1 minute read
Minusmand
minusmand
• Conrad field • 256 sider • 170 kroner • Gyldendal
n skønlitteratur
Det hvide pulvers magt
Stærk debutroman om, hvad der kan ske med unges liv, når de hårde drenge slås om markedsandele.
○ anmelDt aF: Tonny HAnsen
Et skud mod en pusher, et vidne, der er på det forkerte sted det forkerte tidspunkt, og videoklip, der cirkulerer rundt på skolen og i nærmiljøet ude i betonblokkene. Scenen er sat til en dramatisk og velfortalt historie om tiden efter rydningen af Christianias Pusher Street og kampen om at overtage de ledige markedsandele, den aktion medførte.
Tobias og Ali er naboer og venner. Et umage par, som de i og for sig er, forenes i en fælles uformuleret forståelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Indtil de nemme løsninger lokker. Tobias er splittet mellem tjansen som narkokurer og det spirende kæresteforhold til Ouafa. Men sportstaskerne med de hvide poser under sengen giver drømme om hurtige biler og heftigt liv. Derimod sætter den tænksomme og velformulerede Ouafa ord på drømmen om et liv, der kunne blive helt anderledes end det, den alkoholiserede mor og de tvivlsomme venner kan byde på. Ali, derimod, følger sin hårdtarbejdende fars råd om at gøre sig dygtig i skolen, hvilket han bliver, på kanten af det nørdede. Men da hans lillebror bliver lam i kroppen, fordi han kom til at stå i vejen for et bandeopgør, bliver tanken om hævn altopslugende for ham.
Bogen er uhyre velskrevet, ægte spændende til sidste side. Plottet holder, og personerne er både dybt og troværdigt skildret. Ikke gennem lange forklaringer, men gennem hvad de gør. Uden at være særlig stedkendt i de rå rocker- eller indvandrerbandemiljøer synes jeg, at sproget virker troværdigt.
God historie om de svære valg, når man som ung er på vej til at begive sig ud i livet.