10 minute read

Lærer bortvist for at tage fat i elever

Påstande om vold mod elever fik skoleledelse til at gå i panik og bortvise lærer, inden sagen var undersøgt. To år senere har læreren nu fået erstatning og en faglig voldgiftsrets ord for, at bortvisningen var uberettiget. I denne artikel kan du læse om hændelserne, der førte til bortvisningen, og om voldgiftsrettens behandling af sagen.

ORD Maria Becher Trier

ILLUSTRATION Nino Bulling

Det er få uger før sommerferien. Souschefen spørger læreren, om han vil overtage 4.b. Klassen har været uden lærer siden april, fordi den daværende lærer blev sygemeldt – blandt andet på grund af de udfordrende arbejdsbetingelser i 4.b.

Souschefen forklarer læreren, at han vil være god i netop denne klasse, fordi han tidligere har vist, at han kan skabe ro og struktur. Læreren skal have klassen i idræt, tysk og matematik, men ikke være klasselærer.

Da 4.b bliver til 5.b, er det tydeligt for læreren, at flere af eleverne ikke er på det niveau, som kan forventes. Andre er omvendt meget langt fremme fagligt, og der er derfor en meget stor faglig spredning. Læreren fornemmer hurtigt, at der er et stærkt hierarki i klassen, og specielt to elever styrer stemningen i klassen. Læreren oplever, at netop de to elever skaber historier og dramatik for at ødelægge undervisningen.

Læreren henvender sig til souschefen flere gange for at få hjælp til særligt den ene elev, men souschefen siger, at det ikke kan lade sig gøre, da forældrene ikke ønsker særlige tiltag. Ledelsen forventer, at læreren stiller krav til eleverne, og han kræver blandt andet, at eleverne i undervisningen skal sidde på deres pladser, at de ikke må småsnakke sammen og ikke kigge på deres mobiltelefoner.

Fredag den 23. oktober begynder en forælder til en elev en beskedtråd på Aula. I løbet af weekenden vokser den og fører til syv forældreklager over læreren. Om mandagen den 26. oktober bliver læreren uventet hjemsendt fra sit arbejde om formiddagen. Dagen efter får han en indkaldelse til en tjenstlig samtale hos skolelederen. Ugen efter, den 4. november, bliver han bortvist fra skolen for grænseoverskridende adfærd over for elever. En bortvisning betyder, at læreren fyres på stedet uden at modtage mere løn.

VOLDGIFTSRETTEN Halvandet år efter bortvisningen fører Danmarks Lærerforening lærerens sag i en faglig voldgiftsret. Selve voldgiften bliver afholdt i et mødelokale i KL’s bygning på Islands Brygge. Sagen bliver ført over to dage. Lærerens advokat, Camilla Bengtson, fortæller i den faglige voldgiftsret, hvordan læreren har været ansat i kommunen i 18 år. I sagen bliver flere kollegaer ført som vidner. Kollegaerne fortæller, at de aldrig har set læreren have fysisk grænseoverskridende adfærd over for nogen elever. I sagen bliver også fremlagt en tidligere skoleleders flotte anbefaling af læreren. Læreren har ikke modtaget en eneste klage over hverken sit lærerarbejde eller sin relation til eleverne i sin tid som lærer. Advokaten peger på, at ingen kollega er hørt i sagen, at kommunen ikke har set på, hvordan klagerne er opstået, og at børnene er afhørt af skolelederen, som ikke har særlige forudsætninger for at afhøre børn.

Camilla Bengtson peger på, hvordan kommunen i løbet af sagen er gået fra at kalde lærerens forseelse grænseoverskridende til "vold mod børn", og hun fremhæver det såkaldte officialprincip, der betyder, at før en kommune skrider til en så indgribende sanktion som en bortvisning med en så alvorlig beskyldning som vold mod børn, må der stilles store krav til, at kommunen undersøger sagen.

ANLEDNINGEN Læreren skal ind til idræt. En dreng fra 5.b står og sparker til en låst dør. Læreren forsøger at lave sjov med drengen ved at tage i døren tre gange, og hver gang konstaterer han, at den er låst. Til sidst låser han døren

op og puffer drengen ind for at få ham i bad. Drengen oplever selv, at han har fået et “pænt” nakkeslag. Drengen ved ikke, hvorfor han har fået slaget, men det gjorde ondt og fremkaldte rødme, lyder hans forklaring.

Forældrene skriver til souschefen på skolen og læreren, lige efter at drengen er kommet hjem fra skole. Læreren skriver til souschefen: “Jeg har aldrig dasket til drengen! Må sige, at jeg er rystet over anklagen”. Han fortæller, at han har snakket med moren, og skoleledelsen vælger at lukke sagen.

Men 17 dage senere sent eftermiddagen fredag den 23. oktober klokken 17.06 sender en mor en Aula-besked til 5.b’s klasselærer og til skolelederen. Her fremgår det tydeligt, at en anden forælder har sendt en besked, som har fået flere forældre til at reagere. Det er begyndelsen på en mailstorm til skolens ledelse.

Moren anklager i beskeden læreren for at have “nevet/taget hårdt fat” i armen på hendes søn.

Samme fredag klokken 18.36 sender en anden mor i klassen en besked til souschefen og skolelederen, hvor hun beskylder læreren for at være grænseoverskridende “over for alle børn i klassen. At hive pigerne i håret eller nive eleverne er i hans forstand humor”, skriver hun. Klokken 22.30 samme aften kommer den næste besked fra en mor. Hun skriver, at hendes søn fortæller, at læreren niver elever i armen og skulderen.

Søndag kommer endnu en besked fra en anden mor. Hun fortæller, at hendes datter har fortalt, at læreren har hevet hende i håret og har nevet hende bevidst i armen. En anden mor skriver tre timer senere, at hendes datter har fortalt, at læreren har revet nogle piger i håret og taget fat i andre i klassen. Læreren har ikke rørt moderens datter, står der også i beskeden. Ti minutter senere sender forældrene til en anden elev en klage, hvor de fortæller, at de i forbindelse med tråden på Aula er blevet gjort opmærksom på lærerens adfærd. “I den forbindelse har vi spurgt vores datter om hendes oplevelse”, skriver de. “Hun fortalte om to specifikke episoder, hvor hun har oplevet at blive nevet i armen og dunket hårdt i ryggen”. Forældrene til drengen, som har oplevet at få et nakkedrag, melder sig.

Det ender med syv forældreklager i løbet af en weekend. Mandag den 26. oktober ringer

BAG OM BESKYLDNINGER

Skoler handler i panik, når lærere beskyldes for "grænseoverskridende adfærd" , mener DLF. Folkeskolen undersøger, hvorfor det kommer så vidt – og hvordan vi sikrer både lærere og elevers retsstilling.

skolelederen til flere forældre og taler også med elever, før han kontakter læreren og beder ham forlade skolen.

FAGLIG VOLDGIFTSRET Baggrunden for bortvisningen er udløst af en besked på Aula fra en mor, lyder det fra advokat Camilla Bengtson i voldgiftsretten. Moren startede nemlig en forældretråd, som advokaten eller voldgiftsretten ikke har set. Men de andre forældres beskeder henviser til den oprindelige besked. Advokaten beskriver, hvordan kommunen ikke har undersøgt, om forældrene har koordineret deres klager – eller måske ligefrem opfordret hinanden til at klage. ”Der er dermed ikke tale om forældre, der uopfordret over en længere periode og af egen drift hver især har rettet henvendelse til ledelsen om noget, deres barn hver især er kommet hjem og har fortalt”, siger advokaten i proceduren i voldgiftssagen.

Hun peger også på, at skolelederen afhørte eleverne, efter at de var blevet påvirket af mailtråden og havde haft mulighed for at snakke sammen. Afhøringen skete, inden skolelederen havde talt med læreren.

Hun undrer sig over, at når kommunen mener, at læreren har begået vold mod flere børn, at kommunen så ikke har fulgt Socialstyrelsens beredskabsplan for kommunalt beredskab eller kommunens egen beredskabsplan vedrørende overgreb mod børn. Sagen er heller ikke anmeldt til politiet. Der er ikke taget hensyn til, at læreren har overtaget en svær klasse. ”Vi hører flere af vidnerne (...), der begge har haft 5.b, forklare, at det var en klasse, der var præget af børnemagt, og at flere af eleverne højlydt flere gange har sagt, at de bare kan få en lærer fyret”, siger advokaten. Hun peger også på, at der mangler et tidspunkt og nærmere beskrivelse af, hvornår overgrebene skulle have fundet sted. Noget, som bliver tydeligt, da hun afhører eleverne, som kommunens advokat har indkaldt som vidner i voldgiftsretten.

LÆREREN Samme dag som læreren bliver bortvist, bliver han bedt om at beskrive sin version af sagen i en såkaldt partshøring. Læreren peger på, at sagen sættes i gang, da en mor til en elev, han har et anstrengt forhold til i klassen, skriver ud til klassens forældre.

“Det fremgår af forældrehenvendelserne på Aula, at forældrene, kun som følge af henvendelse fra N’s mor, har adspurgt deres barn om deres relation til mig. Først derefter har nogle børn – og langtfra alle – udtalt, at jeg har klemt/hevet dem eller rykket i hestehalen. Men ingen børn har følt trang til at omtale mig problematisk før denne tråd på Aula”, skriver læreren i partshøringen.

“Jeg er meget berørt af denne sag. Jeg har ikke bevidst overtrådt børnenes grænser og har ikke haft intention om det. Eleverne har ikke gjort mig opmærksom på det, og hvis jeg har givet dem et klem eller et kærligt ryk i hestehalen, så har det været som led i min omgangsform for sjov – og på ingen måde en konfliktsituation”.

“Jeg fastholder, at børnenes udsagn og beskyldninger er forkerte, og at det i bund

og grund handler om en pige, N, som føler sig uretfærdigt behandlet af mig i rent faglig sammenhæng, og som nu har sat en lavine af konsekvenser i gang blandt sine klassekammerater, som hun nok ikke engang selv kender de reelle konsekvenser af”.

Læreren slutter partshøringen med at skrive: “Men at det skulle ende ud med, at de vil af med mig på denne facon – det synes jeg er uværdigt og uproportionalt efter 18 års ansættelse i kommunen uden en eneste tidligere klage i min personalesag”.

VOLDGIFTSRETTEN Advokaten understreger i voldgiftsretten, at læreren på ingen måde forsætligt har forsøgt at skade elever. Hun henviser til, at eleverne i deres forklaringer siger, at læreren har rykket i hestehalen efter at have rost dem for en indsats, at læreren niver i armen ”for sjov”, og at eleverne fortæller, at de ikke forstår sammenhængen. ”Eleverne beskriver det altså som humor, for sjov, og at de ikke forstod sammenhængen”, opsummerer hun i sin procedure.

Hun understreger, at afgørelsen af sagen er vigtig for alle lærere. Hvis lærere ikke kan give et opmuntrende klap på skulderen eller et klem i armen uden at blive bortvist for vold, hvad gør det så for skolen fremadrettet?” spørger hun. ”Dette vil betyde, at lærere ikke tør have fysisk berøring med eleverne af frygt for beskyldninger”. ”Det kan ikke siges nok, men det er ekstremt vigtigt for lærernes fremadrettede retssikkerhed, at en undersøgelse vedrørende anklager om vold og fysisk grænseoverskridende adfærd mod elever og børn undersøges grundigt og samtidig undersøges af personer, der er uddannet til det”, slutter advokaten sin procedure.

GODTGØRELSEN Kendelsen i afskedigelsesnævnssagen mod læreren blev afsagt den 7. juni i år. Her står, at læreren “kan alene have gjort sig skyldig i en række mindre alvorlige overskridelser af det tilladelige, men at der under alle omstændigheder er tale om overtrædelser, som hverken hver for sig eller samlet kan begrunde en bortvisning”.

Kendelsen konkluderer, at hvis læreren havde fået en advarsel, ville han have indrettet sin omgangsform efter det.

“Læreren får seks måneders løn inklusive pension for manglende opsigelsesvarsel og en godtgørelse på seks måneders løn inklusive pension for usaglig bortvisning, hvilket betyder, at kommunen skal betale over en halv million kroner til læreren.

Læreren arbejder i dag ikke som lærer.

mbt@folkeskolen.dk

Sådan gjorde vi Artiklen er anonymiseret. Den er baseret på interview med advokat i Danmarks Lærerforening Camilla Bengtson, sagsakter og kendelsen i afskedigelsesnævnssagen 7. juni 2022. Den faglige voldgiftsret blev afholdt i KL’s hovedsæde på Islands Brygge i København.

OM FAGLIG VOLDGIFTSRET

Den faglige voldgiftsret behandler sager om forståelsen af kollektive overenskomster.

En faglig voldgiftsret består af en opmand – som oftest en dommer, der udpeges af Arbejdsrettens formand, og fire andre medlemmer, hvoraf to udpeges af lønmodtager- og to af arbejdsgiverparter. I praksis betyder det, at det er dommeren, der afsiger kendelsen efter at have lyttet til de fire udpegede medlemmer.

I denne sag om bortvisningen af 5.b’s lærer var pensioneret højesteretsdommer og tidligere formand for Arbejdsretten Lene Pagter Kristensen udpeget som opmand.

HJÆLP JULEMANDEN! KUN 99 KR.

PR. ELEV/LÆRER INKL. ENTRÉ & TURPAS

Giv eleverne en uforglemmelig dag med læring og sjov i tivoli

I julemandens stue hjælper de yngste elever med kreativ historiefortælling, når de sammen med den glemsomme julemand genskaber julens traditioner.

“DET VAR ET SUPERGODT UNDERVISNINGSFORLØB OG FANTASTISK AT KUNNE SLUTTE AF MED FRI ADGANG TIL ALLE FORLYSTELSERNE”

Lærer, Lyngby Friskole For mere information se:

TIVOLI.DK/DA/SKOLER

Alle hverdage fra d. 21. nov. – 21. dec.

This article is from: