Påske GUD ER EN AF OS

Opstandelsen viser, at kærligheden ikke kan dø. Opstandelsen viser, at Jesus er Gud. Opstandelsen viser, at det var Gud, der døde som menneske langfredag. Påske-beretningen er fortællingen om, at Gud er mennesket Jesus, og mennesket Jesus er Gud. Gud fødes, lever og dør som et menneske – og mennesket Jesus er Gud, som opstår.

Palmesøndag: Julen varer lige til påske. Da Jesus red ind i Jerusalem palmesøndag, blev han hyldet som den konge og hersker, hans venner og jøderne håbede på. En Messias, der skulle befri dem fra romerne, så alt ville blive godt igen. Men det kun deres egen forestilling, og Gud ville noget helt andet – dét fandt vi ud af.

For Jesus er ikke bare et menneske. Jesus er Gud, som bliver menneske. I julen fejrer vi, at Gud blev menneske – født af en kvinde til et liv i vores verden. Det er for vildt.

Gud lever et menneskeliv – med bøvl og besvær, med venner og fjender, med strid og besvær – sådan som vores menneskeliv er. Og til sidst dør Gud, for døden hører med til menneskelivet. Og for at der ikke skal være tvivl om, at Gud døde, så døde han offentligt – og ikke gemt væk på et værelse eller et plejehjem. De fleste i Jerusalem var vidner til, at Jesus blev henrettet og døde ved korsfæstelse.

Gud er menneske.

Jesus er helt Gud.

Jesus er et rigtigt menneske.

Er det vigtigt? Ja, for hvis Jesus ikke er Gud, så ved vi intet om Gud. Der er meget godt, som glæder os, men også meget ondt, som vi slår os på og som gør ondt. Er Gud så både god og ond?

Er Gud lige så uberegnelig og kynisk, som livet er? NEJ!

Jesus viser os, hvem Gud er – fordi Jesus er Gud. Han er ikke budbringer eller repræsentant for Gud. Onde chefer kan have søde medarbejdere – men Jesus er chefen selv. Og Jesus viser sig som kærlighed. Med dét, Jesus siger og gør, viser han, at Gud er kærlighed.

Jesus er også helt menneske. På den måde ved Gud, hvad det er at være menneske: at blive elsket og hadet, at blive fristet og føle lysten til magt og vold, at blive tilbedt, svigtet og forrådt, at være træt og sulten, at føle medlidenhed og smerte – ja, alt det, som vi kender til i vores egne liv.

Det viser, at Gud er solidarisk med os. Det viser, at Gud elsker os med en altomfattende kærlighed, fordi Gud var et rigtigt menneske ligesom os.

SKÆRTORSDAG:

JESU DØD GIVER NADVEREN KRAFT

Den aften, hvor Jesus blev arresteret, spiste han sidste gang med sine disciple. Det gentager vi som nadver om søndagen, og på skærtorsdag er netop dét måltid temaet. Midt i det traditionelle påskemåltid siger Jesus pludselig noget nyt og utraditionelt, da han velsigner brødet: Dette er mit legeme, min krop, mit kød. Og igen senere ved det sidste bæger: Dette er mit blod.

Mindre end et døgn senere er han død. Uden modstand og fuld af kærlighed og overbærenhed har han givet sig selv med kød og blod til dét at være menneske. Til os, som også er mennesker. At Jesus faktisk dør, giver kraft til brødet og vinen, så når vi spiser brød og drikker vin sammen under nadveren, er Gud med os i det måltid. Her giver han sig selv og sin kærlighedskraft til os igen.

LANGFREDAG: GUDS DØD

Gud døde. Jesus døde. Offentligt – henrettet på et kors – til skue for alle. Jesus blev ved med at være god og kærlig mod mennesker til det sidste.

Han blev angivet og svigtet af sine nærmeste venner. Han blev dømt med falske anklager, Han blev tortureret, hånet og spottet. Men han blev ikke vred, han skældte ikke ud, han lod det bare ske.

Da de bankede sømmene i hans hænder og fødder, sagde han ”tilgiv dem”. Han tog rovmorderen ved hans side med i paradis. Han sørgede for, at disciplen Johannes tog sig af hans mor. Jesus blev ved med at være god og kærlig til det sidste. Han gav slip på livet, men holdt fast i kærligheden. Sådan så vi hans herlighed.

Da Gud blev menneske med fødsel og død, viste han, at han er alle steder. Gud er i himlen, Gud er på jorden, og med sin død viser Gud, at han også er i helvede. Himlen, jorden og helvede findes både ingen steder og alle steder:

• Himlen er livets og tilblivelsens sted, hvor Guds voldsomme og dynamiske skaberkraft drøner afsted. Det er intet sted, og det sker alle steder.

Jorden er stedet, hvor alting forgår og bliver til intet. Det sker alle de steder, som vi kender.

• Helvede er stedet, hvor alting forsvinder, ødelægges og glemmes. Det sker alle steder, og ikke ét sted.

Gud er alle steder, i livet og i døden, i fortiden, i nutiden og fremtiden, i begyndelsen, nu og altid.

Da Gud bliver menneske, viser han os, at han er med hele vejen gennem livet og ind i døden. At han ikke bare møder os, når livet er lyst og dejligt, men også når det er svært og næsten ubærligt – og at Gud også er i døden og på den anden side af døden. Gud går os i møde i døden, som den kærlighed, vi har set i Jesus fra Nazaret, den kærlighed vi møder i nadverfællesskabet.

PÅSKENS OPSTANDELSE:

KÆRLIGHEDEN KAN IKKE DØ

Det fortælles, at graven var tom, og at Guds budbringere – englene – fortalte, at han var opstået og gået foran disciplene til deres hverdag. Det fortælles, at de var bange: for romerne, for jøderne, men nok mest for at han ville hjemsøge dem resten af livet, fordi de havde svigtet ham. Det fortælles, at de mødte ham, og at han gav dem sin fred, selvom de havde svigtet og fornægtet ham. Han var som en ånd med fysisk tilstedeværelse, som brød han ind i verden fra en anden dimension. Fra kærlighedens dimension, måske?

Og lige så langsomt fik de kræfter, mod og styrke til at stå frem og sige:

Dér fik de del i den kraft og styrke, der udgår fra kærligheden. Jesus vendte tilbage fra de døde, fordi han er kærlighed – og dér hvor kærligheden bliver til virkelighed, der går livet i opfyldelse.

Dér bliver alting nyt.