Forord v/ Søren Holst og Hans J. Lundager Jensen

Genvej til Moses og profeterne

DEt GamlE TEstamEntE er en stor og spraglet – og delvis fremmedartet – bog, og alene af dén grund er den ikke helt nem at læse uden hjælp af nogen art. På den anden side er det ikke rigtig en mulighed at ignorere bogen. Slet ikke, hvis man er teolog, præst, eller bare kirkegænger: Den udgør størstedelen af Bibelen, og de seneste tredive år har den leveret tekstmateriale til de fleste søndagsgudstjenester. Faktisk er det også lidt vanskeligt at komme uden om den, selv om man skulle være aldeles ligeglad med, hvad der foregår i kirken: Dens aftryk i vores fælles sprog og kulturelle koder er mindst lige så mange og dybe som Det Nye Testamentes: Kains-mærker og Urias-poster indgår fortsat i det fælles lingo, og hvis der ikke fældes salomoniske domme, kan det godt dele vandene, så man kommer ud i en ørkenvandring.

At Det Gamle Testamente på én gang er uomgængeligt og (i manges øjne) utilgængeligt, gør behovet for gode introduktioner presserende. Uden for Danmark er genren “en gammeltestamentlig teologi” udbredt: En (i mange tilfælde: tommetyk) bog, som gennemgår Det Gamle Testamentes teologiske tankegods, ikke sjældent struktureret helt eller delvis efter GT’s egen opbygning eller skriftgrupper, så der også bliver tale om en gennemgang af den tykke bog som samlet litterært værk.

En bog af akkurat den type er de sidste 100 år ikke rigtig skrevet på dansk, skønt der skam findes mange udmærkede lærebøger og indledninger, der introducerer til Det Gamle Testamente fra en (religions)historisk, teologisk og/eller litterær vinkel (jf. henvisning herunder). Det er åbenbart en for stor mundfuld i nutidens universitetsvirkelighed, at en ekspert i faget ene kvinde eller mand skal orke den kombination af dybteborende faglighed og udadrettet formidlingsmæssig bredde, som genren kræver.

Men faktisk har vi fra nogenlunde nyere tid et omfattende dansk værk fra en vidende, vidtskuende og voldsomt belæst dansk teolog, der over hen ved 500 sider gennemgår hele Det Gamle Testamente med en kombination af historisk indblik og eksistentiel spørgen efter, hvordan teksten i dag kan have et anliggende tilfælles med

os. Det er de sider, der nu genopstår i en samlet udgivelse, efter at det i årtier har krævet målrettede raids på kongerigets antikvariater at støve de i alt fire relativt tynde bøger fra perioden 1991-1994 op, som værket oprindelig består af.

Helmut Friis var præst og siden programmedarbejder i DR og forfatter til en pæn håndfuld oplivende og oplysende bøger – og i forbigående også filmskuespiller i Jon Bang Carlsens “Næste stop Paradis” fra 1980, hvor man fikst havde ladet Friis spille præsten, så man ikke skulle bøvle med mangel på begreb om, hvordan sådan én gebærder sig.

I mere snævert ’fagteologisk’ sammenhæng var han især cutting edge reporter fra grænselandet mellem teologien og det lidt uhåndterlige fænomen ’det postmoderne’ med bogen Den løse mening: Hinsides religion og ikkereligion fra 1987.

Professionel bibelforsker var han på ingen måde, og prøvede heller ikke at være det, men at han på få år gik fra at være teologisk postmodernismes pennefører til at skrive gammeltestamentlig teologi, er måske ikke så stort et spring som det kan synes. Hans syn på nutidsmenneskets fragmenterede virkelighed er ikke meget anderledes i GT-bøgerne end i hans tidligere udgivelser. Men uanset hvordan virkeligheden fremstår for en, må man – som Jens Glebe-Møller engang sagde om kirkens forkyndelse – “holde den gående så godt man kan”, og det indebærer jo bl.a. at spille meningsløshedens bold op ad de store fortællinger, ikke mindst den allerstørste af dem, og se hvad vej bolden så flyver. Friis fik et imponerende frugtbart resultat ud af at spille bold op ad Det Gamle Testamente.

Som Sanne Thøisen påpeger i den grundige og indfølende præsentation af værket, som hun udgav i Dansk Teologisk Tidsskrift få år efter at det sidste bind udkom,* er Friis i GT-eksegetisk sammenhæng især inspireret af den tyske kæmpe fra midten af det 20. århundrede, Gerhard von Rad. Men Friis læser og bruger ham så frit, at resultatet forekom ikke bare frisk, men ligefrem forfriskende, da det udkom først i 1990’erne. Og netop fordi bogen ikke

* Sanne B. Thøisen, ‘Gammeltestamentlig kulturkritik: Helmut Friis’ teologiske læsninger i Det Gamle Testamente’, i: Dansk Teologisk Tidsskrift 60 (1997), s. 137-149

har som ambition at sige det sidste og nyeste ord i en diskussion blandt fagforskere, forekommer den ikke forældet i dag.

På sin vis foregreb von Rad det, der senere blev kaldt ’kanonisk læsning’, ved at give afkald på at identificere en bestemt tanke eller et særligt begreb som “Det Gamle Testamentes midte”. Dog fastholdt han en art fælles punkt, et sigtepunkt kan man sige: at det er tekstens samlede fortællemæssige forløb frem mod stadigt omdefinerede forjættelsers opfyldelse, der binder de enkelte dele sammen.

Hertil kan man i dag kritisk spørge, om denne tilgang ikke gør de specielt fortællende dele af Det Gamle Testamente til det vigtigste, til indbegrebet af hvad Det Gamle Testamente er og handler om? Og om ikke der er lige så vigtige sider af Det Gamle Testamente, som ikke er fortællende, og som ikke sigter imod et mål i fremtiden, men som er optaget af det vedvarende, det som allerede var dengang og som stadigvæk er med os? Den skabte verden, som Det Gamle Testamente fortæller om, er jo den virkelige verden, med himmel og jord, sol og måne, planter, dyr og mennesker.

Men uanset hvad gjorde fokuseringen på de fortællende dele af Det Gamle Testamente det oplagt for Friis at tilrettelægge sin fremstilling som en løbende kommenteret indlevende genfortælling – hvor han i øvrigt næsten konsekvent er så langt inde i teksten, at han gengiver de narrative fortidsformer med dansk nutid. Han følger simpelthen GT-stoffets forløb og forsyner det med perspektiverende kommentarer, der på et øjeblik kan bringe læseren fra Mosebøgerne til Det Nye Testamante eller Løgstrup og tilbage igen. (En udgivelse af radiosamtaler med Løgstrup, Det uomtvistelige fra 1984, er en anden Friis-bog, som antikvarer har måttet høre rigtig mange forespørgsler på; men i modsætning til GT-bøgerne blev den genudgivet allerede i 2014).

En af Friis’ sidste bøger – der kom tre alene i hans dødsår, 1994! – hed Glæden. Nu kan man, foruden over så meget andet, glæde sig over, at hans vigtige bidrag til den fortsatte aktuelle brug af Bibelens første tre fjerdedele igen kan købes, ovenikøbet som én samlet udgivelse, hvad der kun gør meningen med den tydeligere.

Søren Holst & Hans J. Lundager Jensen, sommeren 2022