Test, der ikke kan stå prøven

Ilandsætninghøjbrynetvingær

– sæt to streger, så der står tre ord.

Denne opgave fra den nationale test i dansk/læsning for 2. klasse har hævet brynene hos journalister, politikere og almindelige danskere, der ikke tidligere har været opmærksomme på, hvilke opgaver eleverne møder i de tavshedsbelagte nationale test. Forventer man virkelig, at børnene i 2. klasse skal kende ordene højbrynet og vingær?

Nej, det er der selvfølgelig ingen, der gør. De groteske ordkæder er resultatet at en række forskellige ønsker. Man ville have nogle test, der kunne måle, præcis hvor dygtig hver eneste dansk skoleelev var på alle vigtige og målbare felter af skolelærdommen. Læsefærdighed var selvfølgelig blandt de områder, der skulle testes. De første læseopgaver dumpede imidlertid med et brag i 2007. Professor Carsten Elbro viste nogle af opgaverne frem på en storskærm ved et evalueringsseminar.

Og publikum grinede, for det var temmelig tydeligt, at eleverne ikke blev testet i, om de kunne læse de ord, der stod i opgaven, men i stedet i deres viden om kartoflers tilberedning og gamle ordsprog.

Så det var en ommer, og det er her, ordkædeopgaverne kommer ind i billedet. For det var dem, Elbro med støtte fra internationale erfaringer anbefalede til at måle den gren af læsningen, som kaldes »afkodning«. Det er den rent tekniske læsefærdighed, som handler om, hvorvidt man har »knækket koden« og kan aflæse, at de sorte tegn på skærm eller papir danner ord og sætninger.

Så vidt, så godt. Problemerne opstår, når børnene så faktisk har knækket koden og kan læse. Carsten Elbro anbefalede, at man så målte forskellen på elevernes færdighed ved også at teste på deres læsehastighed. Men det blev aldrig implementeret i testen. Det betyder, at elever, der har knækket koden og ellers har tid nok, snildt kan klare de lette ordkædeopgaver.

Og når eleven så svarer rigtigt, skal maskinen blive ved med at give eleven sværere ordkædeopgaver – for princippet i de adaptive test er, at alle elever skal udfordres så præcist, at de i snit svarer forkert på hver anden opgave. Og eftersom eleven sagtens kan læse, så ender vi i den groteske og utilsigtede situation, at en elev i 2. klasse

Test, der ikke kan stå prøven

Analyse: De mærkelige ord i læsetestene er ikke det største problem ved de adaptive test – spørgsmålet er, om de overhovedet kan måle det, de skal.

TEKST:

KAREN RAVN

Elever anno 2016 er efterhånden lige så skarpe til ordkæder som deres bedstemødre til krydsogtværs.

pludselig alligevel testes i sit kendskab til sære ord i de yderste kanter af det danske sprog frem for i sin evne til hurtig og sikker afkodning af alderssvarende tekster.

Det hele er så blevet endnu værre af, at forlagene har set et marked i de sære ordkæder og har udgivet træningsmaterialer, så elever anno 2016 efterhånden er lige så skarpe til ordkæder som deres bedstemødre til krydsogtværs.

Politikere kalder til høring

Kendte politikere har for nylig siddet i tv og kæmpet med ordkæderne. Så det er igen smertensbarnet afkodning, der løber med den offentlige opmærksomhed om testene. Men der er også begyndende opmærksomhed om det langt mere alvorlige problem med testene – nemlig om de overhovedet kan måle det, de skal måle. De adaptive test er en dansk specialitet. De adskiller sig fra klassiske test, som voksne kender fra deres egen skoletid, ved, at både fagligt svage og fagligt stærke elever forventes at svare forkert på cirka halvdelen af opgaverne, og at ingen elever tager præcis den samme test, fordi computeren udtrækker forskellige opgaver fra »opgavebanken«.

Pædagogisk er ideen, at de svage elever skånes for det nederlag, at der er et meget stort antal opgaver, de slet ikke forstår – og at de stærke skal stå på tæer og bliver udfordret hele vejen igennem. Med den konsekvens naturligvis, at alle får nøjagtig det samme gok i nødden uanset evner, og uanset hvor hårdt de arbejder.

Psykometrisk – testfagligt – er ideen, at den adaptive test med sin tilpasning af opgavernes sværhedsgrad til elevens niveau skal måle elevens niveau mere præcist, så man ikke bare proppes i båsen »dygtig« eller båsen »dårlig«, men læreren kan se, præcis hvor dygtig eller dårlig eleven er, og præcis hvilke aspekter af faget eleven døjer med.

Er det projekt lykkedes? Rigtig meget tyder på, at det ikke er. Derfor er det meget spændende, at Folketingets børne- og undervisningsudvalg nu har besluttet at gennemføre en eksperthøring om testene.

Det blev meget tydeligt, at der er et problem, da Folkeskolen i efteråret kunne fortælle om en skole på Djursland, der som led i et synlig læring-projekt i kommunen havde sat eleverne til at tage 6.-klasselæsetesten to gange med kun en uges mellemrum, og mange af elevernes resultater svingede, som vinden blæser. Undervisningsministeren bad om en undersøgelse. Og med den i hånden konkluderede tre professorer på stribe – de to psykometrieksperter Svend Kreiner og Peter Allerup samt dansk- og it-didaktikeksperten Jeppe Bundsgaard – at testenes måling af alle de ganske almindelige »mellem«-elever er behæftet med en kæmpe usikkerhed.

Arkivfoto: Klaus Holsting

Testene kan nok måle, om 8.-klasseelever i en given kommune samlet set går fremad eller tilbage i biologi i forhold til et gennemsnit. Men selvom Peter scorer ti point mere end Jonas, kan man ikke regne med, at han nødvendigvis er dygtigere end Jonas – for de har ikke fået de samme opgaver, og ugen efter kan resultatet være lige omvendt.

Her er det værd at huske, at testene oprindelig blev indført med det formål at hjælpe læreren til at rette sin undervisning ind efter elevens faglige niveau og til brug i skole-hjemsamtalerne med forældrene.

Siden dengang er de nationale test blevet gjort til måleredskabet for hele den danske folkeskole og den igangværende reform. Og derfor er der rigtig meget på spil, når politikerne skal lytte til eksperternes dom. For selvfølgelig sker eksperthøringen på initiativ af to partier, Alternativet og Enhedslisten, der grundlæggende er modstandere af test, fordi testene fokuserer skolens undervisning på det målbare på bekostning af mange andre vigtige opgaver. Men hvad med partierne bag testforliget og reformforliget? Hvad vil de stille op, når de får at vide, at testene trods en del tilretninger fortsat ikke kan måle det, der var meningen?