2 minute read

Introdag skal fastholde nye medlemmer

Når arbejdet med at hverve et nyt medlem er slut, starter arbejdet med fastholdelse. I Ebeltoft skal en introdag gøre de nye medlemmer til en aktiv del af foreningen.

Tekst og foto: Kaj Larsen

Advertisement

DAFF har siden 1. februar 2022 haft en hvervekampagne for at skaffe nye medlemmer. Der er i kampagneperioden hidtil tilgået et godt stykke over 200 medlemmer på landsplan, og heraf er der kommet 10 nye medlemmer til foreningen i Ebeltoft.

Vi vil gøre hvad vi kan for at de nye medlemmer føler sig velkomne og får interesse for at være aktive i foreningen. Derfor havde vi inviteret til en introduktionsdag, hvor stort set alle de nye medlemmer besøgte os en søndag eftermiddag i september og blev præsenteret for de fleste af bestyrelsens medlemmer, samtidig med at de fik set de faciliteter, vi normalt benytter os af i forbindelse med vore aktiviteter.

Indblik i aktiviteter og faciliteter

Vi løftede sløret for de aktiviteter, som er påtænkt i efteråret og den kommende vinter, og vi fik en introduktion til den fælles røgovn, vi har på Skudehavnen i Ebeltoft. Vi har også mulighed for at bruge Skudehavnens Fælleshus til møder og andre aktiviteter.

Vi fremviste Fiskerihavnens Maritime Foreningshus, hvor der ligeledes er mødelokale, og hvor vi kan bruge hallen til andre aktiviteter herunder reparation af både, udstillinger mm. Faciliteterne i hallen deler vi med fire andre maritime foreninger, hvilket også er med til at fremme de sociale relationer i miljøet på tværs af foreningerne omkring havnen i Ebeltoft.

Fremvisning af foreningens stolthed

På gaden overfor kunne vi med glæde og en vis stolthed præsentere de nye medlemmer for klækkeriet, hvor foreningens frivillige hvert år gør en stor indsats for at klække og udsætte skrubbeyngel, så vi på den måde kan være med til at supplere bestanden i de kystnære farvande omkring Ebeltoft. I samme bygning har vi sammen med andre fritidsforeninger adgang til mødelokaler.

Vi besøgte vort opformeringsanlæg ved Ebeltoft Færgehavn. Det er et par store bassiner, hvor skrubbeyngelen får lov at gå i en periode, indtil de er store og robuste nok til at blive sat ud i det rigtige miljø i havet omkring Ebeltoft.

Dagen sluttede med kaffe, kage og en lille forfriskning i Møllehuset ved siden af opformeringsanlægget. Her kunne de nye medlemmer stille yderligere spørgsmål til bestyrelsen inden, der blev sagt “tak for i dag”.

Det er vort indtryk, at de nye medlemmer er glade for medlemskabet, og vi håber at se dem igen til vore aktiviteter i det kommende efterår og vinter.

En introdag kan give nye medlemmer mulighed for både at lære foreningen og de andre medlemmer at kende.

ALT TIL FRITIDSFISKERI

Hvalpsund Net har skiftet navn, men tilbyder fortsat et bredt udvalg af produkter til fritidsfiskeri: Flydeliner, blyliner og fletliner fra eget fletteri • Flagbøjer, ankre mm • Beklædning, gummitøj, støvler, thermokedeldragter mm • Net knudet/knudeløst

Mørenot Denmark A/S Havnepladsen 16, Hvalpsund 9640 Farsø, Danmark Tlf. +45 98 63 81 88 www.morenot.com/denmark e-mail: info.denmark@morenot.com

This article is from: