Indledning

Denne bog handler om de evangelieberetninger, der prædikes over ved højmessen i Den Danske Folkekirke i årets løb. Det år, vi kalder kirkeåret, og som strækker sig fra 1. søndag i advent til netop sidste søndag i kirkeåret. De kan i mine øjne læses som én sammenhængende fortælling – kirkeårsfortællingen. Ja, det ikke blot kan de. Det skal de, for at strukturen bag og i deres rækkefølge kommer til både syne og sin ret.

I vores nuværende gudstjenesteordning (af 12. juni, 1992) findes to udgaver af denne struktur. En efter hver sin række af sammenstillede beretninger fra de fire evangelier. “Tekstrækker” har vi valgt at benævne disse to kompendier, med et misforståeligt udtryk – de er beregnet til at fortælle videre og ikke til at danne læsekredse. Ser vi imidlertid bort fra denne urimelighed, er forskellene mellem dem ikke blot, at første tekstrække er ældst og anden yngst, men også og vigtigere, at den ældste fortæller ligefremt i umiddelbar form, mens den yngste udfolder implikationerne og konsekvenserne af samme fortælling.

Kirkeårsfortællingen efter 1. tekstrække (med implikationerne fra 2. tekstrække) må derfor karakteriseres som den eksisterende menigheds grundfortælling. De øvrige læsestykker til hver enkelt gudstjeneste – fra tiden både før og efter Jesus fra Nazaret – om det jødiske folks skæbne og de første kristne menigheder, “lektien” og “epistlen”, bidrager naturligvis også, men deres formål er udtrykkeligt at være katalyserende for evangelieberetningerne.

Denne grundfortælling har nu en klar umiddelbar inddeling. Den begynder for det første med julen, fortsætter med påsken og munder ud i pinsen. Og udfolder for det andet denne treleddede fests konsekvenser – under den gamle overskrift: “Efter trinitatis”.

Jul, påske og pinse. Det er rækkefølgen, som ingen kristne samfund bytter om på. Uanset dens faktiske tilblivelseshistorie. Af den enkle og indlysende grund, at Guds komme i et menneskes skikkelse, som er den grundlæggende og vedvarende begivenhed i den, står og falder med denne sekvens. På samme måde gælder det om konsekvenserne af dette komme. De hører i lige så afgjort forstand hjemme på den anden side af det.

Hvilke konkrete enkeltfortællinger fra de fire evangelier, der bringes rundt om disse nævnte knudepunkter, er derimod ikke så afgørende. Det er strukturen, der er vigtig. Det er den, den gudstjenestefejrende menighed fra første færd har hørt som sin tilblivelsesforklaring. Fordi det lige fra begyndelsen har været umuligt at hævde budskabet om en Gud, der bliver mennesket, som deler sig med de andre og derfor også opvækkes som deres fortsættelse – uden en konkret forsamling, der bekender sig som disse andre.

Kirkeårsfortællingen om Gud er dermed på forhånd beretningen om vores Gud. Og kan i egentlig forstand kun høres som sådan. Den bliver helt konkret genbeskrivelsen af menighedens forsamling; dens narrative forståelse af, hvad den allerede er.

Det betyder ikke, at den troende forsamlings tro er et resultat af dens forståelse. Men af at blive overvældet, revet med og beslaglagt, som tro altid er udtryk for. I troen er al opmærksomhed således vendt mod den, der tros. Troen er helt ude ved sit ophav og den hverken kan eller vil vide af den troende. Skal han eller hun på banen, og troen dermed udfoldes som “en tro”, må der derfor komme en forståelse til – af troens oplevelse eller erfaring. I form af netop en genbeskrivelse af det allerede kendte og erfarede. Som får det til at fremstå i et nyt lys.

Når det drejer sig om den gudstjenestelige sammenhæng, får denne forståelse karakter af en fortælling. I den lange udgave er det kirkeårsfortællingen. I den korte er det trosbekendelsen. Drejer det sig derimod om læresammenhængen, har forståelsen karakter af en begrebsmæssig udfoldelse. Dens grundlæggende kategori er her trinitetsfiguren. Og drejer det sig endelig om læren om gudstjenesten, må begge perspektiver i spil, og kirkeårsfortællingen udfoldes som en trinitarisk narrativ struktur.

I alle tilfælde må forståelsens gen-beskrivelse påtage sig den begrænsning, der ligger i dens forstavelse. Den må med andre ord binde sig til

at følge Guds bevægelse efter. Frem til det, vi kaldte tro. Dens rationalitet kan derfor aldrig erstatte troen, men den kan støtte og underbygge den.

Det er med andre ord ikke forståelsen, der bevirker troen. Det er derimod troen, der kræver forståelse af det, den allerede tror. Ingen kan følgelig tænke sig til tro. Men troen behøver tænkningen for at forholde sig til sig selv og blive “en tro”. Heroverfor er den umiddelbare tros medium lovsangen, som hverken er diskursiv eller refleksiv.

Den gudstjenestefejrende menigheds forståelse af sig selv fortælles således i kirkeårsfortællingen. Ja, den er slet og ret menighedens ætiologi. Denne fortælling er derfor ret beset heller ikke en fortælling om Gud, men en beretning om menigheden som en del af Guds virkelighed. Den kan ikke fortælles, uden at den, der fortæller, fortæller sig selv. Og derfor må den bestandig fortælles forfra. Alle de enkeltovervejelser, der knytter sig til de enkelte perikoper fra de fire evangelier, er på forhånd underordnet dette perspektiv.

Det er altså kirkeårsfortællingens struktur, der i kirken er enkeltfortællingernes definitive kontekst. Og ikke deres stilling i det evangelium, de er hentet fra. Det betyder naturligvis ikke, at sidstnævnte er uden betydning. Men den tjener definitorisk under indplaceringen i kirkeårssammenhængen.

I den forstand er det legitimt at tale om den foreliggende kirkeårsberetning som den faktiske menigheds grundfortælling. Og det er udgangspunktet her, som i sig selv dikterer en cirkulær tilgang, hvor vi bliver, hvad vi allerede er. Det er altså ikke tilfældigt, at kirkeårsfortællingen pædagogisk oftest skildres som en krans eller et hjul.1

Der er dermed også indirekte sagt, hvad bogen ikke handler om. Den beskæftiger sig ikke med hverken tekstrækkernes historie, kirkeårsfortællingens udvikling gennem tiden eller kirkeårets generelle baggrund. Alt dette er allerede glimrende og kyndigt beskrevet i faglitteraturen. I stedet er ambitionen den beskedne at tage udgangspunkt i den eksisterende fortælling og lytte til den. For ad den vej at overveje, hvordan de ressourcer, der ligger lige for til hver gudstjeneste, kan udnyttes.

1. Se senest den fortrinlige gennemgang af Jakob Ulrik Hansen: “Fællesskab, krop og kirkeår. Et konfirmandmateriale” (2020)