Del 1: Origenes’ liv og skrifter

De to følgende afsnit om Origenes’ liv og skrifter har ikke været udgivet som artikler, men er afsnit fra den indledende del af min disputats (Jacobsen 2015). Jeg har medtaget disse afsnit her, fordi den historiske sammenhæng er vigtig for forståelsen af alle teologiske tekster. Afsnittet om Origenes’ liv sætter en biografisk ramme for hans teologi. Her er det særlig vigtigt at være opmærksom på, at Origenes tidligt fik en meget grundig skoling i både antik filosofi og kristen teologi. Den måde, hvorpå Origenes sammentænkte den bibelske og den græske filosofiske tradition, har været afgørende for udviklingen af hans eget teologiske standpunkt og for hans evne til at gennemføre det helt usædvanligt store teologiske projekt, som han satte sig for jf. artiklen om Origenes’ teologiske univers.

Afsnittet om Origenes’ skrifter viser, hvor omfattende hans arbejde er. Det gælder både mængden af teologiske skrifter og de mange forskellige teologiske, filosofiske og litterære genrer, som han anvendte og mestrede. Hans litterære produktion viser, at han mestrede både de filologiske, de filosofiske, de eksegetiske og de systematiske aspekter af det teologiske arbejde. I forlængelse heraf er det vigtigt at være opmærksom på, at han integrerede disse elementer af det teologiske arbejde i alle sine skrifter. Eksegese og systematisk teologi var for ham ikke to forskellige ting, sådan som det ofte er for moderne teologer.

Det er også vigtigt at bemærke den rolle, som overleveringsproblematikken spiller i fortolkningen af Origenes’ teologiske værk. Som det fremgår af det følgende, er en hel del af hans skrifter gået tabt, og en stor del af de bevarede skrifter findes kun i oversættelser fra græsk

til latin. Denne problemstilling har spillet en meget afgørende rolle i Origenesforskningen, idet en del forskere har været skeptiske overfor værdien af de skrifter, der kun er overleveret på latin. Jeg mener, at de oversatte tekster er værdifulde for forståelsen af Origenes’ teologi, så længe man udøver den nødvendige omhu i arbejdet med disse tekster for eksempel ved så vidt muligt aldrig at bygge centrale konklusioner alene på oversat materiale. Origenes skrifter blev oversat til latin af Rufin (344/345-411) og Hieronymus (347-420) i sidste del af det 4. århundrede og i begyndelsen af det 5. århundrede. På det tidspunkt var den latinsksprogede vesterlandske teologi under stærk udvikling drevet frem af Augustin og andre. Allerede med Tertullian fik den latinsksprogede teologi et væsentligt andet præg end den tidligere græsksprogede teologi, hvor menneskets synd og Guds måde at forholde sig til menneskets syndighed på blev forstået i juridiske og økonomiske termer. Denne tankegang blev videreført og udviklet af Augustin og andre vesterlandske teologer i det 4. og 5. århundrede. Denne tankegang var fremmed for Origenes og de fleste andre østkirkelige teologer. Men idet Origenes’ skrifter blev oversat til latin sneg den vesterlanske teologiske tænkning sig ind i oversættelserne. Det skete sandsynligvis både bevidst og ubevidst, men det er tydeligt, at de latinske oversættelser af Origenes’ tekster bærer præg af en vis tilpasning til den teologiske situation i Vestkirken i omkring år 400. Man ser det for eksempel tydeligt i Rufins oversættelse af Origenes’ kommentar til Romerbrevet, som ofte er præget af økonomisk-juridisk terminologi. Netop denne oversættelse er også stærkt forkortet, fordi Rufin var blevet bedt om at forkorte Origenes’ meget lange kommentar. Det gør Rufin selv rede for i sin indledning til oversættelsen.