at man ydede noget og han var parat til at gøre hvad som helst for holdet.

Engang kom politiet før en kamp for at hente en af vores spillere, der hang med nogle ubetalte bøder. Søren betalte, vi stillede med fuldt hold. (Christian Abelin om den spillende træner Søren Gjerding, der førte HIK op i 1. division) - Per Holten Møller var sindssygt analyserende hele tiden, og han var i stand til at hive det bedste ud af hver enkelt spiller. Sommetider kunne man tænke: ”Hvad fanden har han gang i”, men han fik jo som oftest ret.

- I sæsonen 1994/95 blev HIK’s førstehold for en stund omdøbt til Team Panasonic. Gentofte Skøjtehal fik nyt look med tv-skærme (som i øvrigt stadig hænger i hallen) og siddepladser.

Satsningen gav dog ikke pote, for HIK landede uden for top seks med fem finske spillere på holdet.

Dagspressen døbte dem Chip og Chap, for Jeff Beaney havde samme statur og spillestil som Galiani: Begge var små, hurtige og mørklødede og de skabte kaos i modstandernes forsvar i 1983/84-sæsonen. .- Ed og Jeff var hinandens modsætninger sådan rent personligt. Ed var en festlig fyr, der råbte og skreg og havde masser af temperament, mens Jeff var en mere stille og rolig gut. Jeg lærte virkelig meget af dem, selv om jeg bare var spilstation, når jeg spillede i kæde med dem, siger Christian Abelin.

Tæt på bronze i 1990 Efter karrieren sluttede, fortsatte Ed Galiani som træner, og han er i dag pensioneret ”Fire Fighter” i New York – et job, hvor man trækker sig tilbage som 52-årig.

Samtidig træner han et juniorhold i New York Islanders-organisationen, men er svensk gift og vil meget gerne tilbage til Skandinavien for at træne, fortæller Christian Abelin over køkkenbordet. Et pift til danske klubber, der måske savner en solid og erfaren coach til næste sæson.

HIK fortsatte fremgangen i løbet af 80’erne og hentede flere dygtige nordamerikanere. Blandt andre Scott Fahr, Peter Maher og John Archibald.

Sidstnævnte spillede i slutningen af 80’erne sammen med Søren Tauson og Christian Abelin. I HIK’s 100-års jubilæumsskrift betegner man respektfuldt trioen som historiens bedste kæde i HIK. Klubbens storhedstid kulminerede i 1990, hvor det lykkedes at ende i top fire i grundspillet. I semifinalen blev Rødovre for stærke, mens bronzekampene mod Frederikshavn begge blev tabt på overtidsmål.

Siden fløj HIK aldrig højere i dansk ishockey og midt i 90’erne transformeredes klubben over i IC Gentofte.

Sæsonen 1995/96 blev den sidste i HIK-regi.

Men HIK nåede at sætte et fantastisk aftryk på dansk ishockey. Christian Abelin var blot en af mange store spillere i klubben, der også fostrede folk som Sonny Neumann, Kristian Just, Søren Tauson og Henrik Petersen for blot at nævne en håndfuld.

- Sammenholdet i klubben var helt igennem fantastisk op gennem 80’erne, og det levede vi højt på. Ligesom i dag var der ikke mange tilskuere til vores kampe, men truppen var så sammentømret, at man ikke forlod HIK, når man først var kommet til klubben. Det var en af vores store styrker, siger Christian Abelin.

STATUS: UNIBET STARS GENTOFTE Det har været en sæson med både op- og nedture for klassens nye dreng, Unibet Stars Gentofte, der har leveret en række flotte resultater, men samtidig er at finde i bunden af tabellen i Metalligaen.

Det er et stort spring for klubben, samt de mange frivillige, når man tager springet til det højeste niveau, men hvor kommer lysten og viljen egentligt fra?

“Jeg tror, det gælder for spillere, såvel for de mange frivillige og aktive forældre i Stars, at klare mål er en vigtig del af motivationen”, udtaler Peter Ferslew fra Unibet Stars, og fortsætter; “For et par år siden tog vi en for os, stor beslutning nemlig at ansætte en sportschef på fuld tid. En person, der dagligt har tæt kontakt til alle klubbens ungdomstrænere og som sammen med dem, sætter en klar linje for den sportslige udvikling – hele vejen fra vores U7 hold til elite holdet Unibet Stars Gentofte”.

“Og når vi uge for uge kan se, at det hårde og fokuserede arbejde der ydes i klubben giver resultater, giver det også lyst til at sætte flere projekter i gang. Og naturligvis vil vi spille med i Metal Ligaen, slutter Peter Ferslew.

Cheftræner Karsten Arvidsen uddyber; “Jeg synes, at det har været en god udvikling for hele klubben, at vi fra starten af denne sæson, har været med i den bedste danske række Metal Ligaen.

- Hele ’holdet’ omkring vores 1. divisionsmandskab har sukket efter denne udvikling i flere år”.

Unibet forøgede i 2014 deres spiludbud på ishockey-kategorien markant, og tog navnesponsoratet i den traditionsrige Gentofte-klub. Hos sponsoren er man tilfreds; ”Vi er glade for at være engagerede i dansk ishockey, og har fundet et godt match i Gentofte, som har arbejdet benhårdt på at blive klar til denne sæson. Vi glæder os over, at være en del af udviklingen”, udtaler Kim Olesen, direktør hos Unibet Danmark.

Download Unibet Pro til iPhone og Android, og spil på alle kampene i Metal Ligaen Unibet_Stars_Annonce_225x155_STATUS.indd 1

16/01/15 15.07

34

HERLEV

80’erne

FACEOFF - 17

Herlevs bedste nogensinde

Dana Barbin og Frank Barth tog dansk ishockey med storm og sikrede Herlev klubbens hidtil eneste danske mesterskab TEKST: MICHAEL SØVSØ - Hej Michael. Dana Barbin her. Mange tak for din e-mail. Jeg vil meget gerne snakke med dig. Ha’ det godt.

Det er et døgns tid siden, jeg har fundet Dana Barbins mailadresse og sendt en forsigtig forespørgsel.

Har han tid og lyst til at svare på nogle spørgsmål om tiden i Herlev i 1980’erne? Tiden, hvor han og makkeren Frank Barth var ”State of the Art” i dansk ishockey, raserede topscorerlisterne og sikrede Herlev det hidtil eneste danske mesterskab.

Dana Barbin efterlader ingen tvivl i telefonsvareren. Opkaldet kommer fra New Hampshire, USA og den tidligere Herlev-gigant taler endda dansk med tyk, amerikansk accent.

Da vi rammer hinanden senere på ugen på telefonlinjen New Hampshire-Fyn, griner han, da jeg fortæller ham, at vi herhjemme lige har spist frikadeller med ungerne, og han fortæller begejstret om sin 18-årige søn Henrik, der spiller både soccer, ishockey og ikke mindst baseball.

- Siger du VM i Danmark i 2018! Jeg bliver nødt til at ringe til Frank (Barth) og sige: Hey! We gotta get over there and meet some old friends, siger Dana Barbin med begejstring i stemmen.

Hans hustru, Marianne, blev erobret under årene i Herlev, og derfor er hans kærlighed og forhold til

Danmark noget helt specielt. Han har stadig kontakt med flere af holdkammeraterne fra dengang, og har modtaget masser af besøg fra Danmark hjemme i New Hampshire.

Her har Dana Barbin været ishockeytræner på Exeter Philips Academy i hele 28 år. Han står for ishockeylinjen og uddanner spillere til at tage næste step i pyramiden – at komme på college for at spille ishockey. Det lykkes som regel. 14 spillere fra Exeter er såmænd også blevet draftet til NHL. Herlevs gennembrud Det var den legendariske træner Richard David, en af de første nordamerikanske legionærer i dansk ishockey, der i sin tid hentede Dana Barbin og Frank Barth til Herlev. David havde kontakt til Charlie Holt, coach på University of New Hampshire.

Frank Barth (tv) og Dana Barbin (th) flankerer Michael Faber, en af tidernes bedste danske backs. Alle tre spillede en kæmpe andel i Herlevs eneste danske mesterskab.

Richard David ville gerne op fra 2. division med Herlev, og fik af Holt anbefalet at prøve Barth og Barbin.

- Vi kom til Danmark i april 1981 for at se på forholdene, da vi var færdige på college. Ingen af os var gode nok til NHL, så vi var interesserede i at komme til Europa for at prøve os af et års tid.

Og forestil dig, hvad en uge i København i foråret kan gøre ved to unge mænd med mod på livet. Vi kunne lide det, og var klar til at vende tilbage, når sæsonen skulle i gang.

FACEOFF - 17 Der var ingen tvivl om, at både Dana Barbin og Frank Barth var overkvalificerede i den danske 2. division. Men de havde det sjovt med at spille på et vindende hold og bar Herlev frem til oprykningsfinalen mod Esbjerg i vinteren 1982. Et Esbjerg-hold, der i øvrigt talte unge udgaver af senere storspillere som Erik Lodberg og Erik B. Andersen – og finske Seppo Santanen.

Herlev vandt 9-4 i den tredje og afgørende oprykningsfinale, og da boet blev gjort op efter sæsonen havde Barbin (80 point) og Barth (72 point) sat deres første aftryk på dansk ishockey.

Smag på 1. division - Selvfølgelig var ishockeyen slet ikke på det niveau, som vi var vant til hjemmefra. Men vi spillede på et vindende hold, og Frank og jeg havde set på kampe i den bedste række i Rødovre og Rungsted. Vi kunne godt tænke os at prøve kræfter med den bedste række, vi havde fået smag på København – og Richard (David) ville gerne beholde os.

35

80’erne klusive slutspil leverede Frank Barth 102 point (50 mål, 52 assister), Dana Barbin endte på 98 point (33 mål, 65 assister).

- Frank og jeg havde spillet sammen fire sæsoner i college, og var nu på tredje sæson i Herlev. Vi havde fundet hinanden og kunne nærmest spille sammen i blinde. Den ene vidste altid, hvor den anden var. Frank var lidt bedre til at skyde, min første tanke var altid at aflevere.

- Vi spillede stort set altid sammen med Jesper Jørgensen, der gjorde et fremragende job. Han blev kaldt ”pingvinen”, og man kunne altid stole på, at han slap pucken i rette øjeblik. Han gjorde vores kæde komplet.

Barth og Barbin tog en sommer hjemme i Nordamerika og vendte tilbage til Herlev.

Og de kække oprykkere – det var faktisk Herlevs første sæson nogensinde i den bedste række – gjorde hurtigt indtryk i 1. division. Frank Barth (80 point) og Dana Barbin (68 point) sluttede fænomenalt som nummer et og to på topscorerlisten i grundspillet.

Herlev sluttede som nummer to, og spillede i semifinalen den bedst besøgte hjemmekamp nogensinde i klubbens historie. For at booste tilskuertallet til den tredje og afgørende semifinale mod AaB havde Herlev-kassereren George Petersen solgt 1000 Dana Barbin fandt sin hustru Marianne i Herlev. Her ses de begge sammen med billetter til AaB’s storsponsor sønnen Henrick.

Kurt Hildebrand.

- Michael Faber og Jan Larsen kom ind i powerplay Herlev-ledelsen fortrød, at man reelt havde sagt – ofte sammen med Arne Schultz, der havde et farvel til hjemmebanefordelen og flyttede kam- bedre skud end Jesper Jørgensen. Det var en frempen til Gladsaxe, hvor 3743 tilskuere! mødte op ragende formation, siger Dana Barbin. og så AaB vinde 7-3. Herlev vandt bronze med et par sejre over Rungsted, men det var ikke nok for Herlev var ude i en vild semifinaleserie mod rivatræner Richard David, der endnu engang angreb lerne fra Rødovre, der vandt den første kamp 4-2 og rykkede bedst af tre-serien til Kostalden. Rødyderligere. ovre kom hurtigt foran 2-0.

Faber som sweeper - Vi fik nogle vigtige nye spillere, ikke mindst Mi- - Kort før pausen vandt Frank en faceoff, førte chael Faber fra Rødovre. Richards system var altid pucken tilbage til Jesper (Jørgensen), der scorede. baseret på to forwards, to halfbacks og en sweeper. Stort set på ”the buzzer”. Det vendte kampen for Faber kunne spille en halv kamp som sweeper, og os og vi vandt 6-4. Så kom vi hjem til Herlev og han blev i den grad en bærende spiller på holdet, kom hurtigt bagud 0-3. siger Dana Barbin i telefonen fra New Hampshire.

- Kort før første pause havde jeg pucken bag mål, 1983/84-sæsonen blev magisk for Herlev. Et tjek og så Jan Larsen komme skøjtende fremad. Det på statistikerne fortæller, at Barth og Barbin lagde lykkedes mig at finde ham, og vi reducerede. Jeg endnu et lag til deres sublime spil. I 33 kampe in- husker det tydeligt. Vi kom igen og 22 sekunder

før tid scorede Michael Faber et powerplay-mål til 5-4, siger Dana Barbin.

Hovedparten af de 1850 tilskuere i Herlev gik amok, og på mange måder var sejren over lokalrivalerne næsten større end finalesejren mod Aalborg.

Guldet blev sikret med en 2-1-sejr i Samsøgade i den nordjyske hovedstad, og Herlev var på rekordtid nået til tops i dansk ishockey – med den dynamiske canadiske duo som absolutte hovedpersoner.

Tilbage til Rungsted Året efter startede dansk ishockey forfra og helt uden udlændinge. Dana Barbin røg til Kristianstads IK og savnede muntre Danmark.

- I Sverige var der kun én fest i klubben. Og det var efter sæsonen. I Danmark kunne man tage en øl og feste, men spillerne kunne lide at spille hockey og arbejdede ærligt og hårdt, selv om der ikke var særlig mange af dem, der tjente penge, siger Dana Barbin.

For ham var det hurtigt tilbage til Danmark. Marianne trak i ham, og det samme gjorde Rungsted. I 1985/86-sæsonen måtte man kun have en udlænding, og det var Frank Barth, der landede i Herlev.

Rungsted var i den næstbedste række, og Barbin kvitterede med at blive suveræn topscorer. Det var ikke nok til at skubbe AaB ned fra førstepladsen og ikke nok til at rykke op i det efterfølgende kvalspil.

Samme historie gentog sig sæsonen efter. Med 106 point i 30 kampe leverede Dana Barbin sit arbejde, samtidig som han var spillende træner, men Rungsted måtte blive nede.

Som duo leverede Barth og Barbin deres sidste store indtryk på dansk ishockey ved C-VM på hjemmebane i Brøndby i 1987. Som trænere for det danske landshold rykkede de op i B-gruppen og blev på den måde historiske – også som landstrænere.

I dag bor Frank Barth i Toronto-området og arbejder inden for tøjbranchen. Dana Barbin er hockeymand og forbliver det resten af livet. I Herlev er de begge legender – og forbliver de absolut største gennem tiderne – indtil næste mesterskab en dag er vundet…

Flere historiske fakta: - Da Herlev rykkede op i sæsonen 1981/82 havde klubben over 500 tilskuere i snit til 12 hjemmekampe i grundspillet i 2. division. Tre kampe i slutspillet trak 3647 tilskuere i alt! Cifre, som Herlev Eagles-ledelsen i dag ville være svært tilfreds med.

- I 2004 fejrede Herlevs mesterhold 20-året for DM-guldet med en kamp mod Rødovre og efterfølgende spisning og hygge. Både Barth og Barbin var til stede.

- Herlev har kun vundet en DM-medalje siden Barbin og Barth huserede i klubben. I sæsonen 1987/88 blev det til sølvmedalje i fireholds-slutspillet efter suveræne Esbjerg.

36

ODENSE

80’erne

FACEOFF - 17

Odenses første iskrigere

Odense IK’s oprykkere fra sæsonen 1990/91. I forreste række ses den lyshårede cheftræner Ole Andersen og assisterende træner Kim Ottosen, der i artiklen fortæller om de tidligere OIK-dage.

Midt i 80’erne ringede Danmarks Ishockey Union til Odense og bad fynboerne om at deltage i 1. division. Her er historien om den gruppe spillere, der tog de tørre tæsk og støbte fundamentet for fynsk ligaishockey TEKST: MICHAEL SØVSØ Odense Ishockey Klub er formentlig den eneste ishockeyklub nogensinde, der har været i Ude og Hjemme. Damebladet for de modne kvinder bragte en stor feature i løbet af sæsonen 1985/86, hvor OIK for første gang nogensinde optrådte i landets næstbedste række, 1. division.

Det var sæsonen, hvor fynboerne slog de fleste negative rekorder i dansk ishockey. Odense-mandskabet var altid et godt grin værd på avisernes resultatsider om mandagen. Eksempelvis efter nederlag på 5-17 og 1-20 mod Skovbakken, der sluttede næstsidst i rækken.

I alt lukkede OIK 380 mål ind i blot 24 kampe, men fynboernes slidsomme færd gennem 1. division påkaldte sig sympati. Spillerne var tapre og derfor en slags helte. Og det var derfor, Ude og Hjemme og flere andre medier kiggede forbi den gamle Odense Skøjtehal for at skrive om de fynske spillere.

- Fundamentet til 1. divisionsholdet blev støbt nogle år forinden. På det tidspunkt bestod klubben af

en række unge drenge med mod på ishockeyen og en del ældre spillere. I 1984/85-sæsonen var det en blanding af de to grupper, der udgjorde førsteholdet, fortæller Kim ”Øgle” Ottosen, der var en af de unge knægte – og med i OIK fra klubbens start.

1-57 I dag er han stadig aktiv som træner, og Kim Ottosen er en de ildsjæle, der var med til at skabe byens ishockeykultur og bære klubben gennem de første, vanskelige sæsoner.

Vi sidder en aften i december 2014 i klubrummet, hvor han fortæller om gamle dage.

I 1984/85-sæsonen spillede Odense i 2. division Vest mod reserveholdene fra de øvrige jyske klubber og vandt en enkelt kamp. Fynboerne skulle derefter ud i et kvalspil mod Hvidovre og Skovbakken om plads nummer syv i 1. division. Fire kampe blev tabt med i alt 1-57.

Derfor var det ganske overraskende, at Danmarks Ishockey Union alligevel ringede for at invitere Odense med i 1. division året efter. Det splittede

vandene i OIK, der ellers var kendt som en klub med et forrygende sammenhold.

- Der var en hel del af gamle, der stoppede – de ville ikke være med. Vi stod stort set tilbage med et halvt hold til 1. division.

- Men fik samlet folk nok, brændte for hockeyen, kørte i tog til udekampene i København og havde det i det hele taget utrolig sjovt, husker Kim Ottosen.

70 nederlag i 72 kampe En søndag var Odense-truppen på vej til Københavns Hovedbanegård med tog og fik mere opmærksomhed end normalt. Medpassagererne grinede og kiggede underligt på de fynske ishockeyspillere, og det viste sig, at de var på en sektionsforside i Berlingske Tidende den pågældende dag.

DIU ville have gang i Odense, og det fik de. De muntre fynske svende fik både et Humørlegat, kom i førnævnte Ude og Hjemme, og da holdet spillede mod suveræne AaB, havde de nordjyske supportere arrangeret et mål fyldt med pucke til

FACEOFF - 17 OIK’erne inden kampen. I sympati og drilleri. AaB vandt 24-0 i de to holds første indbyrdes opgør i 1. division. Ingen nåde der.

I tre sæsoner tabte Odense 70 ud af 72 kampe i 1. division. Det blev til to uafgjorte – 6-6 mod Hvidovre og 3-3 mod Rødovres reserver, der spillede under navnet Red Wings. Leif Nielsen var på en uriaspost i målet, hvor han sled og slæbte – og tabte.

Fremsynede folk - Men der begyndte lige så langsomt at ske noget i kulissen. Fremsynede folk som Jørgen Jensen, Mads Lund og Harm Ehmen kom ind i bestyrelsen.

Erik Haugaard blev formand, og ishockeykulturen voksede, fortæller Kim Ottosen.

Så gik det fremad. I 1988 – lige før jul – vandt Odense 16-3 over Gladsaxe og tog den første sejr Flere historiske fakta: - ”Man er først en taber, når man holder op med at forsøge at vinde!”. Underforstået: Der er altid en ny kamp, der kan vindes. Det er kendetegnet for Odense-ishockeyhistoriens klub-DNA, fortæller Kim Ottosen.

- Den første udlænding, som Odense spillede med i Eliteserien, var amerikaneren Mike Murray. Han var med til at sikre Odense 12 point i 28 kampe, lige nøjagtig nok til at undgå et kvalifikationsspil. Det blev i stedet Herlev, der kom derned – og københavnerne mistede pladsen i den bedste række til Vojens.

- Odense har to gange været i DM-finalen, men aldrig vundet guld. Til gengæld har Odense Bulldogs tre pokaltitler at bryste sig af. Klubben har derudover været i to pokalfinaler.

37

80’erne nogensinde i 1. division. Ted Galo, amerikansk spillende coach fra Rungsted, var kommet til klubben. Peter ”Scooter” Rasmussen, AaB-stjerne, var blevet udelukket fra 1. division på grund af dårlig disciplin og endte i Odense. Og spillerne fra det gamle Drenge A-hold var blevet voksne og dygtige ishockeyspillere.

- Vi har sat nogle store krydser, hver gang vi har fået den første sejr over en ny klub. Så har det ligesom været ”YES, nu har vi også taget dem”.

- Vores første pokalsejr står også som en stor dag. Men jeg har været med i klubben her i 37 år, og kommer nok til at knibe en tåre, når vi en dag tager guldet.

Det er der også andre, der gør, siger Kim Ottosen.

- Derefter fik vi hentet Ole Andersen til klubben.

Han rykkede klubben endnu et gear med sin professionelle tilgang til sporten. Vi sluttede som nummer fire i foråret 1990, og nu var vi endelig et hold, der kunne vinde kampe, siger Kim Ottosen, mens vi sidder og kigger på holdbilleder fra gamle dage.

Holdet fra 1990/91 er historisk. Det var nemlig foreløbig sidste sæson med Odenses bedste ishockeyhold i den næstbedste række.

For blot seks sæsoner efter at DIU havde ringet, spillede fynsk ishockey sig op i Eliteserien.

Kim Ottosen var i mellemtiden blevet assisterende træner for Ole Andersen, men mange af holdkammeraterne fra den første tid var stadig i truppen, der havde fået tilsæt af rutinerede Vojens-spillere som Finn Juhl, Frank Møller, Jeppe Isager og Erik Pedersen. Mads og Mikkel True var hentet i Skovbakken.

I den næstsidste kamp i grundserien tog Odense til Vojens og vandt hele 11-2, og en fyldt Odense Skøjtehal tog imod heltene til sæsonens sidste kamp mod Skovbakken. Resten er historie, og Kim Ottosen glæder sig til den dag, hvor Odense endelig tager et dansk mesterskab.

Designed to let you take your hardest shot, the SUPREME TOTALONE MX3 is built for power. With incredible energy transfer from the shaft to the blade, multiply your force and shoot harder than ever before.

38

80’erne

SKOVBAKKEN / AARHUS

FACEOFF - 17

Da Aarhus var tættest på Ishockeyholdet fra Skovbakken var blandt landets ti bedste i slutningen af 80’erne, men ramlede ind i nogle uheldige sæsoner, hvor der blot var syv hold i landets bedste række – og dermed ikke plads til holdet fra den jyske hovedstad

TEKST: MICHAEL SØVSØ Århusiansk ishockey har altid stået i skyggen af eliten i Danmark. Og selv om der gennem tiderne har været arbejdet rigtig hårdt, så er det aldrig lykkedes for århusianerne at markere sig i den bedste række.

Centrum for ishockeysporten har altid været den nordlige del af byen, og i 60’erne var Århus-ishockeyen, i skikkelse af Skovbakken også på linje med flere af de nuværende ligaklubber fra for eksempel Frederikshavn og Aalborg.

I 70’erne fik Skovbakkens ishockeyafdeling fik en flot sponsorkontrakt skrevet under med Trøjborg Centret på hele 25.000 kroner, men hverken i anden halvdel af 70’erne eller i begyndelsen af 80’erne var der sportsligt afkast i form af oprykning på trods af, at der indimellem var hentet assistance udefra. Både canadiske og svenske profiler var således på besøg i Århus, men lige lidt hjalp det.

Opblomstringen på isen kom i slutningen af 80’erne, hvor Skovbakken måske havde sin stærkeste ishockeytid overhovedet. Desværre var det samtidig med, at adgangen til den bedste række var den sværeste gennem historien med kun syv hold i Eliteserien.

Blandt de ti bedste Både 1988/89 og 1989/90 var Skovbakken blandt de ti bedste klubber i Danmark regnet ud fra grundspilsplaceringerne, og klubber som Hvidovre, Odense, KSF og Gladsaxe kunne slet ikke følge med, når de gule spillere fra det nordlige Århus skruede tempoet op.

Skovbakken har gennem tiderne opfostret flere dygtige spillere, der senere har brilleret i store sammenhænge.

Mest kendte er True-brødrene, Søren, Mads og Mikkel, hvoraf de to første som bekendt har spil-

let gennemgående roller i dansk ishockey. Den senere Odense-profil, Mads Stensgaard har ligeledes rødder i ishockeymiljøet i Aarhus op gennem 80’erne.

- Vi var tæt på flere gange i slutningen af 80’erne, og det er måske i virkeligheden der, hvor vi overhovedet var tættest på at komme med i den danske elite.

- Vores uheld har altid været, at der har været andre klubber, der har satset på samme tid som os – og lige trukket det længste strå i kampene om oprykning, siger den mangeårige leder Ole Linaa i DIU’s jubilæumsbog ”Fra pionerånd til verdensklasse”.

Blev til Århus IK Skovbakken blev til Århus IK i 1991, hvor en skrantende økonomi fik Skovbakken til at skille sig af med ishockeyafdelingen, der blev konverteret til en selvstændig forening. Rent sportsligt kom Århus IK ikke længere end sine forgængere. Kvalifikationsspillet var maksimum, og klubben var præget af konflikter mellem bredden og eliten.

På den måde fremstår de sene 80’ere altså stadig som en slags storhedstid for aarhusiansk ishockey.

Ligesom østjyderne kan ærgre sig over, at der ikke var 10 hold i Eliteserien i de pågældende år, så ville et Skovbakken-mandskab med Mads og Mikkel True og Mads Steensgaard i et par sæsoner mere måske også have givet det lille ekstra pift, som kunne have sendt klubben op i den bedste række – måske i stedet for Odense, som jo blev dansk ishockeys kometklub i årene derefter. Hvem ved?

Flere historiske fakta: - I 1972/73-sæsonen behøvede Skovbakken” blot et enkelt point i Frederikshavn for at sikre sig adgang til oprykningskampe i 2. division mod øst-vinderne fra Hvidovre. Nordjyderne vandt dog 5-3 og rykkede senere op.

- To gange har skøjtehallen i Aarhus såmænd dannet ramme om hele to ishockeyhold: I ”gamle dage” i 70’erne var CB Aarhus, holdende til i bydelen Christiansbjerg, en konkurrent til Skovbakken i 2. division Vest. I 2006/07-sæsonen spillede Århus Elitishockey mod Team Crocodiles Århus i en direkte match foran mange tilskuere i skøjtehallen. Århus Eliteishockey vandt 5-4, men overgav kort efter hele truppen til konkurrenterne.

- Fonden Proventura, en sportsfond i Aarhus, var i to år i 2006-08 inde omkring eliteishockeyen i byen og var tilsyneladende tæt på at skaffe kapital nok til en ligadeltagelse. Desværre lykkedes det heller ikke dengang at få den jyske hovedstad ind i ligaen.

Trykning af reklamer på avispapir?

På Trykkeriet Nordvestsjælland har vi specialiserede os i at trykke reklametryksager, specielaviser, der er hæftet og renskåret, på flere forskellige avispapirtyper i små og store oplag…

Vi trykker på: 40 og 42,5 gram avispapir, 45 gram avispapir pink, 49 gram super exo, 52 gram super exo, 60 gram super exo, 70 gram super exo træfrit offset, 80 gram super exo træfrit offset.

Kontakt Trykkerichef Niels Grinsted Trykkeriet Nordvestsjælland for flere oplysninger og trykprøver på: Telefon 88 88 43 81 niels.grinsted@sn.dk eller læs mere på www.tnvs.dk

Trykkeriet Nordvestsjælland

40

80’erne

FACEOFF - 17

RØDOVRE Tryllekunstneren fra Voskresensk Den første russiske spiller nogensinde i den danske liga satte et kraftigt aftryk – både i den bedste række og i 1. division, hvor Gladsaxe utroligt nok holdt på ham i fire sæsoner efter at Bragin havde tryllet i Rødovre

TEKST: MICHAEL SØVSØ

målstegn eller komme med bortforklaringer, hvis han påpegede ens fejl.

De danske tv-seere, der overværede kampen mellem Rusland og Danmark ved U20-VM i Canada i december kunne i den russiske boks se en helt unik personlighed som cheftræner.

Bragin var ikke bare hvem som helst. Han var tidligere kaptajn og leder på det russiske ligahold, Khimik Voskresensk. Det var et scoop at få ham til Danmark, og han var en del af den bølge af vanvittig stærke udlændinge, som Jesper Schultz så glimrende beskriver i sin klumme andetsteds i FACEOFF.

Valery Bragin er efterhånden blevet 58 år, og det er små 20 år siden, han forlod dansk ishockey som en af de største udlændinge nogensinde. Pudsigt nok stod han i Canada overfor Olaf Eller, en af de tidligere holdkammerater fra Rødovre, og de to gamle guldjægere fra Vestegnen klappede også hinanden på skuldrene efter kampen som Rusland vandt 3-2 efter straffeslag.

- Bragin sagde jo først – sådan typisk russisk: ”You have two good players and a good goalie…”. Senere indrømmede han dog, at hele vores hold havde spillet godt og anerkendte vores præstation, griner Olaf Eller.

Første russiske spiller Valery Bragin kom til Rødovre i sommeren 1989 og Rødovre fortsatte dermed sin tradition med at hente russisk inspiration til klubben. Det havde tidligere været via trænerne Boris Kulagin og Valery Schilov, men nu hentede Rødovre altså for første gang en spiller til klubben. Bragin skulle samtidig have trænerhvervet – med Carsten Nielsen som assistent.

- Fra start stod der rigtig meget respekt om ham. Han var i begyndelsen af sin trænerkarriere, og ikke nødvendigvis verdens bedste træner. Men konstellationen med ham og Carsten var perfekt, og træningen var benhård. Hver gang. Og vi fik ny inspiration og nye ideer, siger Gert Hansen, der spillede back på Rødovre-holdet i storhedstiden.

- Han studerede alt minutiøst. ”I see video”, Valery Bragin med Herbert Knox-trofæet som hver sæson gives til sagde han altid. Man skulle ikke stille spørgs- Rødovres mest værdifulde spiller.

Et niveau over alle - Bragin var jo bare pisse snu. Han havde både fart og et fremragende blik for spillet og havde et helt andet niveau end os andre i alle spillets facetter.

Kneb det for os, var han også typen, der lige kunne tage pucken og sætte den, siger Gert Hansen.

Valery Bragins første sæson i Rødovre blev en strålende succes. Det rullede for kæden med Karsten Arvidsen, Michael Widenborg og den russiske tryllekunstner. Rødovre vandt grundspillet sikkert og spillede sig i finalen. Den første finalekamp blev en af de mest legendariske i klubbens historie.

Der var 5563 tilskuere i Brøndbyhallen - det må være rekord for en dansk klubkamp - og de fik et sprudlende Rødovre-hold at se. Bragin førte an i 11-4-sejren. I den anden kamp i finaleserien tog russeren selv affære i overtiden, som han afgjorde via et blændende solomål. Det var Bragins sæson.

- Den kamp i Brøndbyhallen står vel som den største, mens han var i Rødovre. Jeg kan stadig huske den mur af tilskuere derinde.

Det var helt vildt, siger Gert Hansen, der selv spillede back sammen med Benny Nielsen i den pågældende finaleserie.

Til Gladsaxe Bragin fortsatte yderligere fire sæsoner i Rødovre uden flere danske mesterskaber til følge. Men han fortsatte sin enorme pointproduktion og fremstod år efter år som en af de største profiler i dansk ishockey.

Utroligt nok endte Valery Bragin sin danske karriere med at spille fire sæsoner i Gladsaxe i 1. division. Rødovre ville ikke fortsætte med den dygtige russer på holdet, og så slog Gladsaxe til, fortæller den nuværende og daværende manager i klubben, Henrik Klinkvort.

- Vi fandt ud af, at han egentlig ikke var så dyr, så vi hyrede ham sæsonen efter. Uden sammenligning den bedste spiller nogensinde i Gladsaxe. At han kom til klubben betød, at spillere som Martin Asperup, Poul B. Andersen, Thomas Thornberg og Brian Holse.

- I de år vandt vi alt i 1. division, og det var ikke mindst Bragins fortjeneste. En af sæsonerne var vi et stolpeskud fra at klare kvalifikationsspillet og rykke op, siger Klinkvort.

FACEOFF - 17 I Gladsaxe var Bragin vellidt. Gik lidt og brokkede sig over – på ”cirkusengelsk” – at det aldrig var ham, der havde tjent de mange millioner i NHL. Når Gladsaxe-spillerne spillede fodbold til sommertræningen, stoppede træningen først, når Bragin havde vundet. Og gennemgående kunne det indimellem være så hårdt, at spillerne kastede op.

Russeren var altid i bedst form.

Det var også Valery Bragin, der prædikede, at spillerne ikke måtte ryge – og selv stod og røg i smug. Da en ung Herlev-spiller i en kamp gik lidt for hårdt til russeren, tog Bragin affære. Han trykkede modstanderen op i banden, holdt ham fast og sagde ”STOP!”.

Russisk boss - Han var den russiske boss i den danske liga, og han var altid midtpunkt, når de russiske spillere holdt hof. Eksempelvis når holdene mødtes på færgen hjem fra Jylland. I det hele taget var han meget

41

80’erne russisk i sin tilgang til livet, husker Henrik Klinkvort.

- En af vores spillere havde problemer med ægteskabet og mødte ikke op til træning. Bragin sagde: ”No practice. What? Problems with wife. He must get new wife… Samtidig var han stenhård overfor de andre russiske spillere, vi havde i løbet af de år.

Blandt andre Vadim Popov, som spillede en måned med et brækket ribben. Bragin ville ikke lade ham gå til lægen, husker Henrik Klinkvort.

- Når vi spillede kampe, var det tydeligt, at han ikke gav sig hundrede procent. Han lod de andre prøve at spille og overlod scenen til dem. I powerplay var han fremragende. Han sagde bare til de andre ”you stay there, you stay there”, og så dirigerede han det hele. På et tidspunkt kom pasningen fra Bragin. Knivskarp og gerne til Brian Holse, siger Gladsaxe-manageren.

Allerede i 70’erne var Rødovre i gang med den opdragelse af spillere, som altid har karakteriseret klubbens ”ånd” og fundament. Det gav pote i storhedstiden i 80’erne.

Det var ikke tilfældigt, at Rødovre var en force i dansk ishockey i 80’erne. For allerede dengang var forstadsklubben en talentsmedje, og Rødovre var en af de første danske klubber, der trænede struktureret hele vejen op gennem ungdomsafdelingen.

At en række tidligere, markante spillere allerede i 70’erne tog fat i de unge drenge, var vigtigt for 80’er-succesen, mener en af heltene fra dengang, Gert Hansen.

- Han var virkelig, virkelig dygtig. Jeg coachede vores U20-hold i en DM-finale ude i Herlev og Bragin havde ikke sagt noget i hele kampen. Rungsted havde scoret to gange i powerplay på nøjagtig samme kombination, og jeg vendte mig mod Bragin.

- Så begyndte han på whiteboardet: He stay there, he stay there… Jeg spurgte ham hvilke fire mand, jeg skulle bruge i boksplay. Det var lige meget, sagde han. Rungsted scorede ikke mere i powerplay i den kamp, siger Gladsaxe-manageren.

Bragin sluttede sin karriere i Gladsaxe i 1998, og har siden trænet tre klubber i KHL og både det russiske U18- og U20-landshold.

Det er ikke nogen tilfældighed, at den efterhån-

Talentarbejdet har altid været Rødovres styrke

TEKST: MICHAEL SØVSØ

den 58-årige Valery Bragin er endt som en af helt store trænere i den store russiske ishockeymaskine.

Henrik Klinkvort kalder Bragin for et taktisk geni.

- I virkeligheden høstede vi alle frugterne fra arbejdet op gennem 70’erne. Folk som Leif Thomsen, Carsten Nielsen, Torben Thorup og Bruno Dormann havde alle været spillere og blev siden trænere i klubben. De skabte den kultur og struktur.

Der blev gjort et kæmpe stykke arbejde, som siden har præget Rødovre, siger han.

Også den legendariske svenske træner, Benny Burakovsky, i øvrigt far til de senere danske ligaprofiler, Robert Burakovsky og Mikael Burakovsky, karakteriseres af Gert Hansen som en stor inspirationskilde og en årsag til, at Rødovre tog et kraftigt ryk fremad sidst i 70’erne og hele vejen op gennem 80’erne.

13-2 over KSF Rødovre strøg eksempelvis forbi 70’ernes københavnske s t o r k l u b b e r, KSF og Gladsaxe, der havde forsømt at opdrage næste generation. Noget begge klubber faktisk stadig lider under i dag.

Rødovres 13-2-

sejr på Østerbro i sæsonen 1977/78 var et symbol på skiftet i københavnsk ishockey.

I 1977 kom den russiske supertræner Boris Kulagin til klubben. Kulagin, om hvem legenden fortæller, at han blev tilbageholdt første gang han besøgte Rødovre Centrum, fordi han troede, at man i Vesten bare måtte fylde indkøbsvognene med varer og tage dem gratis med hjem.

- Det var et kæmpe scoop at få Kulagin til klubben. Han satte nogle brikker, løftede lige klubben en ekstra tand og fik det sidste ud af potentialet i Rødovre. Derefter kom Valeri Schilov ind og tog over. Han var nærmest et endnu større scoop. Men begge var virkelig dygtige folk og træningen var stenhård, husker Gert Hansen.

Rødovre var med i toppen hvert år efter den første sæson i 1978, men måtte vente fem år på det næste mesterskab. Til gengæld vandt RSIK’erne tre mesterskaber i perioden 82/83 til 85/86. Den homogene trup og den store bredde var holdets styrke.

I foråret 1983 var Rødovre det eneste hold i guldkampen, der ikke havde udlændinge på holdet. Til gengæld havde man folk som Olaf Eller, Tommy Pedersen, Kim ”Musen” Andersen – og mange flere.

Herlev fik lov et enkelt år, men Rødovre slog hurtigt tilbage og vandt guld i både 1984/85 og 1985/86.

En ung Jesper Duus var inde på holdet i 1986, og netop den måde, unge spillere kom ind i Rødovretruppen på, var også en af klubbens styrker, siger Gert Hansen.

- Var man ny, ung knægt på holdet, blev man ikke kanøflet. Man kunne for eksempel blive inviteret hjem til en af de mere rutinerede folk til spisning.

Der var en stor imødekommenhed og åbenhed – også et karaktertræk, som holder helt frem til i dag.

Sammenholdet, ånden og stemningen var allerede dengang fantastisk i Rødovre, siger han.

42

90’erne

FACEOFF - 17

Nogle af de ansigter og begivenheder, der tegnede 90’erne i dansk ishockey. Petri Skriko i aktion for Herning og makkeren Todd Bjorkstrand, der har fået tildelt B.T.’s Gyldne Puck. Bragin og Truhno var eksponenter for den russiske æra, der begyndte og fortsatte i Rødovre i mange år. Actionbilledet er fra en kamp med Team Panasonic, der forsvarer sig stenhårdt. Team Panasonic var lig med HIK, og det første hold, der direkte fik tilknyttet et sponsornavn.

90’erne

FACEOFF - 17

HVIDOVRE

43

90’erne

Ydmyge og unikke Tambijevs og Ignatovijs – eller bare ”Tambi og Igna” – fremstår stadig som Hvidovres bedste udlændinge nogensinde.

TEKST: MICHAEL SØVSØ

fantastisk teknik. Deres spilforståelse var fremragende, og deres speed var utrolig.

- Skal jeg være helt ærlig, så overraskede det mig, at de var SÅ gode. De dominerede jo fuldstændig og løftede et hold fra at være bundhold til tophold.

Spillere som Bjorkstrand, Skriko, Starkov og Chistyakov havde langt bedre materiale omkring sig.

De var godt hjulpet. ”Tambi og Igna” skulle løfte rigtig meget selv. Og det gjorde de.

- Samtidig kendte de hinanden til mindste detalje.

Det betød, at de gjorde hinanden endnu bedre. De havde aldrig været uden for Letland, og kom til Danmark med en ydmyg attitude, siger Olaf Eller.

Olaf Eller tænker tilbage på sæsonerne midt i 90’erne, hvor to lettiske guldfugle, Andrejs Ignatovijs og Leonids Tambijevs huserede i Hvidovre, og han sværmer stadig, når han tænker tilbage på en af de bedste duoer i den danske ligas historie. En duo, som Olaf Eller trænede i Hvidovre.

Tredjemanden i den lettiske kæde i den første sæson var den store Jesper Andersen og senere den finske, habile veteran Jarmo Jamalainen.

Hvidovre-truppen blev løftet højt opad af de to dygtige letter, der var suppleret af Roger Andersson, en anden svensker, Richard Åkesson, og finske Jarmo Jamalainen. Sæsonen 1995/96 står

- Det blev aldrig helt det samme, efter at Igna blev skadet. Der skete faktisk det, at vi faldt ned i tabellen - også selv om Tambi gjorde alt, hvad han kunne. Der er ingen tvivl om, at de to var motoren på vores hold, og med den ene del af motoren manglende eller på halv kraft, så siger det selv, at det ikke kunne fungere optimalt, husker den mangeårige Hvidovre-leder og spiller, Bent Axel Andersen i DIU’s jubilæumsbog fra 2008.

I semifinalepuljen i DM-turneringen var Esbjerg for stærk en modstander, og mesterskabsfavoritten fra Herning vandt også sikkert bronzekampene. Hvedebrødsdagene var ovre for Hvidovre, Tambi og Igna, der i 1996/97 måtte kæmpe hårdt for igen at komme med blandt de seks bedste.

De to letter skulle bære for meget, og det blev ikke nemmere med de andre ligaklubbers opmærksomhed på den strålende duo, samtidig med at der kom flere og stadig stærkere udenlandske spillere til den danske liga.

Ingen danske klubber havde før haft øjnene op for, at Letland, efter Sovjetunionens fald, var et lille land med enorme mængder af ishockeytalent. Letterne var på det tidspunkt på vej op i det internationale ishockeyhierarki, og Hvidovre og gjorde et gigantisk kup ved at hente Leonids Tambijevs og Andrejs Ignatovijs hos Riga 2000, der på det tidspunkt spillede med i den russiske Superliga.

De to små lettiske spillere skulle vise sig at blive de bedste udenlandske spillere nogensinde i en Hvidovre-trøje. De to dygtige spillere blev spottet af Hvidovre-lederne under VM-turneringen i København i 1994 og blev siden hyret til klubben, hvor de begyndte i 1995/96-sæsonen.

Måden som ”Tambi” og ”Igna”, som de hurtigt blev døbt, hærgede den danske liga på, var helt exceptionel.

Ydmyge og unikke - De var opdraget på i den klassiske russiske ishockeyskole. De var små, men havde begge en

Slut på en æra I kvartfinalen blev det til 0-3 i kampe mod Esbjerg. De større ligaer havde naturligvis fået øje på Hvidovres letter, og midt i sæsonen 1997/98 fløj guldfuglen Leonids Tambijevs af sted til Lukko Rauma i den bedste finske række, hvor han i øvrigt også fik masser af succes. Tilbage stod Ignatovijs og et par nye letter, Grigorjevs og Cubars, der var tæt på at føre Hvidovre tilbage blandt de seks bedste.

Leonids Tambijevs var den ene part i Hvidovres superduo og en af de stærkeste spillere i lettisk ishockey nogensinde.

stadig som den bedste ligasæson nogensinde for Hvidovre, der skød sig op på en historisk fjerdeplads i grundspillet.

Motor på halv kraft Den kunne formentlig have været endnu højere, hvis ikke Andrei Ignatovijs midt i sæsonen fik et ordentlig smæk på kæben af Hernings Ulrik Larsen.

Det skete i pokalfinalen, Hvidovres hidtil eneste i klubbens historie.

I ”Skovhugger-turneringen”, den fortsatte Eliteserie, hvor de fire nederste hold dystede med klubberne fra 1. division om de sidste to pladser i kvartfinale, var Hvidovre endda lige ved at miste kvartfinalepladsen til Odense.

Ottendepladsen i den samlede grundspilsstilling betød, at Hvidovre løb ind i favoritterne fra Herning, der vandt sikkert i tre kampe. 9-0-resultatet i Herning i den tredje kvartfinalekamp markerede, at den store æra var forbi i Hvidovre, for i sommerferien måtte man ligeledes slippe Andrei Ignatovijs, der lige som Tambijevs søgte mod andre og større ishockeylande.

44

90’erne

FACEOFF - 17

ESBJERG / HERNING

Erik Lodberg som altid i centrum i de hårde nærkampe for Esbjerg.

- Vi elskede alle sammen de kampe Had og kærlighed, fremragende ishockeyspil og toughness vi ikke kender til i dag. Dan Jensen og Erik Lodberg stod midt i det hele som to af de store kæmper. FACEOFF har bedt dem se tilbage

Dansk ishockey i 90’erne er lig med de store kampe mellem Esbjerg og Herning, og det er en rivalisering, som stadig får fans og spillere af den forrige generation til at sværme.

Haller fyldt til bristepunktet en time før kampstart, smædesange under opvarmningen. Dramatik, hårde nærkampe og spillere, der i 60 minutter bare ikke kunne fordrage hinanden.

- Det var fantastisk de år, hvor det hele kørte. Til den første kamp mod Herning i september eller oktober kom der gerne over 4000 mennesker i hallen i Esbjerg. Og i Herning kunne tilskuerne finde på at råbe ”lorte-Lodberg” i tre kvarter i træk.

- Min søn tror jo, jeg er åndssvag, når jeg fortæller ham det. Men som sportsmand var det så stort, at du næsten ikke kunne rumme det. Havde du spillet en god kamp i Herning, gik det hele jo op i en højere enhed, siger en af hovedpersonerne fra

100.000

medlemmer har nu valgt Det Faglige Hus

Du kan også blive en del af den store succes

Danmarks billigste fagforening med a-kasse for alle www.detfagligehus.dk/succes | tlf. 7020 2064 | sms BILLIGST til 1231*

*sms info: Pris 0 kr. + trafiktakst. Udbyder: Det Faglige Hus, John Tranums Vej 23, 6705 Esbjerg Ø

TEKST: MICHAEL SØVSØ

dengang, Erik Lodberg med bred vestjysk accent, da han bliver bedt om at mindes de legendariske dage.

- Jeg stod engang oppe i cafeteriaet i Herning efter en kamp, og en dame på godt 50 år i sort pels kom op til mig og spyttede mig i hovedet. Jeg skulle bare købe en pølse. Sådan var stemningen dengang. Der var had, men også kærlighed.

- Vi elskede jo alle sammen de kampe, og der var

45

90’erne

FACEOFF - 17 gensidig respekt spillerne imellem. Jeg har tit sludret med Frits (Nielsen, Herning-træner) efter kampene, og på landsholdet var der altid et godt kammeratskab mellem spilerne fra Herning og Esbjerg.

mellem. Så hårdt fysisk, at man ikke kan forestille sig det i dag. Heller ikke i Canada. Der blev tacklet igennem hver eneste gang, og det blev noteret, hvem der præsterede i slåskampene.

Erik Lodberg var altid, hvor man fik tæsk. Hvor man gav og tog af et godt hjerte, og hvor det gjorde ondt.

- Taktikken var ganske enkelt at smadre modstanderen – og det skulle gerne gøre rigtig ondt på deres bedste spillere, husker Dan Jensen.

Han orkede ikke at spille i farmerligaerne i USA, og ville i første omgang gerne til Europa og helst Tyskland.

Det lykkedes dog ikke få tysk pas, og i stedet vendte Jensen sig mod den danske mulighed.

Med dobbelt statsborgerskab ville han Watch out! Erik Lodberg er flyvende foran Herning-målet. Det var Esbjerg-angriberens ikke tælle yndlingsområde. som udlæn- Jeg har fået 96 sting i ansigtet, og jeg tror de 80 af ding og fik henvendelser fra både HIK, Frederiksdem er kommet i kampene mod Herning. De var havn og AaB Ishockey. I sensommeren 1989 landede han i Aalborg. Mest fordi det tiltalte ham med hårde, siger han. en nordamerikansk træner. På det tidspunkt var Joe Clark i boksen i det nordjyske.

Ren vold Sidst i 80’erne gik en ung mand rundt ovre i Richmond Hill i Canada og overvejede sin fremtid. - Det var en forfærdelig sæson. Jeg spillede ikke Dan Jensen havde en tysk mor og dansk far, som særlig godt, og klubben var i problemer. Ved juletid var udvandret til Canada i 50’erne og nu havde bo- var der ikke flere penge i kassen, så jeg tog hjem til Canada og spillede sæsonen færdig på min brors sat sig i Toronto-området. juniorhold. Og derefter stoppede jeg med at spille Ishockeymæssigt havde unge Jensen aftjent sin ishockey. Orkede ikke mere, siger Dan Jensen. værnepligt i Ontario Hockey League som hårdfør Små 25 år senere sidder vi overfor den lune fyr i back hos Peterborough Petes og Guelph Platers. cafeteriaet i Kvik Hockey Arena.

Han havde kæmpet sig gennem drenge- og juniortiden i en canadisk hockeykultur, hvor man skulle Dan Jensen ville være brandmand. Et godt job stå op for holdkammeraterne og ikke mindst sig i Canada, og på den lokale liste med 500 ansøgere stod han øverst. Han havde tidligere spillet selv. ishockey sammen med en af chefens drenge, og - Ellers overlevede man ikke. Det var ren vold indi- det gav kredit.

Opkald fra Frits Nielsen 14 dage før den civile karriere skulle tage sin begyndelse lå Dan Jensen en mandag på sofaen hos sine forældre med tømmermænd. Han havde taget en ekstra fridag efter en hård weekend, da telefonen ringede. Det var Frits Nielsen fra Herning, der bare lige ville høre, om unge Jensen ikke kunne tænke sig endnu en sæson i Danmark.

Dan Jensen har tændt guldcigaren ni gange i sin tid som Herning-spiller. Det gør ham til en regulær legende i det midtjyske.

- Først ville jeg sige nej. Det var slut med ishockey. Men min far stod ved siden af, og gjorde tegn til mig. Man skal aldrig sige nej med det sam-

me, sagde han. Og efter vi havde tænkt lidt over situationen, besluttede jeg mig for at tage tilbage til Herning.

Dan Jensen skulle ende med at blive den mest vindende ishockeyspiller i Danmark med sine ni gange DM-guld. Men i første omgang endte han midt i en stor, jysk rivalisering og han passede perfekt ind på et Herning-hold med canadisk snit.

Rent fysisk overmatchede Dan Jensen stort set samtlige spillere i den danske liga dengang.

- Tacklingerne og fysikken var min spillestil. Da jeg begyndte i Danmark, tacklede jeg lige så hårdt, som da jeg spillede hjemme i Canada. Det var ganske enkelt for hårdt, og selv om jeg forsøgte at diskutere lidt med dommerne, endte det med, at jeg måtte lave lidt om på min spillestil. Sådan går det jo, griner Dan Jensen.

Ubarmhjertige dueller Dengang i 90’erne stødte han ofte sammen med Erik Lodberg omkring målet. Duellerne var hårde og ubarmhjertige.

- Noget af det, jeg husker bedst fra de kampe er, at der altid var meget blod. Folk gik altid rundt og blødte. Vi slog meget på hinanden, når dommerne

Og sådan ser han ud i dag, den gamle Esbjerg-kæmpe.

Lodberg og Dan Jensen – og i øvrigt også de andre spillere fra Herning og Esbjerg – klapper hinanden på skuldrene, når de mødes den dag i dag.

kiggede væk. Man brugte ikke stavene som våben, men kunne du sætte en crosschecking, der gjorde ondt, så gjorde du det.

- Men personligt har jeg aldrig spillet hockey for at skade en modstander, selv om jeg spillede hårdt.

Jeg indrømmer gerne, at jeg spillede hårdt. Erik (Lodberg) var en af dem, der kunne tage imod og give igen. Det havde jeg respekt for, siger Dan Jensen.

- Hockeyen var en helt anden dengang. En kampsport, og det var en god tid. Dan var en af dem, man elskede at hade. Det gjorde ondt at møde ham, og han var overlegen i mange af spillets faser.

Og så var – og er - han en skide sympatisk fyr, siger Erik Lodberg.

46 Olle og Tolle Kampene mellem Esbjerg og Herning blev også i høj grad dueller mellem de udenlandske stjernespillere. Esbjerg med det mere tekniske og russiske snit hyrede først Oleg Starkov og siden Anatolij Chistyakov. Starkov kom til Danmark før sæsonen 1991/92. Herning blev naturligvis tegnet af Todd Bjorkstrand og Petri Skriko, som var de helt store stjerner i omklædningsrummet.

90’erne Chistyakov testede knæet ved at køre rundt på et ben, da han var retur på isen. Og var klar igen.

tid. I den tredje finale i Herning blev Esbjerg slået med 9-2.

Savner fysikken Esbjerg toppede i 92/93 og gik året efter videre i Europa Cuppen for mesterhold. Men de tre følgende finaledueller vandt Herning. Træneren for

Esbjerg tog revanche året efter med en finalesejr over Rungsted.

I 1996/97 mødtes de to klubber foreløbig sidste gang i en finaleserie. Herning vandt. Erik Lodberg var stoppet Dan Jensen er stadig stærkt i 1994, mens Dan Jensen spilengageret i dansk ishockey. lede helt frem til 2005. Begge Han var med i ledertruppen på det danske U20-landshold savner de elementerne fra de ved VM og er til daglig træner i drabelige dueller i 90’erne.

Herning IK’s ungdomsafdeling.

Stemningen, tilskuerne og den toughness, der fulgte med.

- Oleg (Starkov) var en fantastisk type både som mennesker og h o c k e y s p i l l e r.

Han kunne alt med en hockeystav. Og vi havde en ny generation af spillere, der var klar til udfolde dens potentiale.

- Oleg var en mand af få ord.

Ligesom Radoslav (Svoboda – tjekkisk verdensmester, der var med til at føre Esbjerg til DM-guld i 1987/88) var han en af de der ydmyge kommunistdrenge, der var vant til at stå ret, når der kom en kommissær ind i omklædningsrummet.

- Det kunne vi danskere grine af, men vi kunne også lære af det. Han var fantastisk disciplineret, siger Erik Lodberg. Året efter – i sæsonen 1992/93 – kom Anatolij ”Tolle” Chistyakov til Esbjerg – og hans tilstedeværelse betød, at Esbjerg måske spillede den bedste sæson nogensinde i klubbens historie. Herning blev mast 3-0 i finaleserien.

Hårdføre russere - Han var en helt anden type end Oleg. Man kunne tale med ham, og han havde en lidt anden og mere taktisk spillestil. Samtidig med, at han var en gudsbenådet tekniker. Oleg og Tolle var jo ikke canadiere, der piskede os frem på det mentale plan, men de udførte deres ordrer til punkt og prikke. Selv på deres bundniveau kunne de køre folk ovenud, siger Erik Lodberg.

- Tolles største problem var, at han fik mange tæsk.

Han var ikke så stor, og når spillere som Dan (Jensen) og Erik (Petersen, en anden af Hernings backer), slog på ham, så endte han med at reagere.

Indimellem tabte han hovedet, men det får ikke hans ishockeymæssige klasse til at blegne, siger Erik Lodberg.

Både Starkov og Chistyakov var hårdføre. De tog imod masser af tæsk i den danske liga, og Starkov måtte ud i med en trælårsoperation med 13 centimeters omkredsreduktion. Chistyakov mistede sit korsbånd i det ene knæ, men blev reddet af muskulaturen omkring knæet.

FACEOFF - 17

- Der er facetter af spillet fra dengang, som jeg savner. Ishockey er ikke Ludo. Dommerne i dag har det med sætte sig selv i centrum og fløjte kampene i stykker, men der er momenter, hvor tingene skal have lov at udvikle sig.

midtjyderne, Frits Nielsen, havde fået skabt en utrolig vinderkultur i klubben, og så havde han Todd Bjorkstrand på sit hold.

- Når du har været inde omkring målet tre-fire gange og fået et kindkys, så stopper du på et tidspunkt.

Todd han blev bare ved. Han var på en eller anden måde sværere at stoppe som spillertype, og så kom Skriko også til. Frits var en dygtig mand, siger Erik Lodberg.

Herning tog over og vandt guld i både 94/95-sæsonen og i 95/96. Hvis Esbjerg havde sin ”class of 92/93”, var Hernings gyldne sæson den i 1994/95.

Midtjydernes hold var spækket med stjernespillere. Ikke blot Skriko og Bjorkstrand, men også finnerne Jouni Vento og Erkki Mäkelä på toppen af deres ydeevne. Suppleret med danske profiler som Lars Pagh, Ronny Larsen, Frederik Åkesson og Ulrik Larsen.

Forsvarskrumtappen Dan Jensen lavede hele 51 point i 42 kampe i den sæson, hvor Herning blot tabte to af 43 mulige matcher. Måske historiens mest suveræne DM-guld i nyere

- Ishockey skal have lov at være en kampsport. Det nytter ikke noget, at spillerne kører rundt med fullfacehjelm, halskrave og tandbeskyttere og ikke får en ridse. Jeg siger ikke, at det er lig med, at der skal være slagsmål, men det må gerne gøre ondt. Ishockey er en kampsport, siger Erik Lodberg.

- Da Nicklas (Dan Jensens søn) begyndte at komme på holdet i Blue Fox, fulgte jeg dem lidt tættere. Så kom jeg til en kvartfinalekamp i Esbjerg en fredag aften med gratis adgang. Der var 1000 tilskuere eller sådan noget. Jeg var rystet.

- Jeg ved godt, at reglerne og ishockeyen er anderledes i dag, men jeg savner mere fysik og flere tacklinger. Var spillet hårdere på den måde, ville der også komme flere tilskuere, siger Dan Jensen.

TIS S OT PRC 2 0 0 . 3 16 L STA I NL E S S ST E E L C AS E WIT H S CRE W-DOWN C ROW N A N D C AS E BAC K , W IT H A WAT E R R E S I STAN CE U P TO 2 0 BAR (20 0 M / 660 F T ) . I N N OVATO RS BY T R ADI T I O N .

TISS OT.C H N ÆR ME STE FORHANDLER OPLYSES PÅ TLF. 8813 6060

DANSK METAL BYDER VELKOMMEN TIL SPÆNDING OG GODE OPLEVELSER I METAL LIGAEN Husk at du altid finder de seneste nyheder og den aktuelle stilling i Metal Ligaen på metalligaen.dk og på facebook.com/metalliga