TRO. TROSBEKENDELSEN

Trosbekendelsen er et rundt samlingstelt

Et af de her flotte store orange himmelsejl godt funderet med en stærk høj midtermast og med sidestænger og spændestropper hele vejen rundt, fastholdt af solide pløkke. Et mastesejl med andre ord. Forestil dig det næsten uden sider, kun med spidsen søgende mod himlen. Et mastesejl er et åbent mødested i ly for sol, regn og vind, hvor du kan være at finde helt inde i centrum, eller hvor du måske er en af dem, der helst vil stå ude i kanten.

Hvem er det nu, vi er? Trosbekendelsen er sagt af mange, muligvis foragtet af en del og i hvert fald forstået af de færreste, hvis den overhovedet skal forstås. Trosbekendelsen er ikke kristendommens stregkode eller en varedeklaration. Den skal ikke opfattes bogstaveligt eller som en opremsning af fakta. Tænk den som det uundværlige samlingstelt, vi søger ind under, når vi har brug for at mærke, hvem vi er, og hvad det er, der samler os. Hør den som de første kristnes rørende og oprigtige forsøg på at række det bedste videre. Hør den som en invitation til at komme indenfor i et altfavnende rummeligt livsfællesskab.

Hvad tror du på? Hvor står du? Den trosbekendelse, der oftest bruges i den danske folkekirkes gudstjenester, er den apostolske. Den kaldtes sådan, da den fandt sin faste form, fordi man gerne ville føre den tilbage til Jesus’ følgere, som efter hans død og opstandelse kom til at hedde apostle. Det lader sig nu ikke underbygge historisk, men

sikkert er det, at den har rødder helt tilbage i den første kirkes tid, det vi kalder oldkirken. Og sikkert er det, at den er opstået som dåbsformel. Dåben blev fra begyndelsen indgangen til livet som en af Jesus’ følgere, og trosbekendelsens ord voksede efterhånden frem til brug ved dåben.

Må jeg låne lidt af din tro? Trosbekendelsen bliver til liv for os, når den udtrykkes i et fællesskab af menneskelige stemmer. Mennesker der kan den udenad, fordi den bor i hjertet. Og selv når den bruges som tilspørgsel ved dåb, giver det mest mening, hvis vi lige forud alle sammen har sagt den i kor. For så bliver vi alle mindet om vores egen dåb. Vi bliver mindet om vores plads i den store organiske dynamiske bevægelse, den kristne kirke er, på tværs af tid og sted. Og vi får mulighed for at hægte os på andres tro. På den kristne tro, som ikke står og falder med, hvad vi selv kan stille op med hver især. Fuldstændig som vi helt overordnet hægter os på Jesus’ egen tro.

Ord for det man ikke kan sige Trosbekendelsen prøver at sige det uudsigelige uden at kramme luften ud af det. Den prøver med menneskelige ord at rumme et mægtigt uudgrundeligt mysterium, som man aldrig må gøre sig færdig med. Hør selv, hvilke paradokser trosbekendelsen udtrykker i sætninger, der følger lige efter hinanden ofte kun med et komma imellem:

Gud er far og samtidig almægtig og skaber. Jesus er Guds søn og samtidig født af kvinden Maria. Jesus farer ned og farer samtidig op. Kirken er hellig og samtidig almindelig, for alle. Jesus er død og samtidig levende. Gud er 1 og samtidig 3.

Vi forsager Djævelen og alt hans væsen og alle hans gerninger Sådan lyder de første ord, vi siger, før vi vender os mod det, vi tror på. Det led er et særligt dansk fænomen, opfundet af Grundtvig i første del af 1800-tallet. Og jeg må tilstå, at det led har jeg det svært med. Af flere grunde. Hvorfor ikke bare bekende, hvad det er, vi tror på? Det er dertil nærmest alt for banalt. Det siger sig selv, at vi ikke vil have med den onde og det onde at gøre. Og selvom det er et grundvilkår for mennesket at ende der igen og igen, bliver det ualvorligt, som det er formuleret her. Endelig er det problematisk i forhold til alle de andre kirker, der ikke har forsagelsen med.

Simon Peters trosbekendelse Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn. (Matthæusevangeliet kap. 16)

Alt det der ikke er med Man kan godt undre sig over, at hele Jesus’ liv ikke nævnes i trosbekendelsen. For eksempel bare hans dåb. Men fuldstændig

Trosbekendelsen prøver at sige det uudsigelige uden at kramme luften ud af det. Den prøver med menneskelige ord at rumme et mægtigt uudgrundeligt mysterium, som man aldrig må gøre sig færdig med.

BIRGITTE REFSHAUGE KJÆR, SOGNEPRÆST

parallelt med evangelierne er opstandelsen det krystal, alt ses igennem. Og derfor har man vel tænkt, at hele hans liv var rummet i denne dåbsformel, når man havde nævnt hans fødsel for så at ile til hans død og opstandelse.

Sagt med nye ord Formuleret til et P1-program i 2017 af Ida Auken, teolog og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet:

Død, mørke og ondskab - bliv os fra livet.

Vi tror på Gud Fader, som har skabt verden og formet os i sit billede. Gud som har givet livet skønhed og mening. Gud, i hvis hænder vi kan læne os tilbage og give slip. Gud, som omslutter os med sin kærlighed og tænder lys i vores mørke.

Vi tror på Guds søn, Jesus Kristus, som hver dag giver os en ny chance. Jesus, som har sagt god for os og holder hånden over vores hjerter, når vi går til angreb på os selv. Jesus som har ofret sig for, at vi altid skal kunne leve vores liv frit og taknemmeligt uden skam og skyld.

Og vi tror på Helligånden, den stærke kraft der binder os sammen og skaber fællesskab blandt mennesker. Helligånden, der giver os inspiration, opfindsomhed og mod på tilværelsen. Helligånden, der ånder sin sandhed ind i hver af os og holder os i live. 5