3 minute read
DLF mener: Tillykke
Tillykke!
DLF mener
BJørN HANSEN FOrMAND FOr DLF’s SKOLE- Og uDDANNELSESpOLitiSKE uDvALg
Vi er blevet tudet ørerne fulde af, at skolen ikke leverer varen. Eleverne kan ikke læse, og 20 procent af de unge magter ikke at få en ungdomsuddannelse, er bare nogle af de faste bisætninger på politikernes udtalelser om skolen.
Men hov! Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, har fulgt elever i 7. klasse frem til 3,5 år efter endt skolegang og kan konstatere, at cirka 60 procent af dem, der er blevet kaldt »funktionelle analfabeter«, faktisk får eller er i gang med en ungdomsuddannelse – mange endda en gymnasial uddannelse!
Samtidig kommer resultaterne fra de internationale undersøgelser Pirls om læsning og Timss om matematik og naturfag og beretter om danske elevresultater helt i top for 4.-klasserne.
Det lange seje træk, danske lærere har taget – trods modvinden fra politikernes misbrug af Pisa-resultater – bærer nu frugt. Stort tillykke med det!
Tænk hvis undervisningsministeren ville anerkende, at disse resultater kom, fordi mange velforberedte og kompetente lærere havde mulighed for at yde en indsats. Det er faktisk netop den positive udvikling, regeringen sætter på spil, hvis dens angreb på lærerne fortsætter i de kommende reformforhandlinger.
Der er plads til forbedringer, som Danmarks Evalueringsinstituts undersøgelse af brugen af Fælles Mål også viser, men forbedringer opnås ikke gennem forringelser af lærernes arbejdsbetingelser.
Så hvorfor ikke komme i gang med en konstruktiv dialog om en reform, der kan fortsætte de gode takter, i stedet for at sætte udviklingen i stå!
Det er elevernes fremtidige muligheder, der står på spil – vil regeringen virkelig risikere det?
Jeg har nu deltaget i fire velbesøgte regionale møder om inklusion, som er etableret i samarbejde med KL og ministeriet. Her har vi tre parter stået skulder ved skulder på scenen og talt i enighed om det samme mål om en inkluderende skole for at igangsætte den lokale dialog om proces og handleplaner. Det har været konstruktivt og viser sig forhåbentlig at have en god effekt i kommunerne. Rigtig mange deltagere har påpeget vigtigheden og troværdigheden i projektet af, at vi tre parter stod sammen i denne sag.
Tænk hvis minister og KL ville tage den samme dialog med os i reformsammenhæng! Så kunne det måske lykkes at fastholde udviklingen af en rigtig god folkeskole til elevernes bedste!
Trods situationens alvor håber jeg, at alle kan nyde julen og nytåret, så I er klar til at møde udfordringerne i det nye år! Og rigtig gerne med samme engagement, som vi har mødt i forbindelse med de sidste måneders kampagneindsats – tak for det!
Deltag i netdebatten. Folkeskolen.dk holder åbent hele døgnet.
Morten Bruhn: »Hvem er de lærere, der er parate til at undervise 25 klokketimer om ugen og derudover gerne vil stå for aktivitetstimer uden at få forberedelse? Er det meningen, at man skal bruge sin nu meget sparsomme fritid på efteruddannelse? Men så er der da ikke tid til møder længere …«.
Mads Hedebo Larsen: »Der er mange arbejdsløse, der står klar i kulissen til at tage over med rundbold og andre aktiviteter, så klap lige hesten. Bondo prøver vel bare at få så mange af os i spil som muligt«.
Malene Burmeister: »Jeg ser ingen hensyn til os lærere, kun ringere arbejdsvilkår. Det er muligt, at jeg bliver klogere, når jeg hører mere, men lige nu ligner det en udmeldelse af Lærerforeningen fra min side«.
Else Tiedemann: »Slå koldt vand i blodet. Det, Bondo kommer med her, er et forhandlingsudspil! Og tror det er meget klogt at bruge noget af den retorik, som regeringen og KL bruger, hvordan kan man sige nej til det. Når DLF kræver: ’Aktiviteterne skal først og fremmest handle om at nå nogle relevante læringsmål for eleverne. Det skal være undervisningens mål, som er styrende for aktiviteterne og ikke omvendt’. Så kan man da ikke sige nej til det!«
}Klip fra de mange kom-