NÆLDEBLADET NR 003

 Fra Formanden s. 2  ”Litteraturdagen ..”. s. 9  ”Kulturmødet” s. 10  På Heden.. s. 11.  Hedens Fredning.. s. 12  Aakjær 50 år s. 19  Kongens Hus. 20.  Brøndgraverne s. 28.

 Faktaside s. 35  Opslagstavlen s. 36

Skribenter, foto mm: Henning Linderoth (HL) Peder Kristian Nielsen (PK) Vinnie Linderoth (VL) Knud Kramshøj (KK) Kirsten Borger (KB) Per Mouritsen (PM) Lis Rogild (LR) Karla R. Pedersen (KP) Foto: Hans Frederiksen (HF) Foto: Ole Sørensen (OS) Foto: Erik V. Kristensen (EK) Foto: Anton Mehlsen (AM) Foto: Henning Linderoth (HL) Foto: Steen Agger (SA)

FORORD.

Her i foråret har vi indgået Rugens Sange – og man- et samarbejde med Dafolo om distribution af Aakjærge andre digte. selskabets bøger til bogEndelig udsendt. Udgivelhandlere i Danmark. Du kan serne plejer at gå nogenlunnu gå ind til alle boghandlede fornuftig, men denne re og bestille bogen. gang løb vi ind i helt uventede problemer. Det var alt fra DVD til Windows 10 og NÆLDEBLADET. Microsoft Word samt Publi- Den endelige adskillelse sher til Adobe. Af ukendte mellem Nældebladet og Nygrunde spillede de pludselig hedsmailen, der begge er eskrifter fra Aakjærselskabet, ikke sammen. Noget blev er ved at tage form. Nælderettet af Skive Offset – en bladet vil med tiden blive et stor hjælp. Tak for det! e-tidsskrift, der skal præVi har fået relevant kritik, men også masser af ros. Nu sentere forskellige litterære emner, som har betydning er den ude! Så må vi tage den kritik - der må komme. for forståelsen af Aakjærs forfatterskab. De to eMen samtidig vil vi rigtig gerne, at du/I er med til at skrifter udsendes på samme tegne nye medlemmer. Vi kanal, men med tiden skal de separeres. Det betyder, har et rigtigt stort ønske om, at få mange medlem- at hvis man tilmelder sig listen få man begge e-skrifter mer i år! og tilsvarende ved afmelding.

2

Samtidig vil Nældebladet også indeholde teoretiske artikler om museumsdidaktik og artikler om andre litteraturselskaber i Danmark og Europa.

EMNET: OM HEDEN. Året 2016, der for Aakjærselskabet er et meget specielt år er kommet rigtig godt i gang. Selvfølgelig er hvert år speciel, men 2016 er noget helt særligt! Den 10. september er det 150 år siden Aakjær blev født Jeppe Jensen i Åkjær, Fly sogn.

Forældrene levede på gården Søndergård, der lå placeret mellem vejen til Fly og ådalen ved Karup Å. Bag vejen til Fly var der store arealer med hede.

Denne placering blev afgørende for Aakjærs liv. Fødegården var placeret et sted, der kunne sættes ind i en paradisisk fortælling. Heden var gold og tør som en ørken, hvor vand var en nødvendighed for liv. Ådalen var en vandholdig sump, der krævede udtørring for at være livgivende. Liv blev et kerneord for Aakjær, men vejen til dette liv gik gennem to modsat rettede opfattelser og forståelser af vand.

Vi kender fra 1. Mosebog, Kap. 1 v. 9 ”Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. ” Jorden var der, men der var ingen livgivende vand!

Vi kender fra 1. Mosebog, Kap. 2 v. 4 - 5

”Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden.”

Disse bibelske motiver bliver i Aakjærs barndom omplantet til de gamles fortællinger i den lille landsby Åkjær ved Karup Å. Her var trolde, elverpiger og andet underjordisk! De bibelske motiver bliver altså flyttet fra Egypten og Israel til en lille plet syd for Skive og tilsat det underjordiske. Her kommer fortællingerne til at danne grundlag for forståelsen og tolkningen af hele verden, som stort set udgøres af horisonten. Der var mytiske forklaringer på alt. ”Og i Jens' ensomme hyrdeliv mellem kær og sumpe havde den overbevisning ædt sig dybere og dybere ind i ham, at Gud var noget, der ville ham til livs, og hans liv var blevet en årelang rædsel for det deroppe, som han ikke kunne give navn eller form, og de sorte bøger i bænkkrogen bestyrkede ham kun i denne rædsel”.

Bondens Søn s. 64.

”Jens vendte hele tiden det spørgsmål i sit hjerte: hvorfor er Gud så vred, hvad har vi stakkels mennesker gjort? Slider vi ikke fra morgen til aften; har nogen set min mor ledig, er min far ikke skæv i lænderne af de tag, han daglig ta3

ger? – Jens kunne ikke udholde det; han måtte ud.”

Bondens Søn s. 65.

Men to verdener ligger hele tiden og udfordrer disse fordomme og dens forforståelse. En verden hensiddes livet og åens statiske og dynamiske liv.

OPGØRET Det hensiddes liv gør han op med allerede i november 1895 med digtet Den Gud jeg beder til. Fra bogen ”Aakjær og det religiøse”, s. 110 – sidste vers.

Og styrket styrer jeg min Vej og følger Kaldets Bud i aldrig rokket Tro paa dig, Naturens stærke Gud. Han gør det klart, at han foretrækker det tænkende menneske mere end det troende og overtroende menneske. I digtet får naturen en fremtrædende placering – en natur, der næsten får en panteistisk strejf.

Hele denne panteistiske tænkning forsvinder i romanfortællingerne i bogen ”Bondens Søn”, hvor Aakjær på side 73 skriver: ”Det var ganske vist kun en drøm, men hvad om det nu var sandt, at Gud var død... ” Dette er også et opgør med Nietzsche’ ”Gud er død”. For Aakjær er det ikke nok at sige, at den gud, der har levet er død. I den omformulering af Nietzsche, som Aakjær her indskriver, er begivenheden årsagen til fordommenes død.

Walter Schubart: ”Dostojewski og Nietz-

sche”, s.17, Det danske forlag, København 1947. ”Nietzsche betragter Gudløsheden med forfærdelse. Guds død er en frygtelig begivenhed, der huler kernen ud i alle hidtidige værdier.

Derfor siger han ikke: ”der findes ingen Gud” eller ”jeg tror ikke på Gud”, men: ”Gud er død”. Han vælger en formel, hvormed der angives et tab, som bittert beklages.

Det, som er død, har levet; det, som er død, kan genopstå”.

GENOPSTANDELSEN For Aakjær er genopstandelsen en helt anden, da ”åen” i Bondens Søn” tillægges en helt ny forforståelse. Den dynamiske å strømmer ud i en helt anden verden væk fra det statiske. Gud, Satan hører en imaginær ikke-eksisterende verden til. Men den statiske verden gemmes i mit sind.

For Aakjær bliver NATUREN lig med verden. Enhver forandring af denne natur er en forandring af alle skabninger på jorden – også mennesket.

Med denne forståelse bliver verden nuanceret. Det arbejdende menneske træder frem, som havende værdier, men også en fare. Livserindringer Bind 2, side 253‐54, Forlaget Jenle, 2010. ”Naturligvis er bonden en dumrian, når han bare skal måles med en litterær alen. Men jeg har kendt bønder, som vidste hundrede gange mere end Georg Brandes, men på andre felter. Dumrianer, javel, ‐ 4

BLIV MEDLEM AF AAKJÆRSELSKABET DU FÅR MEDLEMSBOGEN GRATIS samt gratis billetter til rundvisning når det gælder den litteratur, der er katalogiseret på Det kgl. Bibliotek; men alvidende, når talen er om den vældige naturens bog, hvori vinden og tordenbygen vender bladene”.

Den konstante dialektik træder frem af erfaringen. Hans-Georg Gadamer: Sandhed og Metode, s.370 Fuldendelsen af hans erfaring, perfektioneringen af det, vi kalder 'at være erfaren', består ikke i på forhånd al kende alle ting og altid at vide bedre. Tværtimod er den erfarne kendetegnet ved at være radikal udogmatisk: netop fordi han har gjort så mange erfaringer og har lært af disse, er han i særlig grad i stand til at gøre nye erfaringer og tage ved lære af dem. Erfaringens dialektik fuldendes ikke i en endegyldig viden, men i den flerhed for erfaring, der selv gøres mulig af erfaringen.

hed samt mangel på erfaringer, der kan føre til individuel lukkethed og tilsidesættelser af fællesskaber.

Da Hedeselskabet i 1800-tallet ville beplante de store hedelandskaber og derved forandre livsformerne for hedebonden, blev Aakjær vakt til voldsom modstand. Store områder i Jylland stod til forandringer, hvilket ikke bare ville ændre livsformer, men også landskabsæstetikken.

Hele Hedeselskabets ageren ville gøre mennesket til herre over naturen og løfte mennesket ud af naturen og miskende, at naturen ejer alle skabninger og dermed også mennesket.

I 1916 har Hedeselskabet eksisteret i 50 år og Aakjær fyldte 50. Både Hedeselskabet og Aakjær var på sit højeste, hvilket tydelig kommer frem i talen til Jenlefesten den 9. juli 1916 med titlen ”Hedens Fredning”. Det var en barsk og kontant tale, hvor Aakjær ikke lagde fingrene imellem i sit angreb på Hedeselskabet.

Det er præcis på dette erfaringsgrundlag Blandt Aakjærs forfattervenner, var ikke - med mødet med mange mennesker og alle enige med ham. Forfatteren Knud dybe iagttagelser, at Aakjærs skeptisk Sørensen fra Mors fortæller, at Johan får næring. Det gælder ændringer af tra- Skjoldborg slet ikke var enig med Aakditioner, livsformer og enhver uviden- jærs syn på Hedeselskabet. Skjoldborg 5

så opdyrkning af heden som meget positivt. Det var et af de meget få steder, hvor de to forfatterkollegaer var uenige.

Knud Sørensen har skrevet et digt om denne uenighed. Aakjærselskabet har fået digtet, og må bruge det i de sammenhænge vi ønsker.

Vi finder det helt oplagt at offentliggøre det i Nældebladet, hvor temaet er heden. Også fordi Hedeselskabet i år har 150-års jubilæum og i den forbindelse ønsker at rejse en sten på Kongenshus hede over Hedeselskabets mest værdige modstander.

Aakjærselskabet finder dette som en utrolig flot gestus over en modstander, som Hedeselskabet i dag er langt mere enige med - end modstander af.

Den 28. august 2016 klokken 14:00 bliver stenen afsløret.

Kl. 14.00 – 14.10

Kl. 14.10 – 14.20

Kl. 14.20 – 14.30 Kl. 14.30 – 14.45 Kl. 14.45 – 15.10

Tale ved formanden for Kongenshus Minde park Lars Johansson Tale ved formanden for Aakjærselskabet Hen ning Linderoth Stenen afsløres – bånd klippes Tale ved Johs. Nørre gaard-Frandsen Sang ved Bente og Leif – Jenles husorke ster.

Henning Linderoth

Jenles Fotoarkivet

Jeppe Aakjær og ukendt er på besøg i Fjends. I baggrunden ses Esben Aakjær med fotografiapparat. Bag Jeppe står Solvejg med kikkert og ser ud over Fjends.

Teknologi var en del af livet på Jenle.

6

7

LITTERATURDAG PÃ… JENLE

8

LITTERATURDAGEN 2016 Tema: Lørdag 10. sep.10:00 - 17:00 "Aakjær 150 år - aktuel som aldrig før?"

- Forsamlingshuset og Laden/Loftet.

Køb billetter her.

Litteraturdag og Program: Aakjærprisen.

AAKJÆRS FØDSELSDAG!

Pris 345,- Kr. + gebyr Gruppebilletter over 20 ved henvendelse til info@jenle.dk Der er ingen rabat til børn og unge, eller studerende.

ALT ER MED I PRISEN! EXCL. DRIKKEVARER!!

Man må ikke selv medbringe drikkevarer!

Arrangementet støttes af Kulturministeriet og Thise Mejeri Aakjærprisen er støttet af Spar Nord, Skive.

Billetter sælges kun på nettet og i Jenles Butik!

Max 200 billetter.

Salget lukker onsdag d. 6. september kl. 18:00 !

10:00 Morgenkaffe 10:30 Henning Linderoth 11:10 Sang 11:15 Johs. Nørregaard Frandsen 12:15 Frokost & rundvisning mm 13:15 P.K. Nielsen læser Aakjær 13:40 Sang 13:50 Dialektlæsning Hans + Hans 14:15 Sankt Annæ koret 15:00 Kaffepause 15:30 Knud Sørensen 15:40 Aakjærprisen; Jens Smærup Sørensen 16:40 Sang og afslutning

OFFENTLIG OG GRATIS 16:55 Gåtur til graven 17:05 Sang 17:15 Kransenedlæggelse 17:25 Taler, Skives borgmester, Formand f. Aakjærselskabet andre.

17:55 Sang og afslutning 18:10 Går tilbage til Jenle.

Vi tager forbehold for ændringer!!

9

KOMMER AAKJÆRSELSKABET PÅ 2200 MEDLEMMER I DENNE WEEKEND?

Else tegner endnu et nyt medlem.

10

Foto: OS

11

HEDENS FREDNING TALE 1916 Iflg. Jeppe Aakjærs ”Mit Regnebræt” udgivet 1919 på Det Akademiske Antikvariats Forlag i København side 91: Hedens Fredning – Foredrag i Nyborg 18. juni 1916 (4. Juli i Ræbild; 9. juli på Jenle, i Politiken 18. – 19. juli 1916. Sml. Værk. IV, S. 479: (P.M.)

Når jeg – jyden – nu skal tale til denne forsamling af fynboer, så vil De ikke ta’ mig det ilde op, at jeg begynder mit foredrag med et par fynske minder fra min barndom på den jyske hede.

De første erindringer, jeg har om noget her fra Fyns Land, er knyttet til hin skikkelse, som vi kaldte for Humleføreren, og som drog imellem landsbyerne med sin fødeøs duftende humlehøst i sækkene.

Vi så ham komme med det høje læs af hvide sække ad de dybe, sandede hedeveje; læsset slingrede og lyste i solen; kort efter hoppede en lille, rundkindet, smilende mandsling ind over vort hjems dørtræ; han var væver i bevægelsen, langt mere end de folk, jeg til daglig så i mine forældres hjem. Der stod en egen frisk og besk duft ind over det sandstrøede gulv fra hans person. Han la’ hovedet en kende på skrå og sa’ henvendt mor til: ”Se, så har De den fynske humlefører; hvor meget kan jeg sælge Dem i dag, lille mor? Det er en god humle. Min kone har brygget på den tre gange!”. Så måtte vi da kunne begribe, at den havde bestået prøven, og den gamle bismer

12

kom frem og det tunge lod svang; og der købtes humle til hele årets fornødenhed; og sådan sad man ude i den fjerneste hytte på Jyllands hede og fik i munden hver dag en frisk smag af Fyns Land, når vi tog en bred slurk af hjemmets krus.

Så husker jeg, da jeg blev lidt ældre – det har formodentlig været midt i halvfjerdserne – at min brave far, der sad og læste Stifttidende, mens han tyggede på sin mellemmad, pludselig fik en interesseret pegefinger ned i spalten, glemte at tygge og begyndte at læse, så det lød i hele stuen: ”Her skal du høre noget, Katrine” sa’ han til mor: ”Hvis du vil la’ rokken stå så længe. Det er værd at høre.”

Så læste far en tale af professor Rasmus Nielsen, den fattige husmandssøn fra Roerslev ved Middelfart, som blev studenternes lærer ved Københavns Universitet i 40 år, havde holdt derhjemme i landsbyen i sin sommerferie. Jeg ser endnu den spalte for mig i den gamle, grumsede avis, og disse mærkelige ord og billeder der blev båret ind over stuen af min fars monotone stemme.

Jeg kan efter 40 års forløb ikke huske noget af talen, men stemningen husker jeg, den der ligesom udvidede rummet under det lave loft, hvor krumslidt mand sad og skulle ha’ et par kundskabskrummer med sig, et glimt fra tan-

kens høje egne, før han i jag skulle tilbage til engen og stakke hø.

Ja, ja! I brave fynboer, I kan sagtens! I har rakt mangt et rødt æble over strømmen til os andre, mens vi – jyderne – lå og krattede i sandet efter kartoflen.

En dejlig ø er Deres land, som det ligger her midt i det strømmende hav, midt mellem Jylland og Sjælland – som et rødkindet barn mellem far og mor. Æbelø – hedder en lille ø ikke langt fra Deres kyst: Fyn selv er som et stort, rundt æble med dets stilk i midten! – Ja, der kunne tales meget om de mange røde æbler, som denne lille ø har rakt over strømmene. Én gang rakte De over selve Verdenshavet et stort, tungt og fast gemmeæble.: dets navn var H. C. Andersen! Det er, som om denne ø har samlet alt det, den ejede af rent og stort og yndefuldt for at la’ det strømme sammen i denne mands enestående digtning; H. C. Andersens eventyr – der står en duft ud fra dem af Deres levende hegn og rødtjørn i blomst, af ælblegård og humlehave. Med H. C. Andersen er Deres ø jo blevet et verdensnavn, og dette navn synes endnu at være ligeså frisk som for 50 år siden; det har i sandhed været et gemmeæble! Andersens eventyr læses i Japan som i Indien, i Australien som i Sydamerika.

Når en mor lægger sit barn i seng – ligegyldigt hvor på den vide jord – og hun vil, at det skal være glad og drømme om noget dejligt, så læser hun for det et af Deres landsmands eventyr, og fra eventyret glider der noget af denne ø, dens natur og landsejendommelighed ind i der fremmede barns sind og drømme.

Så forunderligt er det ægte nationale spundet ind som guldtråde i al stor og skøn poesi.

Men nu til mit egentlige emne: Det er da en sandhed som – mig bekendt – ingen har vovet at bestride, at naturen sætter sit særpræg på alle levende organismer. Ikke

blot planterne og de lavere dyreformer, men også de mest udviklede dyrearter er i dette afhængighedsforhold til den omgivende natur; derfor – når dyr skal være i fangenskab i vore zoologiske haver, sørger man for, at stenbukken får sit imiterede fjeld, flamingoen sin fiskedam etc., for at de ikke helt skal savne det tilvante; men tro endelig ikke, at mennesket i nogen særlig grad har det anderledes.

Hvad er det, der skaber de nationale forskelligheder? Ja, der er selvfølgelig mange medvirkende kræfter – men den iagttager måtte være ganske forblindet, der ville benægte, at den omgivende natur ikke er én af de hovedfaktorer, hvoraf det nationale ydre som det nationale indre udstrømmer.

Men har jeg ret i dette – og derom tvivler dog vist de færreste – at den os omgivende natur har en afgørende indflydelse på det menneskelige sind, ja hyppigt er ligefrem retningsbestemmende for det, hvor vigtigt er det da ikke, at naturen så vidt muligt bevarer sine typiske former, så det ikke æltes op i et stort grovbrød alt sammen, men den vilde natur også får lov til at være. En bøn for den vilde natur, uberørte natur at få steder så stærkt på sin plads som i Danmark. Vort land er jo så kvindelig vegt og blødt i formerne, at et eneste strøg af en ru hånd tit kan være i stand til at berøve det al dets ejendommelighed. En bugtet række af kæmpehøje, en enkelt lyngbevokset banke, der skyder sin ryg op af undergrunden, kan give en hel egn dens karakter og charme. ”Anlægget stilles under publikums beskyttelse!” Det er ord, som vi så tit ser på én eller anden plakat i byernes nærhed, ord, der burde skrives tværs hen over Danmark!

Det meste af den danske natur med alt, hvad den rummer af, hvad der er kært og kvægende for vort hjerte, er lagt i bøndernes hænder;

13

det er virkelig en såre stor betroelse; hvordan har de nu vist sig denne vor tillid værdig? Åh, kun så som så! – Lad os tales lidt ved f.eks. om vore oltidshøje. Hvilke herlige mindesmærker har vi danske ikke i disse høje! Mens ploven gik som en jævnende høvl hen over mark og kærbund, lå endnu disse høje uberørte i kløvermarken – som brune knapper i Danmarks grønne trøje – lyngen trak sin stride hætte ned om højenes tusindårige isse; lammene legede i forårstiden op og ned ad dens bronzefarvede sider, og ungdommen gik i søndagspudset op på deres toppe for at tælle kirketårne, mens havren ringled fint ved højens fod. – De danske høje! De gemmer den bondefødtes tidligste minder; omkring dem legede vi vor uskyldigste leg, mens vi groede i vejret; fra deres top fik vi vort første indtryk af Verden. For de voksne yder de et perspektiv ind i oldtiden. Hvorledes har man da kunnet nænne at ødelægge noget for den enkelte som for samfundet så værdifuldt? Og dog er det sket efter stor målestok. For et par lumpne syldsten til en svinehus eller en overdækker til en stenkiste har tankeløsheden spoleret, hvad aldrig mere kan genoprettes.

Især forrige århundredes vejanlæg har mange synder på samvittigheden; hvor entreprenørerne var ude ”for at skaffe sten” til vejkisterne, der skånedes intet, som staten ikke havde sat sit segl for. Også Jyllands kraftige kær- og moseopdyrkning krævede en stor del af vore gamle høje. Sådan en gammel, tålmodig høj, den var så nem at holde til med møgvognen og få fuldt læs ved, når den morrede mosejord trængte til en sandblanding. Denne skånselsløse nivellering af herlige historiske mindesmærker foregår den dag i dag lige for vore øjne, uden at samfundet synes at have den rette forståelse af, at det er dens moralske pligt at værge denne fædrearv; det, vi har fået for intet, skal vi ikke ødelægge, men lade gå i

arv igen til de slægter, der skal glæde sig ved det danske land efter os. Hvor beskæmmende er det ikke, at disse skønne slægtsminder, som fortidens barbariske kultur har skånet, netop skal finde deres banemænd blandt vor tids oplyste og af den historiske højskole stærkt påvirkede bondestand. Det grelleste eksempel i retning af højødelæggelse i nutiden, som jeg har hørt om, berettes af afdøde oberstløjtnant Thyge Søegaard, der har gjort et så enestående smukt og fædrelandsk arbejde for de jyske højes fredning; det var i 70’erne i den lille landsby Foulum ved Viborg; der lå der indenfor kirkegårdsdiget en sjælden gammel gravhøj af 4000 års ælde; en langdysse med to kamre, side om side med kirkegårdsmuren; men en mand bød 5 mark og 8 skilling for dyssens sten, og så var dens skæbne beseglet. Højen jævnedes og stenene kørtes hjem til den nye ejer.

Det er langtfra et enestående eksempel, men som sagt, er det et af de værste.

Men det er jo ikke bare vore høje, der er blevet handlet ilde med. Tag en gammel bog som Pontoppidans ”Danske Atlas” fra midten af det 18. århundrede, eller endnu ældre værker, se hvilken hoben ruiner – rester af gamle kirker og borge eller gamle stenkors, som han véd at nævne, men hvoraf der nu ikke er en flis tilbage; sådan en gammel ruin, en forvitret murrest, et hældende stenkors ved diget, der står og mumler i sit tungsind, det har noget, det vil have fortalt os levende om de døde, før vi selv vandrer hen til de døde; et dybt alvorligt mementum om altings forkrænkelighed og fald. Vi gør klogt i at lytte til sådanne alvorsrøster. Det er ikke et bevis på kultur, at vi lader hånt om disse mumlende stemmer fra tidernes dyb, at vi vender det døve øren til fortidens minder, som vedkom de ikke os. Historien er ikke en bisar nyfigenhed, men en hellig trang til at komme bag os selv i stærke-

14

re forståelse af fortidens liv og kår, en trang til at bevare vor rod lige så frisk som vor top; thi et folk, der løber op i bar top, vil snart blive et goldt folk.

Det må sikkert siges, at det danske folk er et dygtigt folk, men vi er næppe i nogen grad i nogen udpræget grad et pietetsfuldt folk, og mangen en gammel ruin og fortidsrest er blevet nedtromlet og nedtrampet, fordi et eller andet grødøjet individ fattedes et læs grus til sit møddingshul. Sådan er der ude på bondelandet blevet ødelagt utallige gamle tomter og bygningsrester, der stod og rakte de forvitrede kvadre oven ud af græsset uden tilsyneladende at fornærme et menneske. Men heller ikke byerne har været synderlig forstående overfor gamle huse, eller hvad der kunne være af historisk værdi og betydning. Hvad ser man ikke af gammel bygningskunst, når man rejser ude i Verden, ikke mindst i Tyskland; der er næppe en by så lille, at den ikke har bevaret én eller anden fortidsrest; det samme er tilfældet med de fleste andre europæiske landes byer; enkelte er næsten som hele museer fra ende til anden; jeg nævner Visby på Gotland eller Rothenburg og Nürnberg i Bayern.

Hvor lidt har vi gennemgående af gammelt i vore byer! Ja, vi har jo Ribe og enkelte spredte ting, f.eks. i Nyborg, Randers, Aalborg og måske et par byer til; men de fleste har haft travlt med at få alt det gamle raget ned – som nu en ældgammel by som Viborg! Hvor har den såkaldte ”Kultur” dog været streng imod den! Ikke en gang dens domkirke har de kunnet lade den beholde uden at mikse og fikse på den, så det næsten er gået den som Jens Baggesens kniv, der fik fornyet først bladet, så skaftet. I de senere åringer har man hittet på at læsse de gamle bygninger på flyttevognen som en kommode og trille dem udenfor byen, hvor de er bedst af vejen; så kan de stå dér og gabe (f.eks. Aarhus’s borgmestergård og Cort-

sens gård i Horsens); sådan som man undertiden sætter et gammelt, udtjent møbel hen i udhusene; og det kan jo siges, at bygningen dog ad den vej bliver bevaret (som visse damer gemmer deres udtrukne tænder i syæsken) – men bygninger, der på den måde sættes udenfor det gode selskab, bidrager just ikke stort til byens fysiognomi – i hvert fald ikke til dens kulturelle side.

Da jeg i 1906 var i Skotland, oplevede jeg et lille træk, som måtte slå enhver dansker med forundring. Det var ude i den lille Atlanterhavsby Ayr, lige midt i Burnslandet; her var der en gammel, gammel bro over Ayrfloden, som digteren Robert Burns en gang havde indføjet i et af sine landskendte digte. Denne bro havde længe stået i forfald og truet med at dejse ned i den flod, som den nu gennem århundreder havde hjulpet andre tørskoet over. Der var mange forslag fremme om den bro; adskillige hældede vel endog til den opfattelse, at den ikke var reparationer værd; folk kunne jo gå over den anden bro ikke så farlig langt derfra. Men nu kom den stenrige Lord Rosebery og talte donner til gemytterne; det gik for alt i Verden ikke an, at man nedlagde denne bro; havde man glemt, hvem Robert Burns var! Var det ikke ham, hvis digte levede i alle skotske sind, hvis sang de nynnede på i sol og regn! – En bro, som han havde helliget ved et digt, måtte ikke forfalde eller udslettes.

Og for at vise, at det ikke var mundsvejr, tegnede Lord Rosebery sig for 30.000 Shillings; og de andre lod sig smitte af hans varme; i løbet af meget kort tid var broen sikret; i 1910 kunne den atter åbnes for trafikken. Det er eksempler af den art, der efter min formening giver nok så smukt et billede af den ægte fædrelandskærlighed som bidrag til vort luftforsvar.

15

Hvilke underlige tanker måtte ikke en dansker få ved at blive vidne til så skøn en pietet over mindet om en af nationens store!

Man véd herhjemme ikke ret, i hvilket hus Bertel Thorvaldsen blev født; da jeg første gang kom til København, gik jeg hyppig forbi det lille smukke hus, hvori Oehlenschläger fødtes; men siden er det skånselsløst jævnet med jorden. – På Københavns Gammeltorv lå indtil få år siden et gammelt fornemt hus, hvorfra en marmorplade i muren forkyndte: ”Her fødtes Søren Kierkegaard”. Det smukke gamle hus har nu måttet vige pladsen for – et biografteater! Søren Kirkegaard og biografteater! – det er næsten, som læste vi en af hans egne allermest beske strøtanker om livets tragikomedie. Under denne betoning af pietetsmangel hos det danske folk skal det dog nævnes som et plus til den rigtige side, at f.eks.

Fyn har vist sin skyldighed mod berømmelsen ved at istandsætte det hus i Odense, hvor H. C. Andersen fødtes, og har indrettet det til en art museum for ham.

Og så er jeg da nu nået til det sidste blad i den udslettelsernes historie, som jeg her har givet Dem nogle få og mangelfulde rids af – er nået til kapitlet om den jyske hedes forvandling, for hvilken der jo netop dette år fejres jubilæer og udsendes festbøger, synges lovsange og råbes Hosianna og Halleluja! Mens jeg måske indtil nu har kunnet glæde mig ved Deres forståelse og indrømmelser, så frygter jeg, at De vil svigte mig, når min tale nu mere og mere vil tage anklagens form, især da anklagen rettes mod et så forkølet barn, ja, jeg kunne sige et så forgudet væsen, en national fetisch, som ”Det danske Hedeselskab”.

Den jyske hede har nu i ca. 200 år været en bold for projektmagere. Mens enevælden uden afsky eller blusel ragede hele landsbyer omkuld, gårde og huse sammen i én dynge, for at én eneste nybagt baron eller greve kun-

ne trone på ruinerne, lod Deres Majestæter sig det allernådigst være angenemt at lytte ivrigt til de floskelmagere, der fortalte løs om den jyske hedes skjulte skatte, og på et tidspunkt, da staten var fattig som en kirkerotte, da landbruget på den gode jord dreves lidet rentabelt med hoveri og trælbønder, anvendte man mellem årene 1760-70 op imod 1 mill.

Rigsdaler på disse over al beskrivelse parodiske hedeforsøg; omsider slap regeringen det hele med et plump og lod de fattige tyskere, som man havde slæbt herind i hundredtal, ene om, hvorledes de ville klare sig. Og de skreg af sult, taktfast, snart mod den himmelske, snart mod den jordiske trone. For tyskerne skriger bedre end vi. Den jyske hedeslider véd at sulte i tavshed. Derom kunne jeg sige adskilligt, om der var tid hertil. Jeg har set ham, den tavse hedesulter, der vandrede forpint rundt om sin hytte ved kyndelmisse, når alle livskilder var frosset til, pint ikke så meget, fordi han selv skulle sulte, som fordi hans smådrenge, hvis blege ansigter man skimtede derinde bag ruden, nu ikke havde fået mad på andet døgn! De skulle vide, hvor der savnes, hvor der sultes den dag i dag bag den jyske lyng, hvis opdyrkning danner så skønne temaer på den patriotiske gonggong!

Hedeselskabet er et barn af romantikken; ligesom Oehlenschläger ville rejse oldtidsånden i det danske folk, sådan gik Dalgas og fablede om at opelske oldtidsskove på den jyske hede. Fordi der forekommer en del sammensætninger med navne på træer i hedens stednavne, gik han rask ud fra, at dér havde været en skov. En by hedder Egebjerg; det er dog klart som solen, at her har stået en egeskov; vel, men en lignende bevisførelse berettiger jo os til at slutte, at der da – overensstemmelse med sidste stavelse – også må have stået et bjerg; skoven, egeskoven, er ifølge Dalgas omhugget af onde mennesker; men hvem er

16

så rendt med bjerget, for nu ses der knap en bakke? Sandheden er naturligvis den, at der aldrig på dette sted har været hverken skov eller bjerg, men derimod nok en lille gruppe egetræer. Og sådan overalt. Alle sumpede steder har vel nok haft træer, men sammenhængende skov på højde med hede – aldrig!

Det véd enhver, der har givet sig af med hedeforskning på vore arkiver, at hedens fysiognomi har været omtrent det samme, så langt historiske dokumenter rækker.

Men det har været en gylden frase for beplantningsapostlene.

Den jyske hede er bleven taget fra os gennem en overrumpling. Den jyske mand er meget sjælden selv blevet spurgt om sine ønsker. Og nu kender han knap sit eget land igen. Det er en såre kedsommelig ting at mikse for meget med et landskab, vi elsker. De folk, der tilplantede Himmelbjerget, burde have haft livsvarigt tugthus.

Nu frygter jeg for, de er blevet etatsråder, og det er virkelig i forhold til forbrydelsen en alt for ringe straf.

Lad os dog aldrig tro, at det er ligegyldigt, hvordan vi omgås med vort land. Dersom du rører fuglenes rede blot så meget, at du krøller det ringeste strå, da søger hun den ikke mere. Det er vistnok uimodsigeligt, at de lande i Europa, der er i besiddelse af den mest konstante natur, nemlig bjerglandene, bliver elsket stærkest. Schweizernes, nordmændenes glæde over deres land er jo nok så bekendt; jeg tror heller ikke, at nogen del af Danmark er blevet omfattet med mere inderlig naturfølelse end Vestjylland, der jo indtil for nylig i sin udstrakte hede ejede en grund, der har ligget urørt lige fra stenalderfolkets tid. Vor kærlighed må have noget synligt at knytte sig til. Det land, hvori farverne og formene ustandselig røres om som med en ske, som man pisker blommen og hviden sammen

på en tallerken, vil få vanskeligt ved at bevare sine børns kærlighed. Bjerglandets søn, som kommer hjem efter åringers forløb, vil stadig se det samme fjeld ragende op over hjemmets tag, det samme som har stået der i tusinder af år; han kan straks vandre ind i sine minders Verden. Mens vi andre, da især vi vestjyder – hvis vi har været længe borte – må nærme os vort barndomshjem så ængstelig for, at man skal have gjort det dyreste, vi ejede, ubodelig fortræd. Hvor kan ikke en kobbel tugthusfanger have været på spil; thi nu er det jo dem, man bruger til at pynte op i Danmark, til at bedre lidt på tristheden i den såkaldte ”øde” hede. Vort hjerte banker ligefrem heftigt, før vi når bakkens top, hvorfra vi overskuer det hele. Jo sandelig, om ikke Hedeselskabet har været der med et af sine mesterlige projekter: med beplantning og reolpløjning og mergelspor og tip-top-vogne og hele redeligheden. Højen, hvor er højen, hvor pigerne gik op i søndagspudset for at tælle kirketårne, ak, kan du ikke se, den står jo dér under en kalot af bjergfyr, som en skrukhøne under en sold; og det gamle dige, hvor spillemanden gik med sin klarinet i månekvælden, mens hans toner skingrede igen i de åbne porte rundt om – ja, det blev såmænd brugt til fyld under mergelsporet – Men bækken da, min elskede bæk – Gud, den blev jo reguleret og fik omsider et pænt drænrør at gå i! Til sidst er kun et par hældende ledstolper at klappe i månelyset, mens du betror din sorg til dem. Så svært er det at knytte sin kærlighed til noget i dette lille ”Fremskridtsland”.

Nå, jeg tør ikke tale ret meget længere, skønt jeg har svært ved at løsrive mig fra dette emne, der er smedet sammen med mine hjerterødder. Det er ikke min mening at bryde staven over al Hedeselskabets virksomhed; det har gjort ting, som fortjener nationens tak.

Men det har været en uhyre ensidig bevægel-

17

se, og det har ikke røbet et glimt af forståelse af det naturideal, der ligger dybest i vestjydernes sind. To naturidealer mødes og strides i vort lille land: det ene, øbo-idealet kommer øst fra og kommer med fordringer om træer og skygge; det er bøgeskovens sønner, der vil se Sjælland alle vegne. Det andet naturideal (til hvilket jeg bekender mig) kommer vest fra og forlanger først og fremmest udsyn, elsker overalt de store flader, vindenes tærskelo og de milehvælvede horisonter. Begge naturoplevelser er intimt og inderligt forbundet med folkekaraktererne i øst og vest.

Men i Hedeselskabets virksomhed , i det præg, som dets mænd, specielt Enrico Dalgas, har sat på Jyllands hede, sejrede øboideal over den indfødte befolknings eget natur-ideal. Hedeselskabets virksomhed er en øbo-bevægelse; lutter øboer, i snævrere forstand: Københavnere og østjyder, har præget virksomheden. Vestjyden selv er knap bleven spurgt. Øboen har majet vort gamle hærdede land ud, så vi knap kender det mere.

For øvrigt har de ret, der fremstiller Hedeselskabet som en erobrer. Vestjylland er også i mine øjne et erobret land, enhver jyde der tænker ved, hvad der sker, må se hen til Hedeselskabet og dets såkaldte kultivering på vor fædrene hede med samme øjne, som et erobret folk ser op mod de sejrsmonumenter, som fjenden rejser på de slagnes jord. Man må dog ikke i sin hellige iver for at skaffe vore børn og børnebørn tilstrækkelig pindebrænde og en harpiksknude i kakkelovnen glemme, at der er højere værdier end dem, der tilbydes på en skovauktion; og et må De vide, mine herrer lyngforskrækkere, at disse højere værdier, de rykker alle vegne, hvor bjergfyrren og dens stammefrænder rykker ind. I kræver skov over det hele, Sjællands bøgeskygge og Sjællands nathue ned om ørene på os alle. I vil ensartethed og uniform; jeg kræver re-

spekt for det særegne. Og det særegne, det møder du i fortidens Vestjylland. Det jyske hedeland med sin storlinjede alvor har skabt den jyske mand, har givet ham hans hærdede, knudrede skikkelse, hans skarpskårne mund, hans lange udsyn under de buskede øjenbryn, hans stejle vilje, hans ensomhedsfølelse, hans ydmyghed overfor Gud og Alnaturen. Af sådanne egenskaber blev der til nationens stolthed og glæde formet en Søren Kierkegaard, en Termansen, en Steen Steensen Blicher.

Vort land er lille, lad os da ikke gøre det endnu mindre ved at arbejde hen til, at det bliver ens over det hele. Sjælland og Fyn er gode for sig; men den ægte jyde vandrer i længden lige så trangt i øernes skove som hjejlen under bjergfyrrens pjaltede kroner. Derfor er vi dog aldrig kommet til øboerne med øksen på nakken for at foreslå dem at omhugge deres levende hegn og deres bøgeskove, endda de står og tager pladsen op for hveden, mens lyngen dog bare spærrer for spergel og kartofler. Hvorfor vil øboerne gøre sig al den møje under solen for at omvende os til deres naturopfattelse; hvorfor må vi ikke forblive i den barskhed, der tiltaler vor sjæl?

Jeg har ikke kunnet berøre nyttesiden af hedens tilplantning og opdyrkning, ellers tror jeg ikke, det skulle have faldet mig så vanskeligt at godtgøre, at Hedeselskabet også socialt set har været en kæp i udviklingens hjul. Hedeselskabet har altid haft sine videste kanonmundinger rettet imod tidens største reformtanker: den rette fordeling af landets jord. Det tænker de færreste på, hvad det har sinket udviklingen, at man har fået debatten til at stå om lyng og sand, hvor den burde have stået om den gode danske muld. Derude på de golde lyngsletter fandt vi plads til vor overskydende befolkning, det vil sige: til de sagtmodigste; de trodsige, og det vil sige de bedste,

18

betakkede sig; de vendte sig vredt omkring og gik ned til havet og tog billet til Amerika.

Jeg beder Dem da: Lad den jyske hede ligge som reserve. Jeg sværger Dem til: Vi får aldrig brug for den til andet end til ferierejser, til luftspejlinger, til dyrs fredning, til fuglens flugt!

Den jyske hede er i mine øjne den ejendommeligste, og ubestridt er det den ældste del på det danske landskabskort. Lad denne oldtidsskygge vedblivende hvile på vor mors vejrbidte kind! Kald den uskøn, unyttig om De vil,

men kald den ikke ”en skamplet”, hvad somme har gjort. ”Lad det stå!” sagde bonden om Rundetårn.

Lad det samme ord gælde om, hvad der endnu er levnet af gamle synlige minder fra fortiden. Lad os drage omsorg for, at det land, vi elsker, må bevare en række konstante træk i sit fysiognomi, for at også dets børns kærlighed til dette land kan bevares i bestandighed til de sildigste tider.

AAKJÆR 50 ÅR Den 10. september 1916 havde Aakjær indbudt de allernærmeste venner og familie til fødselsdag på Jenle.

Gaven fra vennerne var 10 tdr. land hede og krat syd for Jenle.

Efter kaffen gik man over i hedearealet og slog sig ned i lyngen - lyttende til den nye bog ”Jens Langkniv”.

19

Jeppe Aakjær

KONGENSHUS En luftspejling Af bladene ser jeg, at Kongenshus på alheden er solgt endnu engang.

Det bringer en munter dag frem i min erindring, som jeg vil fæste til papiret, før jeg har glemt det med så meget andet. – Men først lidt om det ”kongelige” hus’ historie.

De første tyske kolonister, der besatte alheden, kom her den 16. oktober 1759; flokken bestod af ”ni mand og et mulæsel”. Men nogle år tidligere, allerede 1754/55, havde en underlig mand – også en tysker – kaptajn Ludvig von Kahlen, ofret hele sin karriere for at nedsætte sig her i ørkenen som hedeopdyrker. Han fik regeringen til at interessere sig for sig, så den forsynede ham med penge til at bygge et hus for; og det blev et underligt hus med et mægtigt over, sådan som de byggede i Mecklenburg, hvor Kahlen var fra. Da huset var færdigt – i december 1755 – kaldte Kahlen det Kongenshus, som en artighed mod hans majestæt Frederik den Femte, der havde vist sig ualmindelig kulant og spendabel mod den excentriske kaptajn. Det lå i Storedal ”ved

bitte Jenses vej” i Resen sogn, der hvor nævnte vej skærer vejen fra Resen til Viborg; sådan siger de samtidige papirer. Det bliver så den lokalekendtes sag at afstikke stedet. Da Kahlen havde fået sit hus, blev han (1756) af regeringen bemyndiget til at tage hjem til Mecklenburg for at få hvervet nogle landsmænd, der ville vove pelsen som hedepionerer. Han fik også et par familier til at bide på krogen; men da de var kommet til Storedal og så, hvad det var, der bødes på, stak de halen mellem benene og knøg fra stedet ad hjemmet til. Men sådan måtte de jo ikke rende deres vej; de var kommen herop for kongens penge, og de måtte sandelig gøre nytte for skillingerne. Men hos Kahlen ville de ikke være, hverken for lidt eller meget.

Amtmanden havde måttet give ordre til, at egnens folk holdt vagt om Kongenshus ved nattetider, for at de langskæggede tyskere ikke skulle stikke af, før de med kroppen havde aftjent det udlæg, som man havde haft på dem.

Denne situation blev dog snart uholdbar, og de stridsindede fremmede blev efter få ugers forløb fosset ud af landet

20

med en række knubbede ord og et langt skændebrev i hælene. Så lagde kaptajnen selv stavtøjet på studene og blev eneste-karl på den endeløse alhede. Sådan gik han og bødlede i ti år, så gav regeringen ham forlov. Hans vilje havde sikkert været den bedste af verden, men modstanden var alt for uovervindelig. Det stride sand gav kun den sparsomste afgrøde, og efterårsstormene ruskede den høje våning og spredte dens hustage vidt over lyngheden. En dag i 1765 listede han da skuffet og krogrygget bort fra pladsen; han fik nu et lille militært hverv i Frederikshavn; her endte han sine dage, 1774.

Det ville ikke være ganske ud i det blå, om hedens mænd en dag rejste denne brydningsmand, der jo virkelig har indledet hele alhededyrkningen, en bautasten ved den stridsandede vej, der løber hen over alhedens ryg. Hvordan han end ellers har været – der er noget af myten ved ham – hans udholdenhed og viljestyrke har ejet en god portion af det samme malm, som vi finder i de følgende slægtled af hedeslidere.

Nu overtoges Kongenshus af hans nabo, Chr. Jensen, en københavner, der allerede 1757 havde indskibet sig til alheden, hvor han syd for Kahlen bygger et hus, som han selv kalder Aunsbjerghus, men som andre kalder Krohuset.

Huset havde han uden at spørge nogen frejdig lagt på ”Kongens hede”, til mange kvaler for de senere ledere af alhe-

dekolonierne. Nu rykker han altså ind som fæster af Kongenshus og lader sit eget stakkels ”Aunsbjerg” skøtte sig selv. I 1769 bliver Chr. Jensen da ejer af Kongenshus, endda han ved auktionen havde haft to herremænd, baron Rosenkrantz til Krabbesholm og Schinkel til Hald, som medbydere.

Chr. Jensen sidder nu og horker ved ejendommen en kort tid, så er han mat.

I 1772 pantsætter han den til Rosenkrantz og endelig 6. maj 1774 afhænder han både ”de to huse Kongenshus samt et ditto sted tæt søndenfor bemeldte beliggende – Aunsbjerghus kaldet med de påværende bygninger og begge steder tilhørende jorder”. Hele herligheden indbringer Chr. Jensen 600 rdlr.

Han flytter nu til Høstrup og er dermed ude af hedens saga. Når den rige baron på Krabbesholm gjorde sig den umage for at komme i besiddelse af de to fattige ejendomme, var det ingenlunde for at gå i von Kahlens spor som hededyrker, men for at komme til ”ildingsbrand” som altid, før kullene dukkede op, havde været en vanskelig artikel for Salling at bekomme. Allerede 1757 jamrer Werner Rosenkrantz over, at Salling ingen heder eller moser har. ”Det er højst beklageligt”, siger amtmanden, ”at der overalt er mangel på heder”.

Men ved erhvervelsen af Kongenshus kom han til overflødighed. Den lå ganske vist noget langt henne, men det gjorde jo ikke ham noget. Det blev hans

21

fæstebønders sag; thi dem var det, som nu i alt slags vejr med deres usselige krikker og pindevogne ad de den gang rent forfærdelige veje måtte slæbe de attråede lyngtørv den 3-4 mil lange vej fra Kongenshus hjem til herremandens kamin eller suppegryde. Kongenshus var en erhvervelse, som Krabbesholms ejere vågede over med nidkærhed. Den gamle baron, som kaldte sig til både Krabbesholm, Skivehus og Villestrup mm., kunne gode have føjet Kongenshus til den øvrige titel; Navnet var da fint nok og jordtilliggendet, hvis man bare så på udstrækningen, kunne tage luven fra 3-4 herregårde; og var det ikke en herlig bevidsthed, at takket være alhedens lyngtørv, skulle vinterkulden herefterdags aldrig få det til at bævre i den gamle amtmands enorme dobbelthage!

I hundrede år forblev Kongenshus ved Krabbesholm. Omkring 1890 førtes der en stor proces om dens ejerforhold, og i foråret 1913 bortsolgte en frk. Dalsgaard, Randers, ca. 1000 tdr. land hede til kommissionsråd Hans Dall fra Hamborg. Allerede 1910 var der begyndt anstalter til renparken. – Johannes Bech, degnesønnen fra Ryde, der havde undfanget den bizarre ide, lod hverken sig eller sine omgivelser i fred nat eller dag. Han havde fundet ud af, at der i et pund rensdyrlav var rigelig så megen næring som i tre pund kartofler. Kunne det så forsvares at lade den gå i jorden?

Jeg var for resten ikke klogere, end at denne lav var det samme, vi i min barndom kaldte ”fårelyng” og bjergede hjem i store mængder til fårene. Bech ville ikke høre tale om noget så gammeldags som får; nej, rener, mine herrer! Rener fra lapmarken!

Den store charmeur og himmelhund besejrede al modstand; i Hamborg fandt han en guldfugl til flere tønder guld, der hev sine skatte ud over alheden, så den sående Loke, der gik derude i solflimret, ikke kunne gøre det bedre. Aviserne fandt tanken interessant og grinagtig, og adskillige som ”Jydsk Morgenblad” gik svært i brechen for Bech. Videnskabsmænd som professor Boas og andre blev taget strengt i skole af journalister, der mente at have bedre forstand på tingene. Enkelte beholdt dog hjernen kold; således skrev ”Politikken” 21. februar 1910 under ”Dagens billede”: ”Man påtænker at indføre rener på den jydske hede, idet der findes masser af mos på heden.

Man er samtidig kommen i tanker om, at der også findes en del sand, og det er derfor ikke helt udelukket, at man forsøger at oprette et kamelstutteri i Herning”. – Og så ser man billedet af en kamel med en glad grinende træskobonde højt på puklen.

Det er ikke meningen her at skrive dette stykke gedigne fantasteris historie; det skal hellere en gøre, der har haft det på endnu nærmere hold. Jeg vil

22

bare fortælle om et besøg, som jeg efter indbydelse aflagde i renlejren kort efter dens start, da det hele lå badet i forhåbningens sol.

Jeg var så heldig at komme på en dag, da ”bestyrelsen” var samlet. Johannes Bech selv var dog sengeliggende, han led af noget, han kaldte rystesyge. Til gengæld var renkongen Hans Dall i bedste form; det var en middelhøj sortsmudset skikkelse, der mere lignede en bonde end en handelsmand fra en storby som Hamborg. Han var ikke absolut i godt humør, hvad han heller ikke havde grund til at være, for efter hvad man fortalte, var han på vejen fra Viborg til Kongenshus bleven lænset for adskillige hundrede kroner. Der var nemlig samme dag dyrskue i Grønhøj, og her mødte efter aftale de husmænd fra oplandet med de rener, som de forsøgsvis havde i kost og pleje for Hans Dall. En del af disse gavtyve traf grossereren undervejs og havde alle – angående deres vanskelige plejebørn – et og andet at forebringe, der krævede indgreb i renkongens spækkede tegnebog.

Jeg kom i samtale med en af disse husmænd, der havde trukket med et par rener helt henne fra Uldborgkanten tværs over de store heder for at komme til bemeldte dyrskue. Det var en tur, der havde varet flere døgn, da renerne, som de frie fugle, de var, havde gjort sig stædige og nægtet at gå i reb som gement kvæg. Husmanden klagede

over, at han hverken havde haft natro eller dagro for at passe på de genstridige bæster; han føjede dog trøstende til: ”Men hvad tho æ grossirer gir mæ jo mi betalling for æ, det war ett sær. Det er han missel nøj te, æ swend! A haar strabesired mæ, så det er fåle. Det hår tavn manne daw for mæ. Det ka en da ett gør gratis”.

Jeg kunne se på den lille snu vestjyde, at det ville blive et krus kraftig humlet øl, som serveredes renernes fader og forsyn, når den regning skulle klareres.

Jeg gjorde vestjyden et par ligefremme spørgsmål for at erfare hans mening om renernes rentabilitet. ”De har altså haft det par rener for Hans Dall? ” spurgte jeg. ”Ja, i fire måneder”. ”Tror De så, det svarer nogen regning?” ”Nej, gu’ gjør a ett; aalle aa æ stej!” svarede den oprigtige plejefar. ”Det er så møj nø tudmaag! Den krumm mælk, det sku gi, den sutter jo æ kal i sæ, hwis der kommer nue, om det så endda ka forslå; og kommer der ingen kal, tho så kommer der jo heller ingen mælk og ingen ting aa ta nøj ind ved; det er jo en red sag. No, så skywter de jo engaang imell de her dæwels stur hwon, de gør mej, og dem kund en jo wal hivsk en skjelling for, hvis en helsen ku fo hold i’em; men det er missel ett saa nem, som en sku trow, for det er ligesom æ kreatur sjel er aal lied ve’em; og gaar

23

en hen og taver ’em om nættetier – hwad de som mest gjør – ja, saa misæl grawer di ’em saa laant i æ jurd, te ingen menneskbaan ka find ’em; og så kan en naaenjen jo ta æbaag. Nej, det er saa møj nø ring nøj! – men læ ham tetaal, æ kaalsen! Så vidt a ka forsto, haar han missel råd te æ! ” -Dalls tegnebog blev også andetsteds stillet på prøve. Umiddelbart efter min ankomst il Kongenshus blev jeg vidne til en lille munter episode, som jeg nu skal fortælle.

For at de kære rener skulle føle det endnu mere hjemligt på den øde alhede og ikke savne sagkyndig omgang, havde man ladet indforskrive et par veritable finlapper, reneksperten Nordfjæld og hans hustru Sara. Nordfjæld gik og vimsede omkring allevegne i sin brogede pynt; Sara holdt sig skjult i teltet ”för tillfällat”. Lappen krumbugtede sig slesk omkring renkongen. Han var en farlig lille gavstrik at se på og havde en umådelig masse at forebringe den rige mand, og Bech måtte, trods al hans rysten, hvert øjeblik attestere, at den lille fór med sandhed i alle de gældsposter, som han hobede sammen. Først var der nu det lille lærredstelt, der stod på lyngen, ikke ulig en kridhvid toppet nathue, og lyste sært og fremmedartet i de brune omgivelser. Efter Nordfjælds energiske forsikringer skulle det have fået en farlig medfart af en respektløs midtjysk tordenbyge; vi andre kunne

ikke se, det led af noget, for det lyste rent og helt og hvidt både oppe og nede. Nordfjæld forsikrede, at det var ”indvendig skade”. Renkongen nærmede sig teltets dør for at forvisse sig om sandheden af Nordfjælds erklæring.

Men med en ængstelig gebærde trådte den lille hjulbenede gavtyv i vejen; de måtte ikke forstyrre hans lille idyl! Derinde lå jo Sara med en forfærdelig hovedpine. Det gik aldeles ikke an at fortrædige hende!

Grossereren brummede: ”Nå ja ja! Hvor meget kunne den skade beløbe sig til? ” Nordfjæld mente ikke, den lod sig bøde med mindre end en halvtredskonerslap. ”Famøs! ” udbrød tyskeren med en stor armbevægelse til brystlommen. ”Det må dog have været en forskrækkelig tordenbyge! ” Den lille lap langede ud efter renkongens 50 kroners-lap. Dall var allerede ved at dreje på hælen for at salvere sig, da Nordfjæld med ydmyg logren fremstammede, at der var mere. ”Nå, er der endnu mere! ” hvæsede Dall ham op i de skæve øjne. ”Hvad mon det så er! ” ”Det er Sara! ” fremførte gavtyven med næsten grædende stemme. ”Nå, har Sara nu taget skade i tordenbygen? ” ”Nej, nej! ” afværgede den lille, ”ikke Sara selv, men Saras brudekjole! ”

24

Men nu blev renkongen for alvor vred. ”Hvad har jeg med Saras brudekjole at bestille! Vil hun kanske passe rener i brudekjole? ” ”Min hustru vil så gerne være pæn”, sagde den lille og smiskede i skægget. ”Jeg har aldeles ikke bedt hende om at komme her i brudekjole! Hun kunne aber ladet den brudekjole bleven hjemme”.

Nordfjæld svarede med uomstødelig logik, at de førte jo deres hjem med sig.

Teltet dér var jo deres hjem, og deri havde de alt, hvad de ejede, også klenodiet Sara brudekjole.

Renkongen vred sig under lappens smørrede smil. ”Hvad koster da den kjole? ” Ja, en fin kjole som Saras – den kunne da ikke fås for mindre end andre halvtreds kroner. ”Halvtreds kroner! ” råbte selvherskeren over alle rener. ”Det må dog have været en ren forskrækkelig tordenbyge! ” For at få en ende på det, greb han sig endnu engang med et stort armsving i venstre side og rakte skælmen pengesedlen med de ord: ”Kom nu ikke med flere af den slags byger; for så må mine rener hjælpe sig uden dig og Saras brudekjole”.

Kort efter var alle på vej ud til renhjorden. Den lille Nordfjælds krumben med de indadvendte tåspidser gik som trommestikker hen over lyngtoppene, mens

han satte renerne og deres trivsel i rosenlys. – renkongen hørte med interesse på den skæggede lapmands skvadronader om dyrenes sundhedstilstand og velbefindende på alheden; og de kalveflokke, som renkøerne nu nedkom med, og som han, Nordfjæld, havde reddet til livet ved sin egen og Saras kløgtige håndelag!

I selskabet, som skridtede ud over lyngen, befandt sig en atletisk pommeraner, en dyrlæge, der var ført hid for at dømme om dyrenes levevilkår, specielt de unge kalves og deres mødres. Hvert øjeblik bøjede han sig ned mod jorden og tog en tot lav, hvis næringsværdi han lovede at undersøge, når han kom tilbage til Hamborg. Her var tysk metode og grundighed i tingene! Foruden dyrlægen var der også en nær slægtning af Dall med på turen. De kaldte ham politiforvalteren. Det var en høj, ranglet person at se på. Benene essede i den lange lyng, og guldlorgnetten hoppede nervøst på den høje næse i iver for for at opsnappe ethvert usædvanligt træk, der serveredes af den lille galopperende finlap, hvis skryderier ikke vakte den ringeste mistanke. Politiprøjserens begejstring for renerne steg til koghede, da den lille findjævel havde held til at fremføre en historie om renernes fænomenale vagtsomhed. ”De udstiller vagtposter”, sagde Nordfjæld med patos.

25

”O, meget interessant! ” jublede politiforvalteren; ”de udstiller vagtposter!

Det er præcis, som var det soldater! ” ”Ja! ” fortsatte Nordfjæld triumferende og gestikulerede sig næsten de krumme arme af led. ”De sætter vagtpost mod hvert verdenshjørne! ” Politiprøjseren var lige ved at slå kuldbøtter over storlyngen, mens lorgnetten dansede foxtrot på hans puklede næseryg. ”Famøs, vagtposter mod hvert verdenshjørne! ” Vi nåede hen i nærheden af renflokken.

Efter alle de velmenende løgne, som den gavtyveagtige Nordfjæld havde diverteret selskabet med, var synet af renhjorden ikke så lidt af en skuffelse.

Set i afstand – og dyrenes skyhed tillod os ikke at komme dem ind på livet – mindede de ved deres graciøse hoppen og de lyse, fimpende stumphaler ikke så lidt om en flok flygtende rådyr. Man savnede kun en baggrund af træer og buskads; den vældige brune hedeflade ligesom udslettede flokkens konturer, formodentlig fordi deres skinds lød faldt alt for meget sammen med lyngens. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, hvor unaturlig fremmedartet, ja, næsten skabagtigt det hele så ud, noget legeværk, som rigdommen kan more sig med en sæson eller to; så sætter den ubønhørlige natur atter tingene på deres rette plads. Jeg måtte desuden tænke på, hvor anderledes hjemligt det ville have taget sig ud, om vi i steder for

denne lille paradeflok af indforskrevne menagerivæsner havde truffet en flok hedefår. Der kunne vel på den med så meget bekostning indhegnede plads have græsset et par tusind får, som kunne have været tilset af en eneste mand og en ragget bondekøter, og de ville alle have opført sig som var de hjemme, og ikke et dyr ville have kreperet, hverken af lungsot, hjemlængsel eller andre mystiske sygdomme, som efter års forløb gjorde dette stykke jernindgitrede alhede til de norske reners kirkegård.

Men den menneskelige lettroenhed og dumhed er endeløs, og det næste hedeprojekt bliver nok en strudspark på alheden.

Vi var atter kommen tilbage fra vor udflugt over lyngen, da en stor bil drønede op foran indkørselsporten til Kongenshus.

Det var et sommerglad selskab, en redaktør med sine damer, der var kommen i samme ærinde som jeg, for at beskue hin eventyrkomedie: hornede rener med fimpende stumphaler midt på den dystre lynghede. Men renernes konge var løben varm og optrådte kor for hovedet. Han smed uden videre selskabet ud; de havde ikke noget her at komme efter! Men kunne så på redaktøren, at det kogte i ham, og at han tænkte: ”Lad bare mig komme hjem til min frygtede fyldepen, så skal jeg give den storsnudede renernes drot og be-

26

hersker et sådant nysepulver i min meget udbredte og ansete avis, så mine abonnenter endelig skal få øjet op for den humbug, her går i svang, tiltrods for at man ikke kan sige mig andet på, end at mit blad hidtil har stillet sig meget velvilligt”.

Jeg gik så ned til den rystesyge Johannes Bech, mens Dall og selskabet slog sig ned om aftensbordet. Men harmen blev ved at koge i renkongens bryst, alt sammen efterdønninger af den skylle, hvormed han havde slået redaktøren på flugt. – Et øjeblik efter stod Hans Dall, med munden fuld af lammesteg og servietten løftet højt i højre hånd, foran den sengeliggende Bechs leje, og hvad Bech ikke havde rystet før, det rystede han sikkert nu. Dall gav sin betroede forvalter hvad vi på jysk kalder en ordentlig refurrium. Han råbte ganske ubehersket, mens hans serviet viftede Bech om næsen: ”De gir alt for mange mennesker lov til at komme her i min renpark. Jeg vil ikke have det! De træder al min lyng ned og fordærver lavet, så renerne ikke vil æde det. Dyrlægen siger det også. Jeg vil ikke have den strippen og stimen af gemene personer. Jeg har sagt det tidligere, nu må De huske det! Som nu denne redaktør med al sit slæng; han kommer mig ikke ved. En anden sag, om der kommer en minister, en amtmand - digteren Aakjær – her slog han ærbødig ud med servietten mod min ringhed. ”Alle andre kommer mig ikke ved. Jeg

har ikke noget med dem at bestille. Nu må De huske det! ” Endnu engang repeterede han hele remsen lige til den stolte række, hvor mit navn atter med en ærbødig gestus blev anbragt i enden af de tre øverste rangklasser, der var undtagne fra bortvisning af renernes paradishave. Efter denne udladning skød renkongen atter en dør mellem os og lammestegen, mens Bech svedte harmens sved i sine lagner.

Det er den eneste gang, jeg har set rendrotten, og nu er det alt sammen en saga blot. Renerne er gået al kødets gang; deres arme benrade er bortslæbt af hedens snedige ræve eller gøder den skjulende lyng. Kongenshus med dens vældige hedearealer er endnu engang solgt for en slik. En drøm er bristet, en af de mange fantastiske drømme, der vender tilbage en gang hver 50 år, drømmen om at grave guld på heden ret mange solnedgange oplever den sjældent, så tvinges selv de mest sejlivede fantaster til – som skrevet står – at stikke fingeren i jorden og kende, hvor de er.

Ligesom andre korthuse er Kongenshus bygget op og ramlet ned igen adskillige gange i det sidste par hundrede år; den nævnte ejer satte guldstivere til dets hærgede gavle; det hjalp alt sammen intet, men gik – trods alt – efter det hamle prøvede skriftsted, at ethvert hus, der rejses på sand, må styrte omkuld, når tiden og vandskyllene forkynder det dets skæbnetime.

27

BRØNDGRAVERE ”Brøndgravere” blev trykt i Hjemmets noveller, juli 1908.

Denne udgave af novellen. Jeppe Aakjær: Samlede værker, bd. 7, side 166 -175.

Gyldendalske boghandel – Nordisk forlag. København og Kristiania 1919. (V.L.) Jørgen Plits gård lå på en banke, og han havde derfor altid haft et farligt mas med at skaffe vand til sine kreaturer.

Var det et år, der slog ind med tørke, kunne vandtønden kæres frem og tilbage mellem gården og det fjerne kær så lang, dagen var, hvad der gav et uhyre spild af tid og arbejde. Jørgen Plit sukkede tit i stilhed over sin hårde lod og forbandede den kvægpande blandt sine forfædre, der havde lagt gården på denne sandbrink uden først at undersøge, om der var tilstrækkeligt vand i bunden.

Der var dog dem, der ville sige, at i gammel tid havde brønden givet vand nok, og at det først var efter den stærke dræning rundt om på naboejendommene, at den havde begyndt at lække.

Sin grundskade fik brønden dog først den dag, da Jørgen Plits nærmeste nabo, Movns, lod sin kelde (kilde) sænke fire alen, såsom alle ulykker gerne skulle komme fra den kant; fra det øjeblik var det, som om Jørgens brønd stod langsomt og forblødte, mens Movnses altid var pladderfuld af det lifligste vand som et høved kunne drikke.

Skulle man nu ikke tro, at det gik til ved hekseri og fandens kunster? Man sagde

jo nok, at Movns havde fundet den fælles vandåre. Pyt med den snak! Jørgen Plit vidste nok hvad det var for en åre; men gud bevar hans mund!

Sådan stod sagerne gennem flere år; da rygtedes det, at der ovre i et andet herred fandtes en mand, der var så meget farlig til ”at vis vand”. Skønt der var 14, 16 timers kørsel frem og tilbage, besluttede Jørgen sig dog til at hente ham med heste og vogn. Han havde omgivet denne udfart med stor hemmelighedsfuldhed, og nu sad ”troldmanden” just bænket i hans bedste stue og tog for sig af de gode retter, som Jørgen Plit havde ladet sætte for ham.

Vanddoktoren var en mand omkring de halvfjerds, klædt i vadmel fra top til tå; skønt det var en dånende hed sommerdag, sad han ved bordet med et svært, sort uldent klæde flere gange viklet om halsen. Han fjernede det lige så meget fra munden, at han kunne putte maden ind, og når han tog snapsen med den højtidelige alvor, der var knyttet til hele hans høje ranglede person, så det næsten ud, som om han sled den igennem mundklædet. Et par små kobberørenringe dækkedes næsten helt af de lange strittende hår fra øregangen, og på høj-

28

re hånds langfinger bar han en stor, anløben gigtring.

Han klagede over, at han nu snart blev for stiv til så lange ture; han havde hjulpet mange, nu måtte man snart hjælpe sig uden ham.

Da han havde renset gummerne og drukket af ølpotten, hvori en række fede fluer tog svømmetag, skubbede Jørgen tobakskassen hen til ham. Troldmanden stoppede med stor værdighed; ved det fjerde sug af piben sagde han: ”Nu gælder det om, te en får fat i en woll’ (blød pilekvist). ” Jørgen gjorde straks mine til at springe op og hente den. ”Nej, ” sagde troldmanden afværgende, ”den skal a nok selv finde. Og du skal agte på, at du ette ser efter, hvor a går hen. ” Med disse ord rejste troldmanden sig i en sky af fluer og forlod stuen.

Kort efter stod han og Jørgen Plit sammen ude på bakken bag om gården.

Vandtrolden holdt en myg pilevånd fastklemt i sine knyttede hænder; nu gjaldt det om at agte på kvistens mirakuløse tegn. Vandmanden bøjede sin lange skikkelse og skød sig hen ad jorden i sære bugtede zigzagvridninger uden et øjeblik at give slip på kvisten.

Jørgen fulgte efter i ærbødig afstand. – ”Kan du se! Nu svinger den! ” råbte troldmanden i vild ekstase.

Jørgen styrtede frem for at iagttage fænomenet.

”Kom ett for nær! ” vrissede vandmanden, ”du kunne gerne komme til at forstyrre den. ” Han ønskede ikke at blive set alt for nøje på fingrene. ”Se! Se! Vær nu stille! ” råbte igen vandmanden. ”Det er, som skulle den trække begge mine hænder af led! ” Hans læber begyndte at mimre noget uforståeligt abrakadabra, mens han bøjede pilen nærmere og nærmere mod jorden. På en gang skreg han som i vånde: ”Åe! Nu kommer den; a kan ette hold’en, om det så var mit liv om at gøre.

Der har du den! Der er, fandenmæ, lige pladsen! ” Jørgen havde ikke kunnet holde sig i skindet længere; han var styrtet til og så, at pilevånden lå i mandens rystende hænder som en ting, der anstrenger sig for at bøje begge ender sammen, mens den pegede energisk mod et bestemt punkt i ageren. ”Er vandet der? ” hviskede Jørgen Plit og så halvt i rædsel ind i troldmandens fordrejede ansigt, der havde spændingens store sveddråber mellem skægstubbene. ”Ja, ” svarede troldmanden, ”der er så meget vand, at hverken du eller dine kreaturer skal komme til at tørste så møj nys. ” ”Men hvordan skal a nu få det op? ” spurgte Jørgen Plit.

29

”Det må være din egen sag! ” sagde troldmanden. ”I dit sted ville a lade bore for det. ” Dermed var vandmandens mission endt, og han blev kørt tilbage med god belønning og under talrige taksigelser.

Med vandmandens erklæring om rige vandårer i undergrunden var der vakt en farlig drøm i Jørgens primitive sind. I søvn og vågen tænkte han kun på at løfte denne skat, der ville fordoble hans jords værdi og gøre ham til en misundt og en lykkens pamfilius mellem alle hans standsfæller. Den tykke Movns ville da være den første, der revnede af ærgrelse. Hvor Jørgen Plit senere færdedes – om hjemme eller i marken – glimtede denne springvandsstråle for hans øjne. Når han en hed sommerdag gik og asede i sandet bag efter den dryppende vandtønde, og billedet af denne rislende søjle, der skulle frigøres ved boret, stod for hans øjne, kunne han af bar utålmodighed løbe ind mod hestens side og give den et forsvarligt rap af tømmen. Han kunne fantasere nætterne ud, fare op af søvne og råbe: ”Det løber, det løber! ” men blev der så set nøjere til, var det bare ham selv, der havde gjort sengen våd.

Så en dag foran høst rygtedes det i den lille landsby, at nu kom der brøndgravere til Jørgen Plits. Jørgen selv havde den dag været oppe, før fanden fik sko på, for at komme tidlig nok afsted; og hen over middag kom han så kørende tilbage med ”hele molevitten”; en støvsky

røbede ham, forinden han nåede ind mellem den lille bys stråtækte gårde.

Alle var på tæerne rundt om ved husgavlene for at få et første glimt af disse mærkelige mennesker, som der var gået så mange sagn om, før de kom, og som skulle kunne få vand til at sprudle frem på de goldeste steder. Der var to føre karle, som sad ret umageligt mellem bunker af jernstænger og bag i vognen – foruden selve boremesteren, der sad i agestolen hos Jørgen Plit og nu og da lettede på hatten hen imod husgavlene for at vise sin højere dannelse.

Folk holdt sig reserveret, næsten fjendtligt tilbage, mens vognene passerede forbi. Ungerne krøb ind mellem de voksnes ben og gloede sig øjnene ud af hovedet. De ligegyldige skrævede ud på træskoene og spyttede favnelangt over vejsporene: ”Det vil, fandenmæ, blive Jørgen Plit en dyr spas! ” Men der var andre, i hvem misundelsen allerede rørte sig kraftigt; de frygtede for, at Jørgen Plit skulle sejre og distancere dem alle over en bank. Hvis det nu skulle kunne lade sig gøre at skaffe vand op til jordoverfladen ad denne lette og bekvemme vej, hvor var det så ikke dumt, at de ikke selv havde været de første. – Ganske vist kunne de senere komme med. Jotak! Det var jo da bleven sagt fra alle sider, at der næppe var udsigt til, at mere end en kunne få springvand. Deres brønde lå på en og samme åre, sagde man; så det kunne

30

meget godt være, at de alle løb tomme den dag, det lykkede Jørgen Plit at finde grundåren.

Det ville rigtignok være nydeligt, om de skulle blive nødte til at gå til den stodder og bede om vandhjælp; han, som hidtil havde måttet gå og øse vandet op af deres sumper og vældhuller som et andet fattiglem. De måtte hold øje med den karl; det gik ikke an, at han fik lov til at rende så langt forbi dem, ja, kanske ramme dem føleligt eller endogså ruinere dem, så det blev dem, der kom til at slæbe vandet hjem fra kær og sumphuller.

Under så onde varsler holdt brøndgraverne deres indtog hos Jørgen Plit, og jo længere arbejdet skred frem, jo dybere blev sammenrottelsen.

Til at begynde med mærkede Jørgen ikke til noget fjendskab. Han var så optaget af sin skønne forhåbning, at han ikke sansede noget som helst andet.

De første tre fire dage gik i den skønneste harmoni, boremaskinens hjul snurrede som en ten, og stålboret sank dybere og dybere i de løse jordlag. To hestespand gik ustandselig mellem gården og kærene med de fyldte vandtønder; thi meget vand måtte der til, om boret skulle gøre sin virkning og foretagendet krones med held.

Jørgen kørte selv den ene vandtønde; han syntes, at dette arbejde pludselig var bleven så herligt; han gik ved siden af vognen og nynnede; nu og da løb han helt umotiveret ligesom i kådhed

ind imod den nærmeste hest og gav den et let klask af den flade hånd; og engang, da han på hjemvejen mødte hyrdedrengen, søgte han leende at kildre ham over de bare ben med svøbesnoren. Knægten begreb slet ikke, hvad der pludselig gik af hans ellers så tavse og strenge husbond.

Med alt dette var vejret henrivende; solen strøg med gylden hånd hen over mønningens fløjelsbløde, grønne mostæppe, og svalerne jog i skridende flugt foran hestenes muler helt ind ad gårdens åbne porte. Jørgen kørte i tanken frem mellem kaskader af springender væld.

Da indtrådt det første uheld; boret havde nået en sten; vandet fik en blå, kornet farve. Boret sløvedes uden rigtig at komme videre. I to døgn sank det kun nogle tommer. Jørgens humør sank meget mere. Thi nu var vandbeholdningerne i kæret snart udtømte; så skulle han til at bede om vand hos naboerne; det længtes han ikke efter. Nu trak hans sindsstemning modsat vej af, hvad den tidligere havde gjort. Hestene fik nu ikke klap, men regulære stryg; han snød sin næse på en egen skuffet måde skrås ud i sandet, hans ryg fik en sær sørgmodig hældning, som på hans allerbitreste vandringer med vandtønden, og da karlen en gang gjorde et forkert greb, vankede der en ørefigen.

Boret vedblev at gøre døde hug i den spærrende sten; boremesteren måtte indstille arbejdet et døgns tid, mens

31

han i nærmeste købstad kunne få udbedret sit ødelagte værktøj.

Af denne forsinkelse benyttede hans hjælpere sig til at søge til kros. Her blev de pludselig et rov for intrigen. Alle byens folk ville have lov til at give dem omgange.

Under venskabs maske fik man dem til at fortælle om det påbegyndte værk, og de udkrammede deres uforgribelige mening om dets fare for omgivelserne.

Jo mere øl der løb i dem, jo mere brovtende og stormundede blev de. De udtalte den formening, at når de havde boret, kunne alle andre gå hjem og lægge sig. Brøndene ville stå tomme ind ad en ende; der var ingen tvivl om den ting! Så kunne de andre enten betle sig vandet til hos Jørgen Plit eller selv forsøge at bore det frem af jorden, som han havde gjort – eller var i færd med.

For der var næppe tvivl om, at han ville sejre; vandkikkeren havde jo været der, og han plejede ikke at rende med en halv storm.

Sådan brovtede borekarlene, mens de tyllede sig med det øl, som alle de villige hænder rakte dem.

Ud på eftermiddagen var de allerede så drukne, at man kunne prikke dem på øjnene. Den tykke Movns havde været hovedmanden i dette foretagende, der var led i en plan, som han havde lagt for at komme Jørgen Plit og hans boringsværk på tværs. Boremesteren og hans folk skulle gøres latterlige; derved ville hele forsøget falde bort af sig selv.

Nu havde den ene af brøndgraverne pralet af en strid, han havde med stedets præst, den myndige provst Møller.

Brøndgraveren var en flot karl og en stor Don Juan, der med sit fyldte 24 år allerede var nået til det tredje alimentationsbidrag. Nu var det nok galt igen, denne gang med en pige af selve gårdmandsklassen. Provsten, der tillige var stedets kommuneformand, havde svoret sit ”sandt for herren” på, at han ”nok skulle sætte gjordene på den hvalp”; og nu var han alle vegne ude efter ham med stikbreve; om han ville behage at møde i præstegården snarest, for at de i enerum kunne afgøre dette mellemværende!

Også denne eftermiddag havde brøndgraveren fået et provstebrev, som han til selskabets uhyre moro sad og viftede med mellem ølflaskerne.

Provsten troede, han skulle gøre ham bange; men han vidste nok ikke, hvem han havde med at gøre! Brøndgraver Anders Peder Andersen, dælen sylte mig! Født 1869 – af fattige forældre – ganske vist; men ikke desto mindre: Karl for sin hat, selv om den sad skævt” Var der nogen af de tilstedeværende, der nærede tvivl om Anders Peder Andersens kvalifikationer? Dragon nr. 748, Randers. Hvabehar! Ville de komme og føle på hans armmuskler; det var kraft ede ham, ikke det bare lammekød.

Provsten skulle lige bare komme; han kunne nok trænge til et par flade; det skulle være ham en fornøjelse at frem-

32

stille et rigtig lækkert stykke bankekød af sådan et gammelt overmæsket flommesvin.

Nu skød Movns sin tykke vom ind over bordet mellem flaskerne og råbte hen mod praleren: ”Å, din stakkel! Det er ingen sag at sidde i ovnen og bande kongen. Du er en kryster. Du tør sgu ette møde hos provsten. ” ”Hvad tør jeg ikke! ” råbte brøndgraveren fortørnet. ”Godt! Jeg møder endnu denne eftermiddag. Kan jeg få en vogn? ” ”Du kan sgu få to, om du vil have det, ” sagde kromanden, der nu mærkede, her var penge at tjene. ”Men hvad vogn skal det være? ” ”Den flotteste du har! ” svarede brøndgraveren. ”Ja, det bliver så den lukkede vogn. ” – Kort efter holdt køretøjet for døren.

Den beskænkede brøndgraver blev puttet ind, vogndøren smækket i, og ud ad landevejen gik det med susende hast.

En halv time efter svingede vognen op for præstegårdens høje trappe. Den guldgalonerede kusk, der var godt instrueret hjemmefra, løsnede et drabeligt piskeknald, der gav skarpt ekko rundt om mod de lave, hvidtede huslænger.

Den myndige provst Møller blev ikke lidt forbavset ved at finde en herskabelig vogn foran stordøren. I en fart fik

han sine damer alarmeret, og med bare hoveder og ansigterne lagt i de forbindtligste folder stod du nu der på den høje trappe, en hel armé – provsten med ordensbåndet i knaphullet, den sirlige lille præstefrue, der lige havde fået tid til at kaste et fikst frynsesjal om sig, og endelig 3 – 4 døtre med guldkammet hårsætning og hvide forklæder.

Provsten havde allerede gjort det første skridt ned ad stentrappen, da vogndøren sparkes op, og brøndgraveren vælter ud i hele sin tilsølede mundering.

Et øjeblik stod provstefamilien som en række saltstøtter, himmelfaldne over denne frækhed. ”Jeg melder mig, Deres gefærlighed!

(Som overdrevent, komisk ærbødig titel – lagt i munden på almuefolk) ” fremhikkede brøndgraveren med en slatten gebærde mod huen som en vag erindring fra dragontiden. I det samme var provsten med alle sine damer rushets tilbage gennem indgangen. Døren knaldedes hårdt i, og nøglen drejedes om.

Brøndgraveren kom med fuldmandsbesvær atter ind i vognen og kørte i imperatorstilling tilbage til kroen.

Her havde man heller ikke ligget på den lade side. Den tilbageblevne brøndgraver, der var lige så tildrukket som sin kollega, havde udtalt nogle forblommede ord om, at han kunne ønske at hilse på nogle slægtninge, en enligtboende familie uden for landsbyen. Villige hænder var øjeblikkelig parate til at yde den

33

ønskede håndsrækning. Et fiffigt hoved i selskabet fik i kommission at led stymperen hen, hvor han ønskede. ”Men nu må du vide at opføre dig som et dannet menneske; for det er misæl ordentlige folk. Gør derfor, som a ber dig; så snart du er kommen inden for døren, skubber du dig ind på bænkenden; længere tvivler jeg på, du kan holde den gående. ” Skælmen ledte nu sit offer ind i forstuen og fik ham stivet af op imod væggen, imens han selv åbnede døren ind til dagligstuen. ”Så! ” sagde han og gav ham et let skub ind over dørtærsklen. ”Og Gud vær med dig! ” Da brøndgraveren var skubbet inden for døren, ville han efter ordre sætte sig på bænken. Men her sad allerede husets gamle aftægtskone. Brøndgraveren måtte derfor længere frem i stuen; hans svære rus tillod ham ikke at standse, da han var kommen i slyng, men førte ham igennem stuen i hele dens længde og videre gennem den åbentstående køkkendør, hvor han snublede over vandspanden og styrtede om med næsen ned i askegraven.

Da husets overraskende beboere fik ham drejet omkring, var han helt ukendelig af sod og snavs, hvorfor han skyndsomt blev hevet ud af bagdøren, hvor skælmen, der havde været belavet på en sådan udgang, på ny hankede op i ham og fik ham slæbt tilbage til kroen.

Da boremesteren vendt hjem fra købstaden, fandt han hele foretagendet skandaliseret ved sine hjælperes opførsel. Alle vegne, hvor de viste sig, blev de mødt med skoggerlatter; knægtene hylede efter dem på gaden, og selv de voksne stenede dem med øjnene, når de viste sig uden for arbejdspladsen.

Men heller ikke borearbejdet havde den rette fremgang. Grunden viste sig at være alt for stenet, og den ulykkelige Jørgen Plit kunne ikke skaffe tilstrækkeligt vand til arbejdets fortsættelse; da så boret en dag brast og blev siddende i borehullet, havde han kun valget imellem at standse det hele eller begynde foretagendet forfra med et nyt borehul.

En fortvivlelse når foretrak han at tage de skuffelser og det økonomiske tab, som fulgte af den hele historie. Han besluttede sig da til at køre det hele på porten. Han valgte natten, for at det kunne vække den mindst mulige opsigt.

Boringslysterne var for bestandig dræbte i den lille by. – Da bjerget ikke ville komme til Muhammed, måtte Muhammed komme til bjerget. Og få år efter flyttede Jørgen Plit da sin gård ned i dalen; så havde han dog vand i truget med de andre.

Men endnu mange år efter taltes der med hånlatter om de tåbelige brøndgravere og måden, hvorpå man endelig var bleven dem kvit.

34

FAKTASIDE OM AAKJÆRSELSKABET “AAKJÆRSELSKABET” Aakjærselskabet er en folkelig og kulturel sammenslutning for alle, der interesserer sig for mennesket Jeppe Aakjær, hans forfatterskab, hans omfattende folkeoplysende indsats i samtiden og hans kulturelle eftermæle.

Selskabet blev stiftet den 21. januar 1980, i halvtredsåret for Jeppe Aakjærs død.

SELSKABETS FORMÅL: Selskabets formål er at bidrage til og koordinere forskningen og at fremme undervisningen i Jeppe Aakjærs forfatterskab, at forestå og medvirke ved udgivelsen af forfatterskabet, og at bidrage til varetagelsen og formidlingen af de til forfatterskabet og Aakjærs Kunstnerhjem – Jenles knyttede kulturværdier (Se § 8,2).

Selskabet bemyndiges til at uddele en årlig Aakjærpris. http://Jenle.dk/PDF/Tekster/Vedtaegter.pdf

OPLYSNINGER OM NÆLDEBLADET ”Nældebladet” er titlen på Jeppe Aakjærs tidsskrift, som han sendte i luften som helt ung i

landsbyen Åkjær, hvor han var født og opvokset.

Her i 2016 har vi taget titlen til os, og har et stort ønske om at skabe et elektronisk tidsskrift, der emnemæssigt handler om Aakjærs forfatterskab, Nanna, Solvejg og Esbens kunstneriske liv. De forfattere, der har haft stor berøringsflade med Aakjær – både fortidige og nutidige, vil også finde plads i e-tidsskriftets spalter.

Desuden vil e-bladet også behandle mere teoretiske artikler om museumsdidaktik, skoletjenesten, Vestlimfjordens historie o.l.

Nældebladet er nu automatiseret. Du kan abonnere, når du vil ved at bruge et formark, som er på forsiden af hjemmesiden www.jenle.dk.

Når du udfylder felterne og trykker på [SEND] kommer der en mail i din mailboks.

Fra denne mail kan du aktivere mailen. Det er altså dig som ejer af mailadressen, der styrer hele processen. Når du melder dig ind i Aakjærselskabet indmelder vi dig, men du skal selv acceptere.

Når du modtager Nældebladet fra Aakjærselskabet, har du selv accepteret, at du er på selskabets mailliste.

Hvis du skifter mailadresse, navn eller får nyt postnummer kan du ændre oplysningerne ved at trykke på linjen: Opdatere dine informationer her Hvis du gerne vil AFMELDE Aakjærselskabets NYHEDSMAIL—så trykker du bare på Afmeld nederst på Nyhedsbrevets side!

35

Aakjærselskabet på messer"

"

KULTURMØDET PÅ MORS 25 til 27. aug.

Aakjærselskabet er på Aktivitetspladsen og på havnen. sø. 28. aug. 2016 Kongenshus. Hedeselskabet rejser en sten for Aakjær to. 6. okt. 2016 Efterårsmesse Jebjerg lø. 8. okt. 2016 Helligaandskirken på strøget.

Sankt Annækoret laver arrangement med Politiken, Skive virksomheder og Aakjærselskabet. ti. 11. okt. 2016 Fly sø. 30. okt. 2016 Efterårsmesse Breum fr. 11. nov. 2016 Bella Center. lø. 12. nov. 2016 Bella Center sø. 13. nov. 2016 Bella Center

36