TRO. MØDESTEDER

Kan man møde Gud? – om gudstjeneste og andagt

Man kan møde det guddommelige mange steder. I naturens storhed, stilhed, skønhed og vildskab. Men også i kunst, arkitektur, litteratur, poesi og musik. Eller i fællesskab og mellem mennesker som åbenhed, imødekommenhed, omsorg og kærlighed. I andagter og gudstjenester samles flere af disse "mødesteder" for at iscenesætte et møde med Gud.

b Nadver til gudstjenesten på Aktiv Lejr i Landsdel 2.

a Naturen kan danne ramme om andagter, gudstjenester og andre møder med Gud. Her på seniorvæbnerkursus.

Grundhistorie: Emmaus-beretningen Lukas fortæller om to disciple, som påskemorgen forlader Jerusalem for at gå til byen Emmaus. En mand, de ikke (gen-)kender, slår følge med dem. De er kede af det pga. Jesu korsfæstelse og død – men også foruroliget, fordi kvinderne har fortalt, at graven er tom. Manden forklarer, at det, som er sket, er forudsagt i Det Gamle Testamente. Da de når til Emmaus, får de manden til at blive, og da de skal spise, tager manden brødet, og bryder det – og da ser de to pludseligt, at det er Jesus. I samme øjeblik forsvinder han. Begejstret bryder de op, går tilbage og fortæller de andre disciple, hvad de har oplevet. (Luk 24,13-35)

” For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20)

Hele menneskets møde med Gud – krop-sind-ånd-krop Vandringen til Emmaus tur/retur omfavner hele mennesket med krop, sind og ånd. De tre personer mødes på rejsen i hver sin krop. De taler sammen og finder næring til sindet med intellekt, følelser, indsigt, tro og håb. Ved bordet brydes brødet og formidler nærvær og forening med det guddommelige – det er den åndelige føde. Tilsidst sender oplevelsen de to disciple med krop tilbage til Jerusalem med besked: Jesus lever! Krop-sind-ånd-krop.

Gudstjenestens mønster – liturgi Gudstjenesten har en firdelt grundstruktur. Det mønster kan genkendes og genfindes på tværs af tider, kulturer og kirkesamfund. Krop/samling står for at mødes geografisk og fysisk – eller at indrette sig et 'andagtsrum', hvor man sidder godt og måske har tændt et lys, klar til en digital andagt eller gudstjeneste. Sind/ordet er fællesskabet om bibeltekst/genfortælling, bøn og liturgiske led med formuleringer fra bibelen og prædiken, der kan foregå som samtale, og/eller at man lytter (med hjertet). Ånd/måltidet er nadverens hellige handling (sakramente), hvor vi i fællesskab deler brød og vin. Krop/udsendelse er at blive sendt tilbage i verden og dagligdagen – med Guds velsignelse – for at virkeliggøre Guds kærlighed.

Sprog og formidling I gudstjeneste og andagt bruges flere forskellige sprog. Der tales både til fantasi, følelse, krop, sind og ånd. Der er poesi og bøn, bibelsk sprog og hverdagssprog. Der er bevægelser, der samler os og påvirker os; vi kommer, sidder, beder, står, knæler, spiser og går. Handlingerne er et tavst sprog. Liturgien samler disse sprog, der virker i krop og sind og ånd.

Der er mange muligheder for at møde Gud. Hvor møder du Gud? • Ord/tale – poesi/bøn/bibel-sprog/salme-sprog/prædiken • Musik – der er mange forskellige genre! • Kroppen – sidde – bede – synge – stå – rejse/sætte sig – gå til/fra nadver – knæle – spise/drikke • Fællesskab – fælles sang, fælles bevægelse, fælles bøn, fælles lytten • Rummet – arkitektur og kunst (naturen)

Gudstjeneste-musik Alt musik, alle musik-genre og alle instrumenter kan bruges til gudstjenesten i Folkekirken. Traditionen med orgel og klassisk musik er sejlivet – og mange tror, at det er sådan, det skal være.

b Forkyndelse på FDF Landslejr 2016.

Mødet med det fremmede i det kendte Gud er ”det andet sted”. Gud er anderledes. At møde Gud er at møde det, som er anderledes – fremmed – midt i det kendte.

Gudstjeneste og andagt er mulighed for at møde Gud i blandingen af kendt og fremmed – af gammelt og nyt. Gudstjeneste og andagt er et iscenesat møde, som har et mønster (som kaldes liturgi) af læsning, tale, ord, musik, sang, tegn, symboler og handlinger (som kaldes liturgiske led). De liturgiske led kommer fra forskellige tider og kulturer fra de gammeltestamentlige ritualer til nutidens. Hvert liturgisk led åbner for et muligt møde med Gud.

Liturgi er det rituelle mønster og det faste forløb af liturgiske led i gudstjeneste og i de kirkelige handlinger som fx dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Liturgien indeholder forskellige liturgiske led: Bibeltekster, salmer, bønner, fadervor, velsignelse, trosbekendelse og prædiken.

De ældste liturgiske leds alder Den aronitiske Velsignelse – ca. 2650 år Fadervor – ca. 2000 år Den apostolske Velsignelse – ca. 1970 år Den apostolske trosbekendelse – ca. 1800 år

En bred vifte af muligheder De mange sprog i gudstjenestens liturgi rummer alle mulighed for at møde Gud. Det er forskelligt, hvor man ser, hører, føler eller oplever Guds nærvær. Men i fællesskabet passer vi på hinanden, så der også er plads til det, som jeg synes er kedeligt eller intetsigende – fordi det betyder noget for andre. Sådan bliver gudstjeneste og andagt fællesskabets sted – fordi vi med tro, håb og kærlighed passer på hinanden – og giver hinanden mulighed for at møde Gud.

Andagtens mønster – liturgi Andagten har lige som gudstjenesten også et firdelt mønster: Krop - Samling – til andagt med lystænding, sang eller andet Sind - Bibeltekst/fortælling/samtale/reflektion Ånd - Bøn/Fadervor Krop - Udsendelse – tit med en aftensang.

Gudstjenestens præg Gudstjenesten har både noget kendt og noget fremmed over sig. Den har et kendt præg, der er tidsbundent og lokalt, fordi gudstjenesten er præget af det samfund og fællesskab, hvor gudstjenesten foregår. Den har et både kendt og fremmed præg, fordi gudstjenesten er tidløs og universel, så den har noget genkendelig som en kristen gudstjeneste på tværs af kulturelle grænser i tid og rum. Gudstjenestens fremmede præg handler om at Kristus er gudstjenestens centrum og omdrejningspunkt og derfor altid tilbyder et alternativ til tidens lokale kultur – som en rettelse/justering eller som en modsigelse.

Til videre overvejelse: Er andagten/gudstjenesten en fest? En tradition? En relation? Et drama? Kan mønsteret af ord, musik og tegn være frisættende? Hvilken rolle spiller rummet, og hvordan opleves fællesskabet? Hvordan bliver gudstjenesten/andagten et rum, hvor vi møder Gud?