HUMAN På sporet af det menneskelige Thomas Thaulov Raab Illustrationer: Lea Letén
FADL’s Forlag
Human. På sporet af det menneskelige. 1. udgave, 1. oplag Thomas Thaulov Raab © FADL’s Forlag, København ISBN 978-87-93590-12-0 Forlagsredaktion og projektledelse: Carl-Albert Demidoff Redaktionsassistent: Sofie Korenko Jensen Omslag: Julie Panton Sats: Graphorama.dk Illustrationer: Lea Letén Tryk: Opolgraf Printed in Poland 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med Copydan, skal ved ønske om kopiering henvende sig til FADL’s Forlag. FADL’s Forlag Amagertorv 29B, 3. sal 1160 København K www.fadlforlag.dk redaktion@fadlsforlag.dk
INDHOLD
INDLEDNING 7 FØRSTE DEL: MENNESKETS VERDEN 19 1 Velkommen til verden 21 2 Menneskemasser i menneskekasser 43 3 Det forlorne paradis 67 4 Et barn af fremtiden 91 ANDEN DEL: DET MENNESKELIGE UNIVERS 115 5 En prik i universet 117 6 Drømmen om den perfekte rationalitet I: Socialfysik 145 7 Drømmen om den perfekte rationalitet II: Det økonomiske menneske 187 8 En naturlig balance 217 9 Det menneskelige univers 249 TREDJE DEL: HUMANITAS 285 10 På sporet af det menneskelige 287 11 Det moralske dyr 307 12 Menneskets tidsalder 351 13 Mellem himmel og jord 377 EFTERORD 397 REFERENCER 399 REGISTER 414
INDLEDNING
Hvad er et menneske? Det kan virke banalt at spørge. Vi genkender trods alt let andre mennesker. I løbet af få brøkdele af et sekund er vi i stand til at identificere menneskelige ansigter, stemmer og bevægelsesmønstre såvel som hele den menneskelige kropsform. Det er derfor kun naturligt, hvis man føler, at det er et spørgsmål, man intuitivt kender svaret på. Det er først, når man begynder at formulere svaret, at problemerne melder sig. MENNESKEDYRET
Et menneske kan defineres som et medlem af dyrearten Homo sapiens. Ved første øjekast kan det virke som et tilfredsstillende svar på vores spørgsmål. Ved et nærmere eftersyn bliver det snarere en anledning til fortvivlelse: Dyrearter afgrænses normalt fra hinanden som særskilte grupper af individer, som kun kan få frugtbart afkom med individer fra samme gruppe. Men det er kun en teoretisk definition. Der er ingen, som systematisk har prøvet at krydsparre alle Jordens dyrearter med hinanden. I praksis skelner man i stedet mellem forskellige dyrearter på baggrund af særtræk, der adskiller nært beslægtede arter fra hinanden. Vil vi vide, hvad der udmærker dyrearten menneske, må vi derfor spørge: Hvad er egentlig menneskets særlige kendetegn? Det rationelle dyr Den videnskabelige betegnelse for dyrearten menneske, Homo sapiens, blev indført i 1758 af botanikeren Carl Linnæus, som var ophavsmand til det klassifikationssystem, der stadig anvendes inden for biologien i dag. Det oversættes på dansk traditionelt som det tænkende menneske. Forestillingen om, at det er tankekraften, der adskiller mennesker fra dyr, har rødder tilbage til antikken. Men først med middelalderens logik, som i vidt omfang bestod i en systematisering af tanker udtænkt af antikke filosoffer som Platon og Aristoteles, blev dette syn på mennesket for alvor slået fast. Filosoffen Porfyrios definerede i værket Isagoge fra 200-tallet mennesket som det dyr, der er kendetegnet ved sin rationalitet. Denne forestilling kom til at præge opfattelsen af mennesket de følgende mange hundrede år, op gennem hele middelalderen, hvor Porfyrios’ værk udøvede direkte indflydelse, og den er stadig central for den almene, såvel som den videnskabelige, opfattelse af mennesket. Hvad denne påståede rationalitet nærmere består i, og om vi vitterligt er så rationelle, som vi gerne gør os til, vendes der tilbage til senere i denne bog. 7
Mellem himmel og jord Porfyrios’ værk var (som titlen antyder) ment som en introduktion til Aristoteles’ værk om kategorierne, dvs. hvilke kategorier man kan inddele verden i. Hans definition af mennesket passer dertil som fod i hose til den neoplatoniske lære om naturens stige (lat. scala naturae): en rangstige, som placerer mennesket over dyrene, men lige under englene, med hvilke vi ifølge Porfyrios deler den grundlæggende egenskab at være rationelle. Rationalitet er i dette lys en del af menneskets guddommelige natur. Hvor forestillingen om tænkning og rationalitet afspejles i andet led af vores biologiske betegnelse, sapiens, er den oprindelige betydning af det latinske ord homo mere jordnær. Det betyder nemlig oprindeligt ”jord” og er beslægtet med det mere almindelige latinske ord for jord, humus. I dette lys er mennesket dermed først og fremmest et jordisk væsen. En lignende forestilling kommer til udtryk i det hebraiske navn for det første menneske i Bibelen, Adam, som også er beslægtet med ordet for ”jord”. Den biologiske betegnelse for mennesket afspejler dermed en klassisk religiøs opfattelse af mennesket: et væsen, som på den ene side er bosiddende på Jorden, men på den anden side i kraft af sin evne til at tænke stræber mod himmelen og det guddommelige. I de tidligste forestillinger om mennesket kendetegnes vi dermed af en splint af guddommelighed, som adskiller os fra dyrene. I senere forestillinger er det primært kulturen, som sættes over for naturen og som en anden Atlas må bære det åg at hæve os op fra det dyriske. Den tredje chimpanse Den biologiske beskrivelse af en bestemt dyreart fokuserer på de særegenheder, som adskiller denne dyreart fra sine nærmeste slægtninge. En række biologisk funderede forsøg på at beskrive mennesket tager derfor udgangspunkt i de fysiske træk, som adskiller os fra vores nærmeste slægtninge, de to chimpansearter bonoboen og den almindelige chimpanse. Det kan være den oprejste gang, talens brug eller det faktum, at vi sammenlignet med andre aber har en Homo som i homonym relativt sparsom hårvækst. Resultatet bliDet latinske ord homo (”menneske”) har ver en beskrivelse af mennesket som en intet at gøre med den græske forstavel”tredje chimpanse”, som på baggrund af se, som indgår i ord som homogen eller disse særlige kendetegn også kan beteghomoseksuel og betyder ”ens” eller ”af nes som den ”talende” eller ”nøgne” abe. samme slags”. Selv om de skrives og Træk som disse kan nok tjene til at udtales ens på dansk, er de latinske og adskille mennesket fra de to øvrige chimgræske ord ikke beslægtede med hinpansearter, hvis man skulle have svært anden. De er i stedet homonymer (med ved at kende forskel. Men det er alligevel, græsk forstavelse), dvs. enslydende ord som om det ligesom ikke rigtigt opsummed forskellig betydning. merer det særligt menneskelige, at vi er 8
Det artstypiske menneske I den biologiske klassifikation arbejder man traditionelt med et særligt typeeksem plar, der bruges som udgangspunkt for klassificering af de øvrige medlemmer af arten. Dette eksemplar er typisk et særligt betydningsfuldt fossil, ofte det første eller bedst beskrevne eksemplar af arten. For en af vores tidligste opretgående forfædre, Australopithecus africanus (”den afrikanske sydabe”), er typeeksemplaret Taungbarnet, som blev fundet i Sydafri ka i 1924. Det blev først beskrevet af den australske antropolog Raymond Dart og er i dag primært kendt for at være det fossil, som bekræftede Darwins formodning om, at menneskehedens vugge skulle søges på det afrikanske kontinent. Et lignende typeeksemplar er det ske let, som blev fundet i Feldhofergrotten i Neandertal nær Düsseldorf af nogle kalk minearbejdere i 1856 og overgivet til gym nasielæreren Johann Carl Fuhlrott, der sammen med anatomen og antropologen
Hermann Schaaffhausen beskrev fundet og dets betydning. Fundstedet kom til at give navn til den underart af mennesket, vi i dag kender som neandertaleren. Typeeksemplaret på det moderne menneske, Homo sapiens, er derimod en helt bestemt historisk person, nemlig ingen anden end Carl Linnæus selv. Den primæ re årsag hertil er, at det eneste menneske, han med sikkerhed vides at have taget ud gangspunkt i, da han i sin tid foretog sin første beskrivelse af mennesket, var sig selv. Med al ære og respekt for den berømte botaniker kan det begrænsede perspektiv på mennesket, som den blege mand med den pudrede paryk videreformidler, dog næppe siges at give et hverken tilstræk keligt eller særligt typisk billede af men nesket i al sin mangfoldighed. Det tror jeg faktisk, selv hans svenske landsmænd vil give mig ret i.
Det artstypiske menneske, Carl Linnæus (17071778), i 1761 adlet til Carl von Linné. Maleri af Alexander Roslin. National museum, Stockholm.
9
snakkesalige og har relativt få hårsække på kroppen. Særligt beskrivelsen af mennesket som ”den nøgne abe”, som blev populariseret af adfærdsforskeren Desmond Morris, kan virke sær. Ret beset ville det være mere korrekt at betegne det moderne menneske som ”den påklædte abe”, da vi jo generelt bærer tøj, hvorimod de går rundt i deres adamskostume. Morris brugte selv masser af spalteplads på at beskrive vores brug af beklædningsgenstande som signaler, særligt til det modsatte køn. Mens det er helt legitimt at forsøge at understrege ligheden mellem menneske og chimpanse (og de andre menneskeaber), bidrager denne form for beskrivelse af mennesket ikke væsentligt til vores selvforståelse. Ovenstående kriterier opfylder muligvis deres biologiske formål at skelne mellem nært beslægtede arter. Men de indfanger ikke rigtig, hvad vi føler er det særlige ved mennesket. Kært barn har mange navne Det menneskelige paradoks er, at vi nok er et dyr, men samtidig så meget mere. Selv om de fleste af os i dag anerkender menneskets slægtskab med den øvrige dyreverden, tager forsøg på at definere mennesket oftest udgangspunkt i, hvad der menes at adskille menneskedyret fra resten af planetens dyreliv. Det har givet anledning til en lang række mere eller mindre vellykkede forsøg på at definere mennesket sådan, at denne særegenhed kommer bedre til udtryk. Dette afspejles ikke mindst af de mange forskellige Homo-betegnelser, som gennem tiderne har været foreslået for det moderne menneske (se tabel 1). De fleste Homo-betegnelser tager udgangspunkt i, hvad der fremstilles som en objektiv forskel mellem dyr og menneske. Det kan f.eks. være vores evne til at tale og bruge symboler eller vores tendens til at tilbede fjerne guder. Begge dele synes ikke at være endegyldigt påvist hos andre dyr – og er under alle omstændigheder ikke udbredt i resten af dyreriget i nogen væsentlig grad. En række af betegnelserne sigter på menneskets dobbelte natur: at vi på den ene side er et dyr og en del af naturen, men på den anden side i kraft af ovenstående kvaliteter også står ud fra denne natur. Det er en tilbagevendende betragtning, at mennesket i vidt omfang mangler den instinktnatur, som andre dyr har del i, og at vi derfor ligefrem kan virke hjælpeløse i naturen. Udover de angivne eksempler findes der en række nyere betegnelser, som tager udgangspunkt i en enkelt kvalitet, der sættes særligt højt blandt mennesker, dvs. som er særligt ”menneskelig” eller ”human”. Til disse tæller eksempler som: Homo amans (”det elskende menneske”, Humberto Maturana 2008), Homo generosus (”det generøse menneske”, Tor Nørretranders 2002), Homo reciprocans (”det gengældende menneske”, Samuel Bowles et al. 1997) og Homo ecologicus (”det økologiske menneske”). Fælles for disse er, at der mere synes at være tale om forhåbninger om, hvordan mennesket burde være, end en egentlig beskrivelse af mennesket. Det fremgår særligt af den sidstnævnte betegnelse, idet det jo netop er mennesket, som ved sine handlinger og 10
Tabel 1. Forskellige betegnelser for mennesket (udvalg). Betegnelse
Oversættelse
Kilde
Homo sapiens
Det vise menneske
Carl Linnæus 1758
Homo duplex
Det dobbelte menneske
G.-L. Leclerc de Buffon 1754
Homo inermis
Det hjælpeløse menneske
J. F. Blumenbach 1779
Homo ludens
Det legende menneske
Fr. Schiller 1795
Homo loquens
Det talende menneske
J. G. Herder 1772
Homo loquax
Det snakkesalige menneske
Henri Bergson 1941
Homo grammaticus
Det grammatiske menneske
F. Palmer 1971
Homo faber
Det fremstillende menneske
Max Frisch 1911
Homo symbolicus
Det symbolske menneske
Ernst Cassirer 1944
Homo religiosus
Det religiøse menneske
Mircea Eliade 1956
Homo socius
Det sociale menneske
P. L. Berger & T. Luckmann 1966
Homo imitans
Det imiterende menneske
A.N. Meltzoff 1988
gennem udnyttelse af Jordens ressourcer overhovedet har skabt behovet for at tænke økologisk. Af alle utopiske forestillinger om mennesket er den, som historisk har haft den største betydning, dog uden sammenligning Homo economicus, det økonomiske menneske, der udelukkende er fokuseret på at maksimere sin egen gevinst i enhver situation. Hvorfra denne forestilling stammer, hvordan den har bidt sig fast, og hvorfor den har været genstand for omfattende kritik, vender vi tilbage til i kapitel 7. Det tænkende menneske De mange forsøg på at definere det særegne ved mennesket har, som det fremgår af ovenstående, ikke ført til større klarhed. De har tværtimod ført til endnu flere forskelligartede forslag til, hvad der gør os til mennesker. Vi er dermed fanget i det, man kan kalde ”mangfoldighedens klemme”: at mennesket synes alt for facetteret, alsidigt og varieret til at kunne indfanges i en simpel definition eller et enkelt karaktertræk. Vi må derfor vende tilbage til vores udgangspunkt. Den videnskabelige betegnelse for mennesket er som sagt Homo sapiens. Det oversættes gerne som ”det tænkende menneske”, selv om en mere korrekt oversættelse ville være ”det vise menneske”, idet det latinske verbum sapio primært betegner evnen til at skelne og forstå og dermed i højere grad henviser til resultatet af tænkning eller klogskab end til selve tankeprocessen. Hvad der gør mennesket særligt, er dog ikke, at vi nødvendigvis er klogere eller visere end andre dyr. Det ville kræve en målestok for, hvad der er klogt eller hensigtsmæssigt, hvilket (som vi skal se senere) slet ikke er så ligetil. Det er derimod, at vi i modsætning til andre dyr uundgåeligt tænker og reflekterer over det, vi gør. Det er i sig selv sigende, at selv om flere dyr udviser noget, man kunne opfatte 11
som udtryk for en form for tænkning, er det kun mennesket, der har sat sig for at kategorisere dyreriget. Det betyder også, at fortællingen om dyrene og naturen altid vil tage udgangspunkt i mennesket. Fordi det er os, der fortæller den slags historier. Eller som min gode ven Peter Lund Madsen har udtrykt det i forbindelse med sin egen beskrivelse af menneskehjernens udviklingshistorie: Lad mennesket fortælle menneskehjernens udviklingshistorie, så kan kamelen selv fortælle kamelhjernens! At filosoffen René Descartes (1596-1650) med sin berømte sætning ”Jeg tænker, derfor er jeg” (je pense, donc je suis) valgte tænkningen som omdrejningspunkt for sit forsøg på at skabe et sikkert, uomtvisteligt grundlag for vores viden, var derfor ret beset lige i øjet. Han skulle blot have tilføjet: ”derfor er jeg et menneske.” Homo cogitans Descartes er med tiden blevet skudt meget i skoene. Herunder at han satte for meget fokus på tænkning, når det mest grundlæggende af alt er vores blotte oplevelse af at være til stede i verden. Læser man hans eksempler, er det dog tydeligt, at det faktisk var det, han mente. Argumentet om at det eneste sikre er, at der findes én, der tænker tanken om, at der er nogen, der tænker, er i bund og grund en gentagelse af den mere end 1.000 år ældre tese, fremført af kirkefaderen Augustin, at det eneste man ikke kan tvivle om, er tilstedeværelsen af tvivlen selv. Hvad der til gengæld er værd at bemærke, er, at Descartes udtrykkeligt opfatter tænkningen som en modsætning til den klassiske forestilling om mennesket som det ”rationelle dyr”. For hvad er egentlig rationalitet? For Descartes indebærer det, at vi skulle være i stand til at opnå en særlig form for indsigt. Dette er dog langt fra sikkert. Det eneste sikre er, at vi gør forsøget. At vi tænker. Selv om han oprindeligt udtrykte sig på fransk, kender vi i dag bedst Descartes’ citat i sin latinske form cogito ergo sum. Modsat sapio betegner cogito netop processen, dvs. selve det at tænke, frem for resultatet af denne tankeproces. Mennesket burde derfor måske rettelig kaldes Homo cogitans, og ikke Homo sapiens. Tanker om mennesket Uanset i hvilket omfang de adskiller os fra andre dyr, er menneskets vigtigste kendetegn hverken vores manglende pels, den oprejste gang eller for den sags skyld vores hager. Det er og bliver vores evne til at tænke. I dag, hvor vi kender flere eksempler på andre dyr, som udviser flere af de træk, som er kendetegnende også for menneskets tænkning, har tænkningen imidlertid ikke længere den alt eller intet-status, som den er blevet tillagt af traditionen. Vores menneskelige tænkning har dybe evolutionære rødder. Det er derfor påtrængende at besvare spørgsmålet, hvad der er kendetegnende for den menneskelige måde at tænke på. Hvad betyder vores tænkning for vores måde at opfatte verden på? Hvad betyder den for vores måde at opfatte os selv på? Og ikke mindst for vores måde at opfatte andre?
12
VIDENSKABEN OM MENNESKET Den videnskabelige beskrivelse af mennesket tilfalder traditionelt antropologien, som passende kan oversættes som ”læren om mennesket”. Her skelner man mellem to hovedstrømninger: 1) biologisk eller fysisk antropologi 2) kultur- eller socialantropologi. Den biologiske antropologi fokuserer primært på menneskekroppens fysiske udformning, herunder dens udviklingshistorie. På baggrund af denne, såvel som af andre fysiske spor såsom redskaber, møddinger og knuste knogler, kan man tillige gøre sig forestillinger om menneskets mentale udviklingshistorie, der dog altid vil være afledt af disse fysiske spor. Kulturantropologiens omdrejningspunkt er studiet af mennesket i sin kulturelle sammenhæng, f.eks. i form af samfundsformer og -normer. Denne bestræbelse udfoldes tillige i etnografien (”folkebeskrivelse”), som udgør et helhedsorienteret studie af forskellige folkeslags liv og kultur. Opdelingen i disse to hovedstrømninger er naturligvis en generalisering. Selv om man som udgangspunkt fokuserer på forskellige aspekter af det at være menneske, findes der under hver hovedstrømning et utal af afskygninger, som til tider overlapper hinanden. Som helhed studerer antropologien mennesket i alle sine forskellige former og udformninger, biologisk såvel som kulturelt. Natur og forskellighed
Det paradoksale ved ovenstående opdeling, som delvist afspejler den klassiske diskussion om forholdet mellem natur og kultur og deres betydning for mennesket, er imidlertid, at selv om kulturantropologien som udgangspunkt sigter på en loyal beskrivelse af hver enkelt kultur, peger de mange ligheder, man trods alt kan påpege mellem menneskelige kulturer verden over, i sig selv tilbage på et fælles udgangspunkt, som må søges i menneskets grundlæggende natur. Det store fokus på at påvise selv de mindste fysiske forskelle mellem forskellige befolkningsgrupper, det være sig uddøde menneskearter og underarter eller nulevende grupper med forskellig herkomst, kan på samme måde dække for, hvor meget vi mennesker grundlæggende har til fælles. Og endog deler med mange af vores menneskelige eller abemenneskelige forfædre. Et overdrevet fokus på forskelle frem for ligheder, uanset om vi snakker fysiske eller kulturelle forskelle, risikerer tillige at levere skyts til en opdeling af mennesket i kvalitativt forskellige grupper i stil med den, som tidligere var fremherskende, og som antropologien desværre også har bidraget til. Kultur og individ Forestillingen om at mennesker kan beskrives som medlemmer af en bestemt befolk13
ningsgruppe eller kultur, risikerer at føre til et overdrevet fokus på kulturelle forskelle frem for den individuelle variation, som findes internt i enhver menneskelig kultur. Der er en åbenlys risiko for, at dette tegner et billede af mennesket som et produkt af enten sin biologiske natur eller sin kultur på bekostning af en forståelse af den proces, hvorigennem natur og kultur forenes i hvert individuelle menneske. Selv om der ingen grund er til hverken at benægte eller forklejne forskelle mellem forskellige folkeslag, samfund eller sågar samfundslag, slører et overdrevet fokus på disse forskelle paradoksalt nok ikke kun de mange ligheder, som eksisterer på tværs af disse skel, men også de mange individuelle træk, som gør os til andet og mere end blot et eksemplar af en bestemt gruppe. Individuelle træk, som ikke blot adskiller os fra mængden, men som samtidig ofte forener os med andre på tværs af de kategorier eller grupper, som vi – typisk på en noget tilfældig basis – har det med at inddele hinanden i. Hvis vi vil forstå mennesket, er vi også nødt til at forstå, hvordan disse individuelle træk opstår. Hvordan hvert enkelt menneske udvikler sig og formes, dels som et medlem af dyrearten Homo sapiens, dels som et medlem af en bestemt kultur og dels som et selvstændigt
Antropologiens skeletter Antropologiens forsøg på at beskrive men nesket videnskabeligt har i vidt omfang været medvirkende til at åbne øjnene for menneskets både biologiske og kulturelle mangfoldighed. Denne erkendelse har dog historisk set været langt fra uproblematisk. Hvor studiet af forskellige kulturer og fysi ske forskelle mellem mennesker forskellige steder på Jorden i dag så vidt muligt fore går værdineutralt, har studiet af forskellige folkeslag tidligere været tæt koblet med en forestilling om, at forskellige menneskegrup per også udviser forskellige grader af men neskelighed. Studiet af mennesket i al sin mangfol dighed har således tidligere været tæt kob let til den nu ikke længere velsete racelære, som opdelte menneskeheden i forskellige, adskilte grupper. Bag denne opdeling lå en slet skjult agenda om, at medlemmerne
14
af visse grupper (typisk dem som selv stod for opdelingen) var andre mentalt overleg ne. Gennemgående var forestillingen om, at visse grupper var mindre menneskeli ge og dermed mere dyriske end andre og måtte behandles derefter. Eller for at sige det mere polemisk: Man fremstillede andre mennesker som umennesker for at kunne gøre det umenneskelige ved dem. Selv om disse forestillinger allerede var vidt udbredte inden den videnskabelige antropologis opkomst, bidrog denne gen nem flere årtier aktivt til at opretholde og legitimere fortsættelsen af et sådant syn på mennesker. I forsøg på at distancere sig fra denne fortid er der i den nyere antropologi omvendt til tider en udbredt berøringsangst over for overhovedet at omtale eller forhol de sig til fysiske forskelle mellem forskellige grupper af mennesker.
Østrigsk tavle fra begyndelsen af det 18. århundrede med en oversigt over egenskaber, man mente at kunne knytte til forskellige folkeslag. Det fremgår bl.a., at franskmanden er venlig og snakkesalig, men bedragerisk; italieneren er opportunistisk og elsker guld; svenskeren er grusom; og russeren er blottet for forstand. Volkskundemuseum Wien, Østrig. Foto: Birgit & Peter Kainz, faksimile digital.
individ med sin egen livshistorie, personlige præferencer og særlige bånd til verden og andre mennesker. Humanvidenskaben Mens antropologien har forsøgt at positionere sig som det videnskabelige studie af selve mennesket, er de humanistiske videnskaber, også kaldet kultur- eller åndsvidenskaberne, primært et studie af menneskelige frembringelser i alle deres mulige og umulige former. Humanvidenskaberne kan dermed siges tillige at være et studie af mennesket, som i endnu højere grad end antropologien udforsker menneskets forskellighed i dets konkrete kulturelle, historiske og politiske sammenhæng. Tilsammen tegner de et uhyre facetteret billede af den mangfoldighed af former og udtryk, som er samlet under betegnelsen ”menneske”. 15
Selv er jeg uddannet inden for, hvad jeg ubeskedent betragter som humanvidenskabernes kongedisciplin, litteraturvidenskaben. Dette kan ikke blot begrundes med, at litteraturvidenskaben som sit emnefelt har alle former for skriftlige udtryk og dermed alle de væsentligste frembringelser, som har formet den menneskelige kultur. Den omfavner også alt det, som rækker ud over vores snævre virkelighed her og nu: vores drømme, vores frygt og forhåbninger samt den ofte forgæves kamp for at realisere disse visioner i det aktuelle liv, vi lever. Mens litteraturens evne til at gribe direkte ind i de mest essentielle dele af menneskets livsforståelse er ubetvivlelig, kan man til gengæld nok tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, om litteraturvidenskaben som videnskab nogensinde har opnået et tilstrækkeligt solidt teoretisk fundament til at beskrive, forstå og fortolke den mangfoldighed, som kommer til udtryk i litteraturen. At jeg fremhæver litteraturvidenskaben, sker ikke for at forklejne de øvrige humanistiske fagområder. Det er for at vise, hvordan humanvidenskabernes virkefelt i sidste ende omfavner alle former for menneskelig aktivitet. Opfattet på denne måde bliver de humanistiske videnskaber altomfattende og er ikke fremmed for noget menneskeligt forehavende eller nogen menneskelig bestræbelse. Selv naturvidenskaben falder i et sådant lys ind under humanvidenskaben, da videnskab om noget er et menneskeligt forehavende. Hvad det er, vi forsøger at opnå ved at studere naturen, kan ikke besvares af naturvidenskaben selv, men kræver, at den videnskabelige bestræbelse sættes ind i en større sammenhæng, sådan som det delvist vil ske i denne bog. På sporet af det menneskelige Vil man inspireres til et reelt billede af, hvad det vil sige at være et individuelt menneske, og vil man gerne have indblik i verden fra et andet individs perspektiv, kan det anbefales at søge i verdenslitteraturen. Her får man ikke blot en fiktiv gengivelse af den menneskelige verden, men indlemmes samtidig i forfatterens forestillinger og oplever en flig af dennes virkelighed. Den verden, vi oplever de fiktive hovedpersoners liv og tanker igennem. Måske er den mangfoldige rigdom af beskrivelser og synsvinkler, som kommer til udtryk i steder som litteraturen, den eneste måde, hvorpå vi kan skabe en bare nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af mennesket i alle sine facetter. Det giver os dog kun i meget ringe grad noget kort og konkret svar på det centrale spørgsmål: Hvad er et menneske? Hvad er det, der gør os menneskelige? Og er det overhovedet muligt at fremhæve enkelte karakteristika, som er fælles for mennesket på tværs af kulturer og historiske, sociale eller etniske tilhørsforhold? Hvis svaret er ja, bliver spørgsmålet blot så meget desto mere påtrængende: Hvad er det, vi alle deler, uanset hvordan det kommer til udtryk? Hvad er så vigtig en del af det at være menneske, at det ikke kan undværes? “Hvad er et menneske?” – nok en gang Vi indledte nærværende kapitel med spørgsmålet: ”Hvad er et menneske?” Et spørgs16
mål, som var ledsaget af en bekymring for, om det var for banalt eller let at besvare. En gennemgang af nogle af de utallige forsøg på at definere mennesket afslørede, at vi tværtimod skal være påpasselige med at gøre os for store forhåbninger om at finde noget enkelt eller entydigt svar på dette afgørende spørgsmål. Det ville være fristende at besvare vores bestræbelse på at definere mennesket med en benægtelse af, at noget sådant overhovedet lader sig gøre. En benægtelse af, at der overhovedet findes nogen entydig måde at beskrive, hvad der adskiller mennesker fra andre dyr. Men det ville også være at snyde os selv. Vi vil i denne bog anvende en anden strategi. I stedet for at lede efter endegyldige svar på, hvad eller hvordan mennesker er, vil vi se nærmere på, hvordan det tænkende menneske faktisk tænker, og ikke mindst hvordan denne måde at tænke på har betydning for, hvordan vi opfatter andre mennesker. Vi skal se nærmere på, hvordan vi opfatter verden og hinanden. Vi skal kigge videnskaben i kortene og forsøge at forstå, hvordan det videnskabelige verdensbillede har påvirket den måde, vi opfatter mennesket på. Ikke mindst skal vi se nærmere på, hvad der gør os til mennesker – dvs. hvori det, som vi med en diffus betegnelse omtaler som vores ”menneskelighed”, egentlig består. Det er en bog om mennesket og om vores menneskelighed. Men det er først og fremmest en bog om menneskesyn.
17