Sådan forebygger de moralsk stress på Strandmølleskolen

MØDEKARRUSEL OG TEAMKONTRAKT HJÆLPER MED AT ÅBNE FOR DE SVÆRE SNAKKE

På Strandmølleskolen kører møder i teams efter en fast skabelon, hvor der er lagt op til, at det er legitimt at sige, hvis man har det svært eller hårdt for tiden.

AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK ILLUSTRATION ISTOCK PHOTO

Utilstrækkelig. Det kan være et svært ord at få over sine læber, hvis det er sådan, man har det i sit arbejdsliv. Uanset om det er en forbigående eller vedvarende følelse.

På Strandmølleskolen i Assens har de skabt et rum for de svære snakke og et forum, hvor det er tilladt at sige, hvordan man har det. Og det har lærer Julie Gorst- Rasmussen sat stor pris på, fortæller hun: »Vores ledelse er synlige foregangsmænd og -kvinder ind i det her med at turde sige højt, at jeg er presset lige nu. At være ærlige. De har introduceret pædagogiske læreringsfælleskaber, hvor vores rammesætning er at sikre ærlighed, anerkendelse og forskellighed«, fortæller hun.

Helt konkret kører skolen med en mødekarrusel, hvor man på skift holder møde med sit klasseteam, sit årgangsteam og sit fagteam. Et møde hver uge. Og her er der lagt op til åbenhed, ærlighed, omsorg, saglighed og udvikling.

»Vi indgår en teamkontrakt i starten af året, når vi møder ind i de nye teams, hvor vi bruger tid på at snakke værdier, holdning og struktur. Hvordan sikrer vi, at alle kommer til orde og så videre. Vi sætter tid af i dagsordenen til at tale om, hvad der rører sig lige nu. Ikke kun blandt eleverne men også hos os. Vi har et rum, hvor vi åbent og ærligt kan tage den svære samtale sammen. Det kan også være noget, man er uenig i, eller noget man oplever, vi burde gøre på en anden måde. Vi øver os i at tage de her samtaler med hinanden, at være ærlige over for os selv og over for hinanden, så vi også kan hjælpe hinanden, når nogen ikke kører på fuld kraft. Sådan nogle perioder har vi alle sammen, og så ved vi, at vi har et team i ryggen«, forklarer Julie Gorst-Rasmussen. Hun oplever, at den nye mødestruktur også er med til at højne det faglige niveau i både forberedelse og undervisning.

Sætter aldrig punktum

Mødekarrusellen blev introduceret under corona-tiden. Det samme blev en slags "omsorgssamtale" med ledelsen, hvor der var lagt op til ærlighed om, hvordan man havde det som lærer.

»Som lærere sætter vi aldrig punktum. Vi bliver aldrig færdige. Vi kan altid gøre lidt mere. Gøre noget ekstra. Det er også svært at sætte et punktum personligt. Der spiller teamet en enormt stor rolle for mig. Vi kan sparre om det, og vi taler om det. Jeg tror ikke, jeg er i stand til at sige: "Jeg er lærer fra 8 til 16, og så er jeg alt det andet fra 16 til 8 næste dag". Jeg er lærer med hele min person. Men det er vigtigt at kunne trykke på pauseknappen, når jeg skal hjem og være hustru og mor til tre børn. Det har taget tid at lære at trykke på den knap«, fortæller Julie Gorst-Rasmussen.

»Min ledelse har været med til at sætte rammerne og lægge op til ærlighed. Jeg har for eksempel brugt ledelsen til sparring og hjælp til at trykke på pauseknappen, inden jeg kørte hjem. Ellers kunne dagen godt pusle videre i mig – "har jeg gjort det godt nok i dag?" og "har jeg været hele vejen rundt?"«. ■

»JEG FØLER MIG MEST UTILSTRÆKKELIG, NÅR DER ER BØRN, SOM HAR BEHOV FOR MERE, END JEG KAN GIVE DEM«

Julie Gorst-Rasmussen er lærer på Strandmølleskolen, og hun kender moralsk stress, dårlig samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed, når hun ikke opfylder sine egne høje forventninger til sig selv. Her fortæller hun, hvordan det rammer hende.

FORTALT TIL METTE SØNDERGÅRD MSO@FRIESKOLER.DK FOTO ALEX TRAN

Det rammer min stolthed, når jeg ikke føler mig tilstrækkelig som lærer. Det rammer mig på den opgave, jeg selv er med til at definere, hvad er. Og det rammer hele mit virke som lærer. Det kan fylde så meget, at det også rammer mig personligt, og så det kan blive svært at skille det personlige fra det professionelle. Det giver mig en uro i kroppen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skal være lærer – jeg knuselsker at være lærer. Men det rammer mig personligt, når jeg føler mig utilstrækkelig. Når jeg bliver usikker på det, jeg egentlig er skidegod til.

Utilstrækkelighed kan ramme mig i den faglige undervisning, når jeg ikke føler, jeg når omkring det, jeg gerne vil med eleverne. Efterhånden er jeg blevet mere rutineret i at gribe de bolde, der kommer, og finde dem værdifulde i stedet for den undervisning, jeg havde planlagt. Jeg føler mig mest utilstrækkelig, når der er børn, som har behov for mere, end jeg kan give dem. Der, hvor jeg kommer til kort i forhold til at skulle dele sol og vind lige mellem 20 elever, men der sidder én, som har brug for meget mere end det. Det er der, jeg bliver mest ramt.

Det er mine egne ambitioner og egne forventninger til mig selv, der fastholder mig i følelsen af at være utilstrækkelig. Vi går jo alle sammen på arbejde hver dag med håbet om at kunne gøre en forskel for de børn, vi arbejder med. Men det kan være svært at acceptere, at det ikke altid forholder sig sådan. Som lærere er vi uddannet til et arbejde, hvor det hele tiden ligger implicit at gøre vores bedste – fylde noget på vores elever, dygtiggøre dem. Vi lægger et pres på os selv. Jeg har høje ambitioner til mig selv og til den lærer, jeg gerne vil være. Det er min egen høje forventning til mig selv om hele tiden at skulle være tilgængelig, være på, være opdateret.

Dårlig samvittighed kan ramme mig, når jeg ikke føler, jeg slår til. Opgaven er vokset med corona. Der ligger en anden opgave, end den vi havde planlagt. Vi skal fokusere meget mere på trivsel, sammenhold, fællesskab. Samle eleverne om det at være sammen. Samtidig har jeg et pensum – jeg skal danne og uddanne eleverne.

I min situation er jeg privilegeret – ledelsen hjælper os med at prioritere, hvilke bolde vi skal gribe. Og heldigvis har jeg gode kolleger, som altid er klar til at samle mig op. Vi er meget opmærksomme på hinanden, vi samler hinanden op, og vi er meget ærlige, når vi føler os ramt. ■

SKOLELEDER:LÆRERNE SLÅR JO TIL, SELVOM DE IKKE FØLER DET

Dårlig samvittighed og fornemmelsen af utilstrækkelighed er emner, lærerne ofte bringer op i snakken med skoleleder Lotte Kaspersen. Men følelserne er sjældent det reelle billede af virkeligheden, siger hun.

AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK

Hvis skoleleder Lotte Kaspersen fra Strandmølleskolen i Assens skal highlighte fem emner, som fylder meget i samtalerne med medarbejderne på skolen, så er fornemmelsen af utilstrækkelighed et af dem.

»Det er et tilbagevendende emne, at lærerne ikke synes, at de når det hele, ikke helt slår til, eller gerne ville have gjort noget anderledes. Men det er jo sjældent det reelle billede af virkeligheden. For lærerne slår jo til, selvom de ikke selv føler det«, siger Lotte Kaspersen.

Hun oplever, at det kan være en stor belastning for lærerne, at deres ambitionsniveau er meget højt, og at de gerne vil så meget.

»For mange lærere er succeskriterierne vildt højt oppe. De har så mange ting, de gerne vil, og som ikke er pålagt af ledelsen. De har meget høje krav til sig selv, for eksempel at to dage ikke må ligne hinanden undervisningsmæssigt«, fortæller skolelederen.

Det ansporede ledelsen til at undersøge, hvordan den kunne imødekomme den udfordring ud fra devisen "hvis det ikke fungerer for mig, så er det også et problem for dig. Og hvis ikke det fungerer for eleverne, så er det et problem for alle"«.

»Vi snakkede om, hvordan vi kunne være fælles om at bære flere ting, så man aldrig føler sig alene med tingene, og så det blev tilladt at sige højt, hvis der er noget, man ikke kan overkomme hverken praktisk eller psykisk«, siger Lotte Kaspersen.

Det bedste miljø for alle

Skolen har derfor arbejdet med mødekulturen, og hvordan man skaber et godt og trygt møde med tid og rum til, at man kan sige ting højt i sit team. I starten var det i et forløb med kurser og sparring fra "Verdens bedste danske skole". Nu er mødekarrusellen lagt i faste rammer med fagmøde, teammøde og årgangsmøde i et rul med et møde ugentligt. Og der er afsat tid til at tale om de lidt sværere emner.

»Vi har gjort det, fordi vi kan se, at det skaber det bedste arbejdsmiljø for personalet og det bedste læringsmiljø for børnene. Vi har en anden type elever og en anden type forældre end tidligere, så man kan ikke bare sige, at man skal få noget hår på brystet og gro lidt teflon. Det her var en anden måde at gøre det på, som gav mening for os«, siger Lotte Kaspersen og tilføjer:

»For os som ledelse kommer vi også tættere på lærernes praksis. Vi forstår bedre, hvad de arbejder med, og det har kvalificeret de snakke, vi har med personalet. Det med bare at sidde rundt om et bord og snakke om alle børnene, det er længe forbi. Vi har fået nogle meget mere professionelle snakke, og jeg kan bedre tage nogle initiativer, hvis det er nødvendigt«. ■

Nogle gange er det nok at lytte og sige ”du klarer det godt – det er udelukkende din egen fornemmelse”. Det behøver ikke altid være raketvidenskab.

LOTTE KASPERSENSKOLELEDER