2 minute read
Hvorfor er stress noget jeg selv skal finde ud af?
Af Heidi Macdams, folkeskolelærer, Møn Skole Foto: Privat
Jeg var sygemeldt med stress sidste år. Det var ikke noget, jeg havde regnet med, at jeg skulle have, men hvem har det?
Der var mange, der skulle kigge mig dybt i øjnene og spørge, om jeg var okay. Rigtig mange. Om jeg kunne holde til det. Om jeg havde brug for hjælp. Til hvad? spurgte jeg. Jeg havde jo styr på det. Selv om alt ramlede om ørerne på mig.
Hjemme var der en langtidssygemelding og et dødsfald i familien. På jobbet var der kaos omkring eleverne, og jeg fik konstateret astma, efter at jeg pludselig ikke kunne få vejret, når jeg cyklede på arbejde. Jeg var i orkanens øje og holdt fast med det yderste af neglene, men nej-nej, jeg havde ikke brug for hjælp. Jeg havde styr på det. Lige indtil jeg ikke havde styr på det længere.
Da jeg sygemeldte mig, var jeg så ked af det. Jeg var ked af ikke at kunne slå til. At jeg ikke kunne løse min opgave. At jeg var en kæmpe fiasko. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre, og jeg manglede en, der kunne guide mig. Det var der bare ikke.
Stress er der ingen procedure for, og der er ingen tjekliste. Jeg havde sådan brug for en tjekliste. Eller en, der sagde: Nu går du hjem,
og du kommer ikke igen, før du har set alle hundevideoer på YouTube. Men det var der ingen, der sagde. Jeg skulle til samtale for at finde ud af, hvornår jeg kunne komme tilbage. Hvor mange timer jeg kunne holde til. Hvilke opgaver jeg magtede. Og jeg kunne ikke sige nej. Jeg kunne ikke finde det i mig at sige, at jeg ikke var klar. Men set i bakspejlet var jeg det nok ikke.
Jeg fik nu ellers hjælp nok. Jeg var på stresshåndteringskursus og gik til psykolog. Men jeg gik også på arbejde og prøvede stadig at holde trådene samlet hjemme. Jeg følte mig alene og mødt på samme tid. Hver gang jeg skulle tale om det, blev jeg ked af det og syntes ikke, at jeg slog til. Jeg svigtede jo også eleverne og kollegaerne. Men det sagde jeg ikke.
Jeg ville sådan ønske, at nogen tog ansvaret fra mig. At det ikke var mig, der skulle beslutte, om jeg var klar til at komme på arbejde. At der var en, der fortalte mig, hvordan jeg kunne bruge tiden uden at føle, at jeg spildte den. Men det var der ingen, der gjorde. Det var alt sammen noget, jeg selv skulle mærke efter. Men når man har stress, kan man ikke mærke en skid – eller man kan mærke det hele på en gang.
Efterfølgende har jeg lært, at stress er noget, jeg må bære med mig, og noget, jeg hele tiden skal tage mig i agt for. Det kan vende tilbage. For hvad gør man, når der ikke er flere opgaver, der kan fjernes, ikke mere ansvar, der kan flyttes, og ikke flere timer, der kan justeres? Hvordan hjælper man sig selv bedst, når det hele igen er ved at flyde over, og utilstrækkeligheden banker på?
Jeg vender mig mod kollegaerne og krydser fingre for, at de griber mig – for nu.
