»Vi har simpelthen ikke tid til at forberede os«

KAMPEN OM ARBEJDSTID

Folkeskolen har besøgt to skoler for at tage temperaturen på lærernes arbejdsdag. En skole i Furesø, hvor kreds og kommune har en fælles forståelse, og en skole på Frederiksberg, hvor kreds og kommune ikke har kunnet nå til enighed.

»Jeg har en klubpædagog, der udøver understøttende undervisning i min klasse, som jeg endnu ikke har mødt. Det giver jo ingen mening«, fortæller lærer Christine FalmerNielsen.

»Vi har simpelthen ikke tid til at forberede os«

Tiden til forberedelse er væk – arbejdsglæden ligeså. Inklusionen drukner »mellem alt det andet«. Tre lærere på Lindevangskolen på Frederiksberg beskriver deres hverdag som en pølsefabrik, hvor de stresser mellem opgaver og ikke har tid og overskud til sjov undervisning eller omsorg for børnene.

TEKST PERNILLE AISINGER OG

MARIA BECHER TRIER

FOTO BO TORNVIG

Shhhhhhhh …l yder det, da Christine Falmer–Nielsen svarer sin kollega i forberedelseslokalet, og de må gå udenfor. Der skal være plads til 18-20 lærere ad gangen, så de én kvadratmeter små laminatskriveborde står i tætte klynger, og ro er en lige så stor mangelvare som plads. Bordfladerne er næsten tomme, for hvert kvadrat på fire ben deles af to lærere. Alle materialer ligger i små skabe – to styk 40 gange 40 centimeter skab per lærer. Gennem vinduerne trænger råb og hujen fra entusiastiske børn på den offentlige parkourbane.

Christine Falmer-Nielsen smiler lidt træt, da hun viser rummet frem. »Jeg håbede, at jeg kunne have forberedt mig lidt i de 45 minutter, jeg har inden frokost i dag. Men det, min kollega ville tale om, var en vigtig bekymring for en elev, og når man også skal nå at gå op og ned ad alle trapperne, vi har mellem lokalerne, så er det næsten umuligt at nå noget rigtigt«.

Tiden til forberedelse forsvinder

Christine Falmer-Nielsen har valgt at have fuld tilstedeværelse på skolen. Det betyder, at hun er der fra 8-16, 16.30 eller 15 ugens fem dage. Men lektionerne er fordelt på en måde, så det er svært at nå noget i de huller til forberedelse, der bliver tilbage. Onsdag har hun hele eftermiddagen til forberedelse, men den er inddraget de kommende to måneder til kurser. Og fredag, hvor hun ifølge planen skulle have fri klokken 15, varer undervisningen til 15.30. »Jeg følte mig så nedgjort og trådt på under lockouten, at jeg tænkte, at hvis de tror, at jeg ikke laver en skid, så skal jeg vise dem. Så jeg har valgt at fortsætte med fuld tilstedeværelse. Men vi har simpelthen ikke tid til at forberede os. Det er det helt store problem. De kortere pauser kan ikke bruges til forberedelse overhovedet. Og når de lange intervaller så også bliver inddraget, så er det helt umuligt«.

Sidste år skulle alle lærere være på skolen 35 timer, og de kunne lægge fem timer til hjemme. I år har forvaltningen meldt ud, at lærerne skal arbejde i alt 1.674,4 timer. Fleksibiliteten afhænger af lederen på den enkelte skole. Lærerne er blevet tilbudt et regneark til at opgøre arbejdstiden.

Maria Louise Bjerrum er glad for, at hun nu kan lægge nogle af sine timer hjemme. Hun har en datter på seks år, så hun vil meget gerne kunne gå 16.15 for at hente. Men regnearket er absolut ingen hjælp. »Jeg ved godt, at jeg burde registrere mine timer, men det får jeg ikke gjort. Det bliver bare endnu et stressmoment, at det skal jeg også gøre. Så jeg arbejder for meget. Men alligevel når jeg slet ikke det, jeg gerne ville«.

Hendes kollega Helen Zachariassen, som er tillidsrepræsentant, skubber til hende og siger, at hun da skal registrere. Det gør hun selv. Men er bestemt ikke stolt af de krøllede papirark, hun noterer på, mens hun sidder i klassen. Og senere må taste ind i regnearket. »Det er blevet tydeligt for mig, hvor meget jeg arbejdede gratis før. Nu får de, hvad de betaler for. Jeg har aldrig arbejdet så lidt, men jeg har heller aldrig leveret så dårlig en vare. Jeg gør det, så godt jeg kan, men det bliver en pølsefabrik«, siger Helen Zachariassen.

Og netop den frustration deler alle tre lærere.

Jeg ved godt, at jeg burde registrere mine timer, men det får jeg ikke gjort. Det bliver bare endnu et stressmoment.