»Man udreder barnet, giver det en diagnose, og kommer det tilbage i klassen«

»Man udreder barnet, giver det en diagnose, og kommer det tilbage i klassen« Pressefoto: Landsforeningen Autisme.

Formanden for Landsforeningen Autisme, Heidi Thamestrup, ser skolereformen og lærernes manglende tid som centralt, når inklusionen bliver en udfordring.

TEKST: SARA MARIE DYNESEN

Et nyt ph.d.-studie viser, at inkluderede børns trivsel kan forbedres, når de får særlige indsatser i skolen. Men mangler der viden på området?

»Ja. Vi har været oppe imod, at man ikke har haft noget at henvise til i forhold til indsatser, der kan støtte skolebørn. Man kan jo se på forskning i ind- og udland, at det styrker børnenes trivsel at få en mere struktureret hverdag, men der er ikke kigget på det i direkte sammenhæng med inklusion, så det mangler der«.

Bør skolen spille en større rolle, når det kommer til autistiske børns trivsel? »Lige nu har man tendens til ikke at kigge på, hvad der foregår i skolen, når det gælder børns trivsel. Der er rigtig mange børn, der ikke kommer i skole, og jeg oplever, at man slet ikke vil kigge på, hvad der foregår i skolerne. Man peger fingre ad forældrene eller andre ting, der ligger uden for skoleregi. Det burde være side ét i alle bøger, at man kigger på baggrunden for, at barnet har en reaktion og en særlig adfærd. Desværre vedkender man ikke, at det har noget med inklusion at gøre. Men børnene er jo ikke så handicappede, når de er derhjemme. De bliver handicappede i mødet med samfundet«.

Hvad er det præcis, der gør dem handicappede? »Skolen er indrettet sådan, at de rammer, børnene har, er med til at opbruge den energi, de skulle bruge på at lære noget. Vilkårene er, at man skal være enormt omstillingsparat og synes, at det er fedt at arbejde i grupper og få nyt skema hver uge. Det er enormt frustrerende og forvirrende for mange af vores børn. Det er rigtig rart og afslappende for en autister, hvis de bare kan gøre, som de plejer. Så kan de slappe helt af, der er ingen stress, og de kan fokusere deres energi på at lære noget«.

Er man så ikke god nok til at se barnets individuelle behov? »Nej, det er vi desværre fuldstændig holdt op med i Danmark i dag. Kommunerne er rigtig gode til at skrive i deres afgørelser, at man tager hensyn til barnets individuelle behov, men i praksis sker det ikke. Man udreder barnet, giver det en diagnose, og så kommer det tilbage i klassen. Derfor har vi forældre, der skriger på at få kurser og støtte og vejledning i, hvad pokker det betyder at have et autistisk barn. Det fik man for ganske få år tilbage, men nu er der hverken tid eller resurser til det«. »Før lavede man i udredningen en beretning om barnet og de udfordringer, der var, og det var noget, alle læste, også lærerne. Det gav en god indikation af barnets støttebehov. Det findes ikke mere, og det er et problem, for det gør det også meget sværere at være lærer for de her børn. Nu skal de selv tolke på noget, som de ikke har forstand på, og det må selvfølgelig være en enorm udfordring for lærerne«.

Hvor ser du eksempler på den gode inklusion? »Når det er barnets eget ønske at gå i skole med nogle børn, det har et interessefællesskab med, så er der større sandsynlighed for, at det går godt. Det har vi set før. Og lige præcis interessefællesskabet er noget, man skal vægte højt i skolen, når man taler om autisme. For autister bliver motiverede af særlige ting, de er specialister i, og det er vigtigt at have øje for som lærer, for det kan bruges i undervisningen. Hvis barnet kan lære at læse og regne ved hjælp af sin særinteresse, så vil det have meget nemmere ved at lære alting«.

Hvad ser du som den største hindring for god inklusion? »Skolereformen er en kæmpestor hindring. Tiden til at danne de vigtige relationer mellem lærere og elever er taget væk. Vi havde egentlig brug for nogle lærere med lidt mere tid, men i stedet skal de løbe hurtigere. Der er ikke tid til at gå ind i relationerne, hverken mellem eleverne eller mellem lærer og elev. Og det er svært for en autist at få venner, hvis der ikke er nogen til at formidle, hvordan man går ind i en relation. Det er jo ikke bare at gå hen og sige: ’Hej, jeg hedder Peter’. Det handler jo også om, at man skal lære at vedligeholde venskabet efterfølgende«.