1 minute read

Knockout – husker du lockouten?

Har du brug for at få et overblik over, hvad der egentlig skete tilbage i april for ti år siden, da alle overenskomstansatte lærere var lockoutet af deres arbejdsgivere i kommuner, regioner og staten? Eller vil du bare genkalde dig følelserne – både fællesskabet og frustrationerne – fra dengang, hvor tusindvis af lærere arrangerede demonstrationer og flashmob, strikkede halstørklæder til træer og uddelte hjemmebag til folk på gaden? Alt sammen for at gøre opmærksom på konflikten, som holdt dem fra at undervise. Så kan du læse med i e-bogen “Knockout – Fortællingen om lærerlockouten” skrevet af to journalister på Folkeskolens redaktion, daværende chefredaktør Hanne Birgitte Jørgensen og journalist Jennifer Jensen. Bogen var, da den udkom i juni 2013, den første samlede fortælling om de 25 dage, som lockouten varede, og nu genudgiver Folkeskolen den i anledning af tiåret for lockouten. msc@folkeskolen.dk msc@folkeskolen.dk

Det er en dramatisk historie med helte og skurke. Bogen bygger på mange hundrede indlæg fra lærere, som skrev og lagde videoer på folkeskolen. dk, og på de flere hundrede artikler, som Folkeskolens journalister dengang skrev. Bogen følger også de to parters hovedpersoner, lærerformand Anders Bondo Christensen og KL’s forhandler Michael Ziegler, ind i Forligsinstitutionen. Ligesom bogen følger med hele den lange dag, hvor lovindgrebet fra politikerne på Christiansborg kom.

Fra den 29. marts til 10. april sætter Arbejdermuseet i København fokus på den historiske konflikt på arbejdsmarkedet, som lærerlockouten for ti år siden var. Det gør museet ved at udstille verdens største lockoutperleplade i sin store festsal.

Den 13 meter lange perleplade blev fremstillet under konflikten med Albertslund Lærerkreds som initiativtager, og 150 lærere og børn fra hele landet bidrog til værket enten ved at sende deres bidrag eller komme forbi Beta ved Amager Bio i København, hvor der var perlepladeværksted.

Arbejdermuseet tilbyder også en kreativ familieworkshop “Sig det med perler” hele påskeferien (3.-10. april), hvor man kan lave sin egen protestperleplade og dele sit håb for fremtiden eller sende en kærlig hilsen til sin lærer.

This article is from: