8 minute read
Medlemmer fortæller: Sådan var mit REP23
SONJA SEIDL
Lærer på Sankt Josefs Skole i Roskilde og har været arbejdsmiljørepræsentant siden november 2022. Det er hendes første repræsentantskabsmøde.
Hvorfor valgte du at tage med på repræsentantskabsmødet?
»Min tillidsrepræsentant opfordrede mig til at tage med. Vi er alle tre nyvalgte – tillidsrepræsentanten, suppleanten og jeg som arbejdsmiljørepræsentant – og så syntes tillidsrepræsentanten, at det var en god idé, hvis vi sammen tog af sted til mødet«.
Hvordan vil du med få ord beskrive repræsentantskabsmødet?
»Det var intenst, omfangsrigt og overvældende. Vi kom omkring rigtig mange emner: tid, løn, den danske model og så videre. Der var virkelig mange nye begreber, mange gode taler og mange indslag – ja, det var intenst. Men meget spændende«.
Hvad fik du mest ud af på mødet?
»De gode oplæg. Dem er jeg virkelig taknemmelig for. For mig som arbejdsmiljørepræsentant var det, Nana Vaaben fortalte om moralsk stress, meget relevant. Det er jo noget, jeg kan genkende fra skoledagen, og som mange af mine kolleger kommer og fortæller om. Tidligere kendte jeg ikke begrebet moralsk stress, men det gør jeg nu«.
Alt i alt: Var de to dage i Nyborg godt givet ud for dig?
»Absolut. Jeg havde set frem til det, jeg nød det undervejs, og jeg sugede til mig som en svamp. Det var både inspirerende og lærerigt. Også sparringen med mine kolleger fra skolen var vigtigt. På skolen har vi sjældent tid til at sidde og tale sammen over frokosten, men det havde vi her«. ■ MHV
THORBJØRN FRIIS
Lærer på Ringe Kost- og Realskole, hvor han har været tillidsrepræsentant i halvandet år. Det er Thorbjørn Friis' første repræsentantskabsmøde.
Hvorfor valgte du at tage med på repræsentantskabsmødet?
»Jeg blev anbefalet det, fordi det er en god måde at få indblik i, hvad der rører sig i foreningen, og hvad den er for en størrelse. Og jeg blev meget overrasket over, hvor mange der egentlig var med. Til daglig er kostskolerne jo en ret lille gren i det store billede, så det var fedt at mærke, at vi faktisk er mange flere i fællesskabet«.
Hvordan synes du, det var at være med?
»Det var et godt koncept, at det ikke kun handlede om tørre forhandlinger, men at der også var emner, der skulle diskuteres. Derudover var gæsteoplæggene under selve repræsentantskabsmødet virkelig interessante. Generelt var der en god variation. Og så gav det kuldegysninger, da Monica i sin beretning inddrog videoklip med Sigurd, som er en af mine elever fra Ringe Kost- og Realskole. Når man ved, hvad han startede fra, og hvad han er blevet til, er det absurd stort, at han i dag sidder og fortæller om sit liv til et kamera og bliver inddraget i formandens beretning«.
Hvordan vil du beskrive mødet med tre ord?
»Nærværende, kort vej til ledelsen for os medlemmer – vi kan jo bare gå hen og tale med Monica, hvis vi vil det – og en hyggelig aften med fest«.
Hvorfor er det vigtigt at deltage på repræsentantskabsmødet?
»Fordi du ikke bare kommer til at høre, hvad der foregår i foreningen, du kommer også dybere ind i maskinrummet. Det giver mere nærvær, og netværket bliver større, når man er her«. ■ SKA
JEANNE PEDERSEN
Lærer og tillidsrepræsentant på Nørrebro Lilleskole i kreds 7. Har været tillidsrepræsentant i 14 år og deltaget på adskillige repræsentantskabsmøder.
Hvorfor tog du med på repræsentantskabsmødet?
»Fordi jeg synes, det er vigtigt for mig som tillidsrepræsentant. Det er på repræsentantskabsmødet, jeg kan følge med i, hvad der rører sig i foreningen, hvilke ting man bokser med på andre skoler, og hvordan man finder de gode løsninger. Det kan jeg bruge til at udfylde rollen som tillidsrepræsentant på min skole, så godt som jeg kan«.
Hvad tager du med hjem?
»Det er især pointer fra de emner, der blev taget op i oplæggene om trivsel blandt de unge og moralsk stress. Og så hele fagbevægelsens udfordringer. Vi har jo aldrig haft så mange medlemmer i foreningen, men vi skal stadig sørge for, at vi får kommunikeret til særligt de unge, hvor mange ting en fagforening faktisk kan hjælpe med. I forhold til de unges trivsel fik Lene Tanggaard fortalt os på en sjov og levende måde, at vi skal have lidt mere tro på, at vi som lærere kan gøre en kæmpe forskel i den helt almindelige hverdag, vi har med eleverne«.
Er der noget, du gerne vil have forbedret til næste gang?
»Jeg synes, det var fedt med den debat, vi havde, da vi gik ud i et mindre forum blandt deltagerne i kreds 7. Der kom lidt mere på bordet, folk kom med lidt skarpere indlæg, og der var i det hele taget lidt mere gang i den, end der kan være i en debat med 400 deltagere. Så næste gang ville jeg gerne have mere tid til debatter i mindre fora. Eventuelt hvor man selv kan melde sig på de emner, man gerne vil debattere«. ■ JFC
STEFAN BUSSE
Lærer på Mellerup Efterskole, hvor han har været arbejdsmiljørepræsentant siden juni 2023. Dette repræsentantskabsmøde var hans første.
Hvorfor var det vigtigt for dig at deltage i repræsentantskabsmødet?
»Fordi det er der, vi som menige medlemmer har mulighed for at blive hørt. Vi kan tale direkte til formandskabet. Jeg tog ikke med, fordi jeg havde noget specifikt, jeg ville sige, men muligheden var der, og samtidig kan man tilkendegive, i hvilken retning man synes, foreningen skal gå. Der er kort vej til talerstolen, og det er vigtigt«.
Hvordan vil du beskrive repræsentantskabsmødet?
»Det er en supergod mulighed for at møde kolleger fra andre skoler og skoleformer, og jeg synes, at det er rigtig dejligt, at der er fokus på det sociale, så vi kan tale sammen om aftenen. Og så var der en kampånd om ord og semantik, som jeg ikke helt havde forventet. Det er måske ikke så radikalt, men det gik op for mig, hvor vigtig ordlyden i en resolutionstekst er. Det betyder meget, hvad der står, og hvordan det er skrevet. Det var nyt for mig, at vi gik så dybt ned i teksten«.
Hvad tager du med fra mødet?
»Jeg tager især de to oplægsholderes pointer med. Lene Tanggaards oplæg om, hvad det er for en verden, vores unge mennesker lever i, og hvordan vi som lærere kan gøre for at begrænse unges mistrivsel. Og så har jeg fået et nyt ord af Nana Vaaben om, hvad det vil sige at opleve moralsk stress i arbejdet med blandt andet andres mistrivsel. Derudover har jeg set og mærket, at talerstolen har en magt, og at vi faktisk skal værne om den tradition, det er at stille sig op på en talerstol. Da der på et tidspunkt var en, der gik op og sagde, at det var personens første gang på talerstolen, blev det virkelig støttet med klapsalver. Det er fedt, at det er sådan«. ■ JLG
NANNA HEINESEN
Tillidsrepræsentantsuppleant på Børnenes Friskole i Århus og på repræsentantskabsmøde for første gang.
Hvordan har dit første repræsentantskabsmøde været?
»Megafedt. Jeg er blevet klogere på, hvad det er for en størrelse, vi er en del af. Hvad det er, vi kan i foreningen, og hvad det er, der er på spil. Det har været et godt, at vi både har været samlet i kredsen og i det store fællesskab i salen. Jeg går helt klart opløftet herfra«.
Hvad har været det bedste?
»Det bedste har været at mærke stemningen, ånden og fællesskabet. At vi er en flok sympatiske, kloge hoveder, som har noget på hjerte – det er ikke bare en flok brokkehoveder, der rejser sig. Folk har haft konstruktive og visionære indlæg. Man kunne mærke energi og power, og at vi vil noget mere«.
Hvad tager du med dig fra mødet?
»Jeg har ikke tidligere været bevidst om, at det var en mulighed at komme på repræsentantskabsmødet som menigt medlem, og det vil jeg gerne være med til at udbrede kendskabet til, så flere får muligheden. Blandt mine jævnaldrende kolleger og studiekammerater fylder fagforeningsarbejde ikke ret meget. Mange er i tvivl om, hvad de kan bruge en fagforening til. Hvis man er et sted med udmærket løn og vilkår, hvad skal man så med en fagforening, tænker mange«.
Hvad kan foreningen gøre bedre for at nå de unge?
»Jeg tror, man skal være mere synlig på de digitale og sociale medier, Instagram for eksempel, hvor vi unge er. Jeg tror, der er mange, som ikke er klar over, at man også bliver en del af et fagligt netværk ved at være med i en fagforening«. ■ MSO