3 minute read
DLF mener
Kvalitet eller discount?
DLF mener
AF DOrtE lAnGE næStFOrMAnD FOr DlF
I uddannelsesdebatten optræder ordet »læring« alle steder. Læring for de nul-treårige og læring i skolen med eller uden planlagt undervisning. Alle mennesker lærer noget hele tiden, men er vi tilfredse med dette noget upræcise mål for skolens arbejde? Er det nok, at vi kan måle resultaterne i læsning og matematik? Fagenes mål beskriver en bred faglighed, som gør eleverne i stand til at bruge deres viden og færdigheder sammen med andre til at løse problemer og til at skabe nyt på baggrund af kundskaber og færdigheder. Altså høj faglighed i alle fag.
Nu skal der fokus på elevernes læring i stedet for fokus på undervisning, men det er jo noget vrøvl!
Eleverne opnår ikke »læring«, som opfylder kravene i fagenes mål, medmindre vi holder fokus på undervisningen, som er det, eleverne lærer af. Og det er nødvendigt, at undervisningen har en kvalitet, der gør, at alle elever bliver udfordret, og at alle elever kan følge med – uanset deres baggrund og forudsætninger.
I OECD anbefaler man regeringerne at investere i højt uddannede lærere, som med forskningsbaserede uddannelser holder fokus på at udvikle undervisningen, så eleverne opnår det, der var meningen med den. I DLF taler vi om, at lærere skal være »forskere i egen praksis« og hele tiden forholde sig reflekterende til, om det, man gør i undervisningen, virker efter hensigten.
En af forudsætningerne for, om undervisningen virker efter hensigten, er, at man kan holde alle elevers opmærksomhed fanget i arbejdet med stoffet. De arbejdsformer, der anvendes, skal sikre, at alle elever fordyber sig, så alle udfordres, og alle kan følge med.
Men er det overhovedet muligt at holde opmærksomheden fanget hos op til 28 børn i en-to timer ad gangen med den store faglige spredning, vi ved, der er i den enkelte klasse?
Ja, det er det, hvis man er uddannet lærer, og hvis man kender elevernes faglige niveau og deres måde at lære på, og hvis man har tid og rum til at planlægge og efterbehandle undervisningen både alene og sammen med andre, og hvis det arbejde understøttes af ledelsen.
Det er høje krav at stille, og det kræver tilstrækkelige lærerresurser, men som chefrådgiver i OECD Andreas Schleicher siger: »There are no shortcuts to improve education«. Vi får ikke dygtigere elever ved at springe over, hvor gærdet er lavest, og erstatte de brede faglige mål med krav til testresultater i læsning og matematik. Heller ikke ved at niveaudele eleverne, fordi det er nemmere, eller ved at se mere på, hvor meget de forskellige personalegrupper koster, end på deres kvalifikationer.
Deltag i netdebatten. Folkeskolen.dk holder åbent hele døgnet.
Niels Jakob Pasgaard: »’Ethvert møde mellem lærer og elever er ikke, som det ofte hævdes, unikt og situationsbestemt’. Må vi bede om evidens for det postulat? Ovenstående indlæg (kronikken i Folkeskolen nummer 13, redaktionen) er, så vidt jeg kan vurdere, mere politik end forskning. Modstanderne hænges ud som dem, der mener, at dømmekraft er en personlig kvalitet, der fordærves af viden. Hvem er det lige, der mener det? Den kritik, jeg har læst af evidensbaserede metoder, går nærmere på, at de evidensbaserede metoder i deres natur vil hævde, hvad der er sand viden. Stilles der spørgsmål til dette, og gøres der noget andet end det, metoderne foreskriver, er der ikke længere tale om brug af evidensbaserede metoder. Grundlaget for de evidensbaserede metoder forsvinder, når lærerne begynder at tænke sig om og benytte sig af deres ’dømmekraft’. På den måde minder fortalerne for de evidensbaserede metoder meget om middelalderens kardinaler: ’Gud siger’ er blot erstattet af ’Forskningen viser’. Det dogmatiske element består. Og derfor har jeg svært ved at se, at de evidensbaserede metoder skulle have ret meget med viden at gøre«. }Kommentar til kronikken
