4 minute read

Overvej din fagpakke grundigt

Som lærerstuderende står du straks over for en række valg, der har afgørende betydning for din karriere. Studievejlederens vigtigste råd er at vælge undervisningsfag med hjertet.

TEKST: SIMON BRIX ILLUSTRATION: MAI-BRITT BERNT JENSEN

Når du træder ind gennem døren til læreruddannelsen, skal du vælge undervisningsfag. Det valg er afgørende for den lærerprofil, du uddanner dig til under studiet og senere skal søge job på.

På Via University College i Silkeborg vælger de studerende for eksempel allerede ved studiestart, om deres første undervisningsfag skal være dansk, engelsk eller matematik. Her skal studerende også tidligt i studieforløbet tage stilling til, om de vil opnå kompetencer i at undervise i ind- eller udskolingen. Alle opnår undervisningskompetence til mellemtrinnet.

Dorthe Busk Mølgaard er studievejleder på læreruddannelsen i Silkeborg og har samtaler med rigtig mange lærerstuderende. Hun råder til, at de studerende foretager alle studievalg ud fra interesse: »Jeg siger til dem, at det er vigtigt at vælge med hjertet«. »Det er også vigtigt, at de studerende har et karrieresigte, og at de gør sig tanker om, hvad de vil bruge læreruddannelsen til, og hvor de helt konkret kan komme til at arbejde – vel vidende at det karrieresigte flytter sig gennem hele lærerstudiet«, siger hun.

Overvej dine fag grundigt

Jon Kerrn-Jespersen, der er fjerdeårsstuderende på uddannelsen i Aarhus, er enig i, at det er vigtigt at vælge fag med både hjernen og hjertet.

»Man skal også vælge ud fra interesse, for man skal arbejde med det i mange år. Men satser man på indskolingen, bliver det for eksempel sværere at få arbejde på en efterskole«, siger han.

Jon Kerrn-Jespersen kender til en del studerende, som har fortrudt deres valg. I nogle tilfælde er det muligt at skifte retning, men ikke altid. Studievejleder Dorthe Busk Mølgaard er vant til at hjælpe studerende, som ønsker at skifte et undervisningsfag ud med et andet, »og så plejer vi at finde en løsning på det«, siger hun og understreger, at det er vigtigt at gøre sig grundige overvejelser om fagpakken.

»Er man naturfagligt interesseret, kan man vælge fysk/kemi, biologi og matematik. Sprogligt interesserede kan vælge dansk, engelsk eller tysk. Samfundsfagligt interesserede vælger samfundsfag, historie og dansk, mens andre er mere interesserede i praktiske/musiske fag«, siger Dorthe Busk Mølgaard. »Der er frit valg, og du kan sagtens kombinere på kryds og tværs af de faglige retninger, så længe man har sig en profil for øje«.

Visse fag giver gode jobmuligheder

Det er vigtigt at sammensætte sine fag, så der også venter nok undervisningstimer på den anden side af studierne, råder studievejlederen. »Jeg taler med de studerende om, hvad de er interesserede i, og hvilken lærerprofil de gerne vil komme ud med. Hvis de så siger kristendomskundskab/religion og samfundsfag, så siger jeg, at de to første fag er små fag. I 2020 skal alle lærere have opnået undervisningskompetence i de fag, de underviser i, og man skal være klar over, hvor mange lektioner eleverne har i de fag«, siger Dorthe Busk Mølgaard.

Langtfra alle undervisningslektioner dækkes af faguddannede lærere, og det kan blive din genvej til et lærerjob, når eksamensbeviset er i hus. En opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, at 85 procent af undervis-

3

gode råd til lærerstuderende

1. Sammensæt din fagpakke ud fra interesser, men også gerne med en skarp lærerprofil og job for øje. 2. Find ud af, om du vil undervise i indskolingen eller i udskolingen. 3. Vælg ikke kun »små« fag – overvej, hvor mange timer eleverne har undervisning i fagene.

ningen i folkeskolen dækkes af faguddannede lærere, men der er fortsat mangel på lærere i fag som kristendomskundskab, natur/teknologi og billedkunst. Der er dog store geografiske forskelle på, hvilke kompetencer der efterspørges i kommunerne. »Det er nemmere at få job som lærer i fysik/kemi, tysk, natur/teknologi og musik«, siger Dorthe Busk Mølgaard om skolerne i Silkeborg-området.

Selv om der er en høj grad af kompetencedækning i tysk og fysik/kemi, nævner også Jon Kerrn-Jespersen disse fag som fordrende i en jobjagt. »Tysklærere er meget efterspurgte, og det samme er lærere med naturfaglige kompetencer – især fysik/kemi, hvor der kræves et sikkerhedskursus, for at man kan få lov til at undervise. Man kan godt undervise i matematik, selv om man ikke er uddannet til det, men sådan er det ikke med fysik/kemi. Det samme gælder svømning, hvor man skal have et førstehjælpskursus«, siger han og peger på, at praktisk erfaring også kan gøre vejen til et lærerjob nemmere.

I studietiden kan man desuden forme sin lærerprofil gennem en række specialiseringsmoduler. De er forskellige fra uddannelsessted til uddannelsessted. »I Silkeborg kan man ud over undervisningsfag tilføje forskellige specialiseringsmoduler inden for særligt musik og idræt. Det er også muligt at tage it-moduler, og folkeskolen mangler lærere, der er dygtige til it«, siger Dorthe Busk Mølgaard.

folkeskolen@folkeskolen.dk

Vind bøger på Facebook

Følg med i debatten om hverdagen som lærerstuderende og lærerlivet ude på skolerne på facebook.com/folkeskolen.dk. I september kan du også vinde fagbøger, der klæder dig på til studietiden.

Sådan vælger du dine fag

 Der findes én læreruddannelse i Danmark, men professionshøjskolerne har mulighed for at udbyde særlige profiler, for eksempel en indskolings-, idræts- eller musikprofil.  Læreruddannelsen giver kompetence til at undervise i typisk tre

fag. Uddannelsen består af en række obligatoriske basismoduler inden for fagene. Herudover kan man vælge specialiseringsmoduler.  Studerende kan tage moduler på andre professionshøjskoler og på universiteter. Det er muligt selv at bestemme omfanget af fagene, for eksempel om man vil have 30 eller 40 ECTS-point i et fag.

Kilde: Laereruddannelse.nu

This article is from: