Lærer til lærer

Josefine Jack Eiby har prøvet at skulle fortælle elever og forældre, at hun – klassens lærer – havde kræft.

Arkivfoto: Lars Just

Når læreren får kræft

Det kan påvirke eleverne meget, når deres klasselærer får kræft. Josefine Jack Eiby deler her, hvad hun sagde til elever, forældre og kolleger.

TEKST

JOSEFINE JACK EIBY

LÆRER PÅ ØSTER FARIMAGSGADES SKOLE I KØBENHAVN

Jeg vil gerne dele lidt tanker om, hvad man kan sige til sine elever, når man får kræft, og hvordan jeg håndterede forløbet. For et år siden fik jeg modermærkekræft i højre arm. Jeg fik fjernet et modermærke, der var begyndt at klø. Mærket blev fjernet, jeg blev syet, fik plaster på, og armen blev blå. Jeg var på intet tidspunkt nervøs. Alle eleverne så selvfølgelig armen og spurgte ind til det. Jeg fortalte roligt, at det var et modermærke, der var blevet fjernet for en sikkerheds skyld. Der gik nogle uger, og så kom det chokerende svar en mandag.

Det første, jeg gjorde, var at dele det med venner og familie. Fortælle det til min ledelse. Fortælle det til et par få kollegaer. Bestille tid hos en psykolog. Jeg havde brug for, at alle tæt på kendte historien. Jeg havde brug for min ledelses opbakning, og jeg havde brug for, at arbejdsdagen var så normal som muligt. Altså ingen udmelding til kollegaer, elever og forældre i starten. Da jeg efter næste operation og prøvesvar fik at vide, at kræften havde spredt sig til lymfekirtlerne, talte jeg med eleverne og sendte besked ud til alle kollegaer.

Beskeden til eleverne

Det allervigtigste, når det gælder børn og livstruende sygdomme, er at give tryghed, vise, at du har overblikket, og være rolig. Snakken med mine elever forløb nogenlunde sådan her: »Jeg har noget, jeg skal fortælle jer. Som I ved, har jeg fået fjernet et modermærke. Det var godt, det blev fjernet, for lægerne fandt kræft i det. Nu skal de også fjerne nogle kirtler i armhulen for at være sikker på at få det hele væk. Jeg skal opereres og vil være væk nogle uger, da armen skal holdes i ro. Jeg er meget tryg og rolig, og lægerne er vant til at fjerne modermærkekræft«.

Jeg svarede roligt, kærligt og åbent på elevernes spørgsmål. Jeg forklarede det nogenlunde sådan her: »I kroppen har vi bitte små celler, som kroppen er opbygget af. De skal være der. Men nogle gange begynder de at dele sig for meget og ender med at fylde alt for meget. Forestil jeg majskorn. De fylder ikke meget i posen, men hvis de popper, fylder de helt vildt meget. Og så er der altså ikke rigtig plads. Så vi fjerner kræften, for at den ikke overtager pladsen for de vigtige organer i kroppen. Sådan en omgang popcorn fylder altså ret meget«.

Jeg ved ikke, om der er en læge, der kommer efter mig efter den lalleglade forklaring med popcorn. Den kom spontant til mig, og den virkede af to grunde: Fordi det giver et billede af, at noget har ekspanderet vildt, og »noget fylder mere«. Og fordi det giver smil på læben og gør det mindre dramatisk.

Børnenes oplevelse, da de gik hjem den dag, var, at jeg lige havde fået fjernet lidt kræft, at jeg nok var rask, og at der bare var lidt »sikkerhedsoperation« tilbage. Jeg oplevede dem meget ubekymrede.

Det var meget vigtigt for mig at tale med eleverne, inden forældrene fik beskeden. Forældrene kan ikke give samme ro som jeg. De ved ikke, hvordan jeg har det. De bliver selv nervøse. Flere forældre fortalte efterfølgende, at de var overraskede over, hvor rolige deres børn var. Og så er min mission lykkedes. Uro og utryghed har ingen børn brug for eller gavn af.

Under Lærer til lærer på folkeskolen.dk kan du fortælle om gode undervisningsforløb og dele viden, råd og billeder.

Se beskeden til forældrene

Teksten er forkortet. Du kan se hele Josefines Jack Eibys indlæg og brevet til forældrene på folkeskolen.dk/610073.