Farvel til den privatpraktiserende lærer

foto: lars Horn

På Alkjærskolen har skoleleder Ole Graversen en gruppe lærere, der i selvstyrende team tilrettelægger hinandens arbejdstid inden for en tilstedeværelsesramme.

ESBEN CHRISTENSEN Spørger ole Graversen svArEr:

Hvorfor er det ikke op til den enkelte lærer at bestyre sin egen tid?

»Opgaveløsning er en fælles opgave. Folkeskoleloven foreskriver, at vi som skoleledere skal sikre undervisningsdifferentiering. Men også at vi gennem teamsamarbejde skal sikre, at lærerne har en forståelse af, at det her er en fælles opgave. Man fastlægger den tid, man er sammen, i teamets samarbejdsaftale. Vi har en overordnet ramme, en tilstedeværelsesramme, og i den tid er vi tilgængelige for hinanden«.

Var det ikke dit indtryk, at dine lærere arbejdede fuld tid, før de fik den her tilstedeværelsesramme?

»Tilstedeværelsesrammen er ikke et mål i sig selv. Det er ikke for at være kontrollant. Det er et middel til at sikre, at samarbejdet glider lettere, og en løsrivelses fra kalendertyranniet, hvor enhver aftale om dialog krævede, at parterne tjekkede deres individuelle kalendere. I et forsøg på at løse det har vi planlagt en fast tilstedeværelsesramme for de team, der skal arbejde sammen om en fælles opgaveløsning«.

Nogle lærere er glade for selv at kunne styre deres egen arbejdstid – det giver frihed og fleksibilitet. Har I ikke solgt den frihed?

»Her hos os er det noget, der er foregået via en gradvis udvikling væk fra den lærertype, man kan kalde den ’privatpraktiserende lærer’. Det var en lærertype, der hørte en tidligere skolelovgivning til, hvor den enkelte lærer var eneansvarlig for en løsning af undervisningsopgaven. Allerede med skoleloven i 1993 blev det ændret, så det ikke længere er den enkelte lærers suveræne ansvar, men en fælles opgave. Hos os er det blevet en kultur – sådan gør vi bare – og det er mit indtryk, at mine lærere ikke ser det som en begrænsning, men en fordel«.

Hvorfor er det en fordel?

»Fordi alle er til stede, mens børnene er der. Man har en meget større grad af fleksibilitet til at tilrettelægge undervisningen, så den passer til de mål, man har for det aktuelle undervisningsforløb. Det kræver ikke langtidsplanlægning. Lærerne ved, at de kan bruge hinanden, hvis ikke de er optagede af en mere væsentlig undervisningsopgave«.

Kunne man ikke lige så godt indføre fuld tilstedeværelse fra 8-16?

»Hvis de fysiske rammer på skolen var til det, så åbnede Arbejdstidsaftale 08 op for det. Så det er hele tiden en afvejning af, hvad der giver mening, og hvad der er fornuftigt i forhold til de fysiske rammer og de opgaver, der skal løses. Min holdning er, at der er dele af lærernes arbejdsopgaver, der ikke er så enkle, at de kan løses inden for en tilstedeværelsestid fra 8-16. Der kan være forældresamarbejde, der kan også være individuel planlægning, der langt bedre foregår på et andet tidspunkt. Men ifølge Arbejdstidsaftale 08 kan enhver aktivitet på skolen gøres til genstand for tilstedeværelse«.

Det lyder til, at der er meget mødeaktivitet – møder du dine lærere ihjel?

»Det håber jeg ikke. Kan man kalde det et møde, når to mennesker sætter sig sammen og taler om det næste undervisningsforløb? Vi er jo også en del af en kultur, hvor man definerer mange ting som møder, men vi skal måske bestræbe os endnu mere på at definere, om noget er et møde eller bare en del af planlægningsarbejdet«.

Hvad har der været af knaster med overgangen til tilstedeværelsesramme?

»Efter min opfattelse kræver det en grundig proces at flytte sig fra det, man kan kalde den absolut privatpraktiserende lærer, der lukker døren til sit klasseværelse. Den proces kræver tid«.