6 minute read
Ny næstformand vil have fokus på tillidsrepræsentanterne
Som lærer ville hun være rollemodel for pigerne i de naturfaglige fag. Som politiker vil hun forbedre den danske model. Rikke Josiasen, den nye næstformand i Frie Skolers Lærerforening, brænder for tillidsrepræsentanterne som kernen i foreningen og for lærernes arbejdstid.
AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK FOTO MARTIN DAM KRISTENSEN
Forestil dig, at du skal tilbringe ni timer på en rasteplads ved den tyske motorvej sammen med 230 efterskoleelever. En rasteplads af den mindre slags – en af dem med meget lidt udenomsplads. Kun to toiletter og ikke mulighed for at bruge penge på andet end en sølle og halvtør sandwich. Ni timer. Og I har i forvejen været undervejs i bussen i knap 20 timer.
Det kan måske lyde som et mareridt. Men det var det ikke. Så det er ikke derfor, Rikke Josiasen, den nyvalgte næstformand for Frie Skolers Lærerforening, fortæller historien. Hun fortæller den, fordi bussernes chauffører på grund af vejarbejde og uheld på motorvejen undervejs kom i problemer med deres køre- og hviletid og måtte holde ind. Det var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved. Sådan var det. 230 efterskoleelever og deres lærere tog det pænt. Men den nyvalgte næstformand har en pointe, som ligger hende meget på sinde:
»Der er en generel forståelse for chaufførers arbejds- og hviletider. Vi mangler den samme forståelse og respekt for lærernes arbejds- og hviletid«.
Holder ikke i længden
Den samlede bustur hjem fra Østrig sneg sig op på 32 timer. Alle kom godt hjem, og ingen led overlast. Men Rikke Josiasen mener, historien er et billede på, at der stadig kan blive bedre styr på lærernes arbejdstid og ikke mindst en større bevidsthed fra især efterskolelærerne om, at der er grænser for, hvad man kan holde til i længden.
Da hun blev ansat i sit første efterskolejob i 1990, fik hun at vide, at en efterskolelærer i gennemsnit holdt til arbejdet i seks år. Derfor gør hun meget ud af, at regler og overenskomsten, som kom få år efter hendes første ansættelse, er til for at beskytte læreren i jobbet:
»Jeg møder gang på gang efterskolelærere, som ikke kan forstå, at de ikke må lave en ”døgner” med eleverne, at de ikke bare skal tage et morgenløb kl. 6.30 efter en aftenvagt eller gå en runde klokken 01, når de har hviletid mellem 23 og 7. Der er meget lidt forståelse for, at man skal passe på sig selv i sit arbejde. Man kan ikke blive ved med at være sådan en, der tager på natløb med eleverne, og så bare møder ind igen næste morgen. Det kan man måske, når man er 25 år, men det ikke sikkert, man kan, når man er 45 år«, siger Rikke Josiasen.
Fokus på den danske model
Som ny næstformand glæder hun sig til at være med til at sætte lærernes løn, arbejdstid og arbejdsvilkår på de frie skoler på dagsordenen – ikke bare på skolerne og i kredsene lokalt, men nu også på Christiansborg. Øverst på hendes egen lille ønskeliste og arbejdsseddel står den danske model, som hun gerne så ændret.
»Jeg synes, at det, at modparten på det offentlige arbejdsmarked også er lovgiver, har nogle uheldige konsekvenser. Vi så jo i 2013, hvordan de bare kunne sidde og vente på, at de kunne lave den lov, de gerne ville. Altså uden overhovedet at have været i realitetsforhandlinger«, siger Rikke Josiasen, som gerne så, at der kom et armslængdeprincip ind i modellen.
»Det er ikke, fordi jeg tror, at jeg nu som næstformand i Frie Skolers Lærerforening bare kan lave om på den danske model. Men jeg har måske fat i et lille tandhjul i det store maskineri, som jeg kan hjælpe med at sætte i bevægelse. Og jeg vil blive ved med at tage diskussionen op og sige: ”Skal vi nu ikke snart have kigget på det?”, alle de steder jeg har mulighed for det«.
Havde håbet på kampvalg
Rikke Josiasen blev næstformand ved et fredsvalg på repræsentantskabsmødet i november 2021. Og det passer hende faktisk ikke så godt. Hun havde gerne taget et kampvalg og argumenteret for sine synspunkter og politiske fokusområder.
Skulle hun have holdt en valgtale, havde der været et stort fokus på tillidsrepræsentanterne, som foreningens kerne og ikke mindst videreuddannelsen af dem:
»Hvis vi ikke har veluddannede tillidsrepræsentanter, så har vi heller ikke ambassadører ude på skolerne«, siger Rikke Josiasen og understreger, at hun finder tillidsrepræsentanterne særdeles veluddannede i dag, men at uddannelsen ikke må slutte.
»Vi må ikke bare sætte flueben ved TR-uddannelsen. Vi kan altid gøre mere. Kontinuerlig efteruddannelse er vigtig. Og det ville have været en af mine mærkesager i en valgkamp«.
Savner lærerjobbet
Der løber stadig efterskoleblod i årerne på den nye næstformand. 31 år som efterskolelærer glemmer man ikke bare sådan lige. Hun skal stadig minde sig selv om, at hun ikke skal ud og have en matematik eller fysiktime, når hun vågner mandag morgen.
»Det er virkelig mærkeligt, for det er hele ens identitet, der har ændret sig. Nu har jeg været matematik- og fysiklærer i så mange år. Man går jo ikke bare lige ud i køkkenet og laver nogle kemiske eksperimenter«, siger Rikke Josiasen. Hun har glædet sig over at se piger finde glæden ved matematik og fysik, og at hun har været en rollemodel i et fag, der nemt skræmmer pigerne væk.
»I forhold til fysisk og kemi har jeg ofte tænkt, at det vigtigste ikke var, at de blev dygtige, men at de fik lyst til at beholde det i deres liv. Jeg har måske lidt tendens til at være på den store klinge. Men hvis jeg nu kunne være med til at sige: ”Prøv lige at hør' her – kvinder kan også gå en naturfaglig vej, og det kan I også«. ■
FEM HURTIGE
Bøger eller aviser?
Bøger!
Sommerferie eller skiferie?
Begge. Det er lidt en presbold, at jeg ikke skal med skolen på skitur i år. Jeg har været på skitur med efterskolen altid, og det er der, mine børn har lært at stå på ski. Min mand står ikke på ski, men jeg håber, jeg kommer af sted med familien alligevel. Så jeg siger begge dele.
Campingvogn eller telt?
Jeg skal i hvert fald ikke ind i nogen campingvogn. Vi har en Camp-let, vi har rejst Europa tyndt med i to gange fire måneder. Så må jeg sige en Camp-let? Eller en bivuak. Der er lidt mere luft.
Chokolade eller lakrids?
Den er også svær. Må jeg sige begge dele? Måske de der lakridskugler med chokolade udenpå.
Koncerter eller sportsbegivenheder?
Jeg skal ikke til nogen sportsbegivenhed. Jeg vil gerne til koncert, men jeg vil faktisk hellere ud at gå en tur i naturen. Må jeg sige en musical i London? ■
BLÅ BOG
• 55 år, bor i Horsens, nyvalgt næstformand i Frie Skolers Lærerforening.
• Efterskolelærer i 31 år, har været ansat på Flemming Efterskole siden 1993.
• Underviste i matematik og fysik.
• Tillidsrepræsentant i 25 år.
• Gift med Peter, der er lærer på den katolske Sct. Ibs Skole i Horsens. Parret mødte hinanden på lærerseminariet i Silkeborg.
• Sammen har de Anders, 29 år, og Lene, 26 år.