Udgangspositionen

Det bliver tilmed mere beskedent endnu. For kernen i bogen er kun et udsnit af kirkeårsfortællingen. Som strækker sig fra fastelavns søndag til 1. søndag efter påske – for at være helt nøjagtig. Af den enkle grund, at det er her, fortællingerne om dels den jordiske Jesus, dels den opvækkede Kristus lyder. Det øvrige er forudsætninger og konsekvenser, og derfor i bogen principielt grebet an som optakter og udblik.

Den saglige grund til denne disposition er naturligvis, at jeg mener, det nævnte udsnit ikke blot narrativt står i centrum, men også er det indholdsmæssigt centrale. Jesus som Kristus. Det er, hvad kristendom drejer sig om. I en forhåndsfront mod en isoleret såvel Jesus-interesse som Ånds-entusiasme.

Denne tilgang indebærer nu ikke mindst, at kristen tro først er mulig efter påske. Inden da hører vi alene om Jesustillid. Hjælpeløse og fortvivledes menneskers trodsige håb til, at Jesus med sin fuldkommen anderledes forståelse af Guds virkelighed kan hjælpe dem i deres udsigtsløshed. Det bemærkelsesværdige ved denne tillid er imidlertid ifølge evangelierne, at den på den ene side findes – uden at den på den anden får nogen som helst betydning for Jesu skæbne.

Eksemplerne på den bliver dermed singulære modglimt til den tiltagende afvisning, som til sidst er total. Før noget andet, kommer de således til at forstærke denne afvisnings naturstridige ubegribelighed. Og derfor også påsketroens karakter af nybegyndelse i forhold til reaktionerne på den jordiske Jesus. Relationen til ham eksisterer alene som brudt. Jesus videreføres først som Kristus. Den eneste ene fortsættes udelukkende som de andre. Kristen er derfor det sidste, man bliver alene.

Udgangspositionen

1) Kirkeårsfortællingen er en sammenhængende beretning om menighedens tilblivelse. 2) Den er dermed kristendommens grundfortælling over jul, påske og pinse. 3) Denne fortælling er en treleddet inkarnationsfortælling, der udlægges trinitarisk.

4) Den fortæller at:

Gud binder sig til et menneske (jul) som igen binder sig til de andre (påske) i skikkelse af deres bundethed til hinanden (pinse). 5) Og først disse tre aspekter tilsammen – i deres forløb – er fortællingen om inkarnationen. 6) Kirkeårsfortællingen vil på denne måde svare på, hvordan Jesu historie bliver vores.

7) Det gør den ved at skildre Jesus som den, der bryder sine egne grænser og går ud over dem – til de andre. 8) Jesus bliver på denne måde den transitive, der ikke kan andet end at være til som “mennesket-for-den-anden”.

9) Han er den, der ikke blot bryder sig om nogen – men han bryder sig om for alle. 10) Så de/vi trækkes ind i hans og dermed Guds historie. 11) Med det resultat, at “de andres” liv med hinanden skildres som en fortsættelse af hans.

12) Derfor er kirkeårsfortællingen tredelt mellem: a) en gengivelse af Jesu selvhengivende liv som det indirekte udtryk for, hvad og hvem Gud er (jul – langfredag). b) en understregning af Guds udtrykkelige tilslutning til dette liv som et sandt udtryk for sig (påske – himmelfart). c) og derfor en skildring af dets fortsættelse i vores liv med hinanden som en tilværelse i hans ånd (pinse – trinitatis). 13) Det betyder umiddelbart a) Jesus er sig som dem (Jesus delen) (Jesu historie – “Kød og blod”). b) Gud er sig som det (Kristus delen) (Guds historie – “Brød og vin”). c) Vi er os som ham (Jesus Kristus delen) (Vores historie – “Menigheden som hans legeme”).