Joachim Ladefoged by Martin Ferro-Thomsen

interview

zoom – alt om digitalfoto

INTERVIEW MED JOACHIM LADEFOGED:

”DA JEG FIK BØRN, STOPPEDE JEG MED AT LAVE KRIG” Mød Danmarks internationale fotograf Joachim Ladefoged, der bor i Ry og stadig drages mod udsatte egne. Og så er han taknemmelig for digitalkameraet, der fik hans liv til at hænge sammen. TEKST MARTIN FERRO-THOMSEN FOTO JOACHIM LADEFOGED

ooms chefredaktør husker ham tydeligt fra teknisk skole i Århus, hvor de begge blev uddannet som pressefotografer sidst i firserne. – Allerede dengang var han én, man lagde mærke til ... og så var han bindegal, tilføjer redaktøren med et smil og en metertyk indforstået humor. Egentlig ønskede den 16-årige Joachim allermest at blive fodboldspiller. Så fik han leddegigt, og drømmene brast. Et år efter fik han stukket et kamera i hånden. I dag siger han, at kameraet reddede hans liv. Sådan kunne den ultrakorte version af historien om en af Danmarks, og sikkert også verdens, bedste fotografer lyde. Men historien om Joachim Ladefoged har meget

— Jeg er ikke en krigsfotograf, skulle han være kendt for at sige, og det siger han da også til mig allerede i begyndelsen af vores interview.

mere kød på kroppen og at skulle gengive det hele her, ville næsten svare til at skulle vise rundt i Rom på en eftermiddag. Heldigvis er der hans mange billeder. Som postkort fra vidt forskellige lande og vidt forskellige begivenheder står de tilbage som små fastfrosne øjeblikke og fortæller om store historier og følelser. Hvad enten det gælder prostituerede i Congo eller cheerleaders i Kentucky, for blot at nævne to af Joachims seneste reportager. Billeder med indhold – Jeg er ikke en krigsfotograf, skulle han være kendt for at sige, og det siger han da også til mig allerede i begyndelsen af

vores interview. Og paletten med motiver er da også temmelig broget. Bodybuildere, golfspillere, topmodeller og mentalpatienter er blandt de figurer, der har stået model til hans ihærdige linse. Men det er især hans krigsbilleder, han bliver husket for. Hans sort/hvide fotos fra krigen i Kosovo i senhalvfemserne er af den type, der sætter sig fast på nethinden: Et lig ligger på gulvet, sprættet op på langs og syet sammen igen, på vej til at blive lagt i kisten. Soldater med hævede geværer. Pigtråd og blod løber hen over billedfladen. Kulsorte billeder, man ikke kan ryste af sig. Og det er også hensigten. Selvom han ikke tager krigsfotos længere (men dog stadig

JOACHIM: – HER ER VI I KAKUMA I KENYA. Det er en flygtningelejr, der faktisk har eksisteret i ti år. Det overraskede mig, at man havde både satellit-tv og indkøbsgader, hvilket jo er paradoksalt i en flygtningelejr. Flygtningene på billedet venter på at få fat i brænde til at lave mad. Livet fortsætter jo. Taget i 2000.

”tager til steder, som folk siger, er farlige”), er der en uformindsket ambition om at lave billeder, der gør en forskel. For eksempel stod Joachim på Sri Lanka med hans to trofaste Canon-kameraer – kun få dage efter Tsunami-bølgen havde lagt sig. Her dokumenterer hans billeder af sønderrevede byer og husvilde mennesker tragedien, som vi andre kun alt for hurtigt glemmer. En lignende tanke ligger også bag reportagen om de congolesiske sexarbejdere,

JOACHIM LADEFOGED • Født 1970. Medlem af det internationale fotokollektiv VII (udtales ’seven’), der af magasinet American Photo for nylig blev kåret som nummer tre på listen over de hundrede vigtigste i fotograﬁets verden – kun overgået af Mark Getty og Annie Leibovitz. • I 2001 - 2002 var han medlem af det fornemme Magnum-fællesskab. • Har vundet førstepriser ved ﬂere af de største internationale fotokonkurrencer, bl.a. Visa dOr og World Press Photo. • Arbeder for tiden bl.a. for Berlingskes Nyhedsmagasin, National Geographic, New York Times Magazine og det tyske magasin Mare. Hans billeder har desuden været bragt i bl.a. GEO, Le Monde og Time Magazine og Newsweek. Joachim underviser også på Journalisthøjskolen i Århus, og han har udgivet bogen ’Albanians’ med billeder fra Albaniens turbulente historie (Arnold Busck, 2000).

• Bor i Ry sammen med sin kone og deres to drenge.. Læs mere og se flere af Joachims billeder på www.joachimladefoged.com

interview

zoom – alt om digitalfoto til Dubai Desert Classic (en stor international golfturnering) af Euroman. Her fik jeg frie hænder til at skyde , selvom jeg aldrig har lavet golf i mit liv. Her ser vi Søren Hansen, den danske golfspiller. Taget i 2003.

JOACHIM: – JEG BLEV SENDT

som er lavet sammen med Læger Uden Grænser, der underviser pigerne i at beskytte sig mod HIV og overleve hverdagen. I skrivende stund udstilles Joachims billeder i New York, og senere skal de udgives. Forhåbentlig vil de få folk til at tænke – og i bedste fald handle. Men det store flertal vil sandsynligvis være umulig at råbe op. Som han siger: – Verden er grundlæggende ligeglad med prostituerede i Congo. Folk lukker af for nød og elendighed. De kan simpelthen ikke rumme det. Men netop derfor er det utrolig vigtigt stadig at fortælle de historier. ”Jeg skulle aldrig have børn” For hans eget vedkommende var der flere grunde til at stoppe med at ”lave krig”, som det hedder på fotografsprog. Da han som 21-årig blev professionel fotograf med kæmpestort F, havde han svoret, aldrig at skulle have børn. Jagten på verdens bedste fotos efterlader ikke meget plads til familie og ’den slags’. Man rejser meget, og ofte er destinationen nogle af verdens farligste områder.

Faren og spændingen bliver et narkotikum, og det skræmte Joachim, der på et tidspunkt indså, at han ville blive skør, hvis han fortsatte.

– Når man kommer hjem og skal tage billeder af lokalstof eller lignende, virker alt banalt og trivielt. Også selvom det egentlig ikke er det. Faren og spændingen bliver et narkotikum, og det skræmte Joachim, der på et tidspunkt indså, at han ville blive skør, hvis han fortsatte. – Jeg har set andre krigsfotografer gå i hundene. De føler ikke, at de får den opmærksomhed på hjemmefronten, som de fortjener efter at have set og oplevet grusomhederne. Derfor drikker de sig fulde, når de endelig er hjemme. Familien og venner falder lige så stille fra, og for enden af den vej er der kun ensomheden tilbage. Siger altså Joachim, der i samme åndedrag mener, at fotografer uden familiære bånd ofte er bedre fotografer – hvilket naturligvis hænger sammen med hans tidlige beslutning om aldrig at få børn. Men i 2000 skete der noget. Her nåede han en af de største mål i sit liv som fotograf. Nemlig optagelsen i Magnum – verdens mest respekterede fotofællesskab. Glæden var overvældende, men da den langsomt begyndte at fortage sig, indså

han med ét, at der altid ville vente nye opgaver og nye mål omkring det næste hjørne. Pludselig trådte vigtigheden af at stifte familie og få et solidt grundlag i forgrunden. Han ville ikke ende som den berømte, men ensomme fotograf, der kun havde fotografiet tilbage i sit liv. Digitalkameraet gjorde det muligt Derfor gik turen snart fra stenbroen i København til Ry i Midtjylland, hvor Joachims kone har familie. Hvis de skulle have børn, var det vigtigt med nogle bedsteforældre som støtte, når far er ude og rejse. Siden har de fået to drenge, og Joachim har skåret rejserne ned til to-tre måneder om året, hvilket bliver til mindst 15 forskellige destinationer verden over. Skridtet fra det elektriske Nørrebro til det ’Midtjyske Søhøjland’, som det kaldes, havde også konsekvenser for Joachim, der nu skulle bo langt fra en avisredaktion med fremkaldermuligheder. – Jeg kunne simpelthen ikke flytte til Ry, hvis jeg ikke skød digitalt. Derfor købte jeg med det samme to styks Canon 1Ds Mark

i Kentucky, USA, så sent som i august. Det er amerikanske cheerleaders, der er meget mere atletiske end herhjemme. Jeg stod på en stige, da jeg tog billedet. Jeg lavede en portefølje, som lige er blevet bragt over 8 sider i New York Times Magazine.

JOACHIM: – DET HER ER

til de danske mesterskaber i bodybuilding, hvor deltagerne smører sig ind i bruncreme, så man bedre kan se musklerne. Manden på billedet er STOR, men faktisk er han endnu større i dag. Det ved jeg, for han er endt med at blive en af mine gode venner. Taget i 2001.

JOACHIM: – HER ER VI BACKSTAGE

interview

zoom – alt om digitalfoto JOACHIM: – VI ER I ALBANIEN. Manden

er dræbt af en vildfaren kugle, og hans familie er samlet omkring ham til lit de parade. Det her billede startede det hele for mig, og jeg kunne med det samme mærke, at jeg have fået fat i noget særligt. Taget i 1997 med et Canon Eos 1N.

Vidunderlig forbandelse Jeg undrede mig flere gange over personerne på Joachims billeder. Ofte virker de ekstremt private – som om kameraet slet ikke er til stede. Jeg spurgte ham om, hvordan man får folk til at glemme, at de har et stort Canon-kamera ’på nakken’? – Når man skal tage billeder af mennesker, er det utroligt vigtig at skabe de rette forudsætninger omkring billedet. Folk skal føle sig tilpas ved situationen. Jeg er heldigvis født utrolig nysgerrig og

I dag har Joachim nået mange af sine mål. Han har taget nogle fantastiske billeder, der er blevet anerkendt i de fineste kredse og publiceret i de bedste magasiner i verden.

synes, at alle mennesker er interessante. Så egentlig er jeg bare mig selv. Jeg spørger til deres liv og hverdag, pjatter lidt med dem og skaber på den måde en god stemning. Det handler om at falde naturligt ind og så lige så stille begynde af fotografere. Det med at falde naturligt ind, skal nogle gange forstås helt bogstaveligt. Da Joachim for kort tid siden var i Kentucky for at tage billeder af cheerleaders i teenagealderen, skulle de unge mennesker på lejrtur, hvor jetski-sejlads var et vigtigt punkt på programmet. Her sprang den næsten tyve år ældre fotograf fluks i badebukserne og op på jetskien – hvilket staks faldt i god jord. Det gjorde naturligvis også processen lettere, at det var unge, imødekommende mennesker, som var vant til at optræde. Andre gange er det sværere. For eksempel med et af Joachims stærkeste billeder fra Albanien. Her blev han lukket ind i et rum med tyve grædende kvinder, hvor en alt for ung mand lå på lit de parade med en bandage om hovedet. Her var stemningen så tung af sorg, at det ville være fuldstændig umuligt at indlede en dialog. I dag har han nået mange af sine mål. Han har taget nogle fantastiske billeder, der er blevet anerkendt i de fineste kredse og publiceret i de bedste magasiner i verden. Han er desuden for længst blevet kureret for leddegigten, den vidunderlige forbandelse, der på en måde startede det

hele. Fire år med naturmedicin gjorde, at han kunne rejse sig fra kørestolen og fungere med kun minimale gener, såsom et hævet knæ og svage led. Der som bekendt heller ikke har det så godt med at springe rundt mellem murbrokker og flyvende kugler. ■ FOTO NICKY BONNE

II, og siden har jeg været stor tilhænger af digitalfoto. Jeg elsker det! Han ser sig selv som en allround reportagefotograf og bryder sig ikke om at bliver sat i bås. For nylig har han for eksempel skudt en række billeder for noget så jordnært som B&O, hvor han har fået lov til at tage elementer fra reportagestilen med ind i lækkert opsatte hifi- interiører. Der er i hvert fald ikke tale om traditionelle reklamefotos – ofte er det nærmest umuligt at få øje på B&O-produktet i de ellers ultrasmukke billeder. Han arbejder også på et større bogprojekt, hvor han følger i sine egne fodspor tilbage gennem tiden til alle de steder, han har boet. Her banker han på og tager billeder af de mennesker, der bor der nu. Det skal blive til en meget personlig Danmarkshistorie – eller en historie om Joachims Danmark.

UDSTYR • To stk. Canon Eos 1Ds Mark II. • På dem sidder næsten altid objektiverne 24-70mm, 2,8 og 35 mm, 1,4. • Han har dog også et 50 mm 1,4, men det bruger han stort set aldrig. • Joachim bruger aldrig store telelinser – heller ikke engang når han skal ”lave golf”, som han siger.