rapporteret
Den e Lærer i Grønland. Morten Glistrup nyder at undervise i Østgrønland, men selv om han arbejder sammen med en grønlandsk lærer, er sproget et problem. TEKST OG FOTO
HELENE BROCHMANN
Morten Glistrup havde været lærer på et par skoler i Danmark, først i Værløse og siden tre år i København, da han besluttede sig for, at nu skulle det være. Han havde altid haft lyst til at rejse, så da en kammerat rejste til Vestgrønland og sendte ham begejstrede beretninger og flotte billeder, søgte Morten Glistrup job på skolen i Tasiilaq. Det skulle ikke være hovedstaden og Vestgrønland. »Når jeg valgte at komme herover, var det, fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville prøve ’det rigtige Grønland’. Nuuk var ikke interessant for mig. Det er simpelthen for stort. Det har været en rigtig rar omvæltning for mig at komme her i forhold til at have boet i København det meste af mit liv, fordi jeg føler, at jeg nu har fået den plads, jeg gerne ville have«.
Sproget er en udfordring
Morten Glistrup underviser i den lille by Tasiilaq, hans drøm er gået i opfyldelse, selv om begivenheder som for eksempel snevejr og fisk i store stimer påvirker mødedisciplinen. 32 /
Til trods for at Morten Glistrup indgår i en tolærerordning med en grønlandsk kollega, er sproget en stor udfordring. Og her taler vi ikke bare om to, men om tre sprog, forklarer Morten Glistrup. »Undervisningssproget er vestgrønlandsk på papiret«, fortæller Morten og fortsætter: »Det skal det være. For man anerkender jo ikke østgrønlandsk som et sprog«. Officielt er det en dialekt, selvom der er så
FOLKESKOLEN / 05 / 2012
p30-37_FS0512_Grønland.indd 32
05/03/12 13.40