NÆLDEBLADET NR. 2 by Jeppe Aakjaer

Nr. 2, marts 2016 Udgivet af AakjĂŚrselskabet www.jenle.dk

Kolofon Ansvarshavende redaktør, Henning Linderoth, Formand for Aakjærselskabet. Redaktionens adresse: Jenlevej 6, 7870 Roslev, Artikler, annoncer og andet materiale sendes på formand@jenle.dk

Godt i gang Af Henning Linderoth, formand for Aakjær Selskabet

Aakjærselskabet er kommet rigtig godt fra land i 2016. Vi har været til flere møder bl.a. i Folketingets Kulturudvalg, hvor de tre selskaber, der kan fejre runde fødselsdagsbegivenheder var samlet. De tre er: 7. august, Carit Etlar 1816, 10. september, Jeppe Aakjær 1866 og 6. november, Johannes Jørgensen 1866. Formændene for de tre selskaber fik foretræde for udvalget, med det ønske, at vi gerne så, at der var en stor pulje, der kunne søges i forbindelse med fejring af store kulturpersonligheder. Hvordan forslaget efterfølgende vil blive behandlet, har vi ikke modtaget reaktioner på endnu! Det var Carit Etlar selskabets formand, der havde taget kontakten til Folketingets Kulturudvalg, og han derefter kontaktede Johannes Jørgensen selskabet og Aakjærselskabet. Vi ville selvfølgelig gerne med. Efterfølgende blev Aakjærselskabet opmærksom på, at Carit Etlar Selskabet ikke er med i landsorganisationen, selvom de står på http://www.litteraturselskaber.dk. Listen indeholder godt 50 selskaber, men under 20 betaler kontingent. Det er reelt en ikke eksisterende landsorganisation. Den 13. marts er der generalforsamling, og så må vi se, hvad der sker!

Indhold: Fra formanden: Foråret er på vej, side 3 Svar på tiltale, side 5 Om opførslen af ”Paa Aftægt”, side 8 Skuespil i samarbejde..., side 10 Plakater.., side 14 Jeppe Aakjærs skuespil, side 25 Jeppe Aakjærs arbejdersange, side 30

Skribenter: Henning Linderoth (HL), Peder Kristian Nielsen (PK), Vinnie Linderoth (VL), Knud Kramshøj (KK), Kirsten Borger (KB), Per Mouritsen (PM), Lis Rogild (LR), Karla R. Pedersen (KP), Sanne Have Refsgaard (SR) Foto: Hans Frederiksen (HF), Ole Sørensen (OS), Erik V. Kristensen (EK), Anton Mehlsen (AM), Henning Linderoth (HL), Steen Agger (SA), Jenles Fotoarkiv (JFA) Layout: Ann Balleby (AB)

Foråret er på vej bogen, 2014 ”Ulvens Søn” - samtidig med, at vi også bringer Per Mouritsens artikel fra bogen. De to teaterstykker var folkekomedie, 2016 er godt begyndt! som Aakjær også magtede. Jeg skriver præFor få uger siden hed det ”Sneflokke komcis også magtede. For ”Ulvens Søn” er bemer vrimlende”, men sneen er væk, og vi stemt ikke en folkekomedie, men har noget nærmer os 1. marts. brechtsk over sig, med de mange som sejrer over de få privilegerede rige. Men samtidig Det er den dag vi åbner Jenle for selskaber og skolebørn, der på forhånd har bestilt tid. er Aakjær ikke revolutionær og marxist, men hylder andelsbevægelsens demokratiske Det er også den dag, man kan indsende ved- principper, hvor der er respekt om den entægtsændringer til Aakjærselskabet. kelte, og ikke den enkeltes ejendom og rigDet er også dagen, hvor vi afvikler det første dom eller mangel på samme. Her kunne Aakjær være enig med Grundtvig, som skriver: store arrangement i år. Af Henning Linderoth, formand for Aakjær Selskabet

”Paa Aftægt” i Skive Theater

”Da har i rigdom vi drevet det vidt

Som vi allerede har annonceret, afvikler vi skuespillet ”Paa Aftægt” i Skive Theater. Det er ikke tilfældig, at vi opfører teaterstykket her, da Skive Theater, der er landets næstældste, var rammen om Aakjærs dramastykker, men også oplæsninger. Aakjær har sammen med sin familie i Skive Theater overværet en række af sine egne dramastykker, måske dem alle.

når få har for meget og færre for lidt”.

Vi har valgt ikke at spille et af Aakjærs egne dramastykker, da de to mest kendte har en lidt let tilgang til livet i sig - og er for folkekomedieagtige. Men de opfyldte deres formål - så rigelig endda. De skulle trække et uvant teaterpublikum til teateret, hvad de også gjorde. I den forbindelse har Per Mouritsen, der er en af ”Nældebladets” graverjournalister, været på Statsbiblioteket i Aarhus og har gravet i Aarhus Teaters plakater og herigennem fundet rigtig mange spændende fakta.

Fra Langt højere Bjerge Knud Kramshøj skriver om ”På Aftægt” Om ”Paa Aftægt” skriver Knud Kramshøj, der har dramatiseret kortromanen: ”Med ”På Aftægt” har noget så sjældent som en tragedie på dansk. Her er ingen nåde og folkekomedieforsonlighed. Det skal publikum have at vide allerede før, de køber billetter. Jeg har en ide til en plakat. Jeg forestiller mig hele plakatsiden udfyldt med fotos af gamle udslidte ægtepar (evt. suppleret med billeder af nedslidte boliger) Altsammen i sort/ hvidt. På skrå henover billedet et stempel med titlen ”På Aftægt” som en markering af en dom og ”arkivering”. Ingen antydninger af vadmelsidyl overhovedet.”

”Livet på Hegnsgaard” og ”Naar Bønder elSlægtskab med ”Vredens børn” sker” kunne trække befolkningen i teatret i stort tal. Vi har derfor valgt at bringe nogle af Næstefter ”Vredens Børn” er ”Paa Aftægt” de plakater, som også er gengivet i medlems- nok Aakjærs stærkeste socialindignerede 3

tekst. Hvis man hele livet har ydet det bedste, man har kunnet, så skal man også i sit livs efterår nyde efter behov. Igen slår andelstanken igennem. I det store fællesskab har vi alle ret til en andel og ikke efter evner, ejendom eller rigdom, men efter den enkeltes behov. Vi skal ikke nøjes med kontrakter bundet op på snævre familiebånd, men se os alle i et stort fællesskab med respekt for hinanden, ”såvel for Loke som for Thor”. Derfor er Aakjærs ”Paa Aftægt” mere aktuel end nogensinde! Derfor skal du læse bogen eller se stykket i Skive Theater. K. K. Steincke læste bogen Vi ved, at Justitsminister K.K. Steincke, der var taler ved Jenlefesten 1925 med titlen ”Politik og kultur”, har læst bogen. Steincke stod senere fadder til socialreformen af 1933, der har fået navnet ”Kanslergadeforliget”. 4

Ingen spor i Aakjærs livserindringer Nu skulle man tro, at en bog, som vi ved har haft en vis indflydelse også ville blive behandlet i ”Livserindringerne”. Jeg har ikke kunne finde noget - ud over en bemærkning, indflettet i en lille tekst til et billede.

Svar på tiltale - Aakjærs omtale af en kritiker Af Henning Linderoth, formand for Aakjær Selskabet

I bogen ”Artikler og taler” har Aakjær kort omtalt en kritiker hr. Gnudtzmann. Artiklen er meget typisk for Aakjær, der her viser en formidabel evne til at forsvare sit sociale engagement, gennem et modangreb. Han gør kritikerens kilder og dens forventede reaktioner, der efter Aakjærs udsagn udebliver, til hele sagen. Dermed gør han semantisk afsenderen til en utroværdige person.

henvisning til arbejdet med et dokumentaristisk storværk om St. St. Blicher. ”En livstragedie”. Det handler ikke længere om hr. Gnudtzmann henvisning til en lille pjece, men om hr. Gnudtzmann troværdighed, og om hans evne til at tolke og forstå en tekst. Det er mesterlig gjort.

I tekst II skaber han yderligere afstand til kritikeren, gennem ydre legitimering ved I ”Nationaltid.”, 17. Maj 1907 To gange har hr. Albert Gnudtzmann nu ladet mig høre, at min bog ”Paa Aftægt” , ikke behandler noget nyt emne; første gang i ”Dagbladet” for 22. T. M., hvor det hedder: ”Thi aftægtsforholdets meget betænkelige sider, er jo mere end tilstrækkeligt kendte” ; anden gang i nærværende blads aftennummer for 2. maj hvor han siger: ”Det er for så vidt ikke noget nyt, Aakjær har på hjerte, når han i sin nye bog vil vække opmærksomhed for de lidet misundelsesværdige kår, hvorunder mange af de gamle lever.” – Jeg må da gå ud fra, at hr. Gnudtzmann har haft adgang til en litteratur, som ikke jeg har kunnet opspore, endda jeg kan forsikre, at jeg har spurgt flittigt både på det ene og det andet bibliotek. ”Aftægtsforholdets meget betænkelige sider mere end tilstrækkelig kendte.” - sagen må altsåi længere tid have været under debat (I pressen? I litteraturen? På Rigsdagen?); den er måske oven i købet allerede tilfredsstillende løst, så jeg sidder her i min landlige tilbagetrukkethed og fægter mod vejrmøller, hvor jeg troede, jeg pløjede nyt land? - men så skylder hr. Gnudtzmann virkelig at sige mig, hvor i litteraturen - i romaner, digte eller noveller - aftægtsspørgsmålet er behandlet. Han hentyder til en ”pjece” (forfattet af ”en forhenværende underdommer”), der har adskillige år siden skulle have bragt spørgsmålet på bane; men han anfører ikke pjecens titel lige så lidt som forfatterens navn. - Også jeg husker, at jeg for nogle år tilbage har haft en bog i hånden af en forhenværende forhørsdommer; både bogens og forfatterens navn er dog nu gået mig af minde; men jeg tvivler ikke om, at vi tænker på samme værk; så vidt jeg nu mindes, handlede det dog om retsforhold i almindelighed og havde om det foreliggende spørgsmål kun kort bemærket om det forholdsvis store procenttal af uopklarede dødsfald blandt aftægtsfolk; *) og det er vel ikke har Gnudtzmanns mening at påstå, at sådan en enkelt bemærkning i et fagskrift kan udtømme et spørgsmål, der angår mere end 28.000 gamle mænd og kvinder i dette land. (fortsættes) 5

Forøvrigt skal jeg ikke her komme ind på nogen debat med hr. Gnudtzmann om mit værks fejl og fortrin; min hensigt er kun denne ene, at formå min anmelder til at nævne den litteratur og de forfattere, der i det foreliggende spørgsmål har brudt marken før jeg.

Der øves på skuespillet.

”Læsning for folket”, maj 1907. Om jeg vil gi’ dem et par ord om min fortælling ”Paa Aftægt”? Lad gå, skønt hvor skal jeg begynde. Det har været et problem for mig, så længe jeg kan huske. Jeg måtte selv som barn i 5-6 års alderen dele seng med en aftægtsmand; han var ikke af de behageligste; forholdet er skildret indgående i min første fortælling ”Bondens Søn”. Denne beretning dækker over en virkelighed, såvel som alt, hvad jeg har skrevet. Og aftægtsforholdet er ikke undergået nogen nævneværdig forandring siden min barndom i de egne, jeg stærkest har haft for øje; der lever her i landet godt 28.000 aftægtsfolk; de fleste har det usselt, enkelte har det tåleligt; ingen har det godt. - Der er ikke et træk i hele min travrige og triste bog, som ikke er enten selvset eller fortalt mig af de solideste vidner. - Jeg må stadig høre af ansvarsløse pessemænd, at mine bøger vrimler med overdrivelser. Jeg turde driste udlove en stor sum til den, der kunde overbevise mig om blot en. Da jeg for nogle år siden udsendte mit ca. 1200 sider store værk om St. Blicher, fik jeg fra alle sider meget ros for den samvittighedsfuldhed, hvormed jeg havde ført dette værk igennem. I Blicher-værket kunne jeg anføre min kilde på foden af bladet; det kan man desværre ikke i moderne bondeskildring. Men jeg gad vide, hvorfor jeg, der var sanddru og samvittighedsfuld, mens jeg skrev om St. Blicher, skulle blive løgnagtig og upålidelig, når jeg tog mig for at skildre livet blandt jydske bønder, som jeg dog ifølge hele min livsform og opdragelse måtte kende tifold bedre. Nej -”Vredens Børn” var sand, og ”Paa Aftægt” er sand - pinlig sand; og aldrig skal den jyske bonde finde mig i de falske angivers række, lige så lidt som nogen magt på jorden kan få mig til at bortlyve den uret, som mine øjne har set. Af Jeppe Aakjær

Om opførelsen af ”Paa aftægt” i 2016 Af Henning Linderodt, formand Aakjærselskabet

Den 1. og 2. marts opfører Skive Amatør Teaterforening og Aakjærselskabet skuespillet ”Paa Aftægt”. De to foreninger har ønsket, at det skulle ske på Skive Theater, hvor Aakjær har set sine egne stykker blive opført. Anledningen her i 2016 kan ikke være mere aktuelt, da det sker i forbindelse med 150 året for Jeppe Aakjærs fødsel og samtidig med, at det sociale og velfærdssamfundet er under pres. Aakjærselskabet har planlagt en række arrangementer, der skal afvikles helt frem til slutningen af 2017. Et af dem er opførelsen af dramaet ”Paa Aftægt”, som er baseret på Jeppe Aakjærs fortælling af samme navn fra 1907. Digteren skrev sin fortælling i en periode, hvor han var aktiv på mange fronter - ikke mindst politisk. Hans mest kendte arbejdersange ”Tyendesangen” og ”Kommer I snart I Husmænd” er fra samme år. I 1904 talte han tyendets sag i romanen ”Vredens Børn” og skildrede deres elendige vilkår. Og i 1907 trak han en anden marginaliseret gruppe frem i lyset, nemlig aftægtsfolkene med fokus på deres sociale og retslige stilling. At være på aftægt betød på Jeppe Aakjærs tid at ældre folk, der havde solgt eller overdraget deres ejendom, efter overdragelsen skulle forsørges af de nye ejere. I den anledning blev der gerne underskrevet en kontrakt, som fastlagde de nye ejeres ydelser år for år, indtil aftægtsfolkenes død. Denne sociale ordning var ofte en økonomisk belastning for de nye ejere og kunne give og gav ofte anledning til konflikter i form af kontraktbrud, udbytning, vold og i ekstreme situationer - mord. Dramatiseringen af Jeppe Aakjærs fortælling belyser bl.a. problemerne i tilværelsen for aftægtsfolk, hvor vold og overgreb meget vel 8

kunne være en del af hverdagen. Men stykket handler i videre omfang også om det at blive gammel, at blive hægtet af, at føle kræfterne svinde, at se venner og bekendte dø og selv være mærket. I dramaet indgår også på smukkeste vis en skildring af to menneskers livslange kærlighed til hinanden, en kærlighed der gennemstrømmer deres dagligdag og deres gerninger. Denne kærlighed understreger digteren ved i fortællingen at placere sin sang ”Gammel Kærlighed” centralt i fortællingen. Sangen indgår i dramaet sammen med andre sange for at gøre kærlighedstemaet til noget konstant nærværende. Fortællingen ”Paa Aftægt” er dramatiseret af Knud Kramshøj og for instruktionen står Birgitte Bovbjerg. Jeppe Aakjærs modificerede brug af dialekt er bibeholdt i det omfang den falder naturligt for de 20 medvirkende. Stykket spilles uden pause. Til gengæld vil der efter forestillingen i teatersalen være lejlighed for publikum til at diskutere det kontroversielle indhold og selve fremførelsen med de medvirkende. Bag kulissen står en meget stort antal frivillige, der styrer alt det praktiske, bla salg af billetter, der sker på www.jenle.dk og ved døren. Salget er allerede godt i gang af max. 250 billetter pr. aften. Næste arrangement Aakjærselskabets næste arrangement, der finder sted lørdag den 19. marts er en vandretur på Aakjærs rute i Sjørup. Det var på denne rute Aakjær i en kold februar måned 1906 trampede rytmen frem til digtsamlingen ”Rugens Sange”, der er udgivet i mere end 120.000 eksemplarer og er Danmarks mest læste digtsamling. Bogen sammen med en DVD bliver gaven til medlemmerne i 2016.

Skuespil i samarbejde mellem Aakjærselskabet og Skive Amatørteater I Danmark blev der i årene 1850 – 1877 begået 11 mord eller mordforsøg på aftægtsI 2016 vil en række arrangementer finde sted folk. Antallet henviser til registrerede og opklarede forbrydelser. Meget taler for at i anledning af 150 året for Jeppe Aakjærs antallet er større. fødsel. Et af dem er opførelsen af dramaet ”Paa Aftægt”, som er baseret på Jeppe AakDramatiseringen af Jeppe Aakjærs fortælling jærs fortælling af samme navn fra 1907. belyser bl.a. problemerne i tilværelsen for Af Henning Linderoth, formand for Aakjær Selskabet

Digteren skrev sin fortælling i en periode, hvor han var aktiv på mange fronter - ikke mindst politisk. Hans mest kendte arbejdersange ”Tyende-

aftægtsfolk, hvor vold og overgreb meget vel kunne være en del af hverdagen. Men stykket handler i videre omfang også om det at blive gammel, at blive hægtet af,

sangen” og ”Kommer I snart I Husmænd” er fra samme år.

at føle kræfterne svinde, at se venner og bekendte dø og selv være mærket.

I 1904 talte han tyendets sag i romanen ”Vredens Børn” og skildrede deres elendige vilkår. Og i 1907 trak han en anden marginaliseret gruppe frem i lyset, nemlig aftægtsfolkene med fokus på deres sociale og retslige stilling.

I dramaet indgår også på smukkeste vis en skildring af to menneskers livslange kærlighed til hinanden, en kærlighed der gennemstrømmer deres dagligdag og deres gerninger.

At være på aftægt betød på Jeppe Aakjærs tid at ældre folk, der havde solgt eller overdraget deres ejendom, efter overdragelsen skulle forsørges af de nye ejere. I den anledning blev der gerne underskrevet en kontrakt, som fastlagde de nye ejeres ydelser år for år, indtil aftægtsfolkenes død. Denne sociale ordning var ofte en økonomisk belastning for de nye ejere og kunne give og gav ofte anledning til konflikter i form af kontraktbrud, udbytning, vold og i ekstreme situationer - mord.

Denne kærlighed understreger digteren ved i fortællingen at placere sin sang ”Gammel Kærlighed” centralt i fortællingen. Sangen indgår i dramaet sammen med andre sange for at gøre kærlighedstemaet til noget konstant nærværende. Aakjærselskabet og Skive Amatørteater Forening, som i 2014 år samarbejdede om opsætningen af Jeppe Aakjærs drama ”Ulvens Søn” på Jenle, vil også i 2016, 150året for Jeppe Aakjærs fødsel, fortsætte samarbejdet med en opsætning af ”Paa Aftægt”. Der er planlagt i alt fire forestillinger. De to første finder sted 1. og 2. marts på Skive Tea-

ter og de to næste 11. og 12. august på Jenle falder naturligt for de 20 medvirkende. som friluftsforestilling. Stykket spilles uden pause. Til gengæld vil Fortællingen ”Paa Aftægt” er dramatiseret af der både efter forestillingen i teatersalen og Knud Kramshøj og for instruktionen står Bir- på Jenle være lejlighed for publikum til at gitte Bovbjerg. Jeppe Aakjærs modificerede diskutere det kontroversielle indhold og selbrug af dialekt er bibeholdt i det omfang den

Der øves på skuespillet.

Plakater for Jeppe Aakjærs skuespil Af Per Mouritsen

I forbindelse med, at Aakjærselskabet er i gang med at skrive en bog om de 5 skuespil, som Jeppe Aakjær i sin forfattertid skrev, blev jeg af formanden for Aakjærselskabet – Lektor Henning Linderoth – bedt om at tage mig at finde ud af hvor der kunne være plakater om disse skuespil. Henning Linderoth havde tidligere været i kontakt med Teatermuséet i København, og derfra modtaget en mail fra Ida Poulsen på Teatermuséet om, at de havde 3 plakater for skuespil opført i København. Det drejede sig om skuespillene ”Livet paa Hegnsgaard”, der blev opført på Dagmarteatret i København i 1907, og på Folketeatret i København i 1923, samt skuespillet ”Rejsegildet”, der blev opført på Folketeatret i 1925. Men herudover vidste Ida Poulsen, at der på Statsbiblioteket i Aarhus var plakater over samtlige skuespil, der havde været opført fra starten af Aarhus Teater i året 1900 og indtil 1952/53. Herimellem ville der være plakater ved opførelsen af ”Livet paa Hegnsgaard” i årene 1907/1908, 1911/1912 og 1923/1924 samt for ”Ulvens Søn” i 19109/1910 og ”Naar Bønder elsker” i 1911/1912.

Om skuespillet ”Livet paa Hegnsgaard” skriver Jeppe Aakjær (side 30 ff) ”Skuespil i 4 Akter, skrevet i Roskilde (paabegyndt 11. April 1901, færdig omkr. 1. Maj s.A.) Udkom hos Gyldendal i efteraaret 1907. Premiere paa Aarhus Teater 29. Septbr. S.A, gik 30 Gange. Premiere paa Dagmarteatret 10 Decbr. 1907 og gik der 21 Gange. Solgt for Provinsen til Axel Jacobsen. Premiere i Skive 14. Jan. 1908, spillet af dette Selskab ca. 150 Gange. Premiere paa Odense Teater 24. Jan. 1908. Er spillet i to Sæsoner 1917-18 paa det norske Teater i Kristiania, spillet utallige Gange af dilletanter og oplæst ca. 200 Gange af profesionelle Oplæsere. Overs. Til Tysk af Erich Holm: (Wienerinden Fru Margrethe Prager): ”Das Leben auf dem Heckenhof”, Wien 1909, trykt som Manuskript. – 3. Akt trykt i det wienske Theaterblad, ”Der Merker”, 25. Septbr. 1910. S. 978-81. 2. Udg. (Folkerudgave) kom 1913, 3. Udg. I Sml. Værker III 1918. Er kjøbt for 1919 til ny Opførelse i Jylland af Jac. Jacobsen.” Så vidt i ”Mit Regnebræt”.

Om skuespillet ”Ulvens Søn” skriver Jeppe Aakjær på side 66: ”Skuespil i 4 Akter. 134 Sider, kom omkr. 27. Novbr. 1909. Premieren paa Aarhus Theater, 14. Novbr. s.A., opført i de danske Provinser af Axel Jacobsen. PreEn gennemgang af Jeppe Aakjærs ”Mit Reg- miere i Aalborg, 23. Oktbr. 1910. Oversat til nebræt”, som blev udgivet af Det Akadeniske Tysk under Titlen ”Nemesis” af J. Josephsohn Antikvariat i København i 1919, der en én af (Febr. 1910; ikke i Handlen) 2. Udg. I Sml. Jeppe Aakjær minutiøs opremsning (BibliVærker III, 1018.” ografi) af så godt som alt det Jeppe Aakjær Om skuespillet ”Naar Bønder elsker” skriver havde fået trykt fra 1883 til og med efteråret Jeppe Aakjær i ”Mit Regnebræt” på side 75: 1919. ”Skuespil i 5 Akter. Udk. I Efteraaret 1911. Heri skriver Jeppe Aakjær om de 3 skuespil Kjøbt for Jylland af Alb. Helsengreen. Prehan indtil da havde fået udgivet i bogform, miere paa Aalborg Teater 22. Oktbr. 1911; som var ”Livet paa Hegnsgard”, der var spillet paa Øerne af Axel Jacobsen (med en skrevet i 1901 og udgivet som bog i 1907, omarbejdet, utrykt sidste Akt) 1912. Pre”Ulvens Søn”, der udkom i bogform omkring miere paa Aarhus Theater 26. Novbr. 1911. 27. nov. 1909 og til slut (indtil da) skuespillet 1916-17 opført paa ”Det norske Theater” i ”Naar Bønder elsker”, der udkom i bogform i Kristiania, overs. Til Maalet af Hans Seland. efteråret 1911. 2. Udg. I Sml. Værker III (1918).” 14

I det der i 1934 blev kaldt ”Efterladte Erindringer” af Jeppe Aakjær, der på opfordring af Jeppe Aakjærs arvinger blev udgivet af Georg Saxild, skriver Jeppe Aakjær et længere afsnit som sine skuespil.

anset for en celeber begivenhed, der havde draget flere hovedstadsanmeldere til premieren (jeg husker Julius Clausen fra ”Berlingske Tidende”).

Året efter var mit stykke antaget til DagmFra ”Mit Regnebræt” er der således nogle arkteatret, der dengang lededes af Martinus datoer, hvor vi véd, at de nævnte skuespil Nielsen, med den kendte skuespiller Emil har været spillet, hvornår. Poulsen som censor. De to herrer levede på det tidspunkt nærmest som hund og I de ”Efterladte Erindringer”, side 127ff skrikat, hvad mit stykke måske kom til at nyde ver Jeppe Aakjær om sit forhold til scenen – godt af; for da Emil Poulsen havde forkastet og om sine 5 skuespil. det, skulle Martinus Nielsen Fanden gale Da han havde skrevet skuespillet ”Livet paa sig nok vise ham, at det skulle blive spillet. Hegnsgaard” færdigt sendte han det til den Emil Poulsen var af den mening, at dialekten daværende direktør for Folketeatret i Køben- overhovedet ikke burde få adgang til en køhavn – Jens Fredrik Siegfred Dorph-Petersen, benhavnsk scene……….. der ikke var længe om at sende det tilbage Martinus Nielsen satte det (skuespillet ”Livet med et par slebne floskler, sådan som man paa Hegnsgaard”) i scene, men tog villig råd gør over for unge talenter, der prøver på og hjælp fra forfatteren og de dygtige skueat komme ind, hvor de ikke har hjemme. spillere. Da jeg ved første prøve havde læst ….Men en dag i 1907 får jeg et ivrigt brev stykket de agerende, sagde Martinus Nielfra min ven Emil Fog, der nu sad som bibsen: ”han har Fanden gale mig ikke forstået lioteksmand ved Statsbiblioteket i Aarhus. et muk!” Men han tog sig ikke mindre faderHan havde fået besked om, at jeg lå med et ligt af stykket. Han kom ukristelig sent til prøbondestykke, og da man lige havde bygget verne, somme tider klokken 3 – 3½, når det Aarhus Teater (min kommentar: Det er nu var sat til klokken 1. Men så kunne de flinke ikke rigtig husket af Jeppe Aakjær, idet Aarskuespillere selv tage affære. Forestillingen hus Teater blev indviet i året 1900!), var den blev ypperlig, publikum syntes om stykket, nye direktør, Benjamin Petersen stærkt ude som gav mange røde lygter. efter noget, der kunne sætte kulør på dette nye foretagende. Det mente Emil Fog, at mit Det jydske skuespil havde gjort sin indtræstykke kunne gøre, og han havde nu skrevet den på den københavnske scene! på direktørens vegne, om de ikke måtte læse Pressen var nådig, men naturligvis fattedes mit stykke. giften heller ikke. Julius Magnussen gik altid Jeg måtte bogstavelig gennemsøge alle mine med et grin op til ørene og fyldte småbladegemmer, før jeg fandt det halvt opslidte styk- ne med sine småpebrede petitartikler; men ke. Med nogle få rettelser blev det straks an- stykket døde ikke af det! taget og gjorde stor lykke. Jeg havde oplyst Martinus Nielsen om, at der Det havde fået en række melodier til de ikke i det daværende København boede 52.000 få sange, sat i musik af Aalborg-lægen Johan- personer, der var født i Jylland. De svigtede nes Torrild, der dengang var mest kendt som ikke det jydske stykke og dets digter. komponist til Skjoldborgs husmandssang: Næste år, 1909, havde jeg et nyt stykke fær”Min hakke, min skovl og min spade”. digt, det sociale drama ”Ulvens Søn”. Det Mit stykkes opførelse på Aarhusscenen blev kunne ikke smigre sig med den succes som 18

mit første stykke. Her var det ikke bare løjer og langkål, men skærende social spot og alvor, der i dialogform optog det samme motiv som jeg i 1904 havde behandlet i romanen ”Vredens Børn”. Det blev spillet både på Aarhus Teater og i Provinsen, samlede vist også jævnt flinke huse, men havde en led presse…..”Ulvens Søn” er aldrig taget op siden og drog igennem landet med strimer på sin bag.

sigt til, at lægerne ønskede foden amputeret, gik i gang med at diktere og udgive sine livserindringer i perioden fra 1927, havde han åbenbart glemt, at Aarhus Teater i 1924 genoptog opførelsen af ”Livet paa Hegnsgaard”, idet man i løbet af 1924 opførte det ikke mindre end 37 gange i perioden fra den27. januar til den 21. april 1924! Det var faktisk flere gange end opførelserne ved stykkets fremkomst i 1907 og senere i 1911.

I ”Mit Regnebræt” skriver Jeppe Aakjær, at Da jeg året efter, 1910, havde et nyt stykke ”Livet paa Hegnsgaard” spillede 30 gange på færdigt, var der ingen liebhavere blandt diAarhus Teater – og så var det overraskende, rektørerne i hovedstaden. Det var med møje, at Aarhus Teater i alt har opført skuespillet jeg fik det antaget i Aarhus. 72 gange! Stykket var ”Naar Bønder elsker”, som jeg Efter at jeg havde fået opgaven om at finde i al beskedenhed selv anser for mit bedste ud af hvilke plakater, men havde liggende stykke. I Aarhus gjorde det ringe lykke. Bourpå Statsbiblioteket i Aarhus sendte jeg en geosiet havde sammensvoret sig imod mig; mail til seniorforsker, mag.art og ph.d. Lotte ”Ulvens Søn” skulle hævnes. Thyring Andersen, som jeg kendte fra andre Pressen søgte at skræmme bønderne fra at sammenhænge – og som en meget kompekomme ind og se mit stykke. Det lykkedes tent kender af Statsbibliotekets samlinger desværre alt for godt. Bønderne er jo altid m.v. pressens lydige hunde, der kommer når den Efter meget kort tid fik jeg en mail, der befløjter, ellers ikke. kræftede, at man på Stasbiblioteket havde ….. samtlige plakater over forestillinger, der var spillet på Aarhus Teater i perioden fra teaSiden har Aarhus intet spillet af mig. Teatertrets start i 1900 til slutningen af teateråret bestyrelsen vedtog på deres generalforsam1952/1953. ling, at de ikke ville spille flere dialektstykker, en lidt snurrig beslutning af en jydsk scene. Der var reelt så mange, at Lotte Thyring Andersen foreslog, at jeg selv kom til Aarhus og Da jeg i 1917 indsendte mit næste stykke gennemgik materialet for de perioder, hvor ”Himmelbjergpræsten”, blev det dog straks jeg mente det kunne være relevant al lede. antaget af Aage Garde; han gav mig endda Samtidig lovede Lotte Thyring Andersen, at 1.000 kroner på hånden for det. Men han hun selv ville være til stede – og hjælpe mig lod det aldrig opføre. Heller ikke mit sidste med gennemgangen. Et yderst venligt tilbud! stykke ”Rejsegildet” har de ønsket at spille på Aarhus Scene. – således røgter de derovre Fra den nævnte mail fra Teatermuséet, som et jydsk teater, der dog gerne vil have præHenning Linderoth tidligere havde modtaget, tentioner som jydernes første scene. vidste jeg, at det var perioderne 1907/1908, 1909/1910, 1911/1912 og årene 1923/1924, Her tager Jeppe Aakjær nu fejl! der skulle gennemgås. Selv om Jeppe Aakjær først efter sin indlægJeg vidste også fra oplysningerne fra Lotte gelse med koldbrand i den ene fod, med udThyring Andersen, at Aarhus Teater selv hav20

de produceret plakater for hver dags repertoire – og også plakater for en uges repertoire. Det var disse plakater, man havde indbundet i tykke mapper for et år ad gangen. I mellemtiden havde jeg gennem hjemmesiden for Folketeatret i København fundet ud af, at en meget teaterinteresseret i meget stort omfang har lavet repertoire-lister over de enkelte teatres forestillinger tilbage fra 1850 til vore dage! Heraf fremgår bl.a. hvornår Dagmarteatret og Folketeatret i København har spillet Jeppe Aakjærs skuespil. Ligeledes kan ses, at Aalborg Teaters premiere på ”Naar Bønder elsker” var den 22. okt. 1910, og ”Himmelbjergpræsten” havde premiere i Aalborg den 21. sept. 1917. ”Rejsegildet” havde premiere på Folketearet i København den 9. sept. 1925 og spillede i hvert fald til den 25. sept. 1925 16 gange.

Det fremgik endvidere af plakaterne på Statsbiblioteket, at ”Livet paa Hegnsgard” havde premiere den 29. sept. 1907, og spillede derefter i samme opsætning. Imidlertid viser det sig, at ”Livet paa Hegnsgaard” kommer tilbage på scenen i Aarhus Teater 3. sept. 1911 i ny opsætning – og derefter spilles til slutningen af november 1911, hvor der er premiere på ”Naar Bønder elsker” den 26. nov. 1911. ”Naar Bønder elsker” spilles fra premieren og indtil 21. april 1912. Som Jeppe Aakjær skriver i sine erindringer tager Aarhus Teater aldrig ”Himmelbjergpræsten” eller ”Rejsegildet” på repertoiret. Men som tidligere nævnt tog man ”Livet paa Hegnsgard” på repertoiret igen i 1924!

Efter at have været på Statsbiblioteket for at finde – og udtage – de nævnte 33 plakater, som der efterfølgende er købt TIF-filer af til brug for Aakjærselskabet, kom jeg hjem, og Ved gennemgange af Statsbibliotekets ’belæste til min overraskelse, at Jeppe Aakjær i holdning’ af teaterplakater for Jeppe Aaksine Efterladte Erindringer havde skrevet, at jærs skuespil spillet på Aarhus Teater blev nok havde Aarhus Teater aldrig opført skuefundet ikke færre end 33 plakater, som var spil efter 1917, men alligevel i 1917 havde relevante at få kopier af. Der var selvsagt en udbetalt ham 1.000 kr. i forskud for skuedel plakater som indholdsmæssigt var ens, spillet ”Himmelbjergpræsten” uden siden men plakaterne med oplysninger om ”Første at spille det, så kunne det jo være, at Jeppe Gang” – altså premiere - var relevante, ligeAakjær huskede forkert på samme måde som andre plakater med andre oplysninger som han havde husket forkert med henogså var det. syn til, at man på Aarhus Teater skulle have F.eks. var nogle af opførelserne af ”Livet paa vedtaget ikke længere at ville spille skuespil Hegnsgaard” i 1924 bevævnt som ”Landbopå dialekt, og alligevel i 1924 havde spillet forestilling” med oplysning om, at der efter ”Livet paa Hegnsgaard” ikke mindre end 37 forestillingen var togafgang fra Aarhus sydpå, gange. nordpå og østpå samt til Hammel og Odder Derfor ringede jeg dagen efter til Lotte Thyog oplyst at toget standsede ved samtlige ring Andersen på Statsbiblioteket og foremellemstationer. Så teatret gjorde noget for lagde mit ’problem’, hvortil jeg fik svaret, at at landboerne kunne komme i teatret – og ”så måtte jeg gøre en tur mere til Aarhus og hjem igen! gennemgå de relevante årgange plakater”. Ved disse plakater var det overraskende at se Samtidig tilbød Lotte Thyring Andersen igen – og opleve, at teatret ikke var helt så nega- at være behjælpelig med gennemgangen, og tiv overfor Jeppe Aakjærs skuespil, som det jeg var et par dage derefter igen i Aarhus på fremgår af hans erindringer! Statsbiblioteket, og gennemgik – sammen 22

med seniorforsker Lotte Thyring Andersen årgangene 1917 og 1918, og fandt ingen plakater med Jeppe Aakjærs skuespil. Derefter gennemgik vi årene 1925 og 1926 for at se, om ikke ”Rejsegildet” alligevel skulle være spillet på Aarhus Teater. Det viste sig ikke at være tilfældet, således at der i perioderne ikke var spillet hverken ”Himmelbjergpræsten” eller ”Rejsegildet” på Aarhus Teater – nu var det i hvert fald fastslået som en kendsgerning!

Udover de nævnte plakater fra Statsbiblioteket, fik Aakjærselskabet også kopi af de 3 plakater på Teatermusét, som er: 10. dec. 1907 – premiere på ”Livet paa ”Hegnsgaard” på Dagmarteatret 27. okt. 1923 – premiere på ”Livet paa Hegnsgaard” – på Folketeatret i København 9. sept. 1925 – premiere på ”Rejsegildet” – på Folketeatret i København.

Jeppe Aakjærs skuespil Af Per Mouritsen

gangse højtidelige Maade; men Holberg og Hostrup havde altid været mig en kær Læsning, og jeg kunde ikke dy mig for at forsøge mig lidt i den Kunst.

I det bind, der blev det sidste af Jeppe Aakjærs erindringer, og som udkom i 1934, efter at Georg Saxild efter opfordring fra Jeppe Akjærs arvinger havde påtaget sig udgivelsen I 1901 var jeg kommet til Roskilde, væsentlig af hans efterladte erindringer, skriver Jeppe i det Ærinde at besøge min Veninde Agnes Aakjær på side 127 ff. Henningsen, der boede i et Par smaa Dukkestuer paa en første Sal, Øst i Byen. Bindet fik nummer 4 og blev udgivet af Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag i 1934 Jeg lejede mig ind paa Gæstgivergaard ”Svaog fik titlen ”Efterladte Erindringer” af Jeppe nen”…… Aakjær. Her i ”Svanen# skrev jeg paa tre Formiddage de fire første Akter af ”Livet paa Hegnsgaard”. Saa kom der en større Afbrydelse, jeg Jeppe Aakjær skriver: ved ikke hvad, saa Stykket var ikke færdigt ”Jeg har endnu intet fortalt om mit Forhold før fjorten Dage efter, da jeg rejste til Jylland til Scenen, men ogsaa mine Skuespil har demed Stumperne i Lommen.” res Historie. Gennem sin forfatter karriere skrev Jeppe Ingen af mine samtidige blandt jydske ForAakjær i alt 5 skuespil. Af disse 5 skuespil fattere har gjort sig saa stærk Brug af direkte blev de 2 – begge efter Jeppe Aakjærs død Tale i deres Værker som jeg. Jeg kender Bon- filmatiseret. Herudover blev romanen ”Jens desproget, som det tales mellem Skive og Vi- Langkniv” filmatiseret efter at 2 filminstrukborg, i hver Nuance, og jeg er aldrig gladere, tører havde skrevet et manuskript til filmen end naar jeg kan sætte to Bønder op imod ”Jens Langkniv” ud fra Jeppe Aakjærs roman. hinanden og rigtig lade dem snakke løs. …. Jeg har i hvert Fald fra min første Fremtræden elsket Dialogen og afskyet Monologen. Derved kom jeg tidlig til at beskæftige mig med Tanken at forme Skuespil. Desværre var den Tid for længst skrinlagt, da det danske Lune havde adgang til Scenen. Nu var det de store Problemers Tid der var inde. Ibsens Aand svævede over Vandene, og mindre Aander søgte at gøre ham hans Teatertricks efter. Alt var Spor og Gift og Disharmoni paa Scenens Brædder, og jeg Stakkel, som havde saa meget harmløst Lune, der tindrede i mit Sind, jeg maatte styre min Trang til at vende mig mod Scenen og holde mig til Novellen.

”Livet paa Hegnsgaard”, et skuespil i 4 akter skrev Jeppe Aakjær i 1901 ad 2 omgange, og derefter havde han det med i lommen, når han var ude at læse op af egne digte og fortællinger. Jeppe skriver i sine erindringer, at han straks sendte det til direktøren for Folketeatret i København, som returnerede med nogle slebne bemærkninger om, at det ingen interesse kunne have for det københavnske publikum. I 1907 fik Jeppe Aakjær pludselig et brev fra Emil Fog, der dengang var ansat på Statsbiblioteket i Århus, at man på Århus Teater var på udkig efter nye skuespil, gerne med udgangspunkt i det jyske, og at han havde hørt, at Jeppe Aakjær havde et skuespil liggende.

Store sceniske Forudsætninger var jeg heller Jeppe fik møjsommeligt skuespillet ’gravet ikke født med, naar det skulde tages paa den frem’ af gemmerne, og fik det renskrevet – 25

Fra filmatiseringen af ”Livet på Hegnsgaard”.

og indsendt til Århus Teater, hvor det havde premiere den 29. september 1907. Samtidig fik Jeppe Aakjær også skuespillet trykt i en bogudgave, som udkom i efteråret 1907.

Det havde premiere på Århus Teater den 14. november 1909, og på Aalborg Teater den 23. oktober 1910. Skuespillet blev også oversat til tysk under titlen ”Nemisis”, som ikke kom i handlen.

På Århus Teater blev skuespillet spillet i 1907 30 gange fra premieren, men blev på genop- Skuespillet var blevet til efter at Jeppe Aaktaget i 1924 – og blev i hvert fald spillet mere jær sammen med nogle venner på cykler var end 72 gange i Århus i Jeppe Aakjærs levetid. kørt til herregården Spøttrup, der dengang ejedes af proprietær Toft for at se borgen. Selv om Folketeatret havde afvist at spille Her blev man mødt af ejeren, som spurgte ”Livet paa Hegnsgaard” fik det premiere på Jeppe Aakjær om ikke det var ham, der havDagmarteatret i København den 10. decemde skrevet romanen ”Vredens Børn” i 1904, ber 1907 og spillede der 21 gange. hvilket Jeppe jo kun kunne bekræfte, hvorSkuespillet blev købt af et turnéteater, og efter selskabet fik besked på at forlade Spøthavde premiere på Skive Theater den 14. trup, Jeppe Aakjær var ikke velkommen dér. januar 1908, og på Odense Teater havde det Så kørte man hjem igen – og Jeppe skrev premiere 24. januar 1908. Det blev også opskuespillet ”Ulvens Søn”, der IKKE var en hylført i Kristiania (= Oslo) i Norge i 1917-18. dest til hovedpersonen ’en proprietær Proft’ Skuespillet blev også oversat til tysk. som ejede en herregård med navnet ”Gløttrup”! Rigtig mange amatørteatre – og dilletantforeninger – spillede ”Livet paa Hegnsgaard gennem tiderne. Skuespillet ”Naar Bønder elsker” – er skueSkuespillet blev filmatiseret i 1938 og en del spil i 5 akter var skrevet i 1911 og udkom af optagelserne skete på de to tvillinggårde som bog i efteråret. Øster og Vester Bønding i Hvidbjerg ved SkiSkuespillet blev købt af Albert Helsengreen ve. På gården Øster Bønding boede Bodil og og havde premiere på Aalborg Teater 22. okAage Lidegaard, medens Vester Bønding blev tober 1911. På Århus Teater havde det prebrugt som aftægtsbolig for Marie og Peder miere den 26. november 1911. Dette stykke Lidegaard. Filmen havde premiere i ikke minblev også opført i Kristiania (= Oslo) i 1916dre end 5 biografer i Københavns-området 17. den 3. oktober 1938. Filmen er siden overført til både VHS videobånd og senest nu på Skuespillet blev i 1942 filmatiseret af PallaDVD, som kan købes i butikken på ”Jenle”. dium Film, og det havde premiere den 30. Denne udgave er tekstet, så det også kan november 1942 i World Cinema i København forstås af sjællændere og fynboere, som ikke – samt i andre større biografer. umiddelbart kan forstå den jyske dialekt. Disse tekster er skrevet af medlemmer af diaSkuespillet ”Himmelbjergpræsten”, et skuelektgruppen på ”Jenle”. spil i 3 akter, der bl.a. handler om digteren Steen Steensen Blichers kamp for at holde Skuespillet ”Ulvens Søn” – et skuespil i 4 folkefester på Himmelbjerget, og hans skibakter skrev Jeppe Aakjær i 1909. Det udkom brud i dette forsøg. Straks det forelå i 1917 som bog omkring den 27. november 1909. indsendte Jeppe Aakjær det til Aarhus Teaters direktør, der antog det til opførelse, og 27

endda udbetalte Jeppe Aakjær et forskud på 1.000 kr. – uden siden at opføre det på Aarhus Teater! Skuespillet udkom som bog i efteråret 1917.

lelse gennem Ritzaus Bureau. Manuskriptet til filmen var baseret på Jeppe Aakjærs roman ”Jens Langkniv” fra 1915, hvor en stor del jo er bygget på myter og sagn og overleveringer – men stor ballade da filmen kom!

Skuespillet havde premiere på Aalborg Teater 21. sept. 1917, og blev ligeledes spillet på Skive Teater af en trup, der turnerede med Så summa summarum har Jeppe Aakjær skuespillet. skrevet 5 skuespil, hvoraf de to er filmatiseret – og herudover er der lavet en film om ”Jens Langkniv”, der ikke er skrevet som et Skuespillet ”Rejsegildet”, et skuespil i 5 akskuespil, men som en roman. ter. Det blev ikke spillet på Aarhus Teater, idet man der allerede i 1917 havde vedtaget, at man ikke længere ville opføre skuespil på dialekt. På trods heraf genoptog man på Aarhus Teater opførelsen af ”Livet paa Hegnsgaard” i 1924! Men skuespillet ”Rejsegildet” fandt ikke nåde for direktionens vurdering. Imidlertid blev ”Rejsegildet” antaget til opførelse på Folketeatret i København, der i 1901 havde afvist at spille ”Livet paa Hegnsgaard”. På Folketeatret gik ”Rejsegildet” i hvert fald 16 gange efter premieren 9. september 1925. Skuespillet udkom som bog i efteråret 1925, og blev også spillet på Skive Teater af et turnerende selskab. Filmen ”Jens Langkniv” blev filmatiseret i 1940 med bl.a. skuespilleren Poul Reichhardt i hovedrollen som Jens Langkniv. Filmen blev produceret af Fotorama A/S, Aarhus, og blev én af dansk films største fiaskoer! Den havde premiere i 5 biografer i Københavns-området, men spillede meget kort – og blev så helt taget af plakaten. Fiaskoen betød af Fotorama A/S simpelthen gik konkurs i 1940, og ingen overtog rettighederne til filmen, som i dag kun findes i nogle uredigerede brudstykker. Instruktørerne, der også havde lavet manuskriptet til filmen, blev allerede dagen efter premieren meget uenige med filmselskabet og udsendte en pressemedde28

Der øves på skuespillet: Paa Aftægt.

Jeppe Aakjærs Arbejdersange Af Knud Kramshøj

Stir ej mod tomme Hvælv, Men Armod hjælp dig selv… Anonym Fra Salme for krigsførende Socialister Udgivet af Louis Pio i 1875 Arbejdersange bliver til i sammenhæng med de voksende politiske bevægelser på venstrefløjen i Europa i midten og slutningen af 1800tallet. Herhjemme bliver de første præsenteret og sunget i slutningen af 1860erne, og repertoiret vokser samtidig med socialdemokratiet og fagbevægelsen i 1870erne og hen forbi århundredeskiftet. Sangene har til formål at skærpe kampånden over for magthaverne og kapitalen, en af vejene til bevidstgørelse af arbejderne. Tonen kan være mere eller mindre aggressiv, men fælles for de fleste er fremhævelsen af ”vi”-følelsen, af sammenholdet, fællesskabet og solidariteten, som er arbejderbevægelsens fundamentale styrke, begreber som konstant understreges i sangene. ”Vi”- følelsen har et sidestykke og mulig inspiration i den kristne menigheds fællesskab og fællessang i kirkens gudstjeneste og andre kristne forsamlinger. Men også på anden vis er der formelle og indholdsmæssige forbindelser mellem den kristne salme og arbejdersangen. Nogle melodier fra f.eks. Frelsens Hærs sange i marchtempo er brugt i forbindelse med de budskabsmæssige helt anderledes politiske arbejdersange. Men også salmernes billedsprog har sat sig spor i arbejdersangene, velsagtens fordi forfatterne, der er af folkelig oprindelse og uden egentlig digterambitioner og nyskabelser, henter betydningsbærende billeder hvor de kan finde dem. Eksempelvis i salmernes fundamentale billedsprog. Således tales der om tusindårsriget, og lyset/mørkesymbolikken er en fast bestanddel. 30

Den mest kendte arbejdersang, som bliver hele den internationale arbejderbevægelses sang, nemlig ”Internationale” blev oversat af Hans Laursen og trykt i julenummeret af Social-Demokraten i 1911. Der var gjort flere forsøg inden da, men Hans Laursens version er den vi kender i dag, hvor der dog senere er tilføjet et femte vers, som af en eller anden grund blev udeladt i første omgang. Selv om ”Internationale” ikke hører til blandt de første arbejdersange hverken i original eller oversættelse, kommer den både i sin aggressivitet og i sin anvendelse af en særlig type billedsprog til at stå som den arketypiske, oprørske arbejdersang og bliver den foretrukne sang for den mere radikale del af den internationale venstrefløj. Der er således en klar linje i indhold og brug af arbejdersangene op gennem tiden, hvor oprørs- og kampsangene er de fortrukne hos kommunister, syndikalister og anarkister, mens sange der udtrykker en socialdemokratisk forvaltning af socialismen efterhånden mere drejer sig om reformer, håb, udvikling af fællesskabstanken. Herhjemme er de mest sungne arbejdersange i overensstemmelse med socialdemokratiets vækst og dominans således mindre rabiate i budskabet, og sprogtonen knapt så aggressiv og mere lyrisk. Til den internationale socialistkongres i 1910 skriver A.C. Meyer det danske socialdemokratis særlige version af ”Internationale” dvs. forfatteren bruger melodien til ”Flyv højt min sang på stærke vinger”. En sammenligning af den originale ”Internationale” og A.C. Meyers danske version viser klart at begge tekster taler om forandring, men har hver sin billedbrug og sprogtone. 1. ”Rejs jer, fordømte her på jorden,

rejs dig, du sultens slavehær! I rettens krater buldrer torden, nu er det sidste udbrud nær. Bryd kun fortids møre mur i stykker, slaveskare, der er kaldt; snart verdens grundvold sig forrykker, fra intet da vi bliver alt! /:Vågn til kamp af jer dvale, til den allersidste dyst; – og internationale slår bro fra kyst til kyst.:/” (Internationale) ”Flyv højt, vor sang på stærke vinger, flyv over bondeland og by, flyv så langt, som livets klokke klinger og bring budskab om dagens gry, meld om håb, hvor forsagte græder, og slå trygt mellem hjerter bro, knyt til vor fane held og hæder, giv dem, som tvivler, klippetro! Over bjerg, over dale skal du flyve i dag, thi Internationale går til kamp for folkets sag. Over bjerg, over dale skal du flyve i dag, thi Internationale går til kamp for folkets sag” (Flyv højt vor sang) Den nye folkesangbog for Landarbejdere og Husmænd Den voksende brug og udbredelse af arbejdersangene efter århundredeskiftet styrkes af udgivelsen af sangbøger, især i socialdemokratisk regi, dannelse af sangforeninger som Lanternen, Den røde Stjerne, Lasalles Minde o.a. Og selv om man ikke kan synge sig til reformer, er sangene med til at styrke selvbevidstheden og identiteten.

I Løbet af 90erne bredte arbejderbevægelsen og organisationstanken sig fra byerne til landdistrikterne, og landarbejdere, tyende og husmænd begynder efter århundredeskiftet at finde sammen i forbund. Et udtryk for dette arbejde bliver realiseret i Den nye Folkesangbog for Landarbejdere og Husmænd, udgivet af Tyende- og Landarbejderforbundet 1909. I det projekt er både Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær engageret og er centrale bidragydere. Johan Skjoldborg bidrager med ”Når Vinteren rinder i Grøft og i Grav”, og fra Aakjær leveres Tyendesangen: ”Her kommer fra Dybet den mørke Armé.” Lige netop den tid har åbenbart kaldt på flere sange af den type hos Jeppe Aakjær. Tyendesangen er dateret d.1/10 1907 og bliver trykt i Tyendebladet samme måned, samme år. Allerede et par uger før nemlig d.20/9 har han færdiggjort den nok så kendte og sungne: ”Kommer I snart, I Husmænd” som bliver trykt i Politiken også samme måned, samme år. Det er næppe overraskende at Jeppe Aakjær også gør brug af genren. I hele forfatterskabet er den sociale indignation mere eller mindre åbenlyst til stede, men ofte i mere stilfærdige portrætter af ofre for social undertrykkelse som Jens Vejmand, hvor vreden og anklagen er underdrevet, men alligevel og måske netop derfor stærkt tilstede. Arbejdersangen tilbyder digteren andre udfordringer og udtryksformer, det underdrevne og empatiske erstattes af noget mere polemisk, højlydt anklagende og opfordrende. Genrens sange opfordrer til direkte handling - gør noget! Som i den nævnte ”Husmandssangen” hvor omkvædet lyder: ”Kommer I snart I husmænd!” Jeppe Aakjærs arbejdersange ligger dog i udtrykket og holdningen tættere på den moderate, socialdemokratiske linje end på den 31

revolutionære, selv om tonen hos ham undertiden kan være skarp nok.

Nu smyger vi af dine Bånd!”

Sangen fortsætter med en skildring af tyDe sange der skal fremdrages her, har alle endets arbejdsbetingelser og levevilkår i en den stærke appel om handling og forandring. direkte henvendelse til herren - jordbesiddeJeppe Aakjær trækker forskellige undertrykte ren, arbejdsgiveren: grupper frem i lyset og giver dem i sangbar ”Du drømte på bolstre, vi slumred på Halm, form netop mulighed for at udtrykke den enHvor Dyret er Nabo, og Luften er kvalm, kelte gruppes identitet og fremtidskrav. Og Svindsoten kommer som gæst...” Tyendesangen I ”Her kommer fra Dybet den mørke Armé” er det de besiddelsesløse tyender der tager ordet og som et kollektivt ”vi” varsler handling: Denne ”mørke Armé” som den kalder sig (1. strofe): - ”fordrer af Verden et Svar…” og ”vover en Kamp for vor nedtrådte Ret…” Hvordan kampen skal forme sig er ikke helt klart. Den hær der er på vej, har ingen krigerisk fane som symbol, men et arbejdsredskab - en le der glimter i morgenlyset, klar til dagens dont. Men over for verden skal gruppens vilkår før og nu tydeliggøres: ”og løfter i vejret på Skændselens bræt den Tusindaars–Lænke, vi bar.” Disse vilkår beskrives yderligere i de følgende strofer med vægt lagt på forskellen mellem de besiddende og besiddelsesløse. ”Vi ejer på Jorden knap Trævl eller Tråd, Kun denne vor skorpede Hånd; Til Menneskekår fik vi kummerligt Råd, I Ørkner vandred vor Ånd. Du Herre, som højt gennem Samfundet red Henover de Rygge, du trykkede ned, 32

Men trods underkuelse, slid og sygdom, elendige forhold, som i strofe fire netop er samlet i et billede hentet fra Biblen: ”..i Samfundets Aske en nedtrykket Job, Der skraber sin Byld med et Skår.” - er der håb forude, befrielsen af trældommen er et lysende håb, som giver mod og visioner, der kan deles med andre, som lever under samme betingelser. Og digtets ”vi” opfordrer arbejderne ved plejlene og folk der lever under disse usle forhold i faldefærdige hytter om at komme ud og være med og følge ”Opgjørets Lyn”. Meget krigerisk lyder budskabet om at ”For Fronten Reveillen nu løfter sin Klang..” Men videre udfoldes oprørskheden ikke, hverken med hensyn til midler eller handlemåder. Næstsidste strofe slutter med en formildende opfordring om at lade: ”… Mismodet synke, nyn med på vor Sang, Jer Dagning på Ruderne står.” Tyendesangen, der i begyndelsen er båret af indignation med historisk tilbageblik og stærke krav om forandring med revolutionære udtryk som ”Opgjørets Lyn”, ”Befrielsens Malmklokke”,” Fronten” lader hen mod slutningen disse oprørske tanker fare. Den slutter i stedet i en næsten munter tone med en lykkelig fremtidsvision om hvordan alt skal blive:

”Ja, slip hvad der trykker på Skulder og Sind

livsbetingelser og sociale bundethed.

og sving imod Lyset din Hat!

Det sidste pointeres ved at der henvises til at generation efter generation har været under andres åg og er blevet bøjet af det. En skæbne der også kommer til at gælde for fremtiden, hvis intet sker:

Endnu har du Ungdommens Rødme på Kind Og Rester af Letsindets Skat. - Da pløjer vi muntre vort bølgende Land, Når først vi friet vor kuede Stand fra Tusindsaars-Trældommens Nat.” Visionen er klar i sit lykkelige billede af fremtidens samfund. Men handlemulighederne for at nå derhen tabes af syne undervejs i sangen.

”knuger jer selv, jert Barn, jer Bror, venter på Vuggens spæde Nor..” Modsætningsforholdene står klart. For de store jordbesiddere hedder det at ”Landet

Lyser af Korn og Kvæg”, mens husmandskonen malker den enlige ged ”bag Klinet Væg”. De ”Dovne” som sangen benævner de store Kommer I snart! (Husmandssangen) jordbesiddere har udpint deres ”Tusind TønI Husmandssangen som Jeppe Aakjær altså der” til egen fordel. Og den jord de ikke kunskrev en måned før, er vreden i højere grad ne bruge kunne husmændene så bakse med. fastholdt og konsekvent. Her er det ikke Til gengæld kunne de så få lov til at arbejde ”vi”- formen der er brugt. Digtet eller sangen for jordbesidderne til et ringe udkomme: har karakter af en stærk tilskyndelse til hus”… søbed’ som Tak for Svedens Bad mændene om at ændre deres vilkår, at gøre oprør om nødvendigt. Selve appellen træder Trællens Æde af Hundens Fad..” stærkt frem i mellemkvæd og omkvæd med Sangen slutter med en stærk opfordring til den opildnende gentagelse strofe for strofe: handling. Befri jer selv! I skylder ikke jeres ”Kommer I snart / Kommer I snart, I Husbødler nogen støtte. Hug de bånd over der mænd.” binder jer til udbytterne og foren jer med dem I deler vilkår med: Det fornemmes at der i formuleringen er en forestilling om at andre samfundsgrupper ”Stå ej bundne jer Bødler bi! er på vej, men at husmændene ikke rigtigt - kommer I snart! – har rørt på sig endnu. ”Råbet (der) stiger i Morg’nens skær” har ingen tydelig afsender, grib jer spade og hug jer fri! men er umiddelbart til stede i miljøet, i natuI er tusind, hvor de er ti! ren og presser på (1. strofe): - kommer I snart I Husmænd!” ”..jager som blæst om Sig og Kjær, Ikke overraskende skriver Jeppe Aakjær sanhvisker ved Ruden, hvor pilen læ’r”: gen på samme tid som tyende og husmænd Råbet og opfordringen er selve sangen, iner godt i gang med at organisere sig og giver strumenteret og formidlet af digteren. Den på den måde sit besyv med til at få tidens går ud på at få husmændene til aktivt at gå hjul til at løbe lidt hurtigere – ”at øge dets ind i tiden, som ”ruller med store Ting” og få træge Sving.” udviklingen til at rulle lidt hurtigere. Landarbejdersang For at få gang i den handling påpeger sangen Landarbejdersang skrev Jeppe Aakjær til (strofe 3-6) bl.a. husmændenes urimelige 33

Jenlefesten 5. juli 1914, og sangen blev trykt i Arbejdernes Almanak året efter. Sangen er lidt anderledes end de to nævnte arbejdersange. Det gælder f.eks. både i synsvinkel og tone, og konflikt og løsning får en mere omfattende karakter.

Tanken uddybes i strofe 3. hvor den lyriske tone for overtaget i skildringen af det danske landskab præget virksomhed og frodighed.

Den samfundsgruppe, der her er tale om, er i bredere forstand de mennesker der dyrker jorden, arbejder i marken, dog vægtes de med de små lodder og de jordløse arbejdere i landbruget.

Og digtet henvender sig direkte til dem og deres lige og konstaterer med et retorisk spørgsmål om det ikke netop er dem, landarbejderne - kvinder og mænd - der har gjort arbejdet. Et arbejde der har givet dem ringe udbytte, ”mens andre ta’r Lønnen og Takken”.

I digterens vision består samfundet i denne sammenhæng først og fremmest af de

…mon ej hin mand bag den skjæve Gavl Har virket det – han og hans Kvinde?

I strofe 4 kommer oprørskheden stærkere til orde. En skæv fordeling af jorden er i digtede skaller i Frost, og de drypper i slud… rens øjne ikke bare et spørgsmål om manglende retfærd. Ubalancen bringer selv natioMen de falder ikke længere sammen. De står nen i fare, den bliver et hus splidagtigt med helt stille og lytter. Noget er på vej, vinden sig selv. De store jordbesidderes lukker deres varsler om forandringer. hektarer af og reserverer dem til uprodukAt det er noget større der er på spil vises i de tive områder for jagt. Mens landarbejderen sidste linjer af første strofe. bliver henvist til sit ”magre bed”. … tusinde Hytter,

”Pas, Danmark, vel på de Hytter graa, dér ligger din Skjæbne begravet.”

Jeppe Aakjær opfordrer her landarbejderen til at tage sagen i egen hånd:

”Men I, hvis Arv blev den stærke Krop, Folk der arbejder med jorden, er her ikke bare set som en gruppe der kæmper for de hærdede Muskler og Arme, medlemmernes rettigheder, men som en stem Ryggen mod og skub Leddet op, væsentlig faktor i det danske samfunds fremtid. og kun et Par Grever vil larme!” En nærmere argumentation for at anskue vækst og værdier på en anden måde kommer i de følgende strofer. Dyrkelsen af ” Titler og Navne”, og tilegnelse af rigdom og pragt til de enkelte på bekostning af de mange må vige for en erkendelse af at …Folkets Lykke var sjældent dér, hvor Falke om Duerne rives, langt oftere hist på lave Kjær, hvor byggen ved Midsommer trives. 34

Den skarpe opfordring modereres dog i næstsidste strofe, hvor spørgsmål om oprør og ny jordfordeling får en mere hypotetisk karakter. Der kommer et forsigtigt ”hvis” ind: ”Men skal I vinde jer Ret en Dag, I faar den vist ej som Gave….” Men samtidig er der opmuntring til stede. Er kampen for rettigheder først i gang for alvor, kræves mod og mandshjerte hvis den skal lykkes. Og det er vigtigt at det sker, for landarbejdernes kamp drejer sig ikke bare om en enkelt gruppes rettigheder, men om den

danske nation som helhed. Skal Danmark blive et helt land, et hus i harmoni med sig selv, skal der forandringer til, både mentalt og (jord)politisk. ”Skal Lykken trives i Danmarks Gaard,

det perspektiv at den enkelte samfundsgruppes problemer og begrænsninger er hele det danske samfunds problem. Danmark er en splittet nation så længe uretfærdige vilkår dominerer.

Maa Fordommes Stenmure falde!”

Arbejdersang Digtet slutter i en afdæmpet tone hvor den aggressive oprørstrang er erstattet af en tillid Jeppe Aakjærs første forsøg i genren ligger til fremtiden, hvor tingene nok skal falde på imidlertid nogle år før. Årene omkring årplads for: hundredeskiftet er politisk en travl tid for ham. I 1898 er han medstifter af den social”Manden har dog en større Ret, demokratiske studenterforening ”Catilina”. I Og Retfærd en videre Vinge.” 1902 sætter han sig i spidsen for 50 akademikere der solidarisk slutter op om arbejderHvor ”Husmandssangen” fastholder en høj nes 1. maj demonstration, og samme år skrigrad af indignation til sidste strofe, gælder ver han ”Arbejdersang” til Socialdemokratisk det for de andre sange at tonen bliver lidt Ungdoms stiftelsesfest. Inspiration til sangen mere afvæbnet. Der er ingen revolution lige har han muligvis hentet hos den tyske digter om hjørnet, men håb om et løft i fællesskab Karl Henckell, hvis digt Das lied vom Arbeiter til større retfærdighed. Endvidere åbnes for fra 1885 han oversatte 1901 og hvis skildring

af industriarbejderens vilkår har meget til fælles med Jeppe Aakjærs. Men i sangen begynder hans skildring et andet sted, nemlig i en karakteristik af modsætningsforholdet mellem overklassen og underklassen i historisk perspektiv. Synsvinklen er hos et vi som i den efterfølgende udredning viser sig at være storbyens industriarbejdere. I de første to strofer sættes modsætningsforholdet i relief: - Vi er børn af dem der brugte Hakken

bylivsformens elendighed, hvor tilværelsen bliver ”som golde Avner”. Et liv i disse omgivelser hvor lyset er sparsomt og hverken kan bringe energi eller håb, men forårsager at beboernes evner for og tilegnelse af viden ikke kommer til udfoldelse, men ”randt bort som Sne der tør.” Mulighederne forringes yderligere under de urimelige arbejdsforhold der bydes industriarbejderen:

ligefra den første Fortids-Old. Adel, Fyrster steg på vore Rygge, og vi bar dem over Ørkners Sand; fedeligt de sad i Palmers Skygge, naar vi andre savned Brød og Vand. Efterfølgende skildrer sangen storbyproletarens opvækstvilkår og hans vilkår som industriarbejder i maskinerne vold. ”Vi blev født, hvor Livet langsom piner sig gennem Baggardssmøgers graa.” hedder som en optakt til skildringen af stor36

”…hvor kolde stønnende maskiner hugge Tidens Stræng i stumper smaa.” ”Dampmaskinenes strubehede Ånde Pustes mod vor Kind i dybe Støn,…” Jeppe Akjær tegner her i et par strofer et billede af en befolkningsguppe, hvor alt håb er ladt ude, hvor den generelle sundhedstilstand ikke levner mulighed for energi og produktivitet, men får en Skæbne som ”…Planten, når den Lyset savner,

Bøjes langsomt, skjælver ned og dør,.. og hvor industrien sørger for at tappe arbejderen for de kræfter der eventuelt skulle være tilbage. Derfor virker det en smule paradoksalt når Jeppe Aakjær ud af denne trøstesløshed og langsomme død lader arbejderens arm blive stærk og hånden blive hærdet ved selve det arbejde der piner den sidste rest af sundhed og styrke ud af ham.

han skildrer landbefolkningen og deres miljøer og de kontante modsætningsforhold der. En særlig stærk advarsel mod industrien kommer til udtryk i Jeppe Aakjærs tale fra 1914 ”Industri og Bonde” . Her hedder det bl.a.: ”Først kastede Industrien sig over Byarbejderne og gjorde dem til dens slaver…” Sml.si. 369

Dette opgør med industrikulturen viser et tema i Jeppe Aakjærs forfatterskab som kommer til at stå stærkere siden. Hans engagement i og solidaritet med arbejderbevægelsen er ikke til at tage fejl af. Men selv om klassekampen er fremtrædende i de to første strofer og mod slutningen af sangen, er det oplagt at arbejderens egentlige fjende er storbyen og industrikulturen. Og slutningens håb med referencer til Biblen har ikke rigtigt noget at finde fodfæste i. Der er digteren mere på hjemmebane når

”Industrien har lidt efter lidt underlagt sig alt, Mennesker som Naturen, Skibsfart og Havnestæder, Kulgruber og Bjergværker – kun en eneste magt har vovet en beskeden Trods og nægtet helt at lade sig udslette – jeg sigter til vort Landbrug….” Sml.si.373 ”Og Arbejderen inde i Byen, der ved Skæbnens Ugunst er kommet i Industriens Vold, lad 37

ham holde vaagent Øje med, hvad der går for sig herude på Bondelandet”. Sml.si.378 En slags redning for byens industriarbejdere ser Jeppe Aakjær i udstykningen af jord til kolonihaver. ”Denne Ide har virket som en Solstrime gjennem Fabriksrøgen. Disse tunge sværtede Hænder, der er blevet svedne af at tage om Fabrikkens Staal, de skal nu atter fryde sig ved at fingre ved Løgets fede Knold og Kartoflens trofaste Frugt. Det er noget andet end at gribe om Knejpens fedtede Ølglas.” Sml. si 379

I Jeppe Aakjærs Arbejdersange er klassekampen nærværende i en moderat og reformvenlig. Men samtidig mere end lurer en kulturkamp. Citaterne er fra ”Industri og bonde” er fra Jeppe Aakjærs Samlede værker 1919 bind IV.

Holdet bag teaterstykket ”Paa Aftægt”