3 minute read
Lærer til lærer
Pokémon Go i undervisningen
Ingen skolestart 2016 uden Pokémon Go!
TEKST
JOSEFINE JACK EIBY
LÆRER PÅ ØSTER FARIMAGSGADES SKOLE
Her får du først en kort intro til, hvad Pokémon Go er, hvis du ikke selv har været i gang endnu. Og så får du en guide til at bruge Pokémon Go i undervisningen, så du kan fange eleverne lige der, hvor de er topmotiverede.
Intro til Pokémon Go
Pokémon Go er en app til din mobil, hvor du bevæger dig rundt i byen, landet, ja, verden og fanger pokémons. Appen kører via GPS, og du kan se på kortet, hvor du er, og hvor der er pokéstops og gyms. Disse er tit placeret ved for eksempel seværdigheder, springvand eller statuer. Når man møder en pokémon, viser den sig på skærmen sammen med en pokéball, som er den bold, du swiper op for at fange pokémons. I dette skærmbillede tænder telefonens kamera, og du ser derfor din pokémon med augmented reality (AR). Og der er jo meget, meget mere i spillet. For du skal jo både samle XP, stige i levels, udvikle pokémons, samle pokéballs og kæmpe i gyms.
Ideer til Pokémon Go i undervisningen
Som udgangspunkt kan du bruge samme aktiviteter som ved computerspil, fortællinger, film, bøger og øvrige modaliteter. Så tænk bredt, og tænk i dine vante aktiviteter. Mange af dem kan sagtens overføres til Pokémon Go. Jeg ser ikke Pokémon Go (isoleret set) så anvendeligt, når det gælder opfyldningen af Fælles Mål, men du kan sagtens inddrage Pokémon Go og lave aktiviteter omkring Pokémon Go, som kan kobles til mål og årsplaner.
Primært danskfaglige aktiviteter
Skriv en instruerende tekst: Sådan kommer du i gang med Pokémon Go. Lav en wiki om pokémons og Pokémon Go. Hvad er for eksempel pokéstops, gyms, pokéballs? Lav en screencast om Pokémon Go. Gennemgang af spillet. Skriv en berettende tekst: Sådan fangede jeg min sidste pokémon. Lav en tegneserie om en pokémonjagt. Tag skærmprint på ruten, og sæt dem sammen med lidt tekst. Skriv en fantastisk fortælling om din avatars oplevelser. Skriv karakteristikker af pokémons, du har fanget. Skriv en artikel om Pokémon Go-feberen. Skriv et blogindlæg om de positive og negative sider ved Pokémon Go. Lav en præsentation af de vildeste Pokémon Go-historier fra verden. Lav en trailer til Pokémon Go. Hvordan ville du reklamere for det?
Primært matematikfaglige aktiviteter
Beregn, hvor lang tid der er gået i loggen. Mellem hver aktivitet eller i gennemsnit. Lav et diagram over pokémons, du har fanget. Opret et fælles Excel-ark i klassen (for eksempel i OneDrive) med optællinger over pokémons. Hvilke kolonner skal med? For eksempel hvornår, hvor, navn, antal XP modtaget. Lav statistikker over pokémons. For eksempel vægt og højde. Lav statistikker over pokéstops: Hvor, hvor mange pokéballs fik du. Undersøg pokémonshoppen. Lav beregninger.
Primært natur/teknologi-aktiviteter
Kom med ideer til udvikling af spillet. Hvad skulle være anderledes? Arbejd med kort. Planlæg en rute. Følg den i Pokémon Go. Beregn, hvor langt der er til nærmeste pokéstop. Lav en fagbog med tekster om pokémons. Find inspiration i traditionelle dyrebøger. Planlæg, hvad der skal sælges i shoppen. Hvad skal det kunne. Undersøg AR.
Primært musisk-kreative aktiviteter
Komponer musik til spillet. Hvilken stemning? Hvilke instrumenter/lyde. Sy din yndlingspokémon som stofdyr. Mal din pokémon med fire forskellige teknikker eller i fire forskellige stilarter. Mal et pokémonunivers. Design en pokémon. Design et spilinterface. Konstruer en leg i skolegården baseret på Pokémon Go. Lav et rollespil. For eksempel om en, der fanger en pokémon, tager til et gym eller leder. Lav et galleri. Tag et billede, hver gang du fanger en pokémon. Lav en grafisk illustration. For eksempel en mindmap, en rundtur eller en infografik.
Under Lærer til lærer på folkeskolen.dk kan du fortælle om gode undervisningsforløb og dele viden, råd og billeder.
Læs mere
Teksten er forkortet. På folkeskolen.dk findes sammen med artiklen link til mere information og inspiration om pokémon i undervisningen. Læs også Lærer til lærer-indlægget »Pokémonmatematik er for alle« af lærer på Marie Kruses Skole Henrik Thomassen, som bruger pokémons aktivt i sin matematikundervisning og gerne giver fif til andre lærere.