1 minute read
Elever spiller om verdensfreden
VERDENSFRED TAGER TID Det tager fem timer at gøre spillet klar og tre timer at sætte spillerne ind i det. Et spil kan strække sig over op til tolv uger.
KUPMAGEREN Sean planlægger at iværksætte et statskup for at afsætte sin premierminister, der efter hans mening er alt for afvisende over for at anvende militær magt.
World Peace Game blev udviklet af den amerikanske lærer John Hunter for knap 40 år siden. Spillet simulerer storpolitik og giver spillerne mulighed for at løse det globale samfunds økonomiske, sociale og miljømæssige kriser. Målet med spillet er at frigøre hvert land fra farlige situationer og opnå global velstand med mindst mulig brug af militær magt.
Omkring 20 elever fik mulighed for at prøve kræfter med verdens 50 største udfordringer i fire dage på Copenhagen International School, hvor de fleste af deltagerne er elever. Men også en lille flok danske folkeskoleelever havde fået mulighed for at deltage.
Man kan læse mere om spillet på worldpeacegame.org
FOTO KLAUS HOLSTING / TEKST STINE GRYNBERG
VÅBENKAPLØB I RUMMET World Peace Game spilles på en spilleplade i fire etager, som repræsenterer undergrunden, landjorden, luftrummet og rummet. Nogle hold råder også over frygtindgydende rumbaser.
SPIONAGE PÅ HØJT PLAN Mellem skyerne i luftrummet lurer spiondroner, som kan give værdifulde oplysninger om modstandernes gøren og laden. For eksempel om de har atomvåben.
FREDSDUEN Alexandra er premierminister for West Avocado. Hun kæmper for en fredelig løsning på verdens problemer.