Rapporteret: Grønland

Den enes

Lærer i Grønland. Morten Glistrup nyder at undervise i Østgrønland, men selv om han arbejder sammen med en grønlandsk lærer, er sproget et problem.

TEKST OG FOTO HELENE BROCHMANN

Morten Glistrup havde været lærer på et par skoler i Danmark, først i Værløse og siden tre år i København, da han besluttede sig for, at nu skulle det være.

Han havde altid haft lyst til at rejse, så da en kammerat rejste til Vestgrønland og sendte ham begejstrede beretninger og otte billeder, søgte Morten Glistrup job på skolen i Tasiilaq. Det skulle ikke være hovedstaden og Vestgrønland. »Når jeg valgte at komme herover, var det, fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville prøve ’det rigtige Grønland’. Nuuk var ikke interessant for mig. Det er simpelthen for stort. Det har været en rigtig rar omvæltning for mig at komme her i forhold til at have boet i København det meste af mit liv, fordi jeg føler, at jeg nu har fået den plads, jeg gerne ville have«.

Sproget er en udfordring

Til trods for at Morten Glistrup indgår i en tolærerordning med en grønlandsk kollega, er sproget en stor udfordring. Og her taler vi ikke bare om to, men om tre sprog, forklarer Morten Glistrup. »Undervisningssproget er vestgrønlandsk på papiret«, fortæller Morten og fortsætter: »Det skal det være. For man anerkender jo ikke østgrønlandsk som et sprog«.

O cielt er det en dialekt, selvom der er så

Læs mere om Morten Glistrups arbejde med de grønlandske elever og forældre i en længere version af interviewet. à Ekstra på folkeskolen.dk

Den enes drøm ...

mange ord, der er anderledes. Lærerne taler også østgrønlandsk til eleverne. »Man kan vælge at fokusere på sprogproblemet, og så kommer man ingen vegne, eller man kan simpelthen arbejde sig uden om det. Vi danskere prøver jo på at lære det, men det er svært. Jeg har fået noget god undervisning, men det er stadigvæk svært. Og det var jo så vestgrønlandsk. I skolen synes jeg nu nok, man nder ud af det, og så er der altid nogen, der kan hjælpe«.

Skoledagen ligner en dansk skoledag, fortæller Morten Glistrup. »Skolesystemet er bygget op efter et dansk mønster. Vi bruger nogle af de samme bøger, og vi bruger også oversatte bøger, men heldigvis er der begyndt at komme ere bøger på grønlandsk og bøger, hvor det står på begge sprog. Det gør det lidt nemmere for mig, for så kan jeg se, hvad det er, de skal læse, og så kan vi læse det op på begge sprog. I Danmark bruger man også internettet meget, men der er vi lidt bagud, for vi har jo ikke bredbånd, som man har fået ovre på vestkysten. Det går over satellit her, så det tager lidt mere tid. Og generelt så tager det måske bare lidt mere tid at nå det samme, især på grund af det sproglige«.

Analfabeter og mønsterbrydere

I debatten har der været talt meget om, hvorvidt eleverne lærer nok i den grønlandske folkeskole. Morten Glistrup er ikke så skeptisk. »Vi har jo nogle elever, der er fantastisk dygtige. Vi har en stor mellemgruppe, men også en gruppe, som har rigtig svært ved det. Gruppen af fantastisk dygtige er nok lidt mindre end i Danmark, men jeg er ikke sikker på, at den svage gruppe er så meget større. Jeg har da oplevet funktionelle analfabeter i Danmark i 8. og 9. klasse, og det er jeg ikke sikker på er så specielt meget værre her«.

Når eleverne er færdige med 10. klasse, er de nødt til at rejse til vestkysten eller Danmark, hvis de vil videre.

Mange af dem, som kommer væk og får en uddannelse og virkelig får succes, kommer jo ikke tilbage, for det arbejde, de er uddannet til, ndes ikke her. Og så er de ikke så synlige for de yngre, der kommer efter.

Morten Glistrup

»Det er mønsterbrydere. De er vigtige, for så kan man pludselig se, at skolen nytter noget. Men mange af dem, som kommer væk og får en uddannelse og virkelig får succes, kommer jo ikke tilbage, for det arbejde, de er uddannet til, ndes ikke her. Og så er de ikke så synlige for de yngre, der kommer efter«.

Perfekt snescootervejr

Vejret har en stor betydning og kan indimellem godt udfordre mødedisciplinen, indrømmer Morten Glistrup: »Men hvis du fokuserer på alle de positive elever – dem, som kommer hver dag, som læser og beder om mere – så får du et helt andet billede«.

Samtidig vil han gerne medgive, at det ikke altid er sådan. »Jamen det kan jo ske, at der kommer ammasætter (små sk, en yndet spise, der pludselig optræder i store stimer), eller vejret bliver perfekt til snescooter. Så er der en lidt anden mentalitet, for når man kan gøre nogle bestemte ting på grund af vejret for eksempel, er det da dét, der er i fokus. Det er ligesom i Danmark i gamle dage, når der skulle høstes karto er. Når der er fangst, så skal man da ud at hente noget mad«.

Kollegaer rejst hjem

Lærere fra Danmark, der får ansættelse i Grønland, er typisk ansat på en treårig kontrakt. Hvis man gerne vil blive længere end de tre år, forlænger man kontrakten for et år ad gangen. Men det er der ikke så mange, der gør, forklarer Morten Glistrup.

De kollegaer, der blev ansat sammen med ham for tre år siden, er allerede rejst hjem – de sidste i sommer. Men Morten Glistrup er ikke på vej hjem, siger han. »Jeg tager ét år ad gangen. Så længe jeg har det godt, og arbejdet er godt, er der ikke noget, der trækker mig andre steder hen«, siger han.

Tasiilaq Tasiilaq

 er hovedbyen i Ammassalik-distriktet. Indtil for to år siden var distriktet en selvstændig kommune, men det er nu lagt sammen med Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) cirka 800 kilometer længere oppe ad kysten og

Paamiut og Nuuk på vestkysten – 600 kilometer tværs over indlandsisen – til én storkommune.

 Der bor knap 2.000 mennesker i byen og godt 1.000 i alt i de fem bygder, der ligger spredt cirka 25-100 kilometer fra byen. Det er kun seks procent af Grønlands samlede befolkning, der bor i de to distrikter på den cirka 2.500 kilometer lange østkyst, som i øvrigt er ubeboet.

... den andens mareridt

Som arbejdsløs, næsten nyuddannet og med masser af ambitioner og gåpåmod virkede jobbet som landsbylærer i en lille by i det allernordligste Grønland meget tiltrækkende på 32-årige Tobias Zimling. Men virkeligheden var en helt anden.

TEKST

FOTO

PERNILLE AISINGER

PER JENSEN

Tobias blev rigtig glad, da han k et job som lærer i Qaanaaq i det allernordligste Grønland. »Her var muligheden for at prøve noget andet end det sædvanlige. En mindre by med tæthed til kolleger og lokalsamfundet. Hvor man kunne være den traditionelle landsbylærer i stedet for én blandt 120 andre lærere«.

Huset i den lille by var dejligt med en lille gård og en fantastisk panoramaudsigt. »Jeg tænkte, at det her bliver godt. Jeg kunne følge fangerne sejle ind og ud, og beliggenheden gjorde, at jeg kunne følge med i, hvordan livet i byen udviklede sig på godt og ondt«.

Det viste sig dog ret hurtigt at være mere ondt end godt. For det var ikke kun midnatssolen og slædehunde, der holdt Tobias vågen om natten. »En gang imellem bankede fulde folk på døren for at spørge efter en aske vin. Og det var utroligt grænseoverskridende at se de børn, som jeg vidste, jeg skulle undervise, rende rundt på må og få midt om natten. De sad uden for mine vinduer ved lygtepælen og røg«.

Læreren er der ikke, for vejret er godt

Første skoledag var Tobias spændt. Han skulle møde op til et lærermøde. Men halvdelen af skolens 14 lærere var ikke til stede. »Det var godt vejr, så de var på fangst. Hvis man ikke har skema, men bare møder, så kan man jo lige så godt tage ud og fange sk«.

Så startede undervisningen. Med noget af et chok. Det niveau, Tobias havde forventet, var ikke bare skævt, det var helt skudt over målet. »Børnene hverken talte eller forstod dansk. Det er saftsusemig svært at undervise i matematik eller engelsk, når højst to i klassen forstår et ord af, hvad man siger. I matematik kan man lave noget skriftligt. Niveauet var meget lavt – jeg måtte undervise i gange og plus og minus i 9. klasse, division var for svært. Dansk måtte skriftliggøres på meget lavt niveau. Nogle af børnene var søde, men forstod ikke ret meget, og de kunne meget lidt, fordi deres tidligere lærere havde været syge eller for tørstige aftenen før«.

Nogle elever kom og gik, som det passede dem, sad og så lm på deres egen computer eller gav sig til at banke i bordene. Skoletasker blev ikke båret frem og tilbage, og lektier blev ikke brugt. Der var intet skolehjem-samarbejde, for forældrene talte heller ikke dansk. »Det var ikke særlig rart. Min faglige stolthed siger, at eleverne skal nå så langt, som deres evner giver mulighed for. Det var helt umuligt. Der var elever, der var skarpe nok, men som jeg ikke kunne løfte eller nå. Det gik mig rigtig meget på. At se på socialt rigtig dårlige forhold og ikke kunne tage en samtale, når en elev havde det svært. Det var nedbrydende, at jeg ikke kunne gøre det, som jeg mente, der skulle gøres«.

Et dyrt eventyr

Kollegerne var inke nok, og de lyttede også til hans frustrationer. En engelsk lærer på skolen – Chris Paton – fungerede som mentor, og han var en stor hjælp (se hans kommentar efter denne artikel). Men Tobias savnede opbakning fra ledelse og kolleger til virkelig at løse problemerne.

Lønnen viste sig også at være væsentlig sværere at få til at række end forventet. 14.000 kroner udbetalt for 40 timers arbejde. En god del af huslejen var betalt, men prisniveauet er meget højt – 30 kroner for et rugbrød og 1.200 kroner om måneden for en langsom internetforbindelse.

Det var utroligt grænseoverskridende at se de børn, som jeg vidste, jeg skulle undervise, rende rundt på må og få midt om natten. De sad uden for mine vinduer ved lygtepælen og røg.

Tobias Zimling

Tobias holdt tre måneder, så sagde han op. »Det nedbrød mig så meget, at jeg ville gå ned med aget. Jeg kunne ikke stå inde for det pædagogiske og faglige og slet ikke det sociale. Det var ikke nogen nem beslutning, for det koster rigtig mange penge«.

Tobias skulle selv betale hjemturen. Flybilletten koster 10.000 kroner. Så han måtte sælge alle sine møbler og det meste af løsinventaret.

Tobias er nu tilbage i Holbæk og har efter et par måneders søgning fået en ny stilling som lærer. »Jeg søgte mange stillinger – og har fået et godt job på en god skole«.

pai@dlf.org

Tobias Zimling havde store forventninger til at skulle arbejde som lærer i Grønland. Efter tre måneder sagde han op og rejste hjem til Danmark. Et undervisningsprogram for

bæredygtig udvikling

• Giv din skole en grøn profi l • Skab engagement, viden og handling • Bidrag til et bedre miljø

Grønt Flag Grøn Skole er Danmarks største ressource for miljøundervisning. Vi tilbyder en spændende ramme for undervisningen, undervisningsmaterialer, forslag til afgangsprøver, kontakt til mere end 30.000 skoler i hele verden o.m.m.

Læs mere på www.groentfl ag.dk - og mød os på Skolebogmessen

Grønt Flag Grøn Skole er et samarbejde mellem Friluftsrådet, Undervisningsministeriet, Miljøministeriet, Biologforbundet og Geografforbundet

Man skal ikke komme for at

forbedre Grønland

TEKST

PERNILLE AISINGER

For at klare dig som lærer i Grønland skal du være åben for nye ideer, eksibel og robust. Du skal kunne se det svære i øjnene og tro på, at det bliver nemmere, og ikke tage ting personligt. Sådan lyder rådene fra Chris Paton, som er født i England, læreruddannet i Danmark og har undervist i Grønland de seneste seks år. »Fagligt skal man have sindssygt mange kreative og praktiske ideer. Den pædagogik, vi kender fra Danmark, og de store didaktiske diskussioner, man er vant til, er ukendt på mange skoler i Grønland«.

Du må ikke tro, at et job som lærer i Grønland er et nemt alternativ. »Man skal møde eleverne der, hvor de er, selv om det er langt fra, hvad man forventer af en dansk elev. Hvis ikke man kan se bort fra forventninger og sammenligninger, skal man virkelig overveje, om man skal være lærer i Grønland«, siger han.

De er vant til, at lærerne forsvinder

Chris Paton havde undervist re år på en anden grønlandsk skole, da han k jobbet på skolen i Qaanaaq længst mod nord. Alligevel var det første år utroligt svært. Han havde fået at vide, at eleverne havde forskellige udfordringer, men havde ikke kunnet forestille sig, hvor hårdt det blev. »Det er svært at undervise børn, som har oplevet så meget fravær fra lærernes side, at de er totalt ligeglade med undervisning. Der mangler kvali cerede lærere generelt i Grønland og særligt i Qaanaaq, så nogle elever har haft utrolig mange vikarer eller meget fri. De er vant til, at lærerne forsvinder igen hurtigt. Hvorfor skal de lytte efter en, de forventer sikkert vil rejse igen om ikke så længe?«

Det samme gælder forholdet til kolleger og forældre.

Det er svært at undervise børn, som har oplevet så meget fravær fra lærernes side, at de er totalt ligeglade med undervisning.

Chris Paton

»Efter mit første år på en grønlandsk skole rejste syv lærere. Nogle var færdige med deres kontrakt og havde ikke lyst til at forny den, andre ville ytte tilbage til deres hjemby eller måske til et nyt job. Kollegerne er derfor også ganske forsigtige omkring nye medarbejdere. Hvorfor skal man lægge en masse energi ind i en, som måske ikke holder?«

Forældrene har den samme mistillid, så her skal der også arbejdes på et godt forhold. I et lille samfund med kun 600 indbyggere er det vigtigt, at man lader kon ikterne blive på skolen. Selv om man har haft en kon ikt med en elev eller en forælder på skolen, skal man stadig være venlig, når man møder dem i butikken.

Onsdag er ugens bedste dag

»Det er ikke på skolen, man skaber samarbejdet med forældre, det er i byen, når man mødes og kan spørge ind til ting helt naturligt«.

Sociale problemer i den lille by påvirker også lærerens arbejde. Alkohol er det mest synlige problem. »Onsdag er den bedste dag til undervisning, da den er længst væk fra weekenden. Det er vigtigt at være eksibel. Jeg planlægger ikke et stort undervisningsforløb til mandag morgen eller fredag eftermiddag. Og omvendt, når eleverne pludselig har mere overskud end forventet på en tirsdag morgen, skal jeg prøve at få det meste ud af det«.

Dansk er det tredje sprog for børnene i Qaanaaq efter deres egen dialekt og vestgrønlandsk, som de bliver undervist på i skolen. Chris Paton taler efterhånden nok grønlandsk til at blive forstået, men han mener ikke, at sproget er så vigtigt. »Eleverne er næsten ligeglade med, hvilket sprog man taler. Så snart man har vist, at man er interesseret i dem, og at de kan stole på det, man siger, så går det fremad. Hvis man er der hver dag, er glad og nder plads til en lille smule hygge, så er sproget ikke en barriere«.

Chris Paton er glad for at være på skolen i Qaanaaq, men han kunne godt have ønsket sig mere praktisk, pædagogisk hjælp i starten. I år er han i et stærkt team, hvor de får talt om udfordringerne og arbejder sammen om at løse problemer med fravær blandt elever og lærere.

For at have det virkelig godt i Grønland skal man vise interesse for kulturen, prøve at lære sproget, smage de lokale specialiteter og lade være med at sammenligne med en dansk skole. »Man skal ikke prøve at ændre verden eller prøve at lave alting om. Det kræver tid at blive accepteret, og det første år på en skole i Grønland skal man bare igennem«.

Chris Paton fortæller, at han har fået allermest støtte fra sin kone, som er klar til at lytte, når han kommer hjem med svære oplevelser fra skolen.