1 minute read

NYT TIL HYLDEN. MÆRKER

De helt nye mærker

I denne udgave af ”Nyt til hylden” præsenterer vi tre helt nye mærker: Modsmærket, Relationsmærket og Samfundsengagementsmærket. Det nye mærkesystem tager udgangspunkt i at opleve. Meningen er, at børnene og de unge skal kunne gå fra FDF med et nyt mærke. Og mærket – dét skal være en oplevelse, FDFerne sammen kan se tilbage på.

Der gælder for det nye mærkesystem, at der er 22 mærketråde i alt. I hver mærketråd er der 10 forskellige oplevelser, hvortil der er tre aktivitetsbeskrivelser. Et eksempel på en mærkebeskrivelse i det nye mærkesystem lyder: Oplevelsen er at gøre noget for andre. Aktiviteterne kunne være at hjælpe til ved en sogneindsamling, bage småkager til naboerne eller glæde et andet menneske på anden vis.

Modsmærket

Man kan være modig både alene og sammen. Men hvad betyder det at være modig? Modig er ikke nødvendigvis det samme for alle, men handler om at bryde grænser og blive klogere på sig selv. Det kan være at tage ansvar og stå for at engagere en aktivitet på en lejr eller blive klogere på sig selv og hinanden gennem tillidsøvelser.

Relationsmærket

I vores ambition indgår relationer, derfor skal vi også have et relationsmærke. Relationsmærket handler om at give børn og unge oplevelser om det at være sammen. Der er fokus på, hvordan vi har en god dialog med hinanden, og hvordan det er at være sammen med nogle, der ikke ligner én selv – om det så er alder, et andet fællesskab, være en del af noget større eller noget helt fjerde. Mærket lægger op til samarbejde og dybe samtaler.

Samfundsengagementsmærket

Samfundsengagement er også en del af vores fælles ambition i FDF. Mærket handler om, at børnene og de unge skal opleve, hvordan det er at hjælpe til i samfundet. Om det er at samle skrald, deltage i en samfundsdebat eller et folkekøkken i lokalsamfundet. Samfundsengagementsmærket er altså en smagsprøve på, hvad samfundsengagement er.

This article is from: