Pas på professionalismen

er der lærere – og næsten altid mænd – der får ørerne i maskinen og bliver beskyldt for at have været for tæt på en elev. Derfor er alle nødt til at være bevidste om, hvad krammeri betyder. Jeg mener også, at flere kvindelige lærere burde tænke sig mere om«.

Niels Christian Sauer understreger, at det selvfølgelig ikke betyder, at man som lærer skal undlade at trøste et barn, der er ked af det eller er faldet i skolegården. »Selvfølgelig skal vi som lærere gå hen og løfte barnet op og trøste. Det handler jo ikke om at skubbe barnet væk. Men der er en grund til, at DLF på kurser opfordrer lærere til at undgå berøring – positiv som negativ«.

Niels Christian Sauer henviser til det gamle »Berøringscirkulæret«. Det blev i 1929 udsendt af Undervisningsministeriet til alle skolekommissioner. Det indgik i regelsamlingerne på folkeskoleområdet frem til 1987, hvor ministeriet ifølge konsulent i DLF Steen Dam gav udtryk for, at den snart 60 år gamle cirkulæreskrivelse havde »udtømt sine tilsigtede retsvirkninger«, og at ministeriet derfor anså den for bortfaldet. »Frygten for, hvad der overgår enkelte af vore kolleger, må ikke bombe os tilbage til ’Berøringscirkulærets’ forestillinger om læreren, som underviser med hænderne på ryggen«, skrev Steen Dam i en artikel i Folkeskolen i 2003. »Men det må gerne give anledning til kritisk selviagttagelse, refleksion og kollegial supervision. Det er god, professionel læreradfærd

»Er du pædofil?«

 Ordene slår læreren i ansigtet. Han står i drengenes omklædningsrum, og på en bænk står en 5. klassedreng og råber til ham.

»Det var så ubehageligt. Jeg var forholdsvis ny lærer på skolen, men havde været træner i flere år og havde tit stået påklædt i et omklædningsrum sammen med en flok drenge, der badede. Jeg tænkte, at det måtte stoppes straks, så jeg gik til skolelederen, der heldigvis tog en snak med drengen og hans forældre«, fortæller læreren.

Det stoppede dér, fordi lederen tog det alvorligt, mener læreren.

Pas på professionalismen

Kram er et emne, der burde tages op på skolerne, mener Niels Christian Sauer.

Han udtalte sig om det i en artikel i Berlingske i februar i år, hvor han foreslog, at man som lærer kan give eleverne et håndtryk. »Jeg blev rendt over ende på Facebook bagefter. Ni af ti kunne ikke forstå mit synspunkt og mente slet ikke, at man kan være lærer uden at give kram. Jeg mener, at man som minimum skal tænke sig rigtig godt om. Især hvis man er mandlig lærer. Der er kommet særregler for mændene – tænk hvis vi gjorde det samme med kvinderne – men jeg mener, at det er en vigtig debat. Og det er stadig noget, der bliver fortalt om på kurser i DLF«, siger Niels Christian Sauer.

Han mener, at det kan være svært at kræve noget af eleverne, hvis man først har været på knus og kram. »Engang var vi lærere hr. Jensen og fru Sørensen, så blev vi til Per og Hanne, og nu er vi indimellem ’dit fede svin’ og ’din grimme luder’. Da den sorte skole forsvandt, var der en stor taknemmelighed, fordi kæft, trit og retning var ude. Vi havde det sjovt, og alt kunne lade sig gøre, men i dag er det jo en selvfølgelighed, at læreren ikke slår, men er hyggelig. Men vi har nogle roller som lærere og elever, og vi er ikke kammerater. Man skal passe på, at professionalismen ikke ryger – og så skal man passe på sig selv«.

Han nævner også, at pædagogerne er kommet ind på skolen, og at de ofte er mere krammende end lærerne.

Flere lærere fortæller, at de mener, at kram i skolen er vigtigt, og at børn skal lære noget om relationer og om egne grænser – også i skolen. Men Niels Christian Sauer ser indimellem et knus brugt som et kamufleret magtmiddel. »Hvis en lærer giver en elev et knus i stedet for en skideballe, så er meningen at få barnet til at gøre noget andet, end det gør lige nu. Dér er en fysisk omfavnelse faktisk et diskret magtmiddel. Vi er ovre i, at det er et disciplinærmiddel, og hvis der er tale om et pædagogisk øjemed – at lære noget om relationer og egne grænser – så er der tale om, at det er en overlagt besked til barnet – det er også disciplinering. Så lad os kalde en spade for en spade. Og så tror jeg altså ikke, at det er særlig klogt at give knus til eleverne«.

Hvis han ser nogle krammende kolleger, vil han dog ikke sige noget. »Jeg skal ikke gå rundt og korrekse kolleger«.

Vi har nogle roller som Lærere og elever, og vi er ikke kammerater. Man skal passe på, at professionalismen ikke ryger – og så skal man passe på sig selv.