»En ansættelse skal ikke på spil, bare fordi man vrikker lidt med ørene«

»En ansættelse skal ikke på spil, bare fordi man vrikker lidt med ørene«

Loyalitetspligten kan begrænse, hvad man må sige og gøre som lærer på en fri skole. Men der er også grænser for, hvor snævre rammer den kan pålægge medarbejderen. Ytringsfriheden kan veje tungere end loyalitetspligten, hvis det, man ytrer sig om, har offentlighedens interesse, siger ekspert.

AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK ILLUSTRATIONER RIKKE BISGAARD

Må du kritisere din skole og din ledelse offentligt? Gå til pressen, bestyrelsen, forældrene eller måske på sociale medier og skrive et harmdirrende indlæg? Nej. Det vil de fleste være enige om. Som ansat på en fri skole er du underlagt en loyalitetspligt, som gør, at du ikke uden videre offentligt må kritisere din ledelse eller din skole på en måde, som kan komme skolen som en privat virksomhed til skade. Du må heller ikke gå direkte til bestyrelsen bagom din leder.

Men der kan være undtagelser – nemlig hvis dine udtalelser falder ind under din ytringsfrihed, forklarer Natalie Videbæk Munkholm, der er lektor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet og forsker og underviser i blandt andet arbejdsret og ansættelsesret:

»I udgangspunktet er det illoyalt at kritisere sin arbejdsplads, men hvis der er tale om, udtalelser, der har offentlighedens interesse, for eksempel at skolen decideret snyder med midler, test, eksaminer eller andre overtrædelser af reglerne, så har offentligheden en interesse i, at det kommer

frem. Hvis det derimod blot er, fordi du er uenig med ledelsen i den pædagogiske retning eller andre ledelsesmæssige valg, så må man bruge de korrekte interne veje til at gøre sine indsigelser gældende og ellers holde det for dig selv«, forklarer hun.

En beskyttelse der går to veje

I virkeligheden er loyalitetspligten en underliggende pligt i alle kontraktlige forhold, og den tager hensyn til begge kontraktparter, fortæller Natalie Videbæk Munkholm, der har skrevet ph.d. om netop loyalitet i arbejdsretlige relationer.

»Alle kontraktparter har en loyalitetsforpligtelse over for hinanden. Man skal gøre, hvad man kan for ikke at sætte modpartens interesser på spil – uanset om det er en ansættelse, eller du køber et læs grus. Det er en bagvedliggende forventning om ikke at skade modpartens interesser, men i et rimeligt omfang at varetage hinandens interesser«.

Hun gør opmærksom på, at ledelsen jo har samme loyale forpligtelse til ikke at bagtale sine medarbejdere, videregive urigtige oplysninger eller referencer.

I ansættelser skelnes der mellem, om du er offentligt eller privat ansat. Offentligt ansatte har en høj grad af ytringsfrihed, og den vil i mange tilfælde ikke komme i konflikt med loyalitetsforpligtelsen, hvis de ansatte giver udtryk for egne holdninger – også kritiske holdninger om for eksempel deres arbejdsgivers prioriteringer. Det er ud fra devisen om, at offentligheden har stor interesse i, hvordan offentlige midler og institutioner drives, og at kritisable forhold skal frem i lyset, selvom det kan komme virksomheden til skade – så længe man taler sandt, ikke bryder med den særlige tavshedspligt og tydeligt taler på egne vegne.

»Der er et ønske om, at det hele er så transparent som muligt, når det handler om offentlige arbejdspladser, og derfor har offentligt ansatte friere rammer for, hvad de må sige«, forklarer Natalie Videbæk Munkholm.

Frie skoler ligger i midten

Samme ytringsfrihed har man ikke nødvendigvis som ansat på en fri skole, selvom den er støttet af offentlige midler. Skolen er en privat virksomhed, der kan gå konkurs og derfor kan lide stor skade af dårlig omtale.

Natalie Videbæk Munkholm bruger en skofabrik som eksempel og siger, at her vil der næsten ingen offentlig interesse være i, hvordan ledelsen forvalter og disponerer økonomien eller ledelsesbeslutninger, og derfor er ytringsfriheden vedrørende virksomhedens forhold begrænset, og loyalitetspligten vejer meget tungt.

Hun mener, de frie skoler ligger et sted midt imellem de offentligt ansatte og de ansatte på skofabrikken, når det handler om, hvad man må sige offentligt om sin ledelse og arbejdsplads.

»Alle har en interesse i, at børn i Danmark kommer i gode skoler. Det man måler på, er offentlighedens interesse, og her er en fri skole ikke bare en ø, som kan bestemme selv. Der er langt større offentlig interesse i en fri skole end i en skofabrik«, siger hun og peger på, at det også er netop det, der gør det vanskeligt at vurdere, hvornår man er omfattet af ytringsfrihed, og hvornår man er omfattet af loyalitetspligt.

»Når det handler om virksomhederne i midten – selvejende institutioner som private gymnasier, private skoler og lignende, som på vegne af det offentlige driver skole med offentlige midler – der er det svært at vurdere. Det synes jeg også. Det er ikke supernemt. Man må man ind og se på emnet og motivationen for at udtale sig. Hvis emnet har en bred offentlig interesse, så må man gerne ytre sig og bidrage til den offentlige debat. Hvis det ikke har, så må man ikke, og så vejer loyalitetspligten tungere end ytringsfriheden. Det samme gælder, hvis en ytring er en meningstilkendegivelse, fordi man vil bidrage til den offentlige debat – så kan der være bredere rammer. Hvis ytringen blot er et surt opstød begrundet i egne frustrationer, er det mindre oplagt, at det er dækket af ytringsfriheden«, siger hun.

Loven står over loyaliteten

Loyalitetspligten kan dog aldrig stå over lovgivningen, understreger Natalie Videbæk Munkholm. Som lærer har man en skærpet underretningspligt, og den skal man overholde – også selvom ens leder måske siger, at man ikke skal underrette. På samme måde må man også modsætte sig at medvirke til forkerte eller mangelfulde underretninger eller andre former for regelbrud, som skolens ledelse måtte ønske.

Det er ifølge hende ikke et brud på loyalitetspligten, hvis man går udenom lederen og direkte til bestyrelsen eller i sidste ende til pressen, hvis der er tale om ulovligheder.

En århusiansk folkeskole har for nylig været i søgelyset for snyd med eksamensresultater. Her gik medarbejderne bag om skolelederen og gjorde myndighederne og offentligheden opmærksom på problemet.

»Havde det været på en fri skole, havde det heller ikke været et brud på loyalitetspligten. Snyd og bedrag skal frem i lyset, da det har offentlighedens interesse«, siger hun og er ikke i tvivl:

»Det er blandt andet afgørende, at vi taler om en skole, der uddanner vores børn, og at der var tale om en eksamen, som er den samme på tværs af mange typer af skoler. Her er der tale om snyd, som er i samfundets interesse«, siger hun. Den enkelte skole kan altså ikke fremhæve sin egen ideologi eller sit image som grundlag for ikke at følge de regler, der gælder for alle skoler – både de private eller offentlige.

Hvornår kan det, man gør i sin fritid, gå ud over ens ansættelse? Jeg vil mene, at der skal meget til, og det er op til arbejdsgiveren at godtgøre, at der er sammenhæng mellem levevis og en alvorlig skade på skolens etos eller ideologi.

NATALIE VIDEBÆK MUNKHOLM,LEKTOR JURIDISK INSTITUT,AARHUS UNIVERSITET

Værdier er også loyalitet

Dækker loyalitetspligten også over skolens værdier? Ja, siger eksperten. Du skal som ansat også være loyal over for skolens værdier og ideologi, som mange frie skoler er bygget på. Men her kan grænsen være endnu vanskeligere, fortæller Natalie Videbæk Munkholm.

Er man ikke enig i de værdier, den ideologi eller den pædagogik, skolen bedriver, har det ikke offentlighedens interesse, og man skal passe på med at ytre sig eller kritisere skolen. Skolen har for eksempel i et vist omfang ret til at sortere efter det ideologiske grundlag, når de ansætter centrale medarbejdere.

Men der er grænser for, hvor høje krav skolen kan forlange af den pågældende medarbejder i forhold til også at leve efter skolens værdier og ideologi. Loyalitetspligten rækker således ikke ind i fritiden. Det kan en arbejdsgiver i udgangspunktet ikke blande sig i, siger Natalie Videbæk Munkholm, da det tilhører privatlivets fred.

Kun i de få tilfælde, hvor medarbejderens private forhold ’kaster skygge’ over skolen og kan skade virksomheden, kan det berettige til tiltag fra arbejdsgiveren. Men der skal meget til, og det er ofte alene medarbejdere i særlige stillinger, som hun siger.

»Der er ret smalle grænser for, hvad man kan kræve af sine medarbejdere, når det er udenfor arbejdstiden, for rigtig mange ting er beskyttet af privatlivets fred«, siger hun og tilføjer: »Medarbejdere skal beskyttes mod for snævre rammer. Deres ansættelse skal ikke på spil, bare de vrikker med ørene«.

Er man for eksempel illoyal over for sin skoles værdier, hvis man ligger i skilsmisse, går i swingerklub, kommer i den forkerte kirke eller tager tørklædet af i weekenden? Hvis man har bestemte politiske holdninger, demonstrerer eller identificerer sig med andre politiske overbevisninger end skolens? Ryger eller drikker mere i sin fritid, end skolen anbefaler sine elever?

»Det skal helt klart være handlinger, der tydeligt kan komme skolens eksistensgrundlag til skade, og der skal være en helt klar sammenhæng mellem de krav og forventninger, der opstilles, og den ideologi skolen hviler på. Man har ikke bare

carte blanche til at forlange, hvad som helst af sine medarbejdere, fordi man er en skole med en bestemt ideologi eller værdi. Det er skolen, der skal kunne redegøre for sammenhængen mellem skolens værdigrundlag og den private adfærd, der sanktioneres«, siger hun og referer til, at der også er ligebehandlingsregler, beskyttelse mod diskrimination, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og mange andre regler, der skal overholdes, og som ikke kan tilsidesættes af loyalitetspligt, blandt andet også Menneskerettighedskonventionens meningsfrihed.

»Kommer det til en sag, vil man se på, hvor meget og hvad det betyder for skolen netop med denne type adfærd. Hvad står der eksempelvis i vedtægterne og det ideologiske grundlag. Hvor vigtigt er det for virksomheden?«

Krav må ikke række ind i privatlivet

Natalie Videbæk Munkholm henviser til en sag fra EU-Domstolen, hvor det blev stadfæstet, at en medarbejder var blevet uberettiget afskediget, og at der ikke var tale om illoyalitet over for arbejdspladsen. På et katolsk sygehus blev en katolsk læge, der tidligere havde været gift og var blevet borgerligt skilt, opsagt, da han indgik nyt borgerligt ægteskab, uden at det tidligere ægteskab var blevet opløst efter den katolske kirkes ritualer. Opsigelsen blev begrundet med, at lægen ikke have været loyal overfor virksomhedens etik.

Her fandt EU-Domstolen, at hans skilsmisse og ægteskab ikke var et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav for at kunne varetage den konkrete aktivitet som læge, og der var ifølge domstolen ikke den nødvendige forbindelse mellem

den katolske kirkes forståelse af ægteskabets hellige og uopløselige karakter og så de arbejdsopgaver, som lægen skulle udføre på hospitalet. Opsigelsen var derfor i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af religion.

»Selvom det står i personalepolitikken, så er det ikke sikkert, det holder i retten. Man kan ikke bare opsætte høje, høje standarder for de ansattes privatliv. Det skal være alvorligt og meget vigtigt for skolen og dens etos«.

I praksis mister man jobbet

Men selvom man ytrer sig om noget, der har offentlighedens interesse, eller udøver sin ret til privatlivets fred i sin fritid, så oplever Natalie Videbæk Munkholm også, at det kan koste jobbet.

»I praksis risikerer man at miste jobbet for illoyalitet. Så kan man køre en sag i faglig voldgift eller ved domstolene og måske få en pose penge med, men i praksis har man mistet sit job og får det ikke tilbage, så man skal selvfølgelig være forsigtig, hvis man ikke vil miste jobbet, men man skal heller ikke udøve selvcensur«, siger hun.

Og netop selvcensur peger hun på, at hun tror, flere skoler og ledelser udøver.

»Mange steder sidder man nok stadig lidt fast i gamle dage og er meget autoritetstro. Der hersker måske også en ide om som fri skole ”at her bestemmer vi selv”, men sådan er det ikke. Private skoler har offentlighedens interesse. Jeg tror, der er en misforstået høj grad af censur og selvcensur på skolerne«. ■

Det kan godt være, skolen har anbefalinger om, hvad der er et godt liv, men ligefrem at miste sit job, fordi du vil noget andet i dit liv – så skal det være meget centralt for skolen. Rigtig meget er bestemt omfattet af privatlivets fred.

NATALIE VIDEBÆK MUNKHOLM,LEKTOR JURIDISK INSTITUT,AARHUS UNIVERSITET