Fire lærere om skærme i skolen

Sara Ehrhorn er lærer på Romalt Friskole i Randers, hvor hun underviser 6.-9. klasse.

Hvordan oplever du generelt udfordringen med mobiler i skolen og i undervisningen?

»På vores skole skal mobiler være slukkede og ligge i tasken. Indimellem er der nogle, der alligevel finder dem frem, og så er reglen, at de skal lægges ved skolelederen og hentes igen om eftermiddagen. I 7., 8., og 9. klasse har vi en særlig mobilkasse, som eleverne lægger deres mobiler i hver morgen, og som læreren låser inde i et skab. De får dem igen, når de har fri.

Vi bruger ikke mobilkassen i 6. klasse, selvom det egentlig er der, vi ser det største problem. Vi har haft det oppe at vende flere gange, men der er mange hensyn at tage. Blandt andet balancen mellem, hvor stort behovet er for at få mobilerne helt ud af undervisningen, og hvornår det er fair, at vi som lærere oven i vores undervisningsarbejde skal have ansvar for 24 ret dyre mobiltelefoner«.

Hvordan synes du, løsningen fungerer?

»Jeg synes, at mobilkassen fungerer rigtig godt. Hvis telefonerne ikke er låst inde, er der et ekstra arbejde for læreren i at holde øje med, hvis telefon det nu var, der bimlede. Vi ser ingen værdi i, at eleverne kan sidde på TikTok i frikvarteret. Så for os er det helt naturligt, at en mobil ikke er en del af skolen.

Min oplevelse er, at mobilkassen giver eleverne ro. De skal ikke tænke på streaks eller bekymre sig om, hvor mange der har liket deres seneste post. De ældste elever har direkte givet udtryk for, at det er rart, at de ikke skal tænke på, hvad de nu skal lægge op på sociale medier«.

Hvad med din egen telefon –hvilke regler gælder der for den i undervisningen?

»Min egen telefon ligger for det meste i lærerforberedelseslokalet. Indimellem har jeg den i lommen, hvis jeg ved, at jeg i undervisningen skal tage et billede, en video eller skrive et notat. Jeg har den nok fremme i fem minutter to gange om ugen. Og der er eleverne meget forstående«.

Heidi Zachariassen er børnehaveklasseleder på Privatskolen Nakskov

Hvordan oplever du generelt udfordringen med mobiler i skolen og i undervisningen?

»Det er ikke nogen udfordring med mobiler i 0. klasse, for vi bruger dem ikke der. I flere år har vi på mellemtrinnet og opefter haft et mobilhotel, hvor eleverne lægger deres telefon i en skuffe med navn på, når de møder om morgenen. Hvis de skal ud i undervisningen, for eksempel i billedkunst, musik eller natur/teknik, må de tage dem med, men kun hvis det giver mening. Udskolingen må gå uden for sko len, og der må de gerne tage telefonerne med. Men der er ikke nogen, der går rundt i skolegården med dem. Eleverne accepterer fint reglerne«.

Hvor meget fylder skærmene for en 0. klasse?

»Jeg oplever, at skærmene fylder meget for de små. Når vi hver morgen sidder til talerunde i 0. klasse, er det typisk de samme tre stykker, der altid skal fortælle om spil, de har spillet på skærmen. Jeg har spurgt, om der er nogen, der har spillefrie dage, men det er der ikke.

For nylig spurgte jeg også min klasse, hvor mange der havde deres egen mobil derhjemme – ”en smartphone”, sagde jeg og viste min egen frem. Ni børn rakte hånden op. Næsten alle havde en tablet, som de kunne spille på. Men de lader dem ligge hjemme, selvom vi ikke har en egentlig regel om, at man ikke må have mobil med i skole som 0.-klasseselev.

I 1. klasse har et par stykker mobiler med, hvis de selv skal gå hjem fra skole, men telefonerne bliver i taskerne i skoletiden. For forældrene er det tit sikkerheden, det handler om, og det har vi fuld forståelse for«.

Hvad med din egen telefon?

»Jeg har ikke deciderede regler for min egen telefon, men jeg bruger den næsten dagligt til forskellige ting i undervisningen, fordi vi har ’clevershare smartboards’, så jeg kan koble min telefon til smartboardet. Det gør jeg for eksempel, hvis vi har været på tur, og eleverne spørger, om de ikke godt må se billederne fra turen.

Indimellem siger de ud af det blå: ”Prøv lige at tage din telefon”. De vil gerne have, at den skal indgå ofte, men det skal den ikke. Så den ligger nok 90 procent af tiden i min taske«. ■ SKA

Cecilie Franker er lærer på Sundeved Efterskole ved Aabenraa.

Hvordan oplever du generelt udfordringen med mobiler i skolen og i undervisningen?

»I undervisningen har eleverne ikke mobilerne med, for reglen er, at de ikke må tages med ud af husene, hvor eleverne sover. I starten af skoleåret er det svært for dem. De er vant til at have telefonerne på sig som en livline ved et øjebliks kedsomhed. Efter en måned eller to kan eleverne godt mærke, at det faktisk er rart ikke at have dem på sig hele tiden. Men hvis de selv kunne vælge, ville de stadig gerne have telefonerne med overalt.

Vi diskuterer ofte reglerne i lærergruppen, for vi lærere vil gerne have det endnu strammere, så de unge ser, hvad skærmene gør ved dem. Men vi vil også gerne følge med tiden, så det skal heller ikke være et forbud«.

Hvordan synes du, løsningen fungerer?

»Det fungerer, at det netop ikke er et totalt forbud. Eleverne må jo stadig gå ned i husene, hænge i en bunke og sidde med deres telefoner. De prøver også at forklare os, at en af de måder, ungdommen i dag er sammen på, er ved at sidde sammen og se den samme video på den samme skærm. Det argument forstår jeg egentlig godt.

Som lærer har jeg bare brug for, at jeg ikke skal gå og være sur politimand, og det hjælper reglerne os til. Det, der generer os mest, er, at eleverne ofte har airpods i, når de har rengøringstid. Så går otte elever og gør rent sammen, men i hver deres verden. Vi har opfordret dem til at sætte musik på anlægget og skrue højt op, så rengøring bliver en fælles aktivitet. Men hvad så med de elever, der gør rent på udeområder med stor afstand mellem sig? Der er hele tiden hensyn at tage«.

Hvad med din egen telefon?

»Min telefon er underlagt de samme regler: Lærerne må bruge telefonerne på lærerværelset, og derudover skal de ikke ligge fremme. Undtagelsen er, hvis man i undervisningen skal bruge telefonen som stopur, til at tjekke fravær eller optage video til efterskolens Instagram. Så det er en balancegang. Eleverne siger ikke så meget til det. Det tror jeg, de ville gøre, hvis jeg tog den frem i spisesalen«. ■ SKA

Rasmus Drabe er lærer på Nordfyns Højskole ved Bogense.

»Jeg vil mere kalde det en virkelighed med mobiler i skolen end en udfordring. Mobiltelefonen er blevet en integreret del af elevernes væren. De har hele tiden et spor kørende uden for dem selv, væk fra det fællesskab, de fysisk er i. Alle kan have brug for en pause for sig selv, men når man ubevidst søger telefonen som den pause, har vi en udfordring med at få opmærksomheden tilbage i virkeligheden.

Vi har ingen regler for skærme og mobilbrug her. Højskoleelever er voksne mennesker, så vi forventer, at de selv kan administrere deres skærmbrug. Men hvis vi kommer til en situation, hvor vi har en reel udfordring, der går ud over fællesskabet, kan det være, at vi bliver nødt til at tale med eleverne om det fra semester til semester.

For nylig prøvede vi faktisk at lave en 12-timers udfordring, hvor eleverne afleverede telefonerne på kontoret efter morgensamlingen, og så lå telefonerne der i de næste 12 timer, indtil højskoledagen var omme. Men bare det at italesætte det som ”en udfordring” er tankevækkende, og mit indtryk var, at de faktisk ikke oplevede det som en udfordring. Det var et vilkår. Nogle syntes, det var lidt overvældende, men det var jo kun én dag. Det fik både elever og lærere til at stoppe op og sige: ”Hov, skulle vi lige vågne op et øjeblik – hvad gør skærmen egentlig ved os? Hvordan skal vi bruge den?”.

Vi har mange internationale elever på skolen, omkring 12 forskellige nationaliteter inklusive dansk. Og de internationale er ikke problemet. Især de asiatiske elever er meget autoritetstro og har en anden respekt for undervisningen. Det giver så helt andre udfordringer i forhold til at få dem til at stille spørgsmål og sige ’hvorfor?’ – det, som den frie skolekultur er bygget op omkring og god til. Men i forhold til skærmene handler det jo om det rum, vi er fælles i, og der ligger en del i vores generelle skolekultur og dermed opdragelse af hinanden, som jeg synes, vi bør tænke over. Vi har pligt til at deltage i fællesskabet«. ■ SKA