10 minute read
"DER ER JO IKKE NOGEN, DER BLIVER MOTIVERET AF AT VÆRE EN NOGENLUNDE LÆRER"
»DER ER JO IKKE NOGEN, DER BLIVER MOTIVERET AF AT VÆRE EN NOGENLUNDE LÆRER«
De fleste lærere har meget høje forventninger til sig selv og den gode lærer, de gerne vil være. Og det kan give dårlig samvittighed, hvis man føler, at man ikke lever op til sit eget ideal, fortæller lektor Nana Vaaben, der forsker i moralsk stress.
AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK FOTO PRIVAT
Kender du følelsen af, at du ikke nåede rundt til alle eleverne i din klasse i dag? At nogle i klassen havde mere brug for dig, end du følte, du havde tid til? Fornemmelsen af, at du ikke fik løst en konflikt godt nok, at du burde have talt lidt længere tid med en elev, en forælder, en kollega? Føler du ofte, at du liiiige kunne have gjort lidt ekstra? At du burde….
Så er du formentlig ofte tynget af dårlig samvittighed, måske føler du dig utilstrækkelig og føler ikke helt, at du slår til i forhold til dine forventninger til dig selv. Moralsk stress, kalder Nana Vaaben det. Hun er ph.d. og docent ved Københavns Professionshøjskole og har haft lærerprofessionen som forskningsfelt gennem mange år. Aktuelt er hun sammen med to kolleger i gang med et forskningsprojekt om moralsk stress blandt velfærdsprofessionelle – herunder skolelærere.
Og her finder Nana Vaaben, at lærere har høje forventninger til sig selv, og at det kan være med til at give moralsk stress:
»Den klassiske forståelse af moralsk stress er, når man med sin professionelle dømmekraft ved, hvad der er det rigtige at gøre, men af en eller anden grund føler sig forhindret i at gøre det«, forklarer hun.
Forhindringen kan ligge i tid eller ressourcer, fordi flere elever som en tendens i samfundet har ekstra eller særlige behov, men på skoler har forskerne også fundet et andet problem, som måske ikke helt præcist er moralsk stress, men nært beslægtet:
»Læreren står ofte med følelsen af at være alene med store eller uløselige problemer. De er ikke organiseret som et beredskab ligesom i politiet, hvor vi også har lavet feltarbejde. Hvis en elev pludselig er udadreagerende, eller en elev har særlige behov, så sidder der måske 25 andre og er sat på pause. Der er ikke nogen at kalde på, og så kan man ikke andet end at komme til at føle sig utilstrækkelig«, forklarer Nana Vaaben.
Om det er moralsk stress, kan man diskutere. For der er måske ikke tale om, at lærerne føler sig forhindrede i at gøre det, som de ved, er det rigtige at gøre – måske snarere, at de ikke aner, hvad der er det rigtige at gøre, og ikke har nogen at kalde på.
Forskerne beskriver ikke kun utilstrækkeligheden i de akutte situationer. Den kan også opstå i den helt almindelige undervisning, hvor det kan føles svært at nå rundt til alle elever og udfordre og støtte både de stærke og de svage elever.
»En lærer beskrev i en tidligere undersøgelse, hvordan hun efter en lektion ofte følte, at størstedelen af eleverne i klassen ikke havde fået det, de havde behov for. Fornemmelsen af ikke at kunne nå rundt er utilfredsstillende, og fornemmelsen af, at man bare ikke er tilstrækkelig, er meget udbredt«, siger Nana Vaaben og fortæller om en anden væsentlig forskel fra den ene faggruppe til den anden.
De ansatte i politiet er typisk vagtsat. Når en vagt slutter, kommer en anden og overtager. Sådan er det ikke for lærerne. Her kan arbejdet og problemerne hobe sig op hos den enkelte. Der kommer ikke nogen og løser udfordringerne, og de er ikke væk, næste gang du møder ind på arbejde.
»Det blev tydeligt for os, at mange af skolerne ikke har et beredskab. Hvis en elev stikker af, bliver udadreagerende, eller der opstår en stor konflikt – og der sker jo masser af uventede ting på skolerne – så er der ikke et beredskab. Der sidder ikke nogen og venter, og som kan træde til. Alle er på arbejde i deres skema, og det kan være utrygt og kan give anledning til, at lærerne står i nogle situationer, hvor de er utilstrækkelige. Det er fornemmelsen af at være alene«, siger Nana Vaaben.
Høje forventninger og stærkt ideal giver stress
De fleste lærere har et helt klart billede af, hvilken lærer de gerne vil være. Idealet og forventningerne til sig selv er ofte høje, og det kan være svært at acceptere, at man ikke indfrier sine egne høje forventninger, fortæller Nana Vaaben.
»Mange lærer har selv en yndlingslærer fra deres egen grundskoletid, en lærer der har gjort et stort indtryk og er et forbillede. Eller også har læreren et ønske om at være den gode lærer, de aldrig selv har haft«, forklarer Nana Vaaben, som for et par år siden i et andet forskningsprojekt undersøgte lærerstuderendes motivation for at gå ind i lærerfaget.
»Fælles for dem alle er, at de har et meget stort ønske om at gøre en forskel. De siger over en kam, at de godt kan lide at arbejde med børn. I gamle dage kaldte man det måske ”et kald”. I dag kan man generelt sige, at det er mennesker, som gerne vil gøre en forskel i andres liv, som bliver lærere. Ambitionerne er høje, og de lærerstuderende forestiller sig, at det er deres eget engagement, der skal bære dem igennem. De lægger ansvaret på sig selv«, forklarer Nana Vaaben, som i projektet spurgte de lærerstuderende indenfor de første to uger af deres studie for at få svarene, inden de blev præget af deres medstuderende, underviserne eller læreruddannelsen generelt.
»Alle vil gerne være den motiverende lærer, der gør en forskel i børnenes liv. En der er der for børnene, ser børnene, udvikler deres faglighed, giver dem en god barndom, en god skolegang, en der batter noget i nogens liv. Det er typisk derfor, man har valgt at blive lærer. Hvis man så havner i en situation, hvor man føler, at man går på kompromis med lige præcis det, så mister man jo hele meningen med at være lærer. Og måske mister skolen og samfundet den lærer«, forklarer Nana Vaaben.
»Der er ikke nogen, der bliver motiveret af at være en nogenlunde lærer. Alle vil gerne være en god lærer. Og hvis man ikke er den lærer, man gerne vil være, så starter tvivlen – vil jeg have det sådan her? Er jeg det rigtige sted? Er jeg den lærer, jeg gerne vil være? Skal jeg finde på noget andet? Og derfor er det så vigtigt, at vi taler om det og gør noget ved det, så vi ikke oplever en flugt fra faget«.
Utilstrækkelighed gør ondt
En anden central ting, forskerne fandt, da de gennemgik lærernes motivation for faget, var, at det var nemmere at få øje på alt det, lærerne gerne ville give, end hvad de gerne ville have ud af at gå på arbejde.
»Der ligger en drivkraft i, at man gerne vil være en lærer, der gør en positiv forskel i børns liv. Der er ingen, der bliver lærer for at levere lektioner«, forklarer Nana Vaaben.
»Det er ikke noget, man bare lige kan ændre. Man kan ikke sige, nu skal du blive motiveret af noget andet. Vær sød at omlægge din motivation. Der er en form for generationsoverlevering i at være lærer. Man har fået noget, man gerne vil give videre fra sine egne fortidige lærere til sine nuværende eller fremtidige eleverne. Lærere brænder så meget for eleverne, og derfor gør det også så ondt, hvis man ikke føler, at man er tilstrækkelig«.
Moralsk stress skal ikke behandles
Men hvad stiller man så op med den moralske stress, og hvordan skal den håndteres? Nana Vaaben understreger, at følelserne ikke er forkerte, og at de som sådan ikke skal behandles.
»Lærerne skal ikke bearbejde den følelse, for den er ikke forkert. De ledere, embedsmænd og politikere, som står for skolernes organisering, har en opgave, så det er muligt at udføre arbejdet uden at skulle føle moralsk stress alt for ofte. Og så skal vi sætte fokus på det, vi skal tale om det og få et fælles sprog for det, så det ikke bliver lærerens eget individuelle problem. Det er ikke lærerne, der er forkerte, ikke er robuste nok, dygtige nok eller hvilke tanker man nu kan få«.
Men er det så lærerne, der har for høje forventninger til sig selv, og skal sænke ambitionerne, kunne man spørge forskeren. Nej, er det helt klare svar fra Nana Vaaben.
»Man skal ikke bare gå på kompromis. Der er ikke nogen, der bliver motiveret af at være den nogenlunde lærer eller den nogenlunde pædagog. Middelmådighed og ligegyldighed er der ingen, der er der for«, siger hun og tilføjer:
»Skulle man alligevel få overbevist sig selv om at skrue ned for ambitionerne for at forventningerne ikke skal stige helt til himmels, så skal forældrene nok få en på andre tanker. Den løsning er forældrene simpelthen ikke med på. Og derfor er dét med at bede lærerne om at sænke ambitionerne og gå på kompromis med idealerne heller ikke en løsning, der fungerer i praksis. Så havner de jo i det vildeste krydspres mellem ledelsen og forældrene. Det er jo heller ikke noget dårligt, at man gerne vil gøre sit arbejde godt. Det giver energi at være engageret«.
Forskeren mener i stedet, at hele samfundet bør kigge på de tendenser, der er i samfundet med stigende mistrivsel blandt børn og unge og kigge på, om man kan skrue skolesystemet anderledes sammen, så færre børn mistrives i klasserne til gavn for både lærere og elever.
»Det er en kæmpe gave, at vi har nogle lærere, som så gerne vil. Det må vi have en organisering og et skolesystem, som bakker op om. Vi må ikke pille motivationen ud af lærerne, men vi må heller ikke bare acceptere, at dårlig samvittighed er en del af lærerarbejdet«. ■
Tre gode råd
Nana Vaaben giver disse tre gode råd til at forebygge og håndtere moralsk stress:
1.
Tal med kollegerne om det. Alene det at finde ud af, at du ikke er alene med dine følelser, kan være en stor hjælp. Brug hinandens erfaringer, og tal om, hvilke situationer der trigger følelsen af dårlig samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed. Find fælles løsninger, så det ikke bliver individuel overlevelse.
2.
Tal om, hvordan I kan have en slags beredskab på skolen. Minimer de situationer, hvor en lærer står alene uden handlemuligheder. Lav lavpraktiske aftaler om, hvordan man kan hjælpe hinanden: Hvis der sker sådan og sådan, så gør vi det og dernæst det.
3.
Tal om de store perspektiver, og hvorfor du føler, at du skal indfri mere både i forhold til elever og forældre. Er der nogle samfundstendenser, og hvad er årsagen til, at flere elever har det skidt? Selvom det ligger uden for rækkevidde for den enkelte lærer og den enkelte skole at ændre på, skal det ikke afholde os fra at snakke om det. ■
NANA VAABEN
Nana Vaaben er ph.d. og docent ved Københavns Professionshøjskole og har haft lærerprofessionen som forskningsfelt gennem mange år.
