Dorte Lausten Smykker

Troldmandens lĂŚrlinG...

I sensommeren 1991, da jeg var 19 år gammel og netop havde afsluttet basisuddannelsen på Randers Tekniske skole, blev jeg tilbudt at komme i praktik hos guldsmed Bent Exner. Han havde just afskediget en lærling, da hun havde spurgt for meget. Så det første år af min læretid spurgte jeg kun om vejledning til udførelse af de skitser, Bent havde lagt ved min arbejdsplads, når det var strengt nødvendigt.

Men før jeg blev antaget som lærling, tog jeg bussen fra min fødeegn ved Terndrup mod Tranekær. Jeg blev afhentet ved busstationen i Åbybro i Bents blå Volvo, og herefter fulgte en uforglemmelig køretur på de ujævne betonveje fra krigens tid mellem Ryå og værkstedet på Tranekær, med en fart på omkring de 150 kilometer i timen.

Hjertet faldt til ro over en kop frisklavet te ved det runde bord i køkkenet, Bents pibe blev tændt, og røgen blandede sig med fuglesang fra den åbentstående terassedør.

Ved min tekop lå en skitse af et lille emaljekors. Korset har jeg gemt som et kærligt minde om starten på en helt uforglemmelig rejse gennem de næste 14 år, hvor Kierkegaard, ”Den lille prins” og hæftet med talen ”Vi er en del af jorden” skrevet af høvding Seattle blev blandet med den kristne tro, korsfæstelsen, døden, og ikke mindst den daglige opstandelse fra de døde. Et tema, som ofte var omdrejningspunktet for de smykker og kirkelige opgaver, jeg udførte i min tid på Exners værksted.

Mange håndværksmæssige principper har jeg taget til mig, for det er vigtigt for mig at bevare den håndværksmæssige arv, som har været en så stor del af min tid sammen med Bent, og som jeg sætter en ære i at bevare.

Ikke en dag går uden kærlig erindring om oplevelser og samtaler med Bent Exner - en tid i mit liv, som jeg altid vil være taknemmelig for at have oplevet.

Smykkekunst - for livet

Jeg elsker mit fag, for det er renligt og pertentligt, og jeg har brug for orden omkring mig.

Når jeg tænder arkitektlampen, trækker stolen ind under mig og griber filen, er jeg i mit es. Jeg er tryg, hjemme og alt andet er i det øjeblik ligegyldigt. Jeg lytter ofte til gregoriansk korsang, som har mørke undertoner, og det inspirerer mig meget.

Og så er der værktøjet, som gør det muligt at skabe mine smykker og kirkelige genstande. Jeg elsker mit værktøj.

Det er smukt, og så kan det udrette så rigtigt meget – især hamrene, som jeg bruger når jeg fremstiller kirkesølv, er en fryd for øjet.

Jeg arbejder med mine design i spændingsfeltet mellem det rustikke og det raffinerede. Jeg lægger vægt på, at mine smykker kan tåle at blive brugt, derfor arbejder jeg sjældent med det helt højglanspolerede udtryk, for det tåler ikke at blive brugt - og da slet ikke det bløde sølv, som let pådrager sig knubs og ridser. Sølvet har den fordel, at det ikke er et meget bekosteligt metal, og derfor giver det mig mulighed for at eksperimentere med metallet og give det forskellige overflader og farver via oxydering og forgyldning, helt eller delvist.

De ædlere metaller såsom rød- og hvidguld levner ikke så mange muligheder for at arbejde med nuancer i det kunstneriske udtryk. De kræver en meget mere streng forarbejdning, da metallernes kostbarhed ofte bærer det kunstneriske udtryk via værdien pr. gram.

Da mine smykker ikke er støbte, men fremstillet ud af de rå matrialer som plade og tråd - tegnet op i hånden med passer, ridsestift og vinkel - bliver udtrykket ofte mekanisk, kantet. Men denne arbejdsform stiller store krav til den håndværksmæssige kunnen og gør merfremstilling af det samme smykke umuligt, da jeg ikke noterer fremgangsmåden ned. På den måde bliver det enkelte smykke unikt.

“Jeg vælger helst gedigne materialer til mine smykker. De skal kunne holde til et livslangt brug og skal kunne tåle at blive ændret i størrelsen, når de går i arv.”

Uden for tid og sted Mine smykker følger ikke trenden inden for smykkeformgivning. Jeg arbejder med mit helt personlige udtryk og univers uden for tid og sted. Egentligt bryder jeg mig ikke om smykker, der larmer unødigt, ej heller den mere sødmefyldte stil. Jeg vil gerne lægge mig i den tunge ende af smykkespekteret, for jeg synes at samtidens smykkekunstnere arbejder for let på tråden, med alt for mange små prikker og blomster.

Enkelte temaer går igen, f.eks. fuglen, som optager mig i øjeblikket. I disse små fugle kan jeg tage et frirum og for en stund være fuglefri, høre den lille stær der flyver højt, højt op under himlen, mens vi mennesker binder os til jorden med alt vores ”gods og guld”.

Paradokset ligger i, at vi - som ravnen og skaden tiltrækkes af genstande, der glimter og skinner. Jeg arbejder med disse fugle som små skulpturer. De får tildelt en sokkel og kommer højt på strå med et glimt i øjet.

smykkekunst ud af skuffen

Vi mennesker har det med at skabe begrænsninger for os selv og ikke leve livet fuldt ud, af angsten for at stikke ud og tiltrække os opmærksomhed. Hvorfor ikke gribe dagen og leve efter et exnersk motto: Så længe ringen kan komme ind gennem døren, er den ikke for stor! Prøv det, det er befriende. Selv kan jeg ikke lade være med at skeje ud og lave meget store, skulpturelle ringe.

Egentligt udspringer trangen til at skabe store smykker af en personlig oplevelse fra Exners badeværelse. En af Bents døtre boede en overgang på Tranekær og havde fået tildelt en skuffe på badeværelset. Et tilfældigt kig ned i skuffen afslørede et skræmmende scenarie: Diverse toiletartikler kom sejlende mig i møde iblandet værdifulde og håndlavede smykker fra en mester!

Privateje: Mit mål med disse ringe er nået, når de lægger sig i gråzonen mellem skulptur og smykke, når beskueren ikke umiddelbart kan gennemskue, om det udstillede er en skulptur eller et smykke.

Privateje

Privateje

Denne oplevelse fik sat skub i mine tanker: Hvordan kunne jeg undgå at denne skæbne skulle overgå mine smykker? Hvordan kunne jeg lokke smykkerne ud af kommodernes dybe mørke, hvor de - når de ikke bæres - lever en anonym tilværelse indhyllet i blåt vat? De skulle selvfølgelig ophøjes til at være på linje med andre skulpturelle arbejder. Derfor er det vigtigt for mig, at smykker kommer frem i lyset, når de ikke bæres. De skal indtage rummet, hvor de er udstillet på lige fod og med samme ret som anden kunst.

Så armringen på mahogniopsatsen udspringer af dette ønske, det samme gør sig gældende for cocktailringen, som er inspireret af mælkebøttens frø, der gør sig fri fra moderplanten og bæres af vinden ud i verden, hvor den finder et nyt sted at slå rødder, for året efter at spire og minde os om forårets komme.

“2 linjer/10”

Pendulringen ”Fuld stop” var den første ring, der tog udgangspunkt i dette koncept. Den blev udstillet på det nu historiske Aalborg Kunstpavillon, hvor den blev solgt til en udøvende kunstner der ikke nærede noget ønske om at bære ringen, men ønskede at erhverve den for dens skulpturelle værdi.

Skabt til ” Det smukkeste marked”, kunsthåndværkermarkedet på Skals design- og håndarbejdsskole i anledningen af. at skolen i august 2010 udvidede med en ny 1-årig designlinje så der nu er to linjer “den klasiske linje” og “designlinjen.

Alter sølv

– istandsættelse eller nyfremstilling?

Min uddannelse på Exners værksted var meget bredspektret. Udover, at jeg skulle varetage en del af smykkefremstillingen, blev reparation og nyfremstilling af kirkesølv også en væsentlig del af hverdagen.

I de 14 år, jeg var tilknyttet værkstedet, har jeg istandsat et betydeligt antal alterkalke, diske og dåbskander, samt nyfremstillet tude og øser, så de omstridte og ødelæggende indsatser kom ud af cuppa, dvs. bægeret inden i alterkalken.

Landets kirker rummer en værdifuld og historisk samling af bevaringsværdigt altersølv, og det er meget vigtigt, at menighedsrådene og ikke mindst det daglige personale i kirken løbende holder et vågent øje på kirkesølvet. Især tænker jeg på forgyldningen i cuppa og i de små særkalke, der - hvis forgyldningen bliver skrammet eller sildt i brugen - vil give syren i altervinen fri adgang til at tære i sølvet og derved gøre det skrøbeligt. Ved tvivlsspørgsmål vil jeg tilråde, at menighedsrådet henvender sig til en af landets guldsmede eller sølvsmede, som har erfaring i restaurering af altersølv.

Jeg er af den opfattelse, at alting har sin tid - også altersølv. Der kan dog være særlige tilfælde, hvor sølvet har en betydelig historisk værdi. I disse tilfælde er det magtpåliggende at forlænge livet for et sådant stykke altersølv. Disse meget bevaringsværdige arbejder bærer ofte graverede våbenskjolde, enten på cuppa eller på foden, eller en indgravering under læbekanten øverst på cuppa, som fortæller hvem giveren oprindeligt var. Disse særlige kendetegn skal om muligt bevares.

Ethvert menighedsråd, der står over for at skulle tage stilling til, om kirken skal tilføjes nyt altersølv eller få istandsat det gamle, bør huske på, at der kommer en tid, hvor en udskiftning ikke kan undgås. Det kan være en svær beslutning, men her er det vigtigt for meningshedsrådet at se det som en mulighed for at skrive ny historie om netop deres kirke.

Fremstilling af nyt kirkesølv Endnu et valg skal dog træffes: Skal det bare være et massefremstillet stykke altersølv, som ikke nødvendigvis har den store bevaringsværdi for fremtiden, eller skal menighedsrådet få fremstillet et unikt stykke altersølv til netop deres kirke? Jeg vil råde til det sidste, fordi man så kan indarbejde træk og kendetegn fra netop den kirke, altersølvet skal passe ind i. Derved kan altersølvet måske holde de næste hundrede år og sætte en slags minde over et menighedsråd, der traf en beslutning, som gik over i historien.

Fremstilling af nyt kirkesølv er en længerevarende proces, hvor jeg arbejder tæt sammen med menighedsrådet. Efter gentagne møder og besøg i det enkelte kirkerum udarbejder jeg detaljerede arbejdstegninger, hvor der lægges vægt på at trække kendetegn fra kirkerummet eller allerede eksisterende kirkesølv ind i det nye, så der opstår en sammenhæng. Især har jeg arbejdet med at nytænke alterkalkens cuppa, som til alle tider har voldt problemer. Problematikken ligger i, at sølvet, som cuppa fremstilles i, skal forgyldes. Det skal enten ske galvanisk, eller cuppa skal lueforgyldes for at hindre vinsyren i at tære på sølvet over tid.

Selvfølgeligt skal der tages hensyn til graveringer og forgyldte læbekanter, men ellers ser jeg ikke nogen hindring for at tilføre kalken en ny kumme i glas. Den angribes ikke af vinsyren og skal ikke omforgyldes gentagne gange i sin levetid. Vist kan glasset gå i stykker, men her er det vigtigt at huske, at sølvet også skal håndteres med omtanke.

Især sølvkummer af ældre dato kan ved pådragelse af buler knække i metallet.

Altersølvet har en enestående, bevaringsværdig værdi. Men i princippet kan selv en billig glaskande fra Netto indeholde altervinen.

Kirkekunst og kristen inspiration I mine kirkelige arbejder lægger jeg vægt på de håndværksmæssige traditioner, jeg har med fra min uddannelse, og de erfaringer, jeg har gjort mig på Exners værksted.

Jeg har en forkærlighed for emaljearbejder - både til personlig brug og til udsmykning af kirkerummet. Især teknikken émail cloisonné, hvor ramme og bund udføres i sterlingsølv, mens den tynde fladvalsede tråd tegner omridset af figurene og landskabet i den bibelske fotælling, som det enkelte billede skal illustrere. Det er her, det indviduelle, kunstneriske udtryk bliver interessant at arbejde med.

Jeg har haft den fornøjelse at samarbejde med Bent Exner om emaljekors til Frederiksberg Slotskirke, Bolholte og Fonnesbæk Kirke samt udført modelarbejder af helligåndsduen til udsmykning af Christianskirken i Sønderborg og alterudsmykningen i Elsted Kirke.

Særligt vil jeg dog huske mit arbejde med fremstillingen af Frøslevskrinet og spændet til Budolfi Kirkes bispekåbe, som var det sidste arbejde der forlod Exners værksted i sommeren 2006.

Det at arbejde med den kristne tro er et tilbagevendende tema for mig - både i flere af mine smykker og i de små, emaljerede kors. For mig handler det om mange ting. At miste troen på livet og via evangeliget at genvinde denne tro på, at det nok skal gå alt sammen. At andre før os har lidt, og at lidelsen er en del af livet der skal påminde os om, at der findes noget større end os selv, At vi ikke altid er herre over vores liv, og at vi nogle gange må sætte vores lid til, at højere magter guider os ud af mørket og sorgen, også efter tab af nære som vi holdt af. Vi skal huske at leve nuet og elske vores kære, mens vi kan. Tænk, hvis paradiset ikke er noget der skal tilkomme os efter døden, men at jorden er det paradis vi får lov at opleve. Gælder det så ikke om at gribe dagen og leve i nuet, og at tilgive dem, som har gjort os uret, for de ved ikke bedre..?

Det at arbejde med den kristne tro er et tilbagevendende tema for mig - både i flere af mine smykker og i de små, emaljerede kors.

Del af trosbekendelsen Inspirationen til udsmykningen af koret i Terndrup kirke tager sit udspring i trosbekendelsen som kirkegængeren hver søndag bekræfter sin kristne tro ved.

“Korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv.

Jeg synes, at trosbekendelsen rummer vort daglge liv.

Vores kampe for at nå vores ønsker. Mens tid er, for det liv, vores forældre har givet os. For vores liv på denne jord er fra fødslen afmålt, og ingen ved med sikkerhed, hvornår vi skal herfra.

Korsfæstelsen føler jeg også er en del af mit liv især, når jeg ikke bliver hørt og ikke bliver respekteret som det meneske jeg er, med de evner der er blevet mig givet.Til tider føler jeg livet er som at være fanget uder isen og problemstillinger er frosten der får vågen til at fryse til i sidste øjeblik finder jeg en løsning, isen smelter og solens stråler varmer mig op, jeg er opstanden.

Finder jeg balancen mellem det jeg skal, og det jeg drømmer om at nå har jeg sejret som kristus over døden.

Model af forslag til udsmykning af koret i Terndrup kirke 2010

I foråret 2004 udførte jeg i samarbejde med Bent Exner en af værkstedets fornemste opgaver, nemlig folkegaven fra det sønderjyske folk til Kronprins Frederik og Mary Donaldsons bryllup.

Gaven var en rekonstruktion af Frøslevskrinet. Skrinet er fundet i 1872 under tørvegravning i Frøslev mose, og næst efter guldhornene er Frøslevskrinet det fornemste fund, der er gjort i sønderjysk jord.

Skrinet tog ca 3 måneder at fremstille og er det største emaljearbejde jeg til dato har fremstillet. Selve procesen med skrinet var så interesandt, at Søren Ryge Petersen lavede en udsendelse fra værkstedet, som blev vist på DR efter brylluppet.

Skrinet består af fem plader, motiverne er tegnet op efter orginalerne og derefter savet ud, påloddet en tyk bundplade. Denne teknik kaldes også grubeemalje. I de udsavede celler er der efterfølgende lagt 3-5 lag emalje (knust glas), som for hvert lag blank brændes ved 800 grader.

De færdige emaljerede plader er så slebet helt plane, og til slut er de blevet lueforgyldt som orginalerne har været det oprindeligt.

I dag er skrinet udlånt af kongehuset til Sønderborg Slot.

VĂŚrksted - og vĂŚrested

Jeg kan ikke forestille mig et liv uden et værksted. Livet er et værksted, og et værksted giver liv til tankespind.

Da samarbejdet med Bent Exner tog sin afslutning i sensommeren 2005, var det naturligt for mig at finde et sted at etablere mit eget værksted. Kærlighedens uransaglige veje havde ført mig til St. Brøndum. Her havde jeg min base, når værkstedet på Tranekær ikke fyldte mit liv med spændende opgaver.

Via min tilknytning til St. Brøndum fik jeg kontakt til den sel-vejende institution Kulturkøbmanden, som i opstarten stadig fungerede som købmandsforretning i traditionel forstand, med handel af diverse dagligvarer. Kulturkøbmanden stod over for at skulle nedlægge dagligvarehandelen, og bestyrelsen havde et ønske om at kunne tiltrække en kunsthåndværker med en drøm om at etablere et arbejdende værksted. Sådan kom det i stand, at jeg fandt mit sted, og der blev søgt kommunale midler samt fondsmidler til istandsættelse af det gamle varelager på loftet over Kulturkøbmanden.

Den 31. maj 2008 stod den nye overetage klar til indvielse. Det var en uforglemmelig dag, jeg havde nået mit mål mit ”eget værksted” var etableret.

Uanset hvor jeg kommer hen, tænker jeg først på, hvor skal jeg have mit værksted - ikke hvor jeg skal sove, eller hvor køleskabet skal stå.

De næste to år fik jeg god brug for min viden fra Exners værksted, både med smykkefremstilling og altersølvet, men jeg fik også brug for min erfaring fra de smykkeudstillinger, Bent havde haft i min tid på værkstedet. Denne erfaring kom i god brug, da jeg fik ansvaret for at fylde galleriet i forlængelse af mit værksted med kunsthåndværk til de fire årlige ferniseringer hos Kulturkøbmanden, et stort men spændene arbejde som blev meget vel modtaget og var med til at gøre et besøg på mit værksted til en rigtig god oplevelse.

Men selv de bedste hensigter er ikke altid nok. I foråret 2010, måtte jeg indse, at skulle jeg lykkes med mit håndværk, så måtte jeg hellige mig det og jeg besluttede at flytte værkstedet hjem i privaten. Sjælero er alfa og omega, hvis kunsten skal blomstre.

I dag er værkstedet indrettet på vores gård i Blenstrup, hvor der er god plads til at familieliv og kunsthåndværk kan gå hånd i hånd.

Værkstedet er et oplagt udflugtsmål for menighedsråd, kunstforeninger og andre kulturintereserede.

Guldsmed Dorte Lausten Horsensvej 8 B, Blenstrup 9520 Skørping www.laustensmykker.dk Tlf. 20 96 32 29 e-mail: lausten@c.dk ÅBEN EFTER AFTALE Mine smykker kan ses og købes fast i Nordkraft, Aalborg i designbutikken NORD CRAFT

Foto: Søren Larsen - Larsenform.com Layout: Fiels & Ko - www.fiels.dk Tekst: Dorte Lausten / Lene Høg - www.adhockommunikation.dk Tak til Marimekko Concept Store, Aalborg