En helt igennem klassisk efterskole

En helt igennem klassisk efterskole

OrkesterEfterskolen i Holstebro lever og ånder for klassisk musik. Her viger soundboks pladsen for cello og andre strygere, og eleverne er flittige, disciplinerede og ambitiøse. De øver. Og øver.

Udenfor er det eneste, du kan høre, larmen fra håndværkerne, der borer og hamrer på den nye koncertsal. Salen skyder op som et moderne vikingeskib midtimellem de lave røde 80’er-bygninger, som udgør OrkesterEfterskolen i Holstebro.

Hver eneste lille rum på skolen genlyder af musik. Stor musik. Musik, som fylder både skolen, ørerne og tiden for de 70 unge, der går på efterskolen.

Eleverne er her, fordi de elsker klassisk musik. Ikke alle er virtuoser, der har fået Beethoven og Bach ind med modermælken, men alle brænder de for deres instrument og for at blive dygtige.

Det er også nødvendigt at brænde for det, for dagene står på musik fra tidlig morgen til sen aften. Musikteori, hørelære og musikhistorie er kun et par eksempler på de 17 musiske bifag, som de unge kan vælge på skolen. Og hver uge får eleverne soloundervisning med konservatorieuddannede undervisere, som ville gøre enhver klassisk musiker en lille smule starstruck.

Meget ligner en almindelig efterskole

Eleverne kan gå på skolen i både 9. og 10. klasse, og det er på mange måder en almindelig efterskole med elever fra hele landet og udlandet. Her er faste sengetider, mad seks gange om dagen og stilletime. Stille på den måde, at netop i denne time må eleverne ikke øve på værelserne. Ellers øver de alle steder og hele tiden. På hele skolen står nodestativer og stole i forladte cirkler efter improviserede sammenspil, og i alle rum troner et klaver.

Eleverne ligner til forveksling alle andre efterskoleelever med hættetrøjer og en tendens til at rode og larme. En af eleverne hører høj musik på telefonen, da han går fra en bygning til en anden. Men det er hverken Minds of 99 eller Gilli, der bliver sparket ud af højtaleren, men derimod blæsere i fuld forte fortissimo.

Alle accepterer hinanden, fordi eleverne har den her fælles interesse, som er så meget niche. De har alle sammen været lidt specielle og alene med deres interesse, så det er helt unikt, at de kan være sammen med så mange andre her.

MATHIAS HØRUP JENSEN, UNDERVISER I ENGELSK, SAMFUNDSFAG, MEDBORGERSKAB OG IDRÆT.

Selma Udsen Arneborg, spiller bratsch, 10. klasse, fra Birkerød.

»Jeg har fundet kærligheden til musikken igen«

»Man kan mærke det med det samme, man kommer ind på skolen – det er bare et glad sted, hvor vi er sammen om glæden ved musik. Da jeg gik i folkeskole, var jeg den eneste, som spillede klassisk musik, så jeg talte aldrig om det, og så tror jeg måske, at jeg glemte min kærlighed til musikken. Her kender vi alle sammen dét at være den eneste med den her interesse, så det er virkelig fedt at komme her op og bare kunne snakke med alle og få en masse nye venner. Nu hvor jeg er startet her, så har jeg virkelig fundet kærligheden til musikken igen. Jeg troede, at det her skulle være et friår, men jeg har bestemt mig for, at jeg vil på Musikalsk Grundkursus (MGK), så det fylder det hele lige nu. Jeg øver, hver gang jeg kan komme til det. Jeg troede slet ikke, at jeg skulle gå den vej, men det vil jeg nu. Det er lidt vildt.« ■

Eleverne har lært mig en masse om musik. Jeg kunne ikke en gang synge, da jeg startede her. De ville også gerne lære mig at spille klaver, det har jeg ikke lige nået endnu.

MATHIAS HØRUP JENSEN, UNDERVISER I ENGELSK, SAMFUNDSFAG, MEDBORGERSKAB OG IDRÆT.

Her er ingen slinger

På ét punkt adskiller de unge sig fra mange af deres jævnaldrende. Her er der ingen, der dalrer.

Eleverne står tidligt op og kommer ikke for sent, og selvom drenge og piger deler huse og kun er adskilt af en lukket dør om natten, er der ingen natterend. Det er lærerne i hvert fald ret sikre på. For de unge her har en helt særlig disciplin, som tusindvis af øvetimer har givet dem. Man bliver ikke god, hvis man ikke øver sig. Og man kommer ikke langt, hvis man ikke holder fast og gør, som der bliver sagt, når dirigenten svinger dirigentstokken.

I en kort pause imellem strygerorkester og symfoniorkester mødes eleverne i spisesalen til eftermiddagsmad. De diskuterer, hvem der skal sidde på første pult, og hvem der spiser mest smør på bollerne. De griner og hygger, men de må ikke komme for sent.

En pige synes, at hendes veninde er alt for langsom:

»Der er to minutter til symfoni, og du står og smører marmelademadder!«, råber hun på vej ud ad dobbeltdørene.

Eleverne griber deres instrumenter. Én må have sin kæmpestore kontrabas på ryggen, en anden fra slagtøjsgruppen nøjes med en bunke noder i den ene hånd og den wood block, hun skal spille på, i den anden.

Eleverne skynder sig over i koncertsalen og stiller op, så de er klar, når dirigenten slår an, præcis på klokkeslættet.

I dag godtager dirigenten dog undskyldningen fra et par piger, som kommer for sent, fordi de skulle have en coronatest, inden de skulle ind og sidde tæt som førstevioliner.

»Luk døren«, siger dirigenten til de forsinkede. »Ellers kommer slagtøjslæreren og beder os om det. De synes, vi larmer«, siger han med et skælmsk smil. Eleverne griner lidt.

»Ja, jeg ved det. De synes, at VI larmer«, tilføjer han. ■

Anders Sahner Ockelmann, spiller cello, 9. klasse, fra Nivå.

»Her er vi fælles om, at det er sejt at gå op i musikken«

»Min mor tog mig og min bror med til et musikskolearrangement, da jeg var fire år. Jeg prøvede violinen, men jeg syntes, at den larmede og gjorde ondt i mine ører, så jeg valgte celloen, for der kunne jeg også sidde ned.

Den klassiske musikverden er ret lille, så jeg kender en del, der har gået på OrkesterEfterskolen, og som var vildt glade for det. Jeg har tidligere spillet på Det Danske Suzuki Institut, hvor jeg har fået nogle af mine bedste venner, men det er så fedt at komme her op og få lov til at bo med min venner og se dem hele tiden og ikke kun i fritiden. Her er vi fælles om, at det er sejt at gå op i musikken, og så følger disciplinen ligesom med. Jeg overvejer at blive musiker, men det tænker jeg ikke, at jeg behøver bestemme mig for endnu. Lige nu kan jeg bare virkelig godt lide at spille sammen med de andre, både når vi spiller kammermusik og i symfoniorkester«. ■

Lærer Anja Rehl har været ansat på OrkesterEfterskolen siden begyndelsen af december 2021. Hun underviser i tysk og dansk og kender meget lidt til klassisk musik.

»Når det bliver for voldsomt, så gør det ondt i mine ører«

Hvorfor ville du gerne arbejde på OrkesterEfterskolen?

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være på en efterskole. Jeg kan godt lide at undervise, men det er relationerne, jeg virkelig brænder for. Og så bød muligheden sig efter 16 år i folkeskolen, så nu skulle det være. Og jeg er så glad for det. Det er et enormt glad sted, hvor man har frihed til at planlægge, og alle løfter i flok.

Hvordan er det at være lærer på en skole, hvor den klassiske musik fylder så meget, når du ikke selv spiller et klassisk instrument?

Det er sjovt. Jeg kan godt lide den stille, fine klassiske musik, men når det bliver for voldsomt, så gør det ondt i mine ører. Det synes eleverne er lidt sjovt, så de vil lære mig at lytte til klassisk musik. De har også lært mig at spille en skala på klaveret. Det gør ingen forskel, at jeg ikke er en del af deres verden, så længe jeg gerne vil lære og forstå.

Er der ikke meget uro, når de spiller musik hele tiden?

Nej, det er ren stemning. Jeg forestiller mig, at det må være ligesom at gå rundt inde bagved på det Kongelige Teater. Der sker noget i alle kroge, og så er der lige lidt fløjte her, og så er der lidt kontrabas der. Når der bare er tre minutter, så øver de. Især de elever, som vil ind på MGK – det musikalske grundkursus. De er så superdedikerede, og de når bare det hele. Både lektierne og at øve.

Kan du mærke, at de har en anden form for disciplin end mange andre teenagere?

Ja, meget! De sidder på deres plads, når timen begynder, og kan holde et fantastisk fokus i de 90 minutter, en lektion varer. En dag var jeg ved at stoppe timen lidt før tid, men det ville de ikke have. De var sådan lidt ”jamen, der er tre minutter tilbage af timen”. De er dygtige og dedikerede. De vil noget, og de er sjove at undervise. Man kan præsentere virkelig svært stof for dem, og de kaster sig bare over det. Det er kloge børn, som følger reglerne og bare gør dét, som de skal. ■