11 minute read

Liturgisk leksikon

Next Article
Forbemærkning

Forbemærkning

Listen rummer de liturgiske fagtermer og andre særlige betegnelser, som er anvendt i denne bog.

Hvert ord eller begreb anføres med dets centrale etymologi samt en kort forklaring.

Hvor et ord stadig bruges i dets oprindelige græske eller latinske form, er etymologien ikke medtaget.

En lille blå prik efter et ord indikerer, at ordet er anvendt i fremstillingerne i henholdsvis bind 1 og 2.

Navneagtige betegnelser, liturgiske led og bøger har stort begyndelsesbogstav.

A

absolvo te. – (lat.: jeg løser dig). Romersk-katolsk absolutionsformel. absolution. – (lat.: absolutio – jeg løser, frikender). Syndsforladelsen, der liturgisk afslutter Skriftemålet. a capella. – (ital.: som i kapellet). Kormusik fremført uden instrumental ledsagelse. accentus. – (lat.: ad cano – synge til). De dele af den latinske messe, der messes af præsten (i modsætning til concentus) accent. – Den trykstærke betoning i et ord eller i en musikalsk takt. administrant. – Betegnelse for den person der udfører en del af eller hele liturgien. admissio. – (lat.: (tilladelse til) adgang). Betegnelse for den adgang til nadveren, som dåben indebærer. adoration – (lat.: adoratio – tilbedelse, ophøjelse). I den romerske messe tilbedelse af det indviede sakramente eller et fremvist relikvie i form af knælen, kropsbøjning m.m. advent. – (lat.: adventus – tilkommelse, ankomst). Betegnelse for forberedelsestiden frem mod Kristi fødsel (jul). adyton – (gr: det, der ikke må betrædes). Templets allerhelligste del. I ortodokse kirker alterrummet bag ikonvæggen, hvor kun gejstlige må færdes under liturgien. affektlære. – Begreb, der først og fremmest forbindes med med baroktidens komponister og deres interesse for at illustrere en teksts indhold, specielt inden for den evangelisk– lutherske kirkemusik. aflad. – I romersk-katolsk praksis eftergivelse af straf for synd, dog ikke “kardinalsynder”, der medførte evig fortabelse; men sådanne straffe som Gud sendte over tilværelsen (eksv. nød og sygdom) og kirkens bodsstraffe samt længden af skærsilden (purgatorium) mellem døden og Paradis. Afladen kunne være plenar og omfatte al timelig straf, eller partikulær og blot afkorte eller nedsætte en del af denne. Afladen krævede en modydelse, der kunne være både materiel (betaling) og liturgisk, i form af bodsgang, pilgrimsrejse eller en særlig mængde bønner. Aftensang. – Den sidste af søndagens opr. fire gudstjenester jf. Kirke-Ritualet 1685. Ved

A. prædikes over dagens epistel. agape. – (gr.: kærlighed). Flere betydninger: 1. Teologisk/filosofisk: Den uselviske Gudsinspirerede kærlighed (i modsætning til eros). 2. Liturgisk kærlighedsmåltid, som udtrykker menighedens fællesskab. I Det Nye Testamente brugt om de første kristnes fællesmåltid forud for eller i forb. m. nadveren. Agaperne gik af brug omkring 4. årh. agende. – (lat.: det, der bør gøres, orden, rækkefølge). Tidl. betegnelse for en liturgisk ordning i tysk prægede områder, eksempelvis i Slesvig. (h)ágios. – (græsk: hágios, hellig). Ordet optræder i den byzantinske liturgi, bl.a. i form af det trinitariske “Hagios! Hagios! Hagios Sabaoth!” (hellig, hellig, hellig er Hærskarers

Herre!), og på samme vis i den romerske-katolske communion.

Agnus Dei. – (lat.: Guds Lam). Betegnelse for Kristus, inspireret af Joh 1,29. Hymne til de indviede nadverelementer i romermessen, fra 7. årh. Bibelsk-pædagogisk salme i den protestantiske nadverliturgi, (Se: O du Guds lam). akklamation. – (lat. acclamatio – tilråb). Liturgisk ytring af tilslutning og accept, f.eks.

Amen, Halleluja, Hosianna. akkord. – (lat.: accordare, stemme overens). Betegner den klang der opstår, når mindst tre toner klinger samtidigt. akkord-gang. – Bestemt ofte gentaget følge af akkorder, både inden for den klassiske og rytmiske musik. akkompagnement. – Musikledsagelse, f.eks. orgelakkompagnement af salmesang. akolyt.– (gr.: akolytos – den, der slår følge med, biskoppens ledsager). Liturgisk medhjælper i både østlig og vestlig tradition. akustik. – Anvendes ofte om et (kirke)rums lydforhold, særligt vedr. måden hvorpå lyden forplantes og tilbagekastes. alba. – (gr.: hvid). Knæ- eller fodlang messeskjorte af fint hvidt linned, som i Den Danske

Folkekirke oftest benyttes under messehagel eller stola. allegorisk prædiken. – (gr.: allegoria – sige noget andet). Læsning og udlægning af de bibelske skrifter, så der tolkes en underliggende, åndelig mening frem af teksternes udsagn og enkeltordenes umiddelbare pålydende. Eksv. Gal 4,22-31. Brugt fra ældste kristendom helt frem til nyeste tid. Alle helgens dag. – Kirkefest 1. nov. I rom.-kat. liturgiske kalender, indført af pave Gregor

IV (828-44) hvor helgener og martyrer fejres (“Efterårets Påske”). Alleluia – se: Halleluja. allerhelligste. – Bibelsk: den del af templet, hvor Pagtens Ark med De Ti Bud opbevaredes. Liturgisk: Rom.-kat. betegnelse for nadverbrødet efter indvielsen. Alle sjæles dag. – Kirkefest 2. nov. i rom.-kat. liturgiske kalender, hvor fromme afdøde mindes. alt (A). – En mørkere drenge- eller kvindestemme, der fungerer som 2. stemme i forhold til 1. stemmen (sopran) i korbesætning med fordelingen sopran (S) – alt (A) – tenor (T) – bas (B). alter. – (lat. altare – offerbord). Oprindelig stedet, hvor offerdyrenes blod blev udgydt.

I kristendommen et centralt anbragt bord i kirkerummet til brug ved nadveren.

Rom.-kat. og ortodoks trad. kræver, at altret er særlig indviet og forsynet med et eller flere relikvier. alterbog. – Liturgisk håndbog med kollekter. og bibelske læsninger til alle gudstjenester på kirkeårets søn- og helligdage i den evangelisk-lutherske kirke. Den første alterbog i Danmark blev udgivet i 1556 af biskop Peder Palladius. alternatim. – Bruges om alternerende udførelse af f.eks. en salme mellem menighed, kor og orgel.

alterskranke. – Lavt rækværk ved eller omkring altret i Danmark ofte med knælepuder til nadverdeltagerne. ambitus. – En sangstemmes eller en melodis tonemæssige omfang, fra den dybeste til den højeste tone. ambón. – (gr.: forhøjning, trappetrin). Hævet læsepult til oplæsning af liturgiens bibelstykker. I øst en lav platform i kirkerummet, i vest med tiden en højt hævet læsepult. ambrosiansk kirkesang. – Betegnelse for et repertoire af liturgiske sange fra ca. 900-1000 omkring domkirken i Milano. Opkaldt efter Milanos biskop Ambrosius (ca. 335-397), men ellers uden forbindelse med denne. Sangene har visse ligheder med gregoriansk sang. ambrosianske lovsang. – Hymnen Te deum laudamus., som efter traditionen skulle være digtet af biskop Ambrosius af Milano efter Augustins dåb (DDS 9). Amen. – (hebr.: det er sandt; eller: det står fast). Bekræftende tilslutningsytring, som fra den jødiske synagogegudstjeneste er gået ind i den kristne liturgi, hvor det kan findes brugt som afslutningsord både efter bøn, bibellæsning og prædiken. anabaptister. – (gr.: ana: igen + baptismos: dåb). Gendøberbevægelser i reformations-århundredet. anafora – (gr.: frembærelser). Gentagne bønsudsagn i den ortodokse nadverliturgi mens brød og vin frembæres. Formmæssigt er de ensartede, (jf. Hebr 11,3-31). anamnese. – (gr.: i-hu-kommelse, genkaldelse). Liturgisk påmindelse, der udtrykker at noget fortidigt på ny bliver virkeligt og nærværende. I liturgien ord og handling, der anskueliggør en afgørende frelsesbegivenhed (dåben, nadveren, velsignelsen). andagt. – Kort gudstjeneste m. sang, bøn, skriftord (som sådan også i individuel form). I kollektiv form kan kort prædiken, trosbekendelse og velsignelse knyttes til. Angelus. – (lat.: Angelus domini – Herrens engel). Begyndelsesordene i en liturgisk påmindelse om Mariæ bebudelse; brugt som daglig bøn, når der ringes til aften. Anno Domini – (lat.: i det Herrens år). Liturgisk kronologisk betegnelse, ofte forkortet:

A.D. antependium. – (lat.: det, der hænger foran). Tekstil, der hænger ned foran forsiden af alter, læsepult og prædikestol. Kan farve- og udsmykningsmæssigt skifte med kirkeåret. Benævnes også frontale. antidoron. – (gr.: i gavernes sted). Velsignede brød(stykker) som uddeles ved afslutningen af den byzantinsk-ortodokse søndagsgudstjeneste. antifon. – (gr.: klingende imod). Liturgisk sang, der indleder og afslutter fremførelsen af en Davidssalme i messens propriumsled eller i tidebønnerne. antifonale. – Liturgibog med tekster og melodier til den rom.-kat. kirkes tidebønner i klostrene (Antifonale Monasticum) og i sogne- og domkirker (Antifonale Romanum). antifonal. (psalmodi) – Den praksis der anvendes, når to kor svarer hinanden ved skiftevis fremførelse af hvert andet salmevers fra Salmernes Bog. Kendes allerede omkring 300-tallet i Syrien, hvorfra den bredte sig til den øvrige kirkeverden.

antifonalsang – se: antifonal (psalmodi). apostel. – (gr.: apo – ud, el.: bort og stellein – sende = udsending). En af de 12 Jesusdisciple, (Luk 6,13), som i oldkirken regnedes for særlige bærere af det kristne vidnesbyrd. Dog regnedes også Paulus som apostel. De apostolske breve (epistler) fik tidligt liturgisk anvendelse. Apostolicum. – Fælles kirkelig benævnelse for Den Apostolske Trosbekendelse; en oldkirkelig dåbsbekendelse, der kan spores tilbage til o. 200. N.F.S. Grundtvig mente, at A. var et Jesus-ord, overleveret de 12 apostle. (Den) Apostolske Velsignelse. – 2 Kor 13,13 som citeres i højmessen efter prædikenen. apsis – (gr./lat.). – Halvrund alterniche, oftest i et kirkerums østende. arie. – (ital. aria, luft). Betegnelse for en større afrundet solosang eller evt. ensemblesang.

Fra 1600-tallet især brugt om solo-arier inden for operaen, hvorfra den bredte sig til andre former som oratorium, passion og den evangelisk- lutherske kirkekantate. (Den) Aronitiske Velsignelse. – Tredelt velsignelsesformel, der citerer 4 Mos 6,24-26.

Indført som messens afslutning af Luther (Deutsche Messe 1526). ars moriendi – (lat.: kunsten at dø). Dels kristen sjælesorgslitteratur, dels brugt om den liturgiske dødsforberedelse. ars nova. – (lat.: den nye kunst). Udtryk som første gang anvendtes af komponisten, musikteoretikeren og prælaten Philippe de Vitry ved en række forelæsninger ved

Pariseruniversitet 1316-25 om en særlig ny notationsteknik. Siden betegnelse for al flerstemmig musik i 1300-tallet. Aske-onsdag – Onsdagen efter palmesøndag. I rom.-kat. tradition holdes en messe, hvor præsten tegner et kors med aske i panden på hver enkelt i menigheden med ordene:

“Af støv er du, til støv skal du blive” som tegn på menneskets forgængelighed. askese – (gr./lat.: øvelse). Religiøst eller filosofisk begrundet disciplineret og afholdende levevis. A. rummer oftest også en liturgisk dimension, f.eks. regelmæssig faste, bøn, knælen, meditation. Augustana – se: Confessio Augustana. Athanasianske bekendelse. – Også benævnt: Quinque vult, efter dens latinske begyndelsesord (“Enhver, der vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro…”). A. er en trosbekendelse, som især fordømmer det oldkirkelige, arianske kætteri, som underordnede Sønnen under Faderen. Traditionelt tillagt kirkefaderen Athanasios af

Alexandria (4. årh); men der er udbredt enighed om at bekendelsen er senere end ham.

Den omtales på et kirkemøde i 670. Bekendelsen bruges ikke liturgisk, men regnes med blandt folkekirkens bekendelsesskrifter. . aula. – (gr.: sal, festsal). I den tidlige kristne kirkearkitektur betegnelse for midterskibet mellem forhal og kor/alterdel. autentiske (tonearter). – Betegnelse for de fire kirketonearter: dorisk, frygisk, lydisk og mixolydisk.

Ave Maria. – (lat: Vær hilset, Maria). Englens hilsen Luk 1,28. Begyndelsesordene i den mest udbredte romersk-katolske bøn.

B

baldakin – (af “baldach”, ældre europæisk navn for Bagdad). Opr. et silkestof fra Persien, som brugtes som overdækning over gudebilleder under processioner, eller udsmykkende tag over troner både ude og inde. Med tiden udførtes B. i træ og sten især over kirkerummets centrale alter. B. markerer magt, særlig ære og symboliserer Guds jordiske telt eller bolig. baptisterium. – (gr/lat: baptisterio – dåbsfad eller -rum). Opr. en (til)bygning med et dåbsbassin i midten (dåbskapel). Bar-form. – Formbetegnelse, der går tilbage til den tyske minne- og mestersang, hvis strofer var opbygget af to identiske Stollen og en Abgesang (A-A-B-). Formprincippet er endnu ældre (græske oder) og kan observeres i både gregorianske sange og hymner, i franske folkesange og overhovedet gennem det meste af musikhistorien.

Den evangelisk-lutherske koral er ofte opbygget som en Bar-form med to identiske

A-stykker og et afvigende B-stykke. barok. – Kunst- og musikhistorisk betegnelse, som stilistisk dækker kunst og musik i perioden ca. 1580-1750. bas. – Betegnelse for den dybeste mandsstemme. I den firstemmige korsats klinger bassen som den dybeste stemme i rækkefølgen sopran-alt-tenor-bas (SATB). Bas-mønstre. – Særlig brugt om en bestemt bas-melodi eller frase, der gentages igen og igen og evt. danner grundlag for variation i overstemmerne. Brugt inden for både klassisk og rytmisk musik. basilika. – (gr.: basiliké – kongelig). Opr. kongens eller fyrstens audienssal, som blev grundform for den romersk-katolske kirkebygning. Basilios-liturgien. – Indtil 11. årh den nadverliturgi, der brugtes på de almindelige søndage i den ortodokse kirke (benævnt efter kirkefaderen Basilios d. Store); nu erstattet af Chrysostomos-liturgien.; og B. bruges blot 10 gange om året. basso continuo. – Betegnelse for en spilleteknik og notationsform i barokmusik, hvor en becifret bas meddeler den improviserede tilføjelse af akkordens øvrige stemmer.

Benævnes også generalbas. becifret – se becifring. becifring. – En simpel måde med bogstaver og tal at angive akkorder og deres opbygning på. Systemet er siden 1920’erne især blevet anvendt inden for populærmusik, men er en udløber af en lignende praksis inden for barokmusik, den såkaldte generalbas. Her var et musikstykkes becifrede bas forsynet med tal til oplysning om de akkorder, som cembalisten eller organisten skulle udføre. beffchen.– (ty./lat. biffa – krave, lille krave). Gejstlig, hvid krave med nedhængende ender.

bekendelsesskrift. – Sammenfatning af troslæren. Folkekirkens bekendelsesskrifter er:

De oldkirkelige bekendelser Apostolicum, Nicænum og Athanasianum, Luthers Lille

Katekismus og Confessio Augustana. De tre førstnævnte indgår på forskellig vis i liturgien. bema – (gr.: trin). Forhøjning eller podium hvorfra skriftlæsningerne (i synagoger og kirkebygninger) foregår. Bruges også om et hævet korparti. benediction – (lat.: velsignelse). Bruges også om handlinger og taleformer, der indebærer indvielse. benedictus (1). – (lat.: Velsignet være…). Flere betydninger: 1. Liturgisk led i nadverliturgien. Citat af Sl 118,26. 2. Første del af romermessens nadverliturgi efter præfationens

Sanctus. Benedictus (2). – (Lovet være Herren…). Citat fra Luk 1,67-80, som er evang. på 3. søndag i advent (A). Benævnt “Zakarias’ Lovsang”. benediktinere. – Munkeorden, som lever efter Benedikts klosterregel. Brødrenes mål er

“at bede og arbejde” (ora et labora). Gudstjenestelivet har første prioritet. Ordenen blev stiftet af Benedikt fra Nursia, hvis klosterregel fra 540’erne blev skabt for munkene i

Montecassino i Italien, hvorfra den spredte sig til talrige klostre i den øvrige katolske kristenhed. besætning. – Betegnelse for de specifikke musikere eller sangere, der medvirker i en musikopførelse. bibelsk salme. – Almindelig betegnelse for en salme fra Salmernes Bog i Det Gamle

Testamente. biblia – (lat.: bog). “Bibelen” betyder egtl. blot Bogen, og kaldes også ‘Bøgernes Bog’. Biblia pauperum – (lat: de fattiges bibel). Senmiddelalderlige billedbibler med tegneserielignende træsnit, tiltænkt illiterære lægfolk. Profilerede indirekte liturgiens eksklusivitet i højmiddelalderen. Motiver fra disse dannede ikke sjældent forlæg for kirkeudsmykninger. billedstorm. – (overs. af gr. ikono-klasmos). Strid om brug af religiøse billeder i den byzantinske kirke 726-843 e.Kr. Også brugt om de protestantiske ødelæggelser af katolske helgenbilleder under reformationen for at “rense” gudstjenestens rum. biskop. – (gr.: episkopos – tilsynsmand). Opr. den lokale menighedsforstander, senere regional kirkelig leder, det højeste liturgiske embede. På latin: Superintendent. bispehue – se: mitra. bispestav. – Myndigheds- og værdighedstegn for biskopper. Bruges fysisk af katolske og anglikanske. Kropslang stav med en afrundet top, der symboliserer en hyrdestav. blasfemi – (gr. blasphemia – gudsbespottelse). Ytring eller handling der nedsætter og krænker noget, andre anser for helligt. Tidligere kunne irregulær, ikke liturgisk brug af liturgisk inventar anses for blasfemi.

This article is from: