FREJA EJENDOMME ER ET AKTIESELSKAB EJET AF DEN DANSKE STAT. VI UDVIKLER OG SÆLGER EJENDOMME FRA STATEN SAMT REGIONERNE, OG VI BETALER HVERT ÅR ET UDBYTTE TIL FINANSMINISTERIET.
FREJA EJENDOMMES PORTEFØLJE BESTÅR AF VIDT FORSKELLIGE EJENDOMME OG DÆKKER LAND OG BY I HELE DANMARK. VI UDVIKLER OG SÆLGER ALT FRA FÆNGSLER, SYGEHUSE, KASERNER OG STØRRE UDVIKLINGSAREALER, TIL FREDEDE BYHUSE OG TIDLIGERE SKOVRIDERBOLIGER.
VORES TILGANG TIL UDVIKLING OG SALG AF DISSE SÆRLIGE EJENDOMME ER BASERET PÅ EN DYB RESPEKT FOR DEN KULTURARV, VI ER MED TIL AT FORVALTE. VI ARBEJDER VISIONÆRT OG HELHEDSORIENTERET, OG HAR FOKUS PÅ IKKE BLOT ØKONOMI, MEN OGSÅ KVALITET, ARKITEKTUR OG BÆREDYGTIGHED.
FREJA EJENDOMME A/S
GAMMEL KONGEVEJ 60, 15. SAL 1850 FREDERIKSBERG C
TELEFON +45 3373 0800
WEB FREJAEJENDOMME.DK CVR 20 54 48 48
JOURNALIST EVA ØRUM
FOTOGRAF KONTRAFRAME
REDAKTION
THOMAS ENDELT ANDERSEN, FREJA EJENDOMME
DESIGN B14
FORSIDE
HENNY MESNICKOW FORAN DET TIDLIGERE VRIDSLØSELILLE STATSFÆNGSEL.
BAGSIDE
CLAUS THYKIER VED PRINS CARLS SKOLE FRA 1719.
Forord
Tid til at hylde ildsjælene
I denne udgave af Freja Magasinet ønsker vi at hylde ildsjæle. Vi har været rundt i landet og besøgt og talt med en række usædvanlige mennesker med vidt forskellige baggrunde, som alle har det til fælles, at de med passion, dygtighed og skabertrang er en drivende faktor i at skabe nyt liv og nye rammer i statens og regionernes gamle ejendomme.
I en tid med stort fokus på byudvikling, bæredygtighed og bevaring af gamle, historiske ejendomme, har de på forbilledlig vis taget ansvaret for at bevare særlige ejendomme og transformere dem til at rumme nye funktioner, der skaber liv og værdi ikke blot for de daglige brugere, men også for det omkringliggende samfund.
Ildsjæle kommer i mange skikkelser, og vi har derfor ikke kun talt med dem, der ejer og driver transformationen af gamle ejendomme. Vi har også besøgt Freja Ejendommes største udviklingsprojekt gennem tiden - Jernbanebyen i København. Både her og i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund finder man ægte ildsjæle, som begge på hver deres måde har spillet en vigtig rolle i udviklingen af de nye bydele.
Alle ildsjæle i dette magasin har spillet en afgørende rolle i den vellykkede udvikling og transformation af en ejendom. Når man læser deres historier, er det tydeligt, at de alle er dybt forbundne til ejendommenes historiske og stedbundne kvaliteter, og de finder næring og inspiration i at forstå en given ejendoms særlige historie og plads i danmarkshistorien. De bruger denne viden som fundament til at skabe en respektfuld transformation og en ny, meningsfuld fortælling, der står på skuldrene af historien. De bliver brobyggere mellem fortid og nutid og muliggør, at vi alle på ny kan nyde disse gamle ejendomme og samtidig blive lidt klogere på, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.
Rigtig god læsning.
CHRISTINA JØRGENSEN ADM. DIREKTØR, FREJA EJENDOMME
Søren Ejlersen i en af de ni gamle trælader, DSB engang brugte til opbevaring af træ. I dag huser de BaneGaardens madboder.
Indhold
Kunsten, kulturen og smagen af Odsherred i det gamle sindssygehospital
Side 6
Industrihistorie gemte på en lille, sund planet
Side 12
Tredive kvadratmeter skole og viden til mange generationer
Side 16
Væggene taler på Kongens Nytorv
Side 20
Naturen og tiden råder på Strandgaarden
Side 26
Bindeleddet mellem fængslets fortid og fremtid Side 32
Kunsten, kulturen og smagen af Odsherred i det gamle sindssygehospital
Der er højt til himlen i Anneberg Kulturpark, hvor Gitte Klausen bringer mennesker sammen i et særligt miljø med det bedste fra Odsherred i centrum. Med stor omsorg er også trådene fra dengang, det hele hed ’Sindssygehospitalet Nykøbing Sjælland’ vævet ind i nutiden.
På Gitte Klausens kontor hænger der et stort maleri. Det forestiller alléen, der leder op til hovedbygningens store port. På hver side står de store, gamle træer på række med bladene farvet af efteråret. I midten af billedet ser man silhuetten af Gitte Klausen med sit karakteristiske, lange hår på alléen på vej væk fra det sted, det er blevet hendes mission at føre sundt og levende ind i fremtiden.
”Det billede er blevet symbolsk” siger hun. ”Det minder mig om, at jeg en dag skal give stedet videre og får mig til at tænke over, hvad jeg gerne vil give videre, både konkret og mere overordnet. Så det hjælper mig også med dagligt at tage stilling til, hvad der er det vigtigste at udrette og at fokusere på.”
Billedet på tidernes skiften
Alléen med hovedhuset er ikonisk. Indtil 2015 var det billedet på en af Nykøbing Sjællands største arbejdspladser og hospital for psykiatriske patienter. Siden blev det for en tid et billede på tomhed, da det meste af hospitalet lukkede, og bygningerne stod rungende tomme. I dag er det billedet på det liv, der folder sig ud i nye former på grund af mennesker, der samler bolden op og spiller den videre.
Det gjorde Gitte Klausen i 2018, da hun en sen december-aften så stedet første gang. Det var mørkt og koldt, hun var træt, og det regnede, da hun kiggede ind gennem vinduerne i de tomme bygninger. ”Hvis man kan blive forelsket på sådan en aften, må der være en mening med det”, siger hun. Og forelsket blev hun. ”Der var en helt særlig ånd. Den var i de gamle, røde teglsten, de store vinduer og den fantastiske loftshøjde, man kunne fornemme inden for. Og så stod de kæmpe store, gamle platantræer i parken i midten af det hele.” Hun, der egentlig har en ph.d. i ernæring, blev for 15 år siden involveret i sin første renovering af den gamle brand- og politistation i Hellerup. Det var her, hun opdagede, at hun forstod sig på de gamle ejendomme, på at styrke renoveringen og tilføre nye lag af liv. Siden har hun renoveret flere ejendomme.
Organisk udvikling
De i alt 12 bygninger i Annebergparken, Gitte Klausen i første omgang købte af Freja Ejendomme, har en helt særlig historie. De udgør centrum af det enorme anlæg, der spejlede et nyt syn på pleje af mennesker med psykiske sygdomme i starten af 1900-tallet. Der er plads, masser af dagslys inde og masser af grønne anlæg ude. Bygningerne ligger side om side omkring en rektangulær park med det store hovedhus og en kirke for enden. I resten af de rødmurede huse lå
kantine, værksted, centralkøkken, brandstation, vaskeri og bygninger, der oprindeligt blev til som boliger for læger og plejere. Det var som en hel lille by i byen, bygget efter Bedre Byggeskik-bevægelsens syn på æstetik og håndværk og med stærke idealer for grønne og overskuelige byplaner.
Gitte Klausen kunne have lavet masser af koncepter og planlagt alt ned til mindste detalje. I stedet åbnede hun dørene og lod livet på egnen komme til. Hun indrykkede en annonce i lokalavisen, hvor der stod, at hun på en given dato ville åbne samtlige døre for alle interesserede. ”Jeg ventede nogle håndfulde. Der kom 3500 mennesker! Det var så rørende og så lærerigt at opleve så mange, der har relationer til stedet her”, fortæller hun. Hun fik besøg af Odsherreds Kommunes erhvervskonsulent, som havde masser af indsigt i potentialerne inden for fødevarer på egnen. Og op til Skt. Hans inviterede hun igen til et arrangement. ”Der er masser af kunstnere heroppe, og det ville jeg gerne bygge bro til. Så i stedet for at lave et almindeligt Skt. Hans-bål, byggede vi en kæmpe skulptur af træ,” fortæller hun. Skulpturbålet er siden blevet en tradition. Nu er det unge på den lokale erhvervsskole, der udvikler og bygger skulpturen som en del af deres afgangsprojekt.
Gitte Klausen har på få år formået at restaurere og omdanne de mange bygninger i Annebergparken til et levende sted fyldt med kultur og gastronomi.
ANNEBERG KULTURPARK
ANNEBERGPARKEN 26A, 4500 NYKØBING SJÆLLAND
OPFØRT 1915
TIDLIGERE EJER
REGION SJÆLLAND OG BYGNINGSSTYRELSEN
TIDLIGERE ANVENDELSE
PSYKIATRISK HOSPITAL, PLEJEFACILITETER SAMT SCENEKUNSTSKOLE
SOLGT AF FREJA EJENDOMME 2018, 2020 SAMT 2021
NUVÆRENDE EJER GITTE KLAUSEN
NUVÆRENDE ANVENDELSE
ANNEBERG KULTURPARK MED FØDEVAREHUB, RESTAURANTER, MUSEUM, SKULPTURPARK, KUNSTNERFLØJ MED ATELIERER OG GALLERI, SNEDKERI, GÆSTEHUS SAMT PRIVAT BOLIG.
WWW.ANNEBERGKULTURPARK.DK
Bag restaurant MOTA står kok og køkkenchef Claus Henriksen (bagerst). MOTA har siden 2022 haft en Michelin-stjerne og fik den tildelt blot otte måneder efter åbningen.
Kunstnerfløjen holder til i den gamle hovedbygning med galleri og atelierer, der huser godt 30 kunstnere og kunsthåndværkere. Årets kunstplakat vidner om bredden blandt de mange kunstnere. (Billedkreditering: Anneberg Kulturpark).
I dag summer det af liv overalt i Anneberg Kulturpark. Der er en fødevarehub, hvor startups og mere erfarne udi råvarer og gastronomi kan drage fordel af hinanden. Der er snedkerværksted, Michelin-restaurant, italiensk restaurant, psykiatrisk museum og kulturhistorisk forening. Der er kulturelle events året rundt og med endnu et køb af en ejendom på grunden, har Gitte Klausen også åbnet et gæstehus med 31 værelser.
Hovedbygningen er omdannet til kunstnerfløj. Her er atelierer, hvor godt 30 af Odsherreds mange kunstnere og kunsthåndværkere arbejder. Og så er der et større galleri, der strækker sig over flere rum. Der er højt til loftet og et fantastisk lysindfald.
Det er lige her, ved husets hovedbygning, at det begynder at blive synligt, at Anneberg Kulturpark er mere end en serie af nye funktioner, der ligger side om side. Overalt er der spor af en udveksling på tværs og med historien.
Steder og historie væves sammen Op ad facaden til kunstnerfløjen står et lille kunstværk, der er skabt med tændte lys og mindeplader for seks navngivne patienter. Her står for eksempel: ”Christine E. Larsen 18611949. Hun kom fra en gård ved Sorø (..) Ved indlæggelsen tog hun hele familien med sig i form af en blød og rund sten, en forpjusket lille fjer, en indtørret tudse (..).” Selvom det er fiktion, vækkes det gamle sindssygehospitals historie til live, og den følger lige så fint og værdigt med, når man går videre ind på galleriet, hvor moderne grafik, billedkunst, metalkunst, keramik og mange flere kunstarter er udstillet. Men her stopper udvekslingen ikke.
I et hjørne står et meget anderledes værk med ægte kød (!), der modnes i et skab. Raps fra egnen er ved at afblomstre, hybenroser er i proces i et glas, og ved siden af er der placeret en enorm skæreblok, bestik, tallerkener og andre effekter, der kunne indgå i en borddækning. Fløjens kunstnere er stadig i færd med at udvikle værket med flere genstande og billedkunst. En af stedets kunstnere er ved at tage sit ugentlige billede af rapsplantens naturlige cyklus og morer sig hjerteligt over ”det skøre og skønne værk”, der med tiden bliver til et måltid på et dækket bord inde på Michelin-restauranten MOTA, der ligger et par huse herfra.
Det er selvfølgelig MOTAs køkkenchef, stjernekokken Claus Henriksen, der er ophavsmand til værket, som han fandt på, fordi nogen havde brokket sig over, at der ikke var ”et ordentligt stykke kød” på menuen i hans restaurant. Det kommer der nu – en køddag, ”Altså, én!”, siger han. Man forstår, hvorfor hans køkken kaldes levende og legende.
Hos Claus Henriksen er det Odsherreds mange råvarer, der er i fokus. Det dufter af træ og urter, mens der bliver gjort klar til aftenens gæster. Duften af træ stammer fra møblerne og interiøret, som er bygget af snedkeren på værkstedet i nabohuset. Urterne kommer fra jorden omkring dem.
Dørene står åbne til det store festlokale med ekstra højt til loftet. På væggene hænger fire enorme forstørrelser af gamle sort-hvide fotografier. Det er fra dengang stedet hed ’Sindssygehospitalet’, og billederne er alle taget i de grønne arealer, der ligger lige uden for. En granvoksen mand sidder på en bænk med et lidt ubehjælpsomt blik og fletter peddigrør. En gruppe kvinder drikker kaffe i græsset. De fleste ser ind
På restaurant MOTA er indretning og udsmykning skræddersyet til restauranten, møblerne er designet af Gitte Klausen og det meste service er formgivet og produceret af kok og køkkenchef, Claus Henriksen. (Billedkreditering: Anneberg Kulturpark).
i kameraet. Mange har vågne og klare øjne, men ikke alle. ”Gæsterne vil tit gerne tale om billederne,” fortæller Claus Henriksen. ”En har måske haft en oldemors kusine, der vist nok var indlagt her, eller en onkel, der var postbud herude. Eller også bliver folk bare mindet om, at livet er det hele – det svære og det nemme.”
Billederne har Gitte Klausen valgt ud mellem mange tusinde, som den lokalhistoriske forening bag Psykiatrisk Museum har samlet og passet på gennem mange år. Det giver en helt særlig note til det sted, der på mange måder repræsenterer skaberkraft, frie fællesskaber og ressourcer i alle mulige former. Så hvad forbinder Gitte Klausen selv med Annebergparkens historie, der er så nærværende rundt omkring på stedet?
”Jeg forbinder den med omsorg”, siger hun.
”Der er omsorg i bygningerne, i håndværket, i de store vinduer og i det store haveanlæg. Og der er omsorg i hele det syn på sygdom i sindet, der opstod her. At mennesket skulle have pleje, ro, plads og lys i stedet for at blive spærret inde, som man ellers havde gjort. Der har selvfølgelig også været mange triste skæbner og mørke kapitler på stedet her. Det hører med. Men på bunden af det hele er det menneskers omsorg, stedet emmer af.”
Historien hænger ikke tungt over Anneberg. Den gør stedet levende.
Annebergparken består af i alt 48 bygninger placeret i et parklignende landskab omgivet af skov, marker og fjord. Bedre Byggeskik-stilen er kendetegnet ved solide materialer, fine detaljer og godt håndværk. (Billedkreditering: Luftfoto Danmark).
Industrihistorie gemte på en lille, sund planet
I det yderste hjørne af Jernbanebyen i København er det økologiske mad- og formidlingsmiljø BaneGaarden vokset direkte op af industrihistoriens jord. Primus motor, Søren Ejlersen, gik alternative veje for at få værdien frem i lyset.
”Der var mange, der troede, jeg var blevet rablende gal,” fortæller Søren Ejlersen, når han skal beskrive de tidlige reaktioner på hans åbenlyse forelskelse i ni ramponerede trælader bag et kæmpemæssigt vildnis fyldt med affald. I dag vil mange nok erstatte ordet ”gal” med ”klog”, for området bugner af sundhed og liv med økologiske madboder og spisesteder, væksthus og alverdens aktiviteter, der gør økologi nærværende, konkret og sanseligt. Og folk strømmer til.
Det 1,6 hektar store areal ligger i det yderste hjørne af DSBs gamle grund tæt ved Enghavevej, der i over 100 år har været indbegrebet af industrihistorie til lydene af tog på skinnerne og det travle arbejdsliv omkring værksteder, kontorbygninger samt en håndfuld funktionærboliger, som kun ansatte ved togbanerne rigtigt kendte.
Selvom DSB-grunden ligger helt centralt med Hovedbanegården som hjørnesten og klos op ad det hippe Vesterbro i fuld længde, er det et område, de færreste københavnere for få år siden havde inde på radaren. Der er hegn omkring grunden, tog, der kører på langs i døgndrift, og den mest naturlige indgang for gående går via en smal og mørk betontunnel, som man ikke umiddelbart lægger mærke til, når man kører forbi på Enghavevej.
”Da vi kom, var der nogen, der havde slået sig ned der, godt skjult,” siger Søren Ejlersen og peger over på en af de ni trælader, der nu danner rammen om en lille, overskuelig hovedgade med et tykt og blødt lag flis som belægning. I dag sidder der mennesker i alle aldre og spiser og hænger ud under himlen ved lange træborde, og som bagtæppe ser
man de oprindelige træer, nye skud, højbede og vilde planter, hvor end man kigger hen. Her er mennesket på naturens præmisser, ikke omvendt.
Struttende liv bag dynger af affald
For bare fem år siden var der store huller overalt i den gamle tagpap. Der var koldt, og der var fugtigt. Der var et brombærkrat så stort, at man kunne blive væk i det, og rundt omkring tonsvis af gamle stålplader, asfalt, cykler, rådne paller, tomme øldåser og tegn på, at byens skyggeside også havde fundet vej.
Det var i den forfatning, Søren Ejlersen og hans allernærmeste samarbejdspartner gennem 25 år, Thomas Harttung, oplevede stedet første gang. Men hvor andre måske så forfald, så Søren Ejlersen noget helt andet. ”Det var det mest struttende, sunde økosystem,” siger han, og han må vide, hvad han taler om. Sammen med netop Harttung stiftede han for 25 år siden Aarstiderne, landets første og største firma med økologiske grøntsagskasser. Siden har striben af projekter, hvor det at smage, dufte, røre, mærke og undersøge madvarer været gennemgående. BaneGaarden er de begge gået ind i for helt egen regning og risiko.
Til spørgsmålet om, hvad det var han så, svarer han: ”Træerne, planterne, insekterne…. Tiden, der er gået her, har givet plads til utrolig biodiversitet”, siger han og tilføjer, at de gamle trælader også talte i et helt klart sprog trods råd og skader. ”Det her er BaneGaarden, tænkte jeg. Jeg så det simpelthen for mig, som det ville komme til at se ud. Altså ”gården på banen” i byen med alt det, der normalt er gemt
Søren Ejlersen viser rundt i BaneGaarden, som på kort tid er blevet en meget populær destination med mange gæster.
BANEGAARDEN I JERNBANEBYEN
OTTO BUSSES VEJ 45 2450 KBH SV
OPFØRT 1909
EJER DSB EJENDOMME
TIDLIGERE ANVENDELSE
TRÆLAGER
NUVÆRENDE LEJER
BANEGAARDEN APS
NUVÆRENDE ANVENDELSE
ØKOLOGISK LANDSBY, GASTRONOMISK
SAMLINGSPUNKT, KONFERENCER, RESTAURANT, BAGERI OG VILD NATUR
WWW.BANEGAARDEN.COM
WWW.JERNBANEBYEN.DK
væk for byboerne. Alt det, der får hele vores økosystem, ja hele livet, til at hænge sammen. Som en lille planet, følsom og sårbar, som den er.”
Der var gået mere end 50 år, siden nogen havde holdt grunden og trækonstruktionerne ved lige. Det var dengang, stedet var til for at tørre træ, der blev savet til for siden at blive brugt i de historiske stationsbygninger eller til interiør i de gamle tog. Herefter blev området forladt og overladt til sig selv – og naturen.
I dag kan vi undre os over, at flotte trækonstruktioner har kunnet få lov til at forfalde, men det er også en del af historien: at synet på værdi skifter. For halvtreds år siden anede ingen, at byerne en dag ville vrimle med mennesker, der sad og spiste uden for på hverdage, at vild natur i en hovedstad ville blive værdsat, eller at over 100 år gamle, helt simple trælader ville blive rammer for et mødested, man ville bevæge sig langt for at besøge.
Men også i nyere tid ville de færreste nok have forestillet sig, at det sted, som tusindvis af mennesker opsøger for den særlige atmosfære, de gode fødevarer og kompromisløse tilgang til bæredygtighed og økologi er blevet til virkelighed på grund af blandt andet 300 frivillige, der trådte til, da behovet var størst. Det vender vi tilbage til.
Bæredygtig spydspids
At BaneGaarden kunne komme på tegnebrættet hang sammen med, at nye tanker om hele DSB-arealet for alvor var begyndt at røre på sig. Siden sidste århundredeskifte har det spillet en helt central rolle for blandt andet landets godstogstransport. Det ophørte i år 2000, og nu fulgte en helt ny tid,
hvor stadig flere funktioner enten forsvandt eller flyttede til andre dele af landet.
Små kontorfællesskaber og kreative virksomheder begyndte herefter at flytte ind, og DSB Ejendomme og Freja Ejendomme, der ejer hver sin procentdel af den ca. 550.000 m² store grund, tog for alvor fat på arbejdet med at formulere rammerne for en ny, levende og grøn bydel i samarbejde med kommune, lokaludvalg og foreninger. I 2019 blev det nye navn, Jernbanebyen, offentliggjort, og i 2020 vandt et tværgående team, anført af tegnestuen Cobe, konkurrencen om en helhedsplan, man nu er undervejs med at realisere.
BaneGaarden var allerede skudt op, som havde frøene til de fremtidige planer sået sig selv, før ordene og tegningerne blev lavet, for BaneGaarden åbnede første gang for offentligheden allerede i 2019 – før den grønne helhedsplan var blevet skabt. I dag gror også antallet af fællesskabende aktiviteter, der omfatter alt fra krebsegilde ved langborde, banko, fællesspisning til yoga og stand up.
Selvom visionen var klar, var vejen dertil alt andet end lige. ”Det havde været så vanvittigt svært at formidle på en overbevisende måde alt det, vi så for os”, fortæller Søren Ejlersen. ”Langt de fleste bakkede nærmest baglæns, når jeg tog dem med herhen.”
Det ændrede ikke drivkraften. Gradvist fik de mere og mere på papir, og flere og flere fik øje på potentialet, men lejekontrakten var ikke i hus. ”Jeg var nødt til at vise, hvor alvorligt, vi mente det, og hvor meget, vi ville gøre,” fortæller han.
Så Søren Ejlersen skrev et opslag, som han delte på de sociale medier med en overskrift á la: ”Kom og hjælp mig
i Narnia” og vedhæftede et billede af krat og vildnis. ”Det gik simpelthen viralt! På under et døgn fik jeg 300 mails fra mennesker, der tilbød at give en hånd med alt fra at fjerne affald, rydde op, bygge hønsehuse og det, der var vildere. Altså før, vi havde en lejekontrakt. Var man i tvivl om vores oprigtighed, tror jeg, at den tvivl ophørte der.”
Visionen var for alvor ved at slå rødder. Også Realdania kunne se perspektiverne i at støtte den radikalt anderledes tilgang til byudvikling, hvor bæredygtighed og menneskers vilje var så stærkt til stede. ”Deres støtte betød alt for projektet”, siger Søren Ejlersen. Lejekontrakten kom på plads på den betingelse, at de selv tog sig af oprydningen, ”men folk kom simpelthen og hjalp. Og der blev virkelig gået til den.”
Trælader og gamle metoder Hvor kompost, afgrøder, biodiversitet og involvering gennem dyrkning af jord lå på rygraden, var det straks anderledes med den forestående renovering af de gamle trælader: ”Det anede vi jo intet om, og jeg nåede at blive temmelig bekymret ved udsigten.” Et privat par, Janne Axelsen og Thomas Nordahl, kom dem til undsætning. ”De har beskæftiget sig med bæredygtigt byggeri, gamle byggemetoder og upcycling på et virkelig dybt plan, så det, at de trådte ind i ejerkredsen for en periode, gjorde hele forskellen.”
Laderne er opført i 1909, og er tegnet af DSBs chefarkitekt Heinrich Wenck. Alle er ens opbygget med 200 m² i grundplan og med 2,5 etager. Alt er af træ, og gavle og facader er opført i et enkelt lag, uden isolering og uden vinduer, men med store porte, som er blevet brugt til at læsse træ ind og ud. Og så var der råd i meget af det på grund af årtiers regn gennem taget. Det er i sig selv en historie værd at høre om
renoveringen, der skulle give ny plads til køkkener og publikumsfaciliteter, og som kom i mål med første fase ved hjælp af tilrejsende navere, der endnu mestrer træhåndværket, som det blev udført i starten af 1900-tallet. Hele den historie formidles i dag i en af de renoverede lader, hvor der også er plads til workshops, debatter og andre aktiviteter, der alt sammen har til formål at gøre økologi og bæredygtighed til noget, der er til at tage at føle på.
Sådan er hver krog af BaneGaarden. Stierne gennem vildnisset, rammerne om et højbed, upcyclede vinduer og væksthuset, de med nød og næppe nåede at stoppe nedrivningen af i Botanisk Have for i stedet at genbruge det her. Hver eneste krog er fyldt med historier, der alle sammen handler om oceaner af omtanke for de spor, vi som mennesker trækker efter os, når vi gør brug af klodens ressourcer.
Og prisen? ”Svimlende,” siger Søren Ejlersen. Både Realdania og DSB Ejendomme har skudt penge i projektet, og Thomas Harttung og Søren Ejlsersen har sammen smidt alt, hvad de hver især kunne rejse privat ind i BaneGaarden, der siden 2021 har været ledet af Carl Johan Poulsen og Ida Maria Banke, der har en fortid hos Meyers. Med dem kom også den erfarne køkkenchef Carlos Ponte.
Og hvorfor? ”Det var bare klart fra starten. Vores planet er i en alvorlig krise. På denne her lille planet, som BaneGaarden er, kan vi skabe et sted, der er småt nok til, at mennesker måske kan nå at mærke, hvad det er, vi skal passe på.”
Søren Ejlersen stiftede Aarstiderne sammen med Thomas Harttung for 25 år siden. De to gik også sammen om at etablere BaneGaarden.
Tredive kvadratmeter skole og viden til mange generationer
Prins Carls Skole er ikke alene vidnesbyrd om, hvordan synet på undervisning af børn har taget form gennem tiden. Den er også et skoleeksempel på, hvordan menneskers fortællinger og handlinger i dag kan gøre fortiden levende for fremtiden.
Det er en stor nøgle, Finn Thorshøj bærer med sig de få hundrede meter, der er fra hans hjem til den nok bedst bevarede af de ældste landsbyskoler i landet. ”Nøglen er formentligt ikke den originale,” siger han, men den har uden tvivl været gennem mange hænder gennem årene. I de seneste 35 har han været nøglebærer med undtagelse af de få år, hvor skolen for en tid gik en fremtid som feriebolig i møde.
Nøglen passer til en håndsmedet lås i den lave, blå trædør til Prins Carls Skole fra 1719. Den ligger direkte ud til en bugtet vej i landsbyen Store Torøje på Stevns og er en enkel bygning med bindingsværk og stråtag. Skolen blev bygget lang tid før metersystemet blev indført, så datidens bygherre, Prins Carl, ville utvivlsomt mene, at skolen var fem fag lang og tre fag bred. De i alt 30 m² rummer udover skolestue også skoleholderens stue, madkammer og indgang med ildsted, der var datidens køkken.
Det er Claus Thykier og Margot Riis, der i dag ejer skolen. ”Man skulle måske hellere sige, at vi forvalter den”, siger Claus og rækker armen ud i en gestus, der viser, at ”vi” i virkeligheden er et fællesskab, der består af ’De-3-måske-4 musketerer’, som han kalder gruppen. Mens det går op for en, hvad de hver især bringer med sig, bliver fortællingen om den lillebitte skole i en lillebitte by på Sjælland kæmpestor.
Viden til at fylde flere biblioteker
Margot er tidligere folkeskolelærer, børnehaveklasselærer og cand. phil. i pædagogik. Det var hende, der opdagede, at skolen var til salg og rakte ud til sin datters svigerfar, Claus Thykier, der er ”smittet af virussen historie”, som han siger. Det var Claus, der tilbage i 1978 fandt Ole Rømers observa-
torium fra 1600-tallet i Vridsløsemagle, og han var herefter med til at skabe - og i 25 år at lede - Ole Rømer Museet, der efter en sammenlægning i 2002 blev til Kroppedal Museum. Men han er også komponist og musiker – blandt meget andet - og var musiklærer for Ditte Nielsen, som siden selv blev musiker og nu også går til hånde i arbejdet med Prins Carls Skole. Da Margot og Claus købte skolen, vidste de ikke, at den havde sin helt egen lokalhistoriker i Finn Thorshøj, der i 35 år har arbejdet for dens bevarelse, mens han har specialiseret sig i skolens historie. Ikke sådan i det små. Hans bog om det danske samfund i 1700-tallet med afsæt i skolehistorien på, hold nu fast, 750 sider, nærmer sig sin udgivelsesdato.
Der mangler vist kun nogle håndværkere med forstand på gamle håndværksmetoder? ”Dem har jeg fundet her på egnen. De er noget så dygtige”, siger Claus, der også har erfaring med gamle huse – han bor selv i et hus fra 1600-tallet i Helsingør.
De første skoler for fattige børn Prins Carls Skole blev opført på foranledning af Prins Carl, der var bror til Kong Frederik d. IV. Lokalhistoriker og nu pensioneret lærer, Finn, kan fortælle levende om, hvor særligt det var, at prinsen lod den og en række andre såkaldte prinseskoler opføre på prinsens egen jorder, for det var endnu et par år, før Kongen selv satte gang i byggeriet af i alt 241 skoler. Men med inspiration fra den nye fromhedsbevægelse, pietismen, ønskede Prins Carl, at bøndernes børn skulle lære den kristne børnelærdom for at blive gode, gudfrygtige mennesker. Der blev derfor opført 24 skoler med næsten samme indretning og mål på hans og søsteren Prinsesse Sophies godser.
Ved indgangen mødes man af et ildsted. Gennem døren til venstre er det rum, der blev brugt til bolig, og til højre ligger skolestuen, hvor der skulle være 40 børn og en lærer samlet på 13,5 m², hvis alle børnene ellers mødte op. Spisekammeret vender ud mod bagdøren. Gulvet er det samme stampede lergulv, som de mennesker, der levede som fattige bønder under enevælden, har gået på. Det er stort set intakt, skønt man mærker rødderne fra det tordentræ, der efter gammel skik og brug står ved siden af huset for at aflede lynnedslag. De gamle stolper og bjælker er næsten alle originale og med undtagelse af en, er alle husets mure det også.
Historien skal mærkes
Der er en lugt af fugt i bygningen, der ikke er isoleret. ”Den hører til huset,” siger Margot, der i kraft af sin pædagogiske faglighed har gjort sig mange tanker om kvaliteterne ved at kunne formidle historie via bygningen: ”Man kan læse sig til meget, men ikke til følelsen. Her kan vores følelsesverden og intellektet blive viklet sammen, så vi kan få en dybere og rigere forståelse for vores historie. Man kan erfare historien på en helt anden måde, når man tager kroppens sanser i brug”, siger hun. ”Her vil vi give anledning til refleksion og spørgen.”
Det er ikke kun teori, Margot fortæller om her. Sammen med Claus har hun skaffet sig dyb erfaring med historien og med husets sjæl, også helt fysisk. ”Vi tog herop for at overnatte,” fortæller hun. ”Der blev pludselig mørkt uden for. Det var
PRINS CARLS SKOLE NORDHØJVEJ 11 4640 FAXE
OPFØRT 1719
TIDLIGERE EJER NATURSTYRELSEN
TIDLIGERE ANVENDELSE LANDSBYSKOLE
SOLGT AF FREJA EJENDOMME 2018
NUVÆRENDE EJER CLAUS THYKIER OG MARGOT RIIS
NUVÆRENDE ANVENDELSE ER UNDER UDVIKLING TIL AT GENÅBNE SOM MUSEUM
Der er højt humør og en smittende interesse for vores danske historie i den gamle skole. Fra venstre: Margot Riis, Ditte Nielsen, Finn Thorshøj og Claus Thykier. Margot Riis og Claus Thykier er ejerne af skolen.
koldt og ubehageligt. Mobiltelefonen løb tør for strøm, og så lå vi der i hvert vores rum og mærkede, hvordan det har været dengang. Det var ikke sjovt, men det var sådan det var. Man kommer til at forstå noget, der ikke helt kan sættes ord på.”
Kampen for bevarelse
Med de to nye ejere har huset fået en helt anden skæbne end den, Finn Thorshøj for nogle år siden tøvende var begyndt at forlige sig med. I mange år var det ham og en lokal borgerforening, der arbejdede stædigt for bygningens bevaring, mens Naturstyrelsen og derefter Freja Ejendomme ejede den gamle skole. Men kommunen var ikke interesseret i at overtage skolen, og trods mange forsøg, lykkedes det ikke at rejse fondsmidler til restaurering af skolen.
Da skolen første gang blev sat til salg i 2018, slukkedes håbet næsten, men også kun næsten. I første omgang blev den nemlig købt af et par, der ville bruge bygningen som sommerhus. ”Jeg frygtede, at det hele ville blive til et rigtigt københavnerhus med samtalekøkken og det hele.” Sådan gik det heldigvis ikke. Parret nåede at restaurere stråtaget og foretage nogle ”rigtigt fornuftige reparationer med stor respekt for det historiske,” siger Finn.
Der findes i dag et fotografi af den ene af de to tidligere ejere, der rækker nøglen videre til Margot og Claus. Det har Margot gemt, for som hun siger: ”Skolen var blevet sat så nænsomt i stand. Det betød meget for ejerne, at huset blev solgt til nogen, der ville fortsætte med at passe på historien.”
Match made in heaven
Det må have været en særlig dag, da Finn opdagede, hvem der havde overtaget skolen. Og at han nu igen er nøglebærer vidner om, at de nye ejere deler synet på den store værdi skolen har.
”Ja, selvfølgelig skal skolen da bevares. Og selvfølgelig skal den da være museum”, siger Claus Thykier, der jo har prøvet det før. ”Nu har vi fundet de rigtige håndværkere på egnen, vi er det helt rigtige hold, og så mangler vi bare at finde de fonde, der vil støtte vores arbejde. Jeg glæder mig som et lille barn til at modtage børnene, som var jeg Holbergs Per Degn” siger han og driller sig selv. Per Degn var en værre starut, der lærte en masse forvrøvlet sludder fra sig i komedien Erasmus Montanus, der blev skrevet i 1723 – bare fire år efter at Prins Carls Skole åbnede. Der er vist ingen fare for, at Claus Thykier kommer til at gå den hjælpeløse Per Degn i bedene.
Musikken til fremtidens historie
Her i det lille tiny-tiny-house, som Margot kalder det, er der altså fuld af liv og masser af ting, der skal gøres. Der er for eksempel træværk, der skal restaureres, og huset skal møbleres som i gamle dage. Der bliver talt om pædagogik og om de mange historiske tematikker, der kan formidles som for eksempel livet blandt almuen, håndværksteknikker, opdragelsesmønstre og pædagogiske strømninger. Der tales om, hvor grænsen går for, hvornår man ikke længere kan kalde huset for ”det originale”, fordi reparationer jo i sagens natur bliver til en form for kopi.
Der er ingen tvivl om skolens idylliske placering, men når man kommer tæt på, ser man tydeligt, at den gamle skole har mange år på bagen.
Og så synges der. Selvfølgelig! Halvdelen af holdet er jo immervæk komponister og musikere. ”Ja, så vi har skrevet en kantate,” fortæller Claus Thykier.
Det er Ditte, hans tidligere elev, der trækker noder og tekst frem. Hun har forfattet teksten, mens Claus har komponeret. ”Det er en hyldest-kantate til den søde Prins Carl”, siger hun. ”Den kan opføres af kor og af strygere.” Og så synger de det kor, hvis melodi og tekst med garanti vil lyde over Store Torøje, når de en dag bliver klar til en helt ny indvielse.
Det er ikke så ofte, at musikhistorien er med, når der fortælles om gamle ejendomme. Men det bør der måske laves om på. I hvert fald har historiefortælling om statens gamle ejendomme sjældent klinget sådan her.
Prins Carls Skole har fået nyt tag, men der udestår stadig meget renovering af den gamle skole fra 1719.
Væggene taler på Kongens Nytorv
For hver en mur, hver en stuk og hver en vægdekorering, der er blevet restaureret i de to betydningsfulde naboejendomme Harsdorffs Hus og Brønnums Hus på Kongens Nytorv, er det piblet frem med fortællinger om mennesker, der på skift har føjet noget til landets historie. Ejendomsselskabet Karberghus har vækket dem til live under omfattende restaureringer.
Det er nogle af landets mest prominente adresser på Kongens Nytorv, Karberghus er kommet i besiddelse af med købet af først Harsdorffs Hus fra 1780 og siden naboejendommen Brønnums Hus fra 1866. Begge ejendomme er fredede og fungerer i dag som kontorhotel i den dyre ende af skalaen.
Alt er tydeligvis istandsat af meget dygtige hænder, og der er rigeligt med anledninger til at tale om smukke materialer, gammelt håndværk, nyt design, eksklusive møbler, smuk belysning, tekstiler, beslag og de mange, mange andre detaljer, man både ser og mærker alle steder. Men det er noget andet og noget mere, Andreas Karberg åbner døren til, når han inviterer på rejse gennem de to historiske ejendomme. ”Skønheden er her, og den elsker jeg”, siger han, ”men det er fortællingerne herinde om vores historie, der fylder rummene helt ud.” Kulturhistorien er langt fra en members only club. Der bliver jævnligt holdt foredrag og guidede ture i de to bygninger, lige som Karberghus udgiver bøger, der formidler ejendommenes historie.
Andreas Karberg ejer sammen med sine brødre ejendomsselskabet Karberghus, hvis portefølje i dag udelukkende består af historiske ejendomme i Københavnsområdet af så stor kulturhistorisk værdi, at det tager oceaner af tid at få
dem transformeret til nye formål. ”Det er ikke en niche, man skal vælge, hvis det er nemme og hurtigt tjente penge, man drømmer om”, siger Andreas Karberg, der taler om bygningerne med en munterhed og en glød, der gør det tydeligt, at forretningsmodellen hænger uløseligt sammen med en dyb, dyb interesse.
Karberghus ejer i dag ca. 25 ejendomme, fire af dem er købt af Freja Ejendomme. ”Vi skal kunne se en fornuftig forretning i projektet, men det er ikke gennem salg. Vi beholder ejendommene, og de penge, vi får hjem igen, bruger vi til at lave det næste projekt.”
To modsætninger i byens historie De to ejendomme på Kongens Nytorv har på hver sin måde været toneangivende for det, vi i dag forbinder med ”det smukke, gamle København.” Kunne de tale, ville de dog nok være midt i en oprevet diskussion om, hvad god smag er. Harsdorffs Hus fra 1780 er byens første og fineste klassicistiske palæejendom skabt efter antikkens idealer som et opgør med den ’fordærvede smag’, der herskede, som arkitekten Harsdorff selv formulerede det.
Andreas Karberg fortæller med stort engagement og viden om arbejdet med at dykke ned i Harsdorffs Hus’ historie. Bag ham ses et billede af Constantin Hansens berømte maleri, Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Maleriet blev malet til netop denne væg. I loftet ses unikke lamper designet af Olafur Eliasson.
Den yngre nabo, Brønnums Hus fra 1866, må have gjort ondt langt ind i sjælen på den store fløj af arkitekter, der på det tidspunkt stadig svor kompromisløst til klassicismens stringens og regelrette geometri. Brønnums Hus har runde hjørner og buede altaner med snirklede mønstre i støbejern. Langs facaden er der et tykt lagt af kvaderpuds, og så er den pyntet med stuk, som var det en velbevaret flødeskumskage fra familien Brønnums konditori, som kom til i stueetagen i 1871. Brønnum blev senere til en legendarisk beværtning, drevet af samme familie helt frem til 1990´erne.
Ejendommens stuk er blandt de første og største, der er støbt i cement ved overgangen til industrialiseringen, og der er ikke blevet sparet på kreativiteten. Der er vikingeskibe, løvehoveder, havfruer, englebasser, bikuber, delfiner og sågar løbende hunde. Det er starten på historicismen, man kan se – tiden, hvor en ny fløj på Arkitektskolen startede et opgør med antikkens idealer. De hentede inspiration i mytologien og historien, men her på facaden er der ikke nogen åbenlys rød tråd i referencerne. ”Det kan være den unge arkitekt, Ferdinand Vilhelm Jensen, der kunne lide dem og bestilte dem pr. postordre i Frankrig eller Italien. Eller køberne, familierne Henriques, Hirschsprung og Heine, der valgte nogle yndlingsmotiver”, siger Andreas Karberg. Hver detalje er som små spor til fortællinger om tiden og om de mennesker, der har sat deres præg. Noget kan man finde håndfaste kilder, der dokumenterer. Andet må man forestille sig.
HARSDORFFS HUS
KONGENS NYTORV 5 1050 KØBENHAVN K
OPFØRT 1780 SOM BORGERHUS
TIDLIGERE EJER BYGNINGSSTYRELSEN
TIDLIGERE ANVENDELSE SKIFTENDE MINISTERIER SAMT LOKALER KNYTTET TIL ARKITEKTSKOLEN
SOLGT AF FREJA EJENDOMME 2009
NUVÆRENDE EJER KARBERGHUS
NUVÆRENDE ANVENDELSE KONTORHOTEL
Man
Vægge der vidner om fortiden
BRØNNUMS HUS
AUGUST BOURNONVILLES PASSAGE 1 1055 KØBENHAVN K
OPFØRT
1866 SOM BOLIGEJENDOM MED BUTIKSLOKALE I STUEETAGEN
TIDLIGERE EJER KULTURMINISTERIET
TIDLIGERE ANVENDELSE
BILLETKONTOR FOR DET KGL. TEATER SAMT LOKALER FOR DEN KGL. BALLETSKOLE
SOLGT AF FREJA EJENDOMME
2014
NUVÆRENDE EJER KARBERGHUS
NUVÆRENDE ANVENDELSE KONTORHOTEL
På indersiden af murene i Brønnums Hus er der lag for lag kommet masser af helt klare spor til syne fra en tid, hvor datidens absolutte kulturelite samledes om især de to meget velhavende og kunstinteresserede familier Hirschsprung og Henriques. Alene væggene i Hirschsprungs gamle lejlighed taler deres tydelige sprog. Det er her, en konservator gjorde et kæmpe fund, da hun fik identificeret et sjældent japansk guldtapet fra 1866, der nu er restaureret og blandt de bedst bevarede af sin art i verden.
Det er også herinde, at skagensmaleren Thorvald Niss og kunstnerisk leder af Den Kgl. Porcelænsfabrik Arnold Krogh har efterladt sig et mageløst væg- og loftsmaleri i fru Hirschsprungs tidligere soveværelse, der i dag er mødelokale.
”Der må virkelig have været et leben i det her hus. Og tænk engang, at de har stået og malet i disse intime gemakker,” siger Andreas Karberg, der sammen med en historiker har fundet vægmaleriets motiv oppe ved Taarbæk Kyst, hvor Hirschsprung havde sit sommerhus. Efter en grundig restaurering ser de 150 år gamle penselstrøg ud, som var de dugfriske.
Det bugner i det hele taget med den slags fortællinger i Brønnums Hus, som man kan skabe for sit indre blik, hvor for eksempel Edvard Grieg, Bournonville og H.C. Andersen er kommet til soirés omgivet af andre prominente personligheder hos familien Henriques sammen med det hotteste af det hotteste inden for moderne kunst og arkitektur.
Brønnums Hus står på ingen måde tilbage for naboen – hverken når det kommer til ydre elegance eller indre skønhed.
Ny kunst vækker den gamle bygning
Trods sin majestætiske men mindre larmende facade gemmer Harsdorffs Hus på mindst lige så mange fortællinger, som Andreas Karberg sammen med historikere, arkitekter, håndværkere, konservatorer og kunsthistorikere har fundet, fulgt og vækket til live på ny i den store palæejendom.
Det er næsten som i et boutique-hotel i luksusklassen, når man træder ind i den bar, som modtager medlemmer og gæster i det eksklusive kontorhotel. Derfra bevæger man sig fra det ene rum til det næste, gennem modige farver og skiftende stemninger. Her er et utroligt nærvær af moderne kunstværker, som den gamle bygning sikkert ville opleve som en ung og forfriskende samtalepartner, hvis den selv kunne sige det. I loungen, hvor man kan sidde med sin laptop eller holde små uformelle møder, hænger for eksempel et moderne værk af Peter Callesen. Man opdager det ikke med det samme, fordi på afstand ligner det egentlig dagslys fra et vindue. Titlen er Aurora, som betyder morgenrøde, og går man helt tæt på, kan man se små scenarier af byen. Det er skabt til Harsdorffs Hus som en hilsen til det store gavlrelief, der troner over ejendommens facade mod Kongens Nytorv. Relieffet forestiller den græske gudinde, Aurora, der har skuet ud over byen siden 1770. Sådan taler nutiden nu til fortiden gennem ny kunst på væggen.
Spor af tidligere ejeres bidrag
Selvom Harsdorffs Hus emmer af luksus, er det en anden slags rigdom, Andreas Karberg dvæler ved, når han byder inden for. Det bliver særligt tydeligt i det største mødelokale på første sal med udsigt til rytterstatuen af Christian V midt på Kongens Nytorv. Her er lyst og enkelt og højt til loftet med et værk af Olafur Eliasson, udformet som lysende sfærer over bordet og spejlrelieffer på væggen.
Imidlertid er det en storskærm på den ene endevæg, Andreas Karberg leder opmærksomheden hen på. Screensaveren er en affotografering af billedkunstneren Constantin Hansens kendte maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der i 1848 mødtes på Christiansborg Slot for at udforme den danske Grundlov. Grundtvig har fået lov til at komme med helt i forgrunden og i baggrunden godsejer, storgrosserer og politiker Alfred Hage, som bestilte og betalte maleriet som en fejring af demokratiet. Det hænger i dag på Frederiksborg Slot. ”Hage boede lige her. Maleriet er malet til denne væg få år efter, at demokratiet blev indført….” Andreas Karbergs begejstring er ikke til at tage fejl af. Han var faldet over en bog, hvor en kvinde beskrev, hvordan hun kom ind i rummet og kiggede til højre lige ind i øjnene på forsamlingen. ”Jeg elsker simpelthen den slags aha-oplevelser! Det er som en rød tråd. Det er det, der er med til at forme ideerne til det nye, man
Overalt i Brønnums Hus er der smukt restaurerede detaljer, der vidner om ejendommens fornemme plads i danmarkshistorien.
kan føje til.” Andreas Karberg viser, hvordan det fem gange tre meter store maleri må have dækket hele endevæggen. ”Constantin Hansen har placeret vinduerne, så de har virket som en forlængelse af dagslyset herinde.” Nu er det i stedet Olafur Eliassons værker, der trækker dagslyset helt ind i rummet.
Familien Hage boede her, mens Brønnums Hus blev opført ved siden af. Og mens kultureliten senere samledes til soiréer på etagerne inde ved siden af, holdt Hage-parret i det gryende demokrati samtalesaloner om politik, kunst og videnskab i Harsdorffs gamle palæ-ejendom. Senere overtog staten ejendommene. I Harsdorffs Hus har det især efterladt spor efter vigtige politiske begivenheder, og i Brønnums Hus har Det Kgl. Teater huseret. De store arkitekter har haft deres gang i begge ejendomme, og ungdomsoprøret har også været forbi.
Der er overvældende meget dansk historie i de to ejendomme. Hvordan bærer man den vægt som privat ejer? ”Jeg ser sådan på det: vi har dem kun til låns. Det er fælles arv, vi forvalter”, siger Andreas Karberg.
Men det er dyrt, det er svært. Der er bunker af analyser og bunker af research, der skal laves, før I overhovedet kan
begynde at overveje at leje noget ud? ”Ja, men jeg elsker virkelig at finde ud af, hvad der gemmer sig af fortællinger i de her gamle ejendomme. Og jeg elsker at formidle det! Hvis jeg ikke havde arbejdet med denne slags arbejde, var jeg såmænd nok blevet historiker.”
Når nogen skriver om de to ejendomme om 150 år vil Andreas Karberg og hans brødre nu nok selv være et vigtigt kapitel i historien om, hvordan mennesker skabte værdi til eftertiden.
Væggene i Hirschsprungs gamle lejlighed i Brønnums Hus prydes af et sjældent, japansk guldtapet fra 1866, der i dag er blandt de bedst bevarede af sin art i verden.
Naturen og tiden råder på Strandgaarden
Ved Vestkysten er en fredet klitgård fra 1875
blevet gennemrestaureret,
så den i dag er den bedst bevarede i Danmark. Den vestjyske natur og det lokale liv på egnen er blevet en stor del af medejer Morten Strandgaards hverdag af helt
særlige årsager.
”Hvis man spurgte mig for 20 år siden, havde jeg nok ikke regnet med, at jeg en dag ville køre hele vejen over til Ringkøbing og nyde at kalke en gammel ejendom kort tid efter, at jeg har sat den i stand for et millionbeløb”, siger ejeren af Strandgaarden ved Vestkysten, Morten Strandgaard. Under krigen tilhørte gården hans oldeforældre, men de solgte den igen, så han har selv kun kendt den som et billede, der hang på sin farmors væg og fra enkelte besøg som barn, mens gården for en tid var omdannet til egnsmuseum. Så det er ikke mange barndomsminder, der drev ham, da han som medejer i ejendomsselskabet Cufadan købte den gamle, fredede klitgård af Freja Ejendomme i 2021. ”Familiens historie er jo nok årsagen til, at jeg blev opmærksom på den. Men det helt særlige er selve gården. Det er beliggenheden i landskabet. Det er håndværket, naturmaterialerne og omgivelserne. Alt her er skabt af materialer, der måske er blevet til under 20 km herfra.”
Strandgaarden ligger usædvanligt smukt og usædvanligt vildt ved Vestkysten lige uden for Ringkøbing. ”Ved Vestkysten” skal forstås bogstaveligt. Hvis man ser mod vest fra den firelængede gård, kigger man direkte ind i klitten, der giver ly for det kraftfulde Vesterhav, som er nærmeste nabo til gården.
Gården har for nyligt været gennem en omfattende renovering, der blev afsluttet i sommeren 2023. Fugerne er kradset ud og erstattet med de rigtige kalkmørtler, så huset igen kan ånde, som det skal. Alle gulvene er møjsommeligt blevet udskiftet, og mere moderne tilføjelser som radiatorer er blevet udskiftet med gulvvarme, så udtrykket igen er som ved opførelsen. Og selvfølgelig er det blevet kalket til punkt og
prikke, ”men der er bare så meget sand, der flyver rundt, at jeg er nødt til at kalke det igen med jævne mellemrum”, siger Morten Strandgaard. Det er ellers lokale håndværkere med stor forstand på forholdene på de egne, der har renoveret den gamle klitgård. Men for Morten Strandgaard, der bor i København, betyder det noget, at han selv har fingre i materialerne og gården med jævne mellemrum. ”Det forbinder mig til stedet. Det er svært at få en føling med det på afstand.”
Mellem saltvand og sand
Strandgaarden er én af i alt ni klitgårde fra 1800-tallet, der endnu er tilbage langs vestkysten. De er fredede, for de repræsenterer betydningsfuld vestjysk kulturarv med deres helt særlige byggemetoder og arkitektur. Klitgårdene blev opført som firlængede gårde, der lukker sig om sig selv, så gårdspladsen i midten er beskyttet mod den værste blæst. Der ligger dog små bunker af sand langs mure og døre, som jævnligt må fejes væk, ligesom der også skal kalkes jævnligt. Det har hørt til til de faste opgaver på de gamle klitgårde, der er omgivet af sand og saltvand. ”Men gør man det med jævne mellemrum, kan en gård som denne holde i ufatteligt lang tid uden brug af andet end naturens egne materialer”, siger Morten Strandgaard.
Klitgårdene blev bygget i det åbne land i ly bag klitterne, og det er sådan, man finder Strandgaarden i dag, helt blottet uden træer eller buske i kilometers omkreds. ”Det er noget af det, der er helt ekstraordinært ved netop denne gård”, siger Morten Strandgaard. ”Man kan se den på flere kilometers afstand, når man kommer kørende. Ingen af de andre klitgårde ligger så åbent og alene.”
Naturens materialer fra egnen
Materialerne stammer fra egnen. Murstenene er af ler, der er gravet op på en lokal gård. Der var dengang ikke træer at fælde og bygge med, men den lokale arkitekt, der har hjulpet med renoveringen, har kunnet læse træets historie: ”Der er huller i træet, som han kunne regne ud må være lavet, fordi det har skullet kunne bære en anden konstruktion. Så træværket i laden er formentligt drivtømmer eller genbrugstræ fra andre gårde, der blev revet ned”, fortæller Morten Strandgaard, der hurtigt tog en principbeslutning om kun at hyre hjælp fra dygtige mennesker med indsigt i egnens klima, historie og byggemetoder.
Sådan er det lykkedes ham at fortsætte den arv, gården bygger på med lokale traditioner og materialer. ”Murerne ved jo, hvor der måske er noget, der skal rives ned, så de gamle mursten kan genbruges”, fortæller han som et eksempel. ”Ja, jeg har virkelig fået lært noget om den natur, denne slags huse har.”
Tid til at finde dets formål Strandgaarden er ikke en erhvervsudlejningsejendom, som Mortens Strandgårds virksomhed ellers beskæftiger sig med. Den skal heller ikke bruges til ferieboliger. Og selvom interessen fra potentielle lejere skam ikke har manglet på grund af den smukke beliggenhed, den fantastiske lade og
STRANDGAARDEN
HUSBY KLITVEJ 5 6990 ULFBORG
OPFØRT 1875 SOM KLITGÅRD
TIDLIGERE EJER NATURSTYRELSEN
TIDLIGERE ANVENDELSE PRIVAT GÅRD FOR FORSKELLIGE EJERE. MUSEUM SIDEN 1970ERNE.
SOLGT AF FREJA EJENDOMME 2021
NUVÆRENDE EJER CUFADAN EJENDOMME
NUVÆRENDE ANVENDELSE UDLEJNINGSBOLIG I EN LÆNGE ANVENDELSE AF RESTEN ER UNDER OVERVEJELSE
Morten Strandgaard købte i 2021 Strandgaarden ved Vestkysten, som engang har tilhørt hans oldeforældre.
de smukt renoverede bygninger, skal det heller ikke udvikle sig til et sted, der lejes ud til fester på fast basis. ”Rammerne er sådan set fine nok til det, men fester er jo lukkede om sig selv. Jeg vil gerne udvikle stedet på en måde, der kan komme mange flere til gode”, siger Morten Strandgaard. ”At finde det helt rigtige, er nok det, jeg har brugt allermest tid på.”
Når man lytter til Morten Strandgaards overvejelser, kan man tydeligt høre, at der er noget særligt på spil. Det er, som om bygningen har sit eget liv, og at opgaven er at sørge for, at det liv ikke forgår. Gården er nu gennemrenoveret og står som den skal. Den kan ånde, og er måske en dag den allersidste klitgård, man stadig kan opleve. Så det gælder om at tænke sig godt om. ”Jeg er ved at slå mig til tåls med, at det skal tage sin tid at finde dens nye formål.” Velmenende venner har ellers foreslået, at han bruger det som sit sommerhus. ”Men altså, hvordan kan jeg forsvare at eje et sommerhus på over 700 m²? Nej, stedet kan noget mere.”
Liv fra egnen
Og noget tyder på, at det er rigtigt. Langt de fleste gode ting, der er sket for stedet, er sket, fordi nogen læste om det i den lokale avis, hørte om det på LinkedIn eller kender nogen, der kender nogen. Sådan gik det for eksempel til, at Morten Strandgaard efter moden overvejelse lejede gårdens oprindelige aftægtsbolig ud til et ægtepar, der længe havde vist
deres interesse. ”Jeg var helt sikker på, at de ville behandle stedet, som det skal behandles. Og så betyder det noget, at der er liv i huset. At der er nogen, der vil give mig et kald, hvis der sker et eller andet.” Også parret holder nu et vågent øje med muligheder, der peger i retning af Morten Strandgaards spirende nye tanker. ”Der er mange kunstnere omkring Ringkøbing. Der er godt nok isnende koldt om vinteren, men om sommeren kunne jeg godt se noget af den art for mig. Lokale kunstnere, måske workshops og udstillinger…?”
Sådan har tilgangen til Strandgaarden udviklet sig i sin egen takt med tiden og den egn, gården er formet af. Meget er opstået, fordi Morten Strandgaard har været der, talt med folk og inviteret dem ind i fortællingen. Første gang var, da han delte nyheden om købet på sin LinkedIn-profil. ”Jeg plejer at få to likes, når jeg slår ledige lejemål op. Denne her historie fik reaktioner fra over 1000.” Det var i øvrigt på grund af det opslag, at den lokale arkitekt henvendte sig. Og da den lokale avis i 2023 fortalte, at renoveringen nu var afsluttet, og at den nye ejer inviterede til åbent hus med øl og pølser, kom der næsten 1000. ”Vi måtte simpelthen køre afsted efter flere pølser. Det var helt overvældende.”
I dag hænger der et maleri fra den dag, som Morten Strandgaard fik foræret af ejeren af en dagligvarebutik i Søndervig. Og inde i hovedhuset er der siden blevet møbleret med en
Strandgaarden er en af flere klitgårde langs den jyske vestkyst. De firlængede, stråtækte gårde er bygget i 1800-tallet i en karakteristisk vestjysk byggestil, og de blev placeret i ensom majestæt ved foden af vestkystens klitter.
gammel, velholdt dagligstue fra starten af 1900-tallet. Den fik han af en kvinde i Lemvig, der havde læst i den lokale avis om arbejdet med at bevare gården. Hele tiden er der nogen, der deler noget, der har med stedet at gøre. Det kan være viden. Det kan være oplevelser, de har haft her eller slet og ret glæden over, at nogen har investeret ressourcerne og tiden, det har krævet at bringe gården i så god stand. ”Det har været et kæmpe arbejde, og vi skal nok ikke investere i flere ejendomme på den her måde. Så får vi en kort karriere,” siger Morten Strandgaard.
”Men når nu det rent faktisk kunne lade sig gøre, så er det det helt rigtige, vi gjorde, da vi købte Strandgaarden. I min virksomhed i København er det noget helt andet. Det er en helt anden slags bygninger, og der er vi nødt til at ændre på indretning og faciliteter, når nye lejere kommer til med andre behov end de foregående. Her er det det helt modsatte, der er på spil. Vi skal vedligeholde, men vi skal ikke ændre på noget. Og jeg elsker tanken om, at dette ene sted bliver ved med at være, som det er. Om 20 år vil man nok stadig af og til kunne se mig gå og kalke.”
Sandet samler sig langs murene og finder en vej ind mange steder. Det er derfor en hyppigt tilbagevendende opgave at fjerne sand omkring bygningerne.
Bindeleddet mellem fængslets fortid og fremtid
Vridsløselille Statsfængsel har spillet en vigtig rolle i landets historie. Da fængslet blev nedlagt i 2016 og et nyt kapitel skulle skrives, var stedets samlede hukommelse til rådighed i form af et museum, og bag det, et menneske, der kunne hjælpe med at binde fortiden sammen med fremtiden.
Kender man Olsen Banden fra den danske filmskat, kender man også porten ind til Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund på Københavns vestegn. Fængslet er ikonisk og var engang et udtryk for et nyt syn på straf og afsoning, hvor man troede på, at mennesket ville blive forbedret, hvis det blev overladt til sig selv og til Gud i isolation fra andre. Det blev bygget på bar mark og taget i brug i 1859 med alt, hvad der hørte et lille samfund til med kirke, boliger og arealer til dyrkning af grøntsager. Som tiden gik, opstod den by, der blev til Albertslund. Da det i 2015 var en realitet, at de indsatte skulle flyttes fra det forældede fængsel, var det en stor luns af byens identitet, der lige pludselig forsvandt. Dog ikke alle steder. For inde på selve fængselsgrunden holdt en gruppe frivillige, tidligere ansatte den mere end 150 år lange historie i live. Her lå nemlig i Vestre Forbolig et lille museum, fyldt med effekter og fortællinger om fængslets lange historie. Det blev formidlet under ledelse af den dengang i 2014 for nyligt pensionerede kontorfuldmægtig Henny Mesnickow. Hendes egen historie med fængslet var allerede dengang lang. Henny blev ansat i 1984 og har boet med sin familie i en af funktionærboligerne syd for fængslet. Hun blev hurtigt aktiv i personalets idrætsforening og senere i fængselsmuseet. Så for Henny er Vridsløselille blevet meget mere end en arbejdsplads.
”Det var meget, meget tæt på at gå tabt”, fortæller Henny fra de lokaler, hvor der i dag er ro om det populære, lille museum. Det gjorde det heldigvis ikke, og det har vist sig at blive af uvurderlig betydning for de næste, der kom til for at transformere den store fængselsgrund til en ny bydel i hjertet af Albertslund.
Spækket med historie Fængselsmuseet ligger i dag i en tidligere funktionærbolig lige udenfor fængslets mure, og er opført samtidig med fængslet fra 1859. Det er spækket med billeder, gamle dokumenter og genstande, der vækker både gru, nysgerrighed, empati og forundring. Der er for eksempel en samling af højst besynderlige ting, indsatte i tidens løb har forsøgt at smugle ind ved at sluge det. Der er billeder af statelige inspektører og af en af datidens fanger med maske - en form for hue, som skulle rulles ned over ansigtet, når fangen var uden for sin celle. ”Mennesker uden kontakt til mennesker blev jo skøre”, fortæller Henny, ”så det stoppede man da heldigvis med efter godt og vel 70 år.” Der er en samling af de mursten, der lå på jorden, da en gul gummiged en sommerdag i 1995 bragede ind i fængselsmuren i en spektakulær fangeflugt, og man kan se en fængselscelle, som en af museets frivillige har bygget. Den er indrettet med billeder af bare damer, og hvad de ellers har samlet fra fængselscellerne, når de indsatte blev løsladt.
Der må ligge tusinder og atter tusinder af timers arbejde bag det lille museum med de utallige historier. ”Jo, vi har brugt rigtig mange timer. Og mange af vores ægtefæller med!”, fortæller Henny. ”Men det er så vigtigt, at der er mennesker, der kender historien. For der er jo masser af effekter og skilte og beskrivelser. Men hvis ingen deler historierne og fortæller dem videre, så kan al den viden hurtigt gå tabt.” Hun bevæger sig rundt mellem genstandene med en energi, der gør alting levende. Så stopper hun. ”Vi, der er her, er de sidste, der ved det, så jeg er bare så glad for den drejning alting tog, da det alt sammen blev solgt.”
VRIDSLØSELILLE FÆNGSEL MUSEUM
I VRIDSLØSE
FÆNGSELSVEJ 2
2620 ALBERTSLUND
TIDLIGERE EJER KRIMINALFORSORGEN
NUVÆRENDE EJER
PKAE (PKA OG A. ENGGAARD)
TIDLIGERE FUNKTION
FÆNGSEL
NUVÆRENDE FUNKTION
DEN 160.000 m² STORE
FÆNGSELSGRUND UDVIKLES TIL EN NY
BYDEL – VRIDSLØSE.
WWW.VRIDSLOESE.DK
Museet blev oprettet i 1989, og der er udstillede genstande helt tilbage fra fængslets indvielse i 1859.
Museet har i dag en kæmpe samling af unikke genstande, der fortæller om fængslets lange og fascinerende historie.
Reddet i sidste øjeblik
”Man kunne mærke det i hele huset, da vi fik at vide, at fængslet skulle lukkes dengang i 2015”, fortæller Henny. ”Vi kendte jo hinanden alle sammen. Det var jo et helt lille samfund af betjente, værkmestre, socialrådgivere, undervisere, kontorpersonale og sundhedspersonale. Ikke at forglemme inspektøren og viceinspektørerne. Vi sås også meget uden for murene i vores idrætsforening F.I.O.V. og havde et virkelig stærkt fællesskab.”
Henny selv var netop gået på pension, men hun havde langt fra sluppet sit frivillige arbejde med at samle genstande og formidle fængslets historie, som hun havde givet sig i kast med sammen med kollegaen, låsesmed og værkmester Poul Pedersen, kaldet ’Låse-Poul’ tilbage i 2006. ”Ja, for det er jo vores erindring”, siger hun. ”Det er rigets hukommelse. Tænk hvis ingen havde gidet at bevare alt det, vi i dag kan opleve på museerne.”
Der blev pludselig underligt tomt med kun en enkelt afdeling åben til afviste asylansøgere. Og så et vagtselskab, ”der kom og holdt øje med Brasen.” Det er Hennys kælenavn for fængslet. ”Det var virkelig ikke en god tid”, siger Henny. ”Nu stod bygningerne helt alene. Vi kunne se på vinduerne i vores kære Brasen, at hun var så ked af det. Vi var jo væk alle sammen. Det var næsten ikke til at bære.”
Stemningen blev ikke bedre, da Henny fik besked om, at hele museet og kældrene med arkiver og effekter skulle ryddes på en måned, inden Freja Ejendommes overtagelse af hele fængslet. ”Vi pilede frem og tilbage med trækvogne og arkiver. Vores ægtefæller var med, og det var helt forfærdeligt. Men samtidig kunne jeg simpelthen ikke få det til at give mening!”
Henny er ikke kun aktiv i fængslets eget museum. Hun er også bestyrelsesmedlem i Fængselshistorisk Selskab og er dybt engageret i lokalsamfundet i Albertslund. Så hun kontaktede alle, hun kendte. Hun inviterede borgmesteren hen på museet. Hun skrev breve og ringede og gjorde ved, og nåede sammen med Fængselshistorisk Museum at få et møde i stand med Freja Ejendommes direktør før den skæbnesvangre måned var omme, og museet skulle være tømt. ”Det første direktøren sagde, var: Jamen, I behøver da overhovedet ikke at flytte ud…..! Det er kun godt, at I værner om historien.”
I stedet for et trist farvel, blev det til et glædeligt goddag til et helt nyt kapitel i fængslets historie, som både museet, Henny og hendes kolleger har sat deres præg på.
Det er et kæmpe arbejde at samle og vedligeholde genstande, der kan fortælle historien på fængselsmuseet. Her retter
Henny Mesnickow på en nyere uniform, der er noget mere komfortabel, end uniformerne var for 150 år siden.
Nye planer med historisk tyngde
At de frivilliges ihærdige arbejde fik en kæmpestor betydning for det videre arbejde med at udvikle fængslet til en ny, moderne bydel, kan Freja Ejendomme skrive under på. Nina Tolstrup, der er arkitekt og projektudvikler hos Freja Ejendomme, oplevede meget hurtigt, hvordan museets og Hennys tilstedeværelse havde stor værdi for arbejdet med at udvikle området: ”Et menneske som Henny Mesnickow og andre af de ildsjæle, der bærer historien med sig i et område, er som en slags ambassadører for den sjæl, der findes. Det er utroligt vigtigt, at den følger med, for der er ingen tvivl om, at de nye bydele, der fungerer bedst, er dem, der bygger videre på stedets historie og sjæl,” forklarer Nina Tolstrup, og uddyber: ”Et sted som Vridsløselille Statsfængsel har ikke kun den materielle værdi, som kan måles og vejes. Der er også en immateriel værdi. Det er det, der har med sjælen, med historien og med menneskerne og deres fortællinger at gøre. Med al den viden og den store lyst til at bidrage, er Henny blevet en brobygger mellem fortiden og fremtiden. Hendes betydning kan ikke overvurderes.”
Henny selv vendte oplevelsen af tab og tomhed til noget helt andet. ”Vi fik jo helt ny energi. Og det var så skønt at opleve, hvor seriøst og flittigt vores viden og de mange, mange billeder og tegninger, som vi jo havde masser af, blev brugt.”
”Jeg var godt nok lidt nervøs for, at der skulle komme en eller anden stor amerikansk kapitalfond og buldre hen over det hele. Men sådan gik det slet ikke...” Det var entreprenørselskabet A. Enggaard og PKA, der endte med at købe grunden. Sammen med Freja Ejendomme og i tæt samarbejde med Albertslund Kommune og et team af rådgivere har de bygget videre på historien med de nye planer for, hvordan området skal udvikle sig til en ny, levende bydel. I dag er planerne så langt, at Freja Ejendommes opgave er bragt til ende, og en ny lokalplan er vedtaget. Men museet, det bliver.
”Det er så respektfuld en måde, det hele foregår på. Tag nu bare de gamle mursten. Det er altså kvalivarer, kan du tro, og de bliver altså renset og genbrugt.”
”Jeg er glad for, at vigtige bygninger bliver bevaret. Jeg er glad for den dialog, vi har, og jeg er glad for al det nye liv, Enggaard har fået hertil med kunstnere, biograf og events. Jeg kan godt forstå, at noget af det ikke kan bruges mere og skal rives ned. Men så kommer der andre, der skal bo eller arbejde her. Så historien endte jo som historien om Fugl Fønix.”
Freja Ejendomme har sammen med A. Enggaard, PKA og Albertslund Kommune i flere år været i gang med at udvikle den 160.000 m² store fængselsgrund til en grøn og attraktiv bydel midt i Albertslund. Byggeriet er i gang, og de første beboere forventes at flytte ind i 2025.
