Forord

Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor går vi hen? De spørgsmål har mennesker til alle tider søgt svar på. Kristendommen har lige som andre religioner og livsanskuelser forsøgt at besvare disse spørgsmål. Kristendommens svar på spørgsmålene har været forholdsvis stabile gennem århundrederne, selv om enhver generation i sin tid og på sit sted har formuleret svarene på ny. Der har imidlertid også været nogle afgørende brud i kristendommens historie, hvor svarene på de ovennævnte spørgsmål har forandret sig radikalt. Jeg vil nævne to af de mest afgørende brud.

Det første afgørende brud skete ret tidligt i forbindelse med kristendommens bevægelse fra det østlige til det vestlige middelhavsområde. Den tidlige græsksprogede teologi, som Origenes fra Alexandria er en vigtig repræsentant for, forstod forholdet mellem Gud og mennesket som tæt og positivt: Mennesket var skabt i Guds billede og var af samme natur som Gud, selv om der var forskel på Gud og menneske. En forskel der skyldes, at Gud er menneskets og alt det skabtes ophav, mens mennesket er en udstrømning af Guds væsen. Forskellen mellem Gud og menneske blev uddybet, fordi mennesket syndede ved at vende sig bort fra Gud. Men mennesket forblev gudbilledligt, fornuftigt og frit. Synden skabte afstand, men ikke brud mellem Gud og menneske. Synet på mennesket var grundlæggende positivt. På denne baggrund blev frelsen i Kristus, Guds Ord og Fornuft, forstået som Kristi og menneskets fælles kamp mod synden og som Kristi helbredende og opdragende gerning, hvor mennesket skulle og kunne følge Kristus, som er menneskets forbillede. Frelsen blev forstået som helbredelse af menneskets skadede, men ikke ødelagte, natur. Da kristendommen bevægede sig mod vest og blev formuleret på latin af især Tertullian (ca. 160- ca. 220) og Augustin (354-430), skete der nogle markante ændringer i synet på menneskets relation til Gud, både hvad angår skabelse og frelse. Skabelsen af mennesket og verden blev forstået som Guds tilvejebringelse af noget, der af natur er forskelligt fra Gud selv. Mennesket er ifølge de vestkirkelige teologer ikke af guddommelig natur, men noget fra Gud væsensforskelligt. Den væsensforskel bliver uddybet og radikaliseret på grund af menneskets syndighed, så men-

neskets oprindelige natur bliver forvansket til unatur, og menneskets lighed med Gud bliver ødelagt. Mennesket blev betragtet som radikalt forskelligt fra Gud, som Guds modstander. Mennesket er ikke frit og har ingen mulighed for at handle godt. Samtidig forskubbedes vægten i gudsbilledet fra Gud som den kærlige Gud til Gud som den retfærdige Gud. Den retfærdige Gud forlangte, at det syndige menneske enten skulle betale eller bøde for sin skyld. Da Gud i den vestkirkelige tradition ikke kun blev betragtet som den retfærdige Gud, men også som den kærlige Gud, mente Augustin, at Gud i visse tilfælde ville lade nåde gå for ret og frelse nogle mennesker, men langt fra alle. Gudsforholdet blev betragtet i juridiske og økonomiske kategorier. Alle mennesker var skyldige og ude af stand til at betale deres skyld, men Gud valgte i visse tilfælde at se bort fra skylden og frelse nogle mennesker. Dette syn på mennesket, på Gud og på forholdet mellem mennesker og Gud dominerede med små variationer den vesteuropæiske middelalder. Med de vesteuropæiske reformationer blev den tertulliansk-augustinske tradition ikke blot videreført, men radikaliseret. Menneskets syndighed og ufrihed blev understreget gennem en videreførelse af den augustinske arvesyndslære, ligesom Guds retfærdighed blev betonet langt stærkere end Guds kærlighed. I luthersk teologi kommer det blandt andet til udtryk ved, at frelseslæren betegnes som retfærdiggørelseslære. De forskellige protestantiske retninger betonede også alle, men dog med forskelligt eftertryk, at Gud, der både er retfærdig og kærlig, har en vilje til at lade nogle mennesker gå fortabt, fordi de har fortjent det. Nåden og frelsen gives gratis, men kun til nogle. I den vestkirkelige tradition spilles Gud og mennesker ud mod hinanden. De vestkirkelige teologers forståelige ønske om at understrege, at intet menneske kan frelses undtagen gennem Kristus, førte til en nedgørelse af mennesket, der blev betragtet som fuldstændig fordærvet. Mennesket blev adskilt fra Gud, og der blev indført en dualisme i Gud selv, så det ikke længere er klart, om Gud er ond eller god eller begge dele på samme tid.1 Dette syn på Gud og mennesker stod dog ikke uimodsagt i vesteuropæisk teologi. Mange protesterede mod det, som de betragtede som et nedværdigende syn på både mennesker og Gud. Kritikken kom blandt

1. Mange af disse forskelle mellem de tidlige østkirkelige traditioner og den dominerende vestkirkelige teologi har Johannes Værge beskrevet i sine bøger, jf. Værge 2011; Værge 2014; Værge 2016.

andet fra den vesteuropæiske humanisme med hovednavne som Pico del Mirandola (1463-1494) og Erasmus fra Rotterdam (1466-1536), fra reformationstidens såkaldte sværmere og senere fra pietistiske teologer. Mange af disse var netop inspireret af Origenes’ og andre tidlige østkirkelige teologers teologi.

Et andet afgørende brud i forhold til den tidlige kristendoms spørgen efter menneskets ophav, eksistens og mål har kendetegnet nordeuropæisk protestantisk kristendom i det seneste århundrede, hvor man hovedsageligt har fokuseret på at besvare spørgsmålet om, hvem vi er, uden at forholde sig til spørgsmålene om, hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen. Der har været et særligt fokus på menneskers dennesidige eksistens. Det er der mange og gode grunde til: Naturvidenskaben har ændret vores syn på virkeligheden. Fysikken har skubbet metafysikken ud på et sidespor. Fornuft og erkendelse er blevet indsnævret til viden. Det er blevet vanskeligere ja næsten umuligt at tale om menneskers ophav og mål, som noget der var, og som kommer, og som er noget andet end livet her og nu. Vi er blevet taget til fange i virkeligheden. Det er på mange måder udtryk for en sund realisme, som befrier os fra overtro og vrangforestillinger, som gennem tiderne har gjort stor skade på mange mennesker både fysisk og psykisk. Men der er også tomt og koldt i den virkelighed, hvor der kun er plads til fysikken og det materielle. Hvis vi opgiver at svare på, hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen, kan vi heller ikke svare på, hvem vi er. Vi kan ikke undvære metafysikken som forståelseshorisont for livet. Vi må løfte blikket. Hensigten med denne bog om Origenes fra Alexandria er et bidrage til det. Men hvordan skulle en 1800 år gammel teolog og filosof fra Egypten kunne hjælpe os med det projekt? Vi kan ikke bare vende tilbage til en længst svunden fortid og lade som om vi ikke ved, det vi ved – blandt andet fra fysikken. Hvis vi kunne, ville det blot gøre os mere forarmede. Derimod kan vi lære af Origenes og mange andre fra den lange tradition, at erkendelse er mere end viden, og at virkeligheden ikke kun er fysik, men også metafysisk. Det betyder ikke, at vi hverken kan eller skal overtage Origenes’ verdensbillede, men at vi kan lade os inspirere af hans forestillinger, når vi prøver at formulere vore egne tidssvarende tanker om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen.

Bogen indeholder en række artikler, som for størstedelens vedkommen tidligere har været udgivet i forskellige tidsskrifter og bøger. Der

kan derfor forekomme overlap mellem de enkelte artikler, men jeg har i de fleste tilfælde valgt ikke at forkorte artiklerne, så de fremstår mest autentisk i forhold til deres oprindelige udgivelse. Artiklerne indeholder en lang række citater, der er oversat til dansk. Dermed håber jeg at kunne videregive et indtryk af Origenes’ egne formuleringer. Alle citater, hvor der ikke er nævnt en kilde til oversættelsen, er egne oversættelser. Der henvises til antikke tekster inklusive Origenes’ tekster med punktum efter bognummer og komma efter kapitelnummer f.eks. Om grundprincipperne 1.7,1, det vil sige bog 1, kapitel 7, afsnit 1. Hvis et givet skrift ikke er inddelt i bøger, men kun i kapitler og afsnit, ser henvisningen ud på følgende måde Prædikener over Jeremiasbogen 4,3, det vil sige kapitel 4, afsnit 3.

Den ældste artikel blev allerede udgivet i 2000, mens den nyeste udkommer i 2022. De fleste artikler er blevet skrevet og udgivet på engelsk i fagtidsskrifter henvendt til fagfæller. En mindre del af artiklerne er blevet udgivet på dansk, men kun i få tilfælde i publikationer henvendt til et bredere publikum. Jeg mener dog, at artiklerne er relevante for teologisk interesserede danske læsere. Derfor foreligger artiklerne nu alle på dansk i en let revideret form. Jeg håber, at artiklerne på denne måde kan være til inspiration for både teologer, præster og lægfolk, der interesserer sig for, hvordan kristendommen kan forstås og formuleres på måder, som er relevante i vores samtid. I korte indledninger til de enkelte dele af bogen vil jeg forsøge at gøre rede for, hvordan jeg forstår de enkelte temaer og artiklers mulige bidrag til en nutidig relevant formulering af kristendommen.

Skønt artiklerne er blevet til som selvstændige tekster, er der alligevel en indre sammenhæng mellem de enkelte artikler. Denne sammenhæng beror på, at Origenes var en systematisk tænker, som altid fortolkede specifikke tematikker ud fra en overordnet og sammenhængende forståelse af virkeligheden. Hvis man har et vist overblik over Origenes’ forståelse af virkeligheden, kan man derfor uden de store vanskeligheder forstå, hvordan de enkelte artikler passer ind i denne overordnede virkelighedsforståelse. Derfor handler et af de første afsnit i bogen om Origenes’ systematisk sammenhængende teologi. Hvis man begynder læsningen med afsnittene om Origenes’ liv og introduktionen til hans mange skrifter og dernæst læser artiklen om hans teologiske univers, skulle det være muligt at læse og forstå alle de følgende artikler som

dele af den helhed, som Origenes’ teologi udgør. Den selektive læser kan derfor udvælge artikler om de emner, som hun måtte finde mest interessante, og stadig forstå den enkelte artikels emne i sammenhæng med og placering i Origenes’ teologi. De enkelte artikler kan for eksempel sagtens læses, uden at man først har læst kapitlet om overleveringen af Origenes’ tekster. Dette kapitel kan man læse i sin helhed, hvis man har interesse for overleveringen af Origenes’ tekster, eller delvist, hvis man vil vide noget om en enkelt teksts overleveringshistorie.

Artiklerne i denne bog er blevet til over mange år. Det betyder, at min forståelse af Origenes på nogle punkter har ændret og udviklet sig. På de forholdsvis få punkter, hvor der er tale om mere betydningsfulde ændringer, har jeg skrevet en note herom i stedet for at rette i selve artiklen.

Det er en stor glæde for mig her at kunne takke dem, som har gjort denne udgivelse mulig. For det første vil jeg gerne takke alle de kolleger i Aarhus og andre steder i verden, der igennem årene har studeret og diskuteret Origenes med mig. Det har for mit vedkommende været en lang dannelsesproces, som jeg hermed takker varmt for. Jeg takker også de forlag og tidsskriftsredaktioner, som har givet tilladelse til, at jeg genudgiver artiklerne i denne bog. Der skal også lyde en stor tak til H.P. Hjerl Hansen Mindefondet for Dansk Palæstinaforskning for generøs økonomisk støtte til udgivelsen. Jeg takker også redaktør på Eksistensen, Henrik Brandt-Pedersen, for vejvilje, faglig støtte og ikke mindst tålmodighed og redaktionen for serien ‘Antikken og Kristendommen’ for at inkludere bogen i denne bogserie. Endelig vil jeg takke to kvinder uden hvem, denne bog ikke var blevet udgivet: For det første min hustru, Birthe Roersen Jacobsen, som har støttet mig i arbejdet gennem mange år og som ofte har accepteret, at jeg læser og skriver om Origenes – også om aftenen, i weekenderne og i ferierne. For det andet, Margrethe Birkler, min tidligere studentermedhjælper og nuværende ph.d.-studerende, som har oversat de artikler til dansk, som var udgivet på engelsk, oversat citater fra Origenes’ tekster, redigeret tekst, fodnoter og bibliografi, lavet stikordsregister, læst korrektur og været en fremragende sparringspartner gennem hele processen.

Voerladegård den 8. juli 2022.