Han Herred Havbåde

Fællesskab og duften af tjære

Foreningen Han Herred Havbåde er et aktivt fællesskab omkring restaurering af gamle kystbåde og ikke mindst sejlads og fiskeri

Tekst og foto: Rikke Bolander

Der er sne i luften, og havet er ikke særlig imødekommende, da jeg parkerer på Slettestrand denne formiddag i januar. Imødekommende er til gengæld Bent Kjeldgaard, som tager imod mig i Havbådehuset. Huset fungerer til daglig blandt andet som historisk udstilling og foredragssal for foreningen Han Herred Havbåde. Kystkulturcenter bliver det også kaldt.

Bent Kjeldgaard har været engageret i foreningen fra starten dvs. fra omkring 2007.

Huset, vi sidder i, er bygget af limsten fra nedrivningsklare gårde og lader i området. Det ligger lige ved siden af for- eningens stolthed nemlig værftet, der blev færdigt i 2010. Lige nu er det tomt, for et par dage før mit besøg, blev kutteren HM92 flyttet ud for at få styrehus og andre moderne fornødenheder sat på under åben himmel. Når den er helt færdig, skal den sejles til sit nye hjem i Thorupstrand lidt sydvest på.

Som i vikingetiden

Der har gennem historien været eksperimenteret meget med bådebyggerkunsten, men når det kommer til kystfiskeri fra vestkysten, så er der kun een ting, der for alvor dur: Klinkbyggede både.

“Det er præcis, som de byggede vikingeskibene. Er det ikke fascinerende?” spørger Bent Kjeldgaard.

Det er helt afgørende, at skroget kan give sig, når Vesterhavets voldsomme bølger hamrer bådene op på land.

På en klinkbygget båd ligger plankerne i skroget forskudt, så den overliggende planke ligger hen over den foregående. Udover at skroget kan give sig, har det den fordel, at plankerne kan være relativt tynde, og derfor bliver skibet ikke alt for tungt. Endnu en stor fordel, når man fisker direkte fra stranden. Han Herred Havbådes værft er det eneste sted i Danmark, hvor man bygger klinkbyggede både til erhvervsfiskere nemlig til erhvervsfiskerne på Thorupstrand. Bådbygger Peter Madsbøll er en af de få tilbage i

Danmark, der mestrer den ædle kunst, og derfor var det også en del af betingelserne fra fondene, at der altid skal være en lærling på værftet.

Fantastisk trætjære

Bent Kjeldgaard er egentlig landmandssøn, men fiskeriet sagde ham fra barnsben mere end landbrug.

“Jeg har altid fisket. Mange af mine legekammeraters fædre var fiskere, så vi fik tidligt lov til at sejle ud og sætte garn. Jeg havde også ålerør ude og forsynede gården med ål,” mindes han. Efter en lang karriere som først lærer og derefter skoleleder har Bent nu tid til at hellige sig fiskeriet. Det gør han som skipper på dæksbåden Jammerbugt, der var det andet skib, der blev bygget på foreningens værft. Jammerbugt skulle egentlig have været en renovation, men den oprindelige båd var simpelthen for dårlig, så den blev i stedet brugt som model for en nybygning.

Ligesom foreningens fire andre skibe bliver det forvaltet af et bådelag. “Vi har råderetten, og vi passer det, som var det vores eget,” fortæller Bent Kjeldgaard.

Det betyder bl.a. at bådlagets 40 medlemmer sammen sørger for, at vedligeholde båden herunder den årlige tjære-tjans. Bent Kjeldgaard bliver helt henført, når han taler om det.

“Trætjære er et fantastisk produkt, og så dufter det dejligt. Men jeg ville nu ønske, jeg var to meter høj, for de sender mig altid ind i lastrummet, hvor der er snævert. Så kan man godt være temmelig beruset bagefter,” som han tørt konstaterer.

Længere ud

I en garage kun et par kilometer fra Slettestrand, står en lille båd, som Bent Kjeldgaards ejer sammen med vennen Ejler Winkel, der går under navnet Præsten. Det er nu længe siden, den har været på vandet, for de foretrækker begge to at sejle med de store havbåde bl.a. fordi, de af naturlige årsager kan komme længere ud end en lille pram. Om sommeren sejler de 10-11 mil ud, og de fanger massevis af fisk. “Rovet” deler de, når de kommer ind og får losset.

På malerier og plancher rundt om i Havbådehuset kan man se, hvordan fiskerne i gamle dag stod med vand til livet, når de skulle have bådene i vandet