Hvorfor blev 67.000

Få svarene her.

Lærerne havde ikke stillet nogen overenskomstkrav om deres arbejdstid. Alligevel var det lærernes arbejdstid, der tog al opmærksomheden op til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område for præcis ti år siden. Det var arbejdsgiverne, der havde noget på spil. Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) havde i et år talt sammen om lærernes arbejdstid i en arbejdsgruppe, som Danmarks Lærerforening (DLF) og offentligheden ikke kunne få indsigt i. Da overenskomstforhandlingerne gik i gang, stod det klart, at både finansministeren, der er arbejdsgiver for undervisere på friskolerne, og KL på folkeskoleområdet ville helt af med lærernes arbejdstidsaftale. Så det blev kun til ét møde mellem KL’s Michael Ziegler og lærerformand Anders Bondo Christensen, før arbejdsgiverne varslede en historisk og altomfattende lockout af 67.000 lærere på folkeskoler, friskoler og voksenundervisningscentre.

Efter påske, den 2. april 2013, blev alle overenskomstansatte lærere forment adgang til skolerne. Kun de tjenestemandsansatte og skolelederne måtte komme på arbejde. 25 dage senere greb Folketinget ind med en lov, der stoppede lockouten. Med lov nummer 409 mistede lærerne de fleste af deres arbejdstidsregler. De skulle undervise flere timer og blive på skolen og arbejde med forberedelse og efterbehandling af undervisningen, når eleverne var gået hjem.

I denne artikel ser Folkeskolen tilbage på, hvad det var, arbejdsgiverne ville dengang, punkt for punkt. Og hvor meget der er tilbage af den skole, som lovindgrebet skabte for lærerne.

“Jeg har mange gange tænkt: Gad vide, hvor vi havde stået i dag, hvis vi ikke havde spildt otte-ti års skoleudvikling”, funderer formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen i anledning af tiåret.

Han oplever i dag et godt og respektfuldt samarbejde med både landspolitikerne og de kommunale arbejdsgivere om skolen:

“Alle har lært af forløbet og konsekvenserne, og alle er enige om, at man ikke kan løse folkeskolens problemer, medmindre man gør det i fællesskab”.