4 minute read

Det lokale fællesskab

»Det er jo ikke noget, der er kommet med et knips«

Garvet som lærer, ny i rollen som tillidsrepræsentant. Ketil Veel Jeppe har denne sommer overtaget en FSL-klub med et stærkt engagement og sammenhold, og det takker han sin forgænger på

Af Simone Kamp, Foto: Martin Damgaard Kristensen

30 års erfaring som lærer samme sted. Fem års erfaring som tillidsrepræsentantsuppleant. Fire måneders erfaring som tillidsrepræsentant.

Ketil Veel Jeppe var langt fra ny på Fredericia Realskole eller i Frie Skolers Lærerforening-regi, da han overtog posten som tillidsrepræsentant fra sin forgænger i august i år. Skolen har en meget høj organiseringsgrad, og det har betydning for den grundstemning, der er omkring FSL-klubben, siger han:

»Gennem årene har der altid været en høj grad af tillid til dem, klubben har haft valgt. Det, synes jeg, er et kendetegn ved FSL-klubben på Fredericia Realskole. Den tillid bunder nok også i, at vi har været gode til at skabe resultater«.

Når man overtager en klub med så godt et sammenhold, er der mange ting, man ikke selv kan tage æren for, påpeger Ketil Veel Jeppe. Men der er visse ting, der betyder særlig meget for den, der tager over.

»Jeg er især taknemmelig for den grundtillid, der er til, at jeg nok skal gøre det godt, og at der i forvejen er en positiv indstilling til tillidsrepræsentantrollen. Begge dele betyder virkelig meget. Når forholdene er sådan, kan vi let klare de løse bump, der kommer undervejs«, siger Ketil Veel Jeppe.

Synlighed batter noget

I dette skoleår er der indtil videre planlagt fem FSL-møder. Det er meget forskelligt, hvor mange der kommer til møderne. Til klubbens seneste møde, som var Ketil Veel Jeppes første møde som tillidsrepræsentant, dukkede mange op. Han tror dog mest, at det var, fordi kollegerne lige skulle se, hvad han kunne byde på.

»Generelt har møderne været mest besøgte, når der har været problemer. I dagligdagen, når tingene går stille og roligt, er de ikke så velbesøgte. Så er der tillid til, at vi har styr på det, der skal klares«, siger Ketil Veel Jeppe.

»Lærerne på skolen har tillid til, at vi løfter alle sammen. Men vi har også fundet en form over tid, for det her er jo ikke noget, der er kommet med et knips. Det har været en langstrakt proces. Og vi kan også sagtens stadig være uenige om ting«, siger han.

Skolens FSL-klub har blandt andet opnået resultater i forbindelse med lønforhandlinger, hvor lærerne har fået del i de decentrale lønkroner. Ellers er det oftest emner som arbejdstid, intern kommunikation og løn, der fylder. Og når noget er blevet gennemført, har de tillidsvalgte altid fulgt op, fortæller Ketil Veel Jeppe.

»Vi har været gode til at gøre det synligt for vores kolleger, at vi får noget ud af det, når vi forhandler. Når den proces gentages over år, skaber det også en tillid til, at vi kan få noget igennem«, siger han.

Et kig bag skolegardinet

For Ketil Veel Jeppe selv har FSL-klubben været en vej ind til at forstå, hvad der sker og tænkes ’i højderne’, siger han:

»FSL-klubben er lærernes måde at komme med ind bag forhænget på, når der bliver talt om, hvilke ting skolen vil udvikle, eller hvordan lønstrukturen, stressniveauet eller lærertilfredsheden er«.

Han vil gerne skabe en FSL-klub, der fastholder tryghed, tillid og skaber endnu mere transparens.

»Det er enormt vigtigt, at medlemmerne er klar over, at vi holder de møder med ledelsen, hvornår møderne er, og hvad vi snakker om på dem. Selvfølgelig er der personlige sager fra møderne, vi ikke kan fortælle om, men hovedparten kan vi godt gengive indholdet af. Det, håber jeg, kan være med til at styrke og sikre det stærke sammenhold, vores klub allerede har«, siger Ketil Veel Jeppe. ■

Ketils tre råd til tillidsrepræsentanten:

SÅDAN SKABER DU EN GOD OG AKTIV FSL-KLUB

• Lav et solidt og aktivt benarbejde for at gøre dig selv relevant. Medlemmerne skal vide, helt ind i det inderste, at de kan komme til dig med problemer og frustrationer, og at Frie Skolers Lærerforening er et sted, hvor man finder en tryghed og får den hjælp, man skal have.

• Adskil udfordringer fra hinanden, så medlemmet forstår, hvad du som tillidsrepræsentant kan gøre noget ved, hvornår Frie Skolers Lærerforening skal inddrages, og hvad medlemmet selv kan gå direkte til ledelsen med. Nogle medlemmer skal hjælpes til at få mod til selv at tale med ledelsen.

• Vis gerne – også for din egen skyld – at det ikke er alt, der er tillidsrepræsentantens opgave. For hvis alt skal omkring dit bord, ender du med at sidde på skødet hos ledelsen, og det vil svække din autoritet som tillidsrepræsentant.

• Vigtigst af alt: Vær tydelig og transparent i klubbens arbejde og resultater. Det skaber tillid. ■

This article is from: