Søren blev angrebet af en elev i undervisningen

Søren blev angrebet af en elev i undervisningen

Søren, der er lærer på en fri grundskole, blev overfaldet af en elev, da han forsøgte at få ham til at deltage i undervisningen. Skulle han have ladet ham være? Skulle han have hentet hjælp? Søren ville ønske, at skolen havde haft en politik eller en instruks, som havde forberedt ham bedre.

AF METTE SØNDERGÅRD · MSO@FRIESKOLER.DK ILLUSTRATION ELS COOLS

En ellers almindelig undervisningstime i 9. klasse udviklede sig en dag ganske dramatisk for Søren, der er lærer på en grundskole. En elev, der ikke ønskede at deltage i undervisningen, begyndte at slå løs på Søren, da han på pædagogisk vis, forsøgte at få ham til at deltage. Søren valgte, for at undgå slagene, at fastholde eleven.

Søren har valgt at fortælle om episoden og ikke mindst tankerne om det efterfølgende forløb, fordi skolen gjorde sig vigtige erfaringer om at være bedre forberedt, hvis noget lignende skulle ske en anden dag.

Af hensyn til eleven og hans familie er alle detaljerne om selve overgrebet udeladt, ligesom skolen og læreren ønsker at være anonyme. Derfor er Søren et opdigtet navn, og han fortæller primært om forløbet efter overgrebet.

Noter blev hans held

Søren greb pen og papir og skrev hele forløbet ned, da han efter episoden sad i stilhed på kontoret og sundede sig. Det var, mens kolleger overtog situationen, fik eleven sendt hjem og ringet efter forældrene.

Noterne blev senere hans held, for de blev hukommelsen, da der efterfølgende opstod tankemylder i hovedet. For det gjorde der i dagene efter, hvor hændelserne flød sammen, og hvor ledelsen var på hårdt arbejde for at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen. Det viste sig hurtigt, at eleven havde en anden udlægning af sagen. Søren talte med en krisepsykolog, forsikringsselskab, fagforening og så videre. Han skulle blandt andet tage stilling til, om han ville politianmelde eleven.

»Det er nok det mest kaotiske ved situationen – det er dagene og tiden efter«, forklarer Søren om forløbet.

»I situationen følte jeg, at jeg gjorde det rigtige og det, jeg var nødt til. Jeg vil selvfølgelig gerne have været situationen foruden, og jeg ville ønske, at det aldrig var sket, men i situationen følte jeg, at jeg var nødt til at fastholde ham for at forsvare mig selv«.

Ubehageligt at tvivle på sig selv

I dag er Søren ovenpå igen, og han er tilbage på gulvet som lærer uden alvorlige men. Han var sygemeldt ganske kort, og da han kom tilbage, gik eleven ikke længere på skolen.

Når han ser tilbage, er han mest overrasket over, at det kunne gå så galt, for han havde slet ikke set det komme, som han siger. Skulle jeg bare have ladet ham være, kan han nogle gange spørge sig selv.

»Men jeg gjorde jo det, forældrene og skolen forventede af mig i den her sammenhæng. Jeg forsøgte at løse min opgave og hjælpe eleven«, reflekterer Søren. Han kan også spørge sig selv, hvorfor han ikke hentede hjælp noget før, så han ikke var alene med eleven. »Men i situationen handler man jo bare for at løse udfordringerne«, forklarer Søren. Bagefter oplevede han at blive usikker på, om han havde gjort det rigtige, og om han kunne klandres for noget. Derfor endte det også med, at han ikke politianmeldte eleven, for en lille usikkerhed nagede ham: Tænk, hvis der ikke blev stolet på hans forklaring, men på elevens, og han blev dømt og mistede sit job?

»Det kunne have meget store konsekvenser, og det kunne jeg faktisk ikke overskue. Men det var ubehageligt at gå med den usikkerhed, at man pludselig tvivlede på sig selv«.

En drejebog kunne have hjulpet

I evalueringen af forløbet er Søren og hans ledelse enige om, at en politik, en drejebog eller en konflikthåndteringshåndbog ville have været

god at have. Selvom ingen ved, hvordan man reagerer i akutte situationer, så kunne en snak om, hvornår man henter hjælp, og hvornår man ikke længere skal håndtere en situation alene, have været nyttig at have haft. Ligesom der kunne have været en politik for, om skolen anmelder elever, eller om det er op til læreren selv.

»Der er ingen tvivl om, at en drejebog kunne have gjort nogle af alle de her ting lettere, selvom min ledelse arbejdede på højtryk og bakkede mig op. Men hvis man havde haft en samtale med kolleger om det, inden man står i situationen, og skolen havde haft en plan for, at ”du gør det her, hvis en elev gør det her”, så havde man måske håndteret det bedre, og det ville da også give en tryghed at vide, at man havde snakket om det på forhånd«. ■

Jeg er ked af, at det endte sådan, og at det nu er en del af min historie

ANONYMITET

Både skolen og læreren har ønsket fuld anonymitet af hensyn til eleven og hans familie. Derfor er Søren et opdigtet navn.

SKOLELEDEREN: »Man skal have en plan, inden ulykken sker«

Skolen havde aldrig været ude for en lignende oplevelse, da Søren blev overfaldet af en elev i forbindelse med undervisningen.

Blandt de yngre elever kan der af og til opleves udadreagerende elever, men at der var en overbygningselev, der slog på en lærer, havde skolen ikke stået med før. Derfor var der ingen erfaringer at trække på, da ledelsen pludselig skulle håndtere eleven, læreren, de øvrige forældre og beslutninger om, hvorvidt eleven skulle politianmeldes eller ej.

»Det ville da have været rart, hvis vi havde haft en plan, vi kunne have trukket frem, hvor der havde stået, hvordan vi skulle håndtere det og i hvilken rækkefølge. Vi har en dygtig forretningsfører på skolen, som normalt er god til at minde os om, hvad vi skal huske, men det her var en ny situation for os«, fortæller skolelederen på den pågældende skole.

Skolelederen er glad for, at han fik sendt læreren hjem på en sygemelding i halvanden uge, i stedet for at han blot mødte hurtigt op igen efter episoden. Set i bagspejlet er det ikke, fordi hele sagen skulle have været håndteret anderledes, men skolen kunne have gjort det lettere for sig selv.

»Jeg er glad for, at vi sendte ham hjem i en periode og ikke bare lod ham møde på arbejde igen med det samme, men det var ikke noget, vi havde stående i en plan nogen steder. Vi ville ønske, at vi havde haft planer, ligesom vi har planer for ulykker, mobning og andre ting, for der er mange beslutninger, man skal træffe på kort tid, og meget, man skal huske«, fortæller skolelederen. For eksempel fyldte det meget, om eleven skulle politianmeldelse eller ej, og hvem der i så fald skulle gøre det og ikke mindst tage beslutningen om det – skolen eller læreren.

Nu er en plan for voldsepisoder ved at blive udarbejdet, og det er også skolelederens vigtigste råd til andre – for pludselig kan man uventet få brug for den, fortæller han.

»Man skal have en plan, inden ulykken sker«. ■