Det bibelske drama

ForrEvEt hElligtEkst Det Gamle Testamente er ejendommeligt: det begynder med skabelsens ouverture, “Gud så, at det var godt” – mens et af de senere skrifter åbner med et slag for panden: “Forbandet den dag, jeg blev født”! Højsangens første ord hvisker: “Kys mig” hvorefter et skrift proklamerer: “Alt er tomhed.” Som en fanfare lyder det ved historiens begyndelse: “I dig skal alle folkeslag velsignes” hvorpå der udstødes sætninger som “et underligt værk”, “Guds arm er for kort”, “Gud er lige glad med godt og ondt”. Det Gamle Testamente lovpriser Jahves universelle “herlighed” og en salme råber: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

På baggrund af Det Gamle Testamentes status som “helligtekst”, skrevet til opbyggelse og fromhed, tror man ikke sine egne øjne, når man læser skandaløse beretninger om døtre, der drikker deres far fuld og forfører ham; om Guds mænd, der på deres hellige opgave straks tager ind til en offentlig kvinde; om Guds udvalgte, der ler ad Gud, håner Gud osv. Sådan taler en helligtekst ellers ikke; Koranen, pavelige dekreter eller Stalins proklamationer retoucherer det pinlige og vanhellige væk. Det Gamle Testamentes specielle helligskrift derimod handler ikke kun om det fine, men også om det ikke-fine – ja, er i sin ufuldkomne form selv præget af det. På en gang rummer Det Gamle Testamente salmernes lovprisning, Jobs klage og Prædikerens nihilisme; alt er taget med ind i en forvirrende helhed af oprør, tvivl, famlen og fejlslag. De menneskelige reaktioner på Guds ord er taget med ind i “Guds ord”. Det Gamle Testamente har indoptaget sin egen modsigelse i sig.

Bibelens Gud er en forsmædet, foragtet, forladt Gud. Præsterne bedrager, kongerne synder, det guddommelige ord lyder i falske profeters mund, og de sande profeter står værgeløse og hånede. Gud er som en Herre, der angribes af sine slaver; som en mand, der bedrages af sin hustru; som en udstødt. Og til sidst antager Gud foruroligende former, bliver fjern, ikke til at skelne fra en afmægtig, ringe, lidende, gudsforladt ...

Målt på filosoffernes og humanisternes Gud kan man føle en vis skam ved Det Gamle Testamente. Det, en humanist som Goethe står for, er smukkere end Jahve, der udvælger sig et lille, sølle folk, i

hvilket “hele guddommens fylde” skulle bo. Er Jahve guddommelig, så møder han os menneskeligt, lader sig påvirke, fortryder, angrer, ombestemmer sig. Er Jahve evig, så er han forviklet med historien. Men at det absolutte skulle kunne fremtræde i en konkret skikkelse er anstødeligt for filosofiske og dannede mennesker. Antropomorfismerne, de menneskelignende billeder af Gud, som Bibelen er gennemsyret af, er forargelige, og filosoffen vil “afmytologisere” dem til symboler på overhistoriske sandheder. At den evige skulle manifestere sig konkret og indgå i historiens tvetydighed er for primitivt for fornuften. Målt på Goethes fine guder generer man sig ved Bibelen og oplever en forarmelse; “Guds ord” synes ikke hedenskabet voksent.

Det gælder også i den forstand, at Det Gamle Testamentes modstridende træk, fra det primitive og hæslige til det ophøjede og sublime, dets sammensathed af lag fra helt forskellige tider, har fået lov at blive stående. Det mærkelige er, at man ikke har systematiseret stoffet og skelnet mellem en eviggyldig kerne og tidsbetingede indpakninger, mellem det guddommelige og det menneskelige. Man har ikke søgt at nå et “højere” niveau af almengyldige sandheder, sådan som de græske filosoffer eller indiske Upanishader gjorde i forhold til myterne før dem. Alt i Det Gamle Testamente forbliver forrevet drama, formet ikke af en neutral fornuft, men af religiøs lidenskab. For Israel er sandheden ikke den abstrakte indsigts sag, men en kæmpende sandhed, hvis skygge uafladeligt er anfægtelsen og tvivlen. Det Gamle Testamente fastholder en enestående troskab mod realiteten.

Virvaret af stemmer fra Abraham til Job, fra Kongebøgerne til Prædikeren, danner ingen enhed. Der er ingen lære, ingen filosofi, ingen dogmatik, intet centrum. Vil man henvise til Jahve, så er det et “centrum”, som netop er i bevægelse, opbrud, og giver drift i historien fremad, hvormed centrum snarere fremtræder som et skjult mål forude. Israel er henvist til en nomadevandring, en uafladelig kamp med sig selv om, hvem Gud, hvem mennesket er, hvad tilværelsen er.

Hvor “hedenskabet” kan beskrives som den uproblematiske, uanfægtede dyrkelse af det givne – frugtbarhed, slægten, krigsheldet, magten, ordenen – tog israeliterne aldrig tilværelsen, som den blot forelå. De opfattede den ikke som tilfældigheder, held og uheld,

eller som nødvendighed, men tolkede alting i spændingsfeltet mellem Gud og mennesket – et levende, “talende”, appellerende felt, en kampzone mellem Gud og falske guder. Israel har spurgt efter en livsmening, eller bedre sagt: har modtaget meningen, og hvor den blev formørket af begivenhederne, så Jahve blev borte og kom i modstrid med sine “ord”, har Israel forsket efter et svar. Israel er en spørgende eksistens. Det er et af de mest veltalende folk i menneskehedens historie. Selv i den endegyldige undergang hentede det trøst i at tale og skrive om lidelsen, så sproget pressedes til sine grænser; stadig sang det med brudte hjerter. Hvor nabofolkene søgte ro i etablerede, hellige ordninger, er Israel en teologisk eksistens.

DEt GamlE TEstamEntEs tvEtydighEd Læsningen af Det Gamle Testamente er en tvetydig fornøjelse. Man bliver skuffet over, i hvilken grad det er båret af de samme få grundtemaer, der gennemspilles monomant, og hvor firkantede og halvtænkte tankerne ofte er. Samtidig lyser der midt i det hele glimt af eksistentiel dybde og metafysisk spændvidde op, foruden at selve kompositionen af stoffet er storslået: en vidtstrakt fortællesammenhæng spændt ud mellem polerne skabelse og fuldendelse, mellem himmel og jord, nåde og forkastelse, og med et ukendt, forventet mål. Det Gamle Testamente er en blanding af horisontindskrænkethed og dyb metafysisk visdom – og just sådan, at det fine ikke kan skilles fra det ikke-fine. Hvilket allerede siger noget om den Gud, vi har med at gøre.

Ofte er man i tvivl om, hvorvidt det, man læser, fx kampen mellem Jahve og Baal, mellem det udvalgte folk og andre folk, handler om andet end alt-for-menneskelige overlevelseskampe. Eller om fordomme: kan de fremmede guder ikke være lige så gode (dårlige) som Israels? Og visionen om, at Jerusalem skal blive alverdens hellige centrum: er den andet end en forgyldt omskrivning af nationalistiske ambitioner? Er Israels religion andet end et stykke nærøstlig oldtid, banale og bizarre forestillinger uden relevans for os?

Her må der imidlertid skelnes. Én ting er Israels oprindelige religion (og den adskiller sig ikke fra naboernes), en anden ting er Det Gamle Testamente; og det skal ikke måles på sin historiske kildeværdi, men på sin iboende religiøse mening. Det er mere end et historisk dokument. Når det fx beretter, at Jahve “taler” – eller

slangen, så består en tolkning ikke i at vise, at det “i virkeligheden” handler om noget andet, men så taler Jahve. I stedet for at spørge, om Jahve kan tale, skal man interessere sig for, hvad han siger. Teksten er ikke et vindue, vi ser igennem, men sin egen mening. Snarest skal man sammenligne Bibelen med en roman, udsprunget af bestemte begivenheder, der på en gang berettes og tolkes, altså fremstilles under den eksistentielle betydnings fortegn.

Og hertil kommer, at Det Gamle Testamente kan læses enten fra dets laveste eller højeste ende, dvs. enten som en uddøende nærøstlig religionsform eller som en religiøs forventning, et sprogunivers, hvis mening først kommer til ende i lyset af den begivenhed, der resulterede i den anden del af Bibelen, Det Nye Testamente. Sådan læste de kristne det. Det Gamle Testamentes mere eller mindre tvivlsomme forestillinger kan ses som gængse, alt-for-menneskelige, eller som ladede med et overskud af betydning, en indre retning, transcendens, hvis egentlige indhold overskrider dets egen horisont.

Er det ikke vilkårligt at tolke Det Gamle Testamente ud fra slutpunktet Det Nye Testamente? Ikke mere vilkårligt end at anlægge andre tolkninger, fx en religionshistorisk eller jødisk; de er heller ikke neutrale. Og dertil skal føjes, at den nytestamentlige tolkning faktisk blot gentager en proces, som allerede kendetegner Det Gamle Testamente selv, så sandt det stadig har gentilegnet, aktualiseret, nyfortolket sin overlevering, alt efter nye hændelser. Der har udfoldet sig en tolkningsproces som en stadig voksende forventning. David blev til forjættelsen om en ny David, pagten til forjættelsen om en ny pagt, loven til visionen om en lov skrevet i menneskets hjerte osv. Intetsteds standsede det. Det hører med til Det Gamle Testamente, at ud af Det Gamle Testamentes spor – og af intet andet spor – opstod Kristus. Og derfor ligeledes omvendt: ud fra Kristus kastes et nyt lys på overleveringen.

Det afgørende er ikke, hvad der engang var, men hvad der kom ud af det.

Sprogrum Det Gamle Testamente er en “poetisk vision” af tilværelsen, dens væsen og bestemmelse. Skriftsamlingen er som en gammel glasmosaik, der funkler i dunkle farver; samtidig med, at ruden peger udad,

kaster den lys på os. Den breder et sprogrum ud, et tolkningspotentiale, ved hvis ord vore erfaringer skærpes og udvides. I modsætning til modernitetens blege og abstrakte sprog fylder Det Gamle Testamente billedet helt ud til rammen: intet mindre end “skabelse” og “syndefald”, “himmel” og “helvede”, “tidernes ende”, kort sagt: “Gud” kan gøre det.

Bibelens univers er et sted, hvor man kan anbringe sig restløst, med sin ugudelighed, lidelse og skyld, med sine forventninger og håb. Uden ideologisering, uden harmonisering. Bibelens format består i at have indoptaget tilværelsens tvetydighed i sig, hvor enhver anden helligtekst repræsenterer det hellige ved at udstøde det syndige. Almindeligvis etableres en helligtekst netop ved helligelsen af noget i denne verden, idet det vanhellige udstødes – i magtens navn udstødes svagheden, i meningens navn udstødes meningsløsheden, i moralens navn udstødes umoralen, i sundhedens navn udstødes sygdommen. Anderledes Bibelen: den har, som ateisten Nietzsche siger, “sat en ærefrygt for det afskyelige og foragtelige ind i verden”. Den giver det religiøse mund og mæle nedefra, fra offerets, lidelsens, vantroens, gudsforladthedens sted.

Og samtidig, midt i den usminkede fastholdelse af realiteterne, sætter den som fortegnet for alting “skabelsen”. Da verden blev skabt, lød der jubel i himlen, englene legede for Guds åsyn – det har Israel hørt et ekko af, og det kan det ikke glemme, uanset hvad der siden sker. Israels bevidsthed om synden er kun den negative udstråling af bevidstheden om et lys tændt over verden. Skulle man nævne ét ord bag hele Det Gamle Testamente, så er det ordet glæde. Selvom Det Gamle Testamente er fuld af det negative, fører det aldrig til resignation eller ateisme, tværtimod går bevægelsen den modsatte vej, idet en uomtvistelig realitet kaldet “Gud” opsuger negativiteten i sig. Ikke smertefrit rigtignok; Israel kæmper med Jahve – haltende vandrede Jakob bort fra vadestedet efter at have insisteret på Jahves velsignelse. Og tilsvarende er Jahve selv kæmpende; som han i skabelsen trængte kaos tilbage, må han i historien trænge menneskets vrangvendthed tilbage for at kunne velsigne. Israel har afledt sin religion gennem erfaringen af den reale verden.

Det Gamle Testamente handler om én ting: hvad ordet “Gud” betyder. Og hele tiden må Israel lære det påny.